Nora

---

Ellen Briksö (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

6.

Nora holdt til på Tørreloftet i Dag.

Helt inde under Skråtaget havde hendes seks Dukker deres Senge på Rad. Kun to af Dukkesengene var af Træ og fabrikeret til samme Brug - den ene var for Resten endda Ingers - ellers var Pakkasser og papæsker med stor Opfindsomhed arrangeret, så de nok kunne ligne noget i Retning af Seng. Dukkerne var omhyggeligt pakket ind til Næsetippen, og Nora selv knagfrøs i den kolde Vinterdag, så hun næsten ikke kunne holde fast på den forpjuskede Dukke, der skulle klædes på.

Ingers eneste Dukke var det, et forsømt og forrevet Individ, som flød omkring, hvor det bedst kunne falde, og med Mellemrum blev samlet op og kom i Pleje hos Nora og hendes seks.

Man kunne ikke lege med Dukker, når man var næsten tretten År!

Nej, Nora skulle også vel vogte sig for at lade Kammeraterne ane noget i den Retning. Hun legede da heller ikke med Dukkerne, forsikrede hun heftigt sig selv; hun ordnede dem bare. - Man kunne da ikke lade sine Ting ligge og flyde om. -

„Så, dit sølle Skind!” Nora redte omhyggeligt de filtrede Tjavser, som skuldre ligne Hår på Toppen af det runde porcelænshoved. Nora syntes altid, at Ingers Dukke havde så taknemmelige Øjne. Hun fantaserede over, hvor glad det ulykkelige Væsen måtte være ved at blive plejet en Smule, og hun overvejede med betænksom Mine, hvor Plejebarnet skulle anbringes. Resolut stoppede hun den ned til den af Dukkerne, som bredte sig i den største Seng; men så var det, som blev de taknemmelige Glasøjne pludselig anklagende og bedrøvede. Hun tøvede et Øjeblik, men greb så Dukken og anbragte den alene i den Seng, som med Rette hørte den til.

„Se så! Kom nu ikke og sig, at jeg ikke har behandlet dig pænt,” sagde hun bistert og lagde med et lille Suk et af sine egne Børn på den tomme Plads i „Søstersengen”.

Hvor var her dog koldt! Hun åndede ud i Luften, så der stod Damp fra hendes Mund, og hun puttede begge de iskolde Hænder ned på Brystet for at varme dem.

Her var så godt at være, så fredeligt og stille. Nedenunder larmede de små, og hvis hun viste sig, ville Mor bare forlange, at hun skulle holde dem rolige. - Loftet havde altid været hendes Tilflugtssted. Om Sommeren var her så vidunderligt under det solbagte Tag og med Striber af Sol hen over det hvidskurede Gulv, men om Vinteren kunne her være temmelig svært at holde Varmen, selv om man nok forstod at indrette sig praktisk.

Nora krøb op i den store, gamle Træseng, der stod fyldt med Sengeklæder, hun borede sig ned og trak en tung, stribet Dyne over sig. Kinden hvilede behageligt mod en Lærredspudes kølige Betræk. Hun lå og stirrede op i Tagbjælkerne, hver eneste en var en kær og kendt Ven igennem mange År; det var, som kendte hun også de gamle, røde Teglsten, der med hver sin lille Flage hang fast deroppe i Taget, og som hun ofte havde undret sig over, for det var mærkeligt, at de ikke blæste ned, når Efterårsstormene hylede om Huset. Rundt om på Loftet stod gamle Skabe, Kister og al Slags Skrammel. I Skabene var der mærkelige Klædningsstykker, Silkekjoler fra Oldemors Dage, så stive, at de knitrede, når man rørte ved dem, og så møre, at de efter hver munter Leg eller Spillen Komedie havde fået ny Revner og Flænger. - Der var Kasser med uudtømmelige Skatteforråd af gamle illustrerede Blade, herlige på Sommerdage, når Regnen raslede mod Taget i Timevis. Å, der var godt og hjemligt på det gamle Loft mellem alle de kendte Ting.

Men alligevel kunne man ikke få Fred i sit Sind!

Det var det Bal. - Hvordan skulle man få snakket om det herhjemme? - I Skolen blev der omtrent ikke snakket om andet. - „Hvad skal du ha' på?” - Og: „Jeg får ny Silkekjole.”

Silkekjole! - Pyt! - Det kunne man undvære. En af de gamle Sommerkjoler kunne nok fikses op. Lakskoene kunne godt gå an ved Lys, og helt udelukket var det da heller ikke, at Inger ville låne hende sine de ny, der var nok et eller andet, man kunne gøre for hende, så hun føjede sig. - Så var der Strømperne, - å, det var et Lyspunkt - rigtige Silkestrømper, så lyse og blanke. Den kære, rare Frøken Vinge havde givet hende dem i Julegave. Mor havde rystet på Hovedet; hun havde vist ventet en fornuftigere Gave af den fornuftige Frøken. Ja men Frøken Vinge - hun kunne ligesom læse i Hjerterne. Nora var da sikker på, at hun aldrig havde sagt noget om, hvor brændende et Ønske netop Silkestrømper var.

Men Billetten kostede to Kroner, og man var nødt til at have Herre med, det var så flovt at komme alene; men Hans kunne nu godt gå an i sit pæne blå Matrostøj, og det var jo da hans Skole, som gjorde Ballet.

Mogens Friis havde inviteret Misse, og Poul Larsen skulle ha' Agnete, som var hans Kusine, Mille havde også en Fætter, han var skeløjet, men hvad gjorde det på sådan en Aften; og Ditlev havde en ældre Søster, som tog med ham.

Men han ville da nok danse med hende, hvis kun den store Lykke skulle dale ned til hende, at hun alligevel kom med på Ballet.

Og hun måtte med til det Bal - hun måtte - -.

De andre havde løbet på Skøjter derude i Mosen i hele tre Dage. Nora havde sagt, at hun var forkølet, og at Far ikke turde lade hende løbe, for der var dybt i den Mose. - - Men det var ikke sandt noget af det!

Det var Støvlerne, som ikke var pæne nok - det var Skøjterne, som var rustne og gammeldags. -

Og når nu de andre havde brune Fedtlædersstøvler med Remme og flunkende blanke Skøjter.

Misse havde endda en Pels - Noras Kåbe var gammel og slidt.

Det var så svært, så svært at være fattig. Nora vidste godt, at hun måtte skamme sig, når hun tænkte sådan; for de var jo ikke rigtig fattige, nej, ikke sådan som Hjulmandens med ti lasede Unger, der altid havde våde Næser, eller som Sidse Vaskerkone, hvis Mand drak alle Pengene op. De fik jo nok at spise og havde Varme i Stuerne. Tøjet var jo helt, - for det meste da, et lille Hul på Strømperne så jo ingen - -.

Men det var bare det, at alt, hvad der hed „unødvendige Udgifter”, det kunne man ikke engang tale om.

For Mor havde jo virkelig haft røde Øjne i Aftes, Mor, som plejede at tage Tingene med Fatning og Ro; og det havde ikke været til at undgå at høre Fars Stemme, da de snakkede sammen i hans Værelse.

„De forbistrede Penge! Altid skal man ha' Kval og Sorger, fordi der er for lidt af dem - og med sådan en Familie - -.”

Ja, det var også slemt, at de var fem Børn. Hvordan skulle Far nogen Sinde få dem „i Vej” alle sammen, så dyrt som alting var? Fem Par Fødder at skaffe Fodtøj til - ja, og Far og Mor skulle jo også gerne ha' lidt Tøj en Gang imellem.

Så var der Inger - Inger, den Træpind! Ja, for hun var da virkelig så kedelig og så tør i det altid, at hun hverken var til at hugge eller stikke i - men hun havde jo hørt akkurat det samme i Aftes, og da Nora havde set på hende, havde hun haft sådan et underligt Udtryk i Ansigtet. Pludselig havde hun smidt Hovedet ned på Bordet - og hun havde tudet - tudet, så Skuldrene rystede, ja, Bordet rystede såmænd med, så man ikke engang kunne få skrevet sin danske Stil ind for hende.

Og man kunne jo naturligvis heller ikke sidde ufølsom over for sådan en Fortvivlelse.

„Inger, hvad er der dog, Inger? Du ved jo da nok, at Far mener det ikke så slemt, han ta'r bare sådan på Vej.”

Det var de samme Trøstegrunde, som Mor havde givet hende, når hun havde tudet over et Udbrud fra Far.

Men Inger havde ikke villet lade sig trøste, først længe, længe efter, da de for længst var kommen i Seng, havde hun sagt det, og Tonen havde været ganske tragisk:

„Det er jo bare det, at de naturligvis ta'r mig ud af Skolen, lige så snart jeg har fået Mellemskoleeksamen, og så bli'r jeg puttet ind på et eller andet Kontor - jeg har selv hørt Far snakke om, at han måske kunne få mig ind hos Hammer. Så skal man sidde der, hvor ens egen Far slider og slæber og bli'r hundset med - -.”

„Nej, men Inger dog!” Nora sad oprejst i Sengen i det iskolde Værelse og lyttede forfærdet til sin kølige Søsters heftige Udbrud. „Ja men, hvad er det da, du hellere vil?”

„Jeg vil være Student! Jeg vil ikke giftes eller sådan noget Pjank, det skal man ikke blive fristet til, når man ser sig omkring mellem sine Bekendte. - Jeg vil læse, vil jeg - blive Tandlæge eller rigtig Læge - -. Men pyt! - når de sådan hyler op altid - -.”

Nora var imponeret. Tænk, at nogen frivillig ville ta' på sig at læse og læse i Masser af År. - Blive Tandlæge eller Læge! Komme til at se ud som Frøken Svendsen, der havde Klinik i Møllegade - sur som Eddike - kort Hår - Lorgnetter - -.

Men det kunne såmænd godt være, at Inger kunne passe til det.

Og når hun nu havde så forfærdelig Lyst! - -

„Måske vinder vi i Lotteriet.” var hele den Trøst, hun havde at give, og til Svar fik hun et højst utaknemmeligt Fnys:

„Å, du er Idiot!”

Og senere var Inger ikke til at få et Ord ud af, men Nora kunne godt høre hende snøfte længe efter.

Det var jo også en rigtig Sorg, Inger havde en Sorg for sin Fremtid - det lød da af noget, sådan havde Nora læst mange Gange i Romaner.

Og hun selv havde bare en lille, skaldet Sorg, fire-fem Kroner til et Bal. Et Bal, som man måtte - måtte med til.

Og så nu - det lige havde været Jul.

Jul var dejlig, før den kom, og dejlig, mens den var der, men bagefter - bagefter - -.

Ja, for der havde været næsten fire Kroner i Sparebøssen til julegaver, og så havde Mor endda betalt den Nattøjspose med „Sov sødt” i blåt Broderi, som Frøken Vinge havde fået af Nora til Jul.

Hun havde været forfærdelig glad for den, og den lå oven på det skinnende, snehvide Sengetæppe hver eneste Dag.

Men det så nu ikke ud til, at der var Nattøj i den. - - -?

Og Far klagede altid værst over Pengesorger, når Julen var forbi, men han var den værste til at øse ud til Gaver, sagde Mor.

Og Nora havde virkelig fået sytten Julegaver. Det var da et anseligt Tal, vidste hun, selv om Misse havde rynket hånligt på Næsen, da hun hørte, at en af dem havde været en Æske med Chokolade og en en bitte lille Mappe med Skrivepapir.

Men det var fra de to små, og man kunne da ikke forlange, at de skulle give flotte Gaver.

Og Kjoletøjet fra Far og Mor var da en fin Gave, selv om det - kedeligt nok - havde været mørkeblåt til Skolekjole. - Misse havde fået blegrødt Crêpe de Chine - -.

Nu blev Gangdøren nedenunder revet op, så Glasset klirrede, og Hans's Stemme skingrede:

„Nora - Nora! Du skal komme ned med det samme, siger Mor.”

Modvillig slog Nora Dynen til Side. Nu var der blevet dejlig lunt i Sengen; hun gøs af Kulde, da Strømpefødderne rørte ved det kolde Gulv, og hun vrælede et ærgerligt Svar til Hans, der ufortrødent skreg op dernede.

„Ja, dit Fjols! Jeg har hørt det.”

Mor havde sovet, da hun var kommet hjem, så det var først nu, Nora fik sagt Goddag til hende. Hun skævede lidt uroligt til sin Mors Ansigt; men det var roligt og ligevægtigt at se til - det var da altid en Lettelse.

„Du må se lidt efter de små inde i Fars Stue, jeg er træt nu. Hvor har du dog været hele Eftermiddagen?”

„På Loftet,” sagde Nora brødebetynget. Hun stod og hang henne ved Døren. Mon man skulle vove at snakke om Ballet? Mor læste ikke i Øjeblikket, hun havde det store Stramajbroderi fremme, det med de mange Roser, som aldrig blev færdigt.

„I den Kulde! Du er jo forrykt, Pigebarn! Du kunne da ha' siddet med Lektierne i Fars Stue, mens de små var her.” Mor begyndte åndsfraværende at tælle på Mønsteret, og Nora tænkte med et Lettelsens Suk, at når Mor af sig selv gik ud fra, at hun havde læst Lektier, behøvede hun da ikke at benægte det.

„Mor -,” begyndte hun desperat og ville til at springe lige lukt ind i Balspørgsmålet, men Mor talte utålmodigt:

„Fire og tyve, fem og tyve, seks og tyve - - så, forstyr mig nu ikke, Barn.”

Nora lukkede Døren. I Dagligstuens Iskulde hang de små Akvareller med Oldemor og Oldefar i deres sorte Ibenholtsrammer. Nora blev stående og stirrede på den italienske Oldemors ravnsorte, små Krøller og den blændende, snehvide Hals, der var afdækket, så det næsten var flovt at se på.

Efter hende havde man jo sine mørke Øjne og desværre vist også Opstoppernæsen - - ja men, hvordan mon ens egen Hud var blevet så brun?

Oldemor havde været rigt gift, hendes Mand havde et stort Gods.

Men alle Pengene havde de mistet, og de var fattige ved deres Død.

Så skammeligt også! Tænk, om de endnu havde haft Godset, tænk, om man kunne invitere Klassekammeraterne til Bal og stor Fest - rigtigt imponere Misse, den Vigtigprås!

Men det nyttede nok ikke at fantasere over den Slags Ting. Det nyttede såmænd heller ikke at tro på Lotterigevinst, skønt Far og Mor nu havde haft Seddelen i mange År.

Nora kunne høre de små snakke bag Døren, det lød så fredeligt, men hvis hun viste sig på Skuepladsen, ville der straks opløfte sig et Hyl: „Nora skal lege med os - Nora skal vise Billeder.”

Å, hun havde ikke den mindste Lyst til at lege eller vise Billeder - - det utålelige Bal blev ved at kredse i hendes Hoved.

Inger kom ind og så ikke Nora, der var gledet ned i Sofakrogen bag den store, gamle Palme. Den grå Vinterdag var omtrent gået til Ende, og Skumringen svøbte sig trist om Tingene i den kolde Stue. Det lod dog ikke til at gøre mindste Indtryk på Inger. Hun tændte Klaverlysene og stillede sine Noder til Rette.

Inger var mærkelig. Hun havde sin Dag inddelt i Timer, og hun passede Klokkeslættene, så det var ganske håbløst at forsøge en Samtale med hende. Hvad skulle det for Resten også nytte? - Idiot! havde hun kaldt Nora i Nat, da hun kom med sin eneste Trøst. Ja, dum var den vel nok, men hænde kunne det da, at man vandt i Lotteriet. - Den Slags Ting var det håbløst at bede til Vorherre om, det havde Nora tilstrækkelig Erfaring for. Vorherre kunne naturligvis ikke lide noget, der havde med Spil at gøre. - -

Inger spillede Skalaer. Hun gjorde det taktfast og bestemt, så det ligefrem hamrede i Hovedet. Tænk, at Mor kunne holde det ud! Men Mor kunne nu holde meget ud, når det bare var Inger - - Inger var umådelig dydig.

Hun drømte vist ikke engang om Muligheden af at tage på Bal. Der sad hun med en Ryg så rank og så sikker; det var, som talte den Ryg med den tykke, glatte Fletning sit eget Sprog, og det var et ret irriterende Sprog:

„Jeg gør min Pligt - jeg passer mine Ting. Ingen skal komme og sige mig noget på; men hold jer fra mig, det råder jeg jer til.”

Det var et trøstesløst Sprog, den Ryg talte; for når man bare havde den eneste Søster, og når man nu trængte så umådelig til at snakke med nogen om det Bal.

Frøken Vinge? Tanken var fristende, men blev skudt tilbage i en Fart. Det var ikke første Gang, den meldte sig; men det kunne nu ikke gå an. Frøken Vinge ville straks tilbyde at betale, og hverken Mor eller Far ville synes om det, de ville bare blive tvunget til at sige, at så måtte hun nok gå med.

Men hvis de blev tvunget - uh, nej, det var fælt at tænke på, det ville spolere hele Glæden.

„Kære lille Vorherre, jeg ved nok, at du ikke kan lide Spil og sådan noget, men kunne du alligevel ikke godt bare denne ene Gang lave det sådan, at der kom nogen Penge?”

Ole hylede pludselig voldsomt op inde bag Døren. Nora var i to lydløse Sæt over Gulvet og inde hos de små. - - -

Bastian! - Hun kunne den udenad. Mellem Linjerne med den kræsne Mads og den uartige Frederik dansede Ballet og Bekymringerne i hendes Hjerne:

„I Fald du kendte Frederik, så ved du nok, han var en Strik - -.”

Mon Ditlev ville kikke efter hende? Hvad Undskyldning skulle hun give, hvis hun ikke kom? Hun tav jo bare ganske roligt derhenne i Skolen og lod, som om det var en Selvfølge, at hun skulle med.

Mille havde spurgt hende ganske ligeud, hun havde vist en Mistanke, og hun havde været meget pågående med Spørgsmålet om Dragt.

„- - - Den lille Mads var tyk og fed, man ser det bedst, han Sult ej led - -.”

„Sikken du læser, Nora, det er ligesom, du slet ikke brød dig om det.”

Oles Stemme var meget fornærmet, og det kogte i Nora af Lyst til at smide Bogen, puffe til Ungerne og tude ganske højt. Hun så ned i sin lille Broders Ansigt; det var spørgende og forbavset, som kunne han umuligt begribe, at Nora ikke var lige så begejstret for Bastian som han og „Søster”.

Å, de små Skind! - De kunne jo da endelig ikke gøre for, at hun var sådan et Tossehoved. Hun kyssede pludselig heftigt den lille, røde Mund, som „Søster” så indbydende stak op imod hende, og Ole slog begge Armene om hendes Hals for også at få sin Part af Kærtegnene:

„Du er sød, Nora, det er du.”

Og den lille abede ivrigt efter: „Sø'- er du - -.”

Å, det varmede så underligt om Hjertet med de to uskyldige små Udbrud; det var så dejligt, at der var nogen, som fandt hende sød, nogen, som skønnede på hende; hun ville være god imod dem, og hun bladede om i Bogen med lige så stor Iver som Ole.

„Nu skal vi læse om den slemme, slemme Jette, som brændte helt op - -.”

„Ja men, bare ikke Skoene,” mente Ole, og Søster klyngede sig ængsteligt ind til hende:

„Itte Go'ene - - -.”

Og mens Nora læste, mens hun lagde frygteligt Eftertryk på de sørgeligste Steder, blev hun pludselig så underlig varm om Hjertet og let i Sindet.

Å, hun skulle nok komme med til det Bal; hun vidste pludselig så ganske bestemt, at den lille dumme Bøn fra før var blevet hørt. Vorherre kunne jo naturligvis heller ikke lide Baller; men alligevel ville han hjælpe hende, det var hun ganske vis på.

Og lykkelig - lykkelig, så hun næsten sang, læste hun det sidste Vers:

„- - - Forældrene græd, og Kattene med - - -.”

Henne i Døren stod pludselig hendes Far; men hun så ham slet ikke, hørte ham heller ikke, fordi Børnenes Jubel og Tak næsten kvalte hende.

Han lukkede Døren ganske stille og gik ind til sin Kone:

„Nora er nu en god Pige,” sagde han og kyssede hende. Noras Mor så åndsfraværende op fra sit Sytøj:

„Nå, der er du! Du kommer tidligt i Dag - og Bordet er ikke engang dækket!”

Hun begyndte at tage Lysedugen af Bordet og fik Hoste, så snart hun bøjede sig ned til Buffet'en efter Glassene - -.

„Ja, hun er virkelig en god Pige, så pænt hun leger med de små, det ser man aldrig Inger gøre.”

„Inger,” sagde Mor forarget og lagde Servietter omkring, „hvor skulle Inger dog få Tid til det, sådan som hun slider i det altid med Lektier og Øvelser.” Mor missede nærsynet og holdt Servietringene helt op til Øjnene for at læse Navnene.

„Nora er da ikke nær så flink til at passe sine Sager.”

„Men får hun Lov til det?” sagde Far, og da Mor aldeles forbløffet spurgte: „Lov?” lo han lidt og raslede med nogle løse Penge i Bukselommerne. „Det er nu Hjertet, det kommer an på, og Nora har et meget varmt Hjerte; om Inger tror jeg, hun er en Istap, - så, Mor, hold nu op med det, du ved, at du tåler ikke at bukke dig, lad mig kalde på Maren - -.”

Nora blev ved at være så glad, så glad. Hun bandt Hagesmækkene på de små og hentede ind til Bordet, hvad Maren havde glemt. I hendes Hjerne spøgte Ballet stadig, men nu havde hun fået sådan en underlig Følelse af, at det nok skulle blive klaret, og hun blev egentlig slet ikke forbavset, da Far pludselig sagde over Bordet til Hans:

„Hvorfor har du egentlig slet ikke snakket om Skoleballet? Simon Hammer var oppe på Kontoret for at „slå” sin Far for Penge til nye Sko; men I har vel Sko, har I ikke?”

Hans var blevet rød, han brød sig ikke om at danse; men der var Nora, som ustyrlig gerne ville med - ja, og så var der jo Minna Frandsen - hun havde selv sagt til sin Broder, at Hans Bay „egentlig var en pæn Dreng”.

„Der,” sagde Far, og over Bordet trillede der en Tokrone, først til Nora, så en til Hans, „Inger bryder sig ikke om det, vel?”

„Nej Tak,” sagde Inger, det kom så kort og næsten fornærmet, så Far rynkede Panden; men da han så over Bordet til Noras strålende Øjne, de ildrøde Kinder og Munden, der stod halvtåben i Henrykkelse, lo han:

„Men der er en, som gør det; Nora skal på Bal, det skal hun minsandten, for Far var heldig i L'hombre i Aftes.”

Inde i Nora var der noget, som blev ved at hviske: „Tak, lille Vorherre, å Tak - Tak.” - Men det var alligevel underligt, for Far havde jo vundet de Penge i Spil - - -.