Augusta bliver vænnet af med at prale

---

Af Helene Hørlyck (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Det var Lillejuleaften. Augusta sad i Iltoget, som rastløs og klaprende arbejdede sig op gennem Jylland. Hun skulle tilbringe sin Juleferie hos en Onkel, som var Præst i Salling.

I Fredericia var hun kommet ind i en Kupe, hvor der sad en Dame med en lille Pige på 12-13 År, jævnaldrende med hende selv. Den fremmede Dame kiggede mønstrende på hende og gav sig derpå i Snak med hende, og efter at have fået at vide, at Augusta var Datter af Adjunkt Dam i Odense, og hvor hun skulle hen, sagde hun venligt, idet hun vendte sig til Datteren:

„Nej, hvor morsomt, Marie, så får vi Rejseselskab af den unge Pige helt til Randers. Jeg hedder Fru Breum, og det er min Datter Marie,” præsenterede hun.

Marie flyttede sig nærmere til Augusta og spurgte, om hun ikke ville se nogle illustrerede Blade. Augusta takkede belevent og bød Marie Teaterkonfekt, mens hun spurgte:

„Hvor langt skal du rejse?”

„Jeg skal med Moder til Randers, der bor Bedstemoder, så kommer Fader Juleaftensdag, han kan ikke rejse for sin Forretning, han er Grosserer,” tilføjede hun en Smule selvbevidst.

Augusta så på hende, ja, hun var meget elegant klædt, så de var vist rige. Nå, det var nu ikke noget at være vigtig af, og Augusta satte Næsen i Vejret og sagde:

„Bare vi ikke får Togstandsning, jeg synes, det begynder at fyge, og jeg skulle træffe min Onkel i Randers, han er Herredsfoged der.”

Marie var synlig imponeret og mente, at det kunne gerne se ud til Fygevejr.

„Går du i Latinskolen?” spurgte hun lidt efter.

„Ja,” sagde Augusta, „gør du også det?”

„Nej, vi har ingen Latinskole, men jeg skal heller ikke studere. Jeg vil uddanne mig i Musik. Når jeg bliver voksen, skal jeg først til København og bagefter til Paris for at gå videre.”

„Nå. - Ja, jeg spiller også; men ellers er det Meningen, at jeg skal være Lærerinde.”

„Næh, spiller du?” udbrød Marie interesseret. „Hvad spiller du, kender du Steffen Hellers Etuder?”

„Nej.”

„Nå, ikke, du spiller måske Småstykker og Sange?”

Det kom lidt overlegent og prikkede Augustas Selvfølelse; sandt at sige var hun lige begyndt at spille, og både Lyst og Talent var meget lille, men derfor var det vel ikke nødvendigt at sidde her og lade sig håne af en ganske fremmed ung pige, og hun svarede derfor:

„Jeg spiller Tarantellen og Tannhäuser, men for Resten holder jeg mest af Beethoven,” det var hendes Moders Repertoire, hun nævnede, hun kendte derfor godt Stykkerne og vidste, at det var svære Ting, som nok skulle tage Pippet fra Marie.

„Næh, Moder,” råbte Marie til Moderen, som havde fordybet sig i en Bog, „den unge Pige spiller allerede Beethoven, tænk, hvor hun må være dygtig.”

„Nej, gør De virkelig?” udbrød Fruen forbavset.

„De må være meget musikalsk. Hvor længe har De fået Undervisning?”

„Åh, vist et Par År,” løj Augusta stammende, helt betuttet ved at hendes Praleri således blev taget for gode Varer.

„Næh, hør dog,” råbte Marie, „og jeg har spillet i tre År og spiller endnu kun Etuder og Sonater, hvor det må være dejligt at være så dygtig.”

„Ok, det er der såmænd ikke meget ved,” sagde Augusta og rankede sig, og idet hun huskede en af sin Moders Udtalelser, tilføjede hun: „Så skal man altid sidde og spille i ethvert Selskab og til Koncerter.”

„Men spiller du virkelig til Koncerter! Åh, hvor jeg gerne ville høre dig spille, jeg elsker Musik, men jeg er rigtignok ikke nær så dygtig.”

De passiarede videre en Stund. Augusta fortalte løst og fast, og som sædvanlig når hun kom i Ånde, løb Fantasien af med hende og lod hende male med langt stærkere Farver, end Tingene i Virkeligheden havde. Hun havde fuldstændig glemt den indtrængende Formaning, Moderen endnu samme Formiddag havde givet hende med på Rejsen om endelig at holde sig strengt til Sandheden og først tænke, inden hun talte.

Det begyndte nu at mørknes, og Sneen faldt tæt og fint, af og til kom stærke Vindstød og puslede op i Snelaget, så det i vild Hvirvel fo’r hen over Markerne og samlede sig bag et Dige eller i en Lavning.

Pludselig stoppede Toget med et Bums op i en Snedrive. Folk strømmede til Vinduerne, men ude var intet at se. Man hørte Togpersonalet råbe til hverandre og forhandle om, hvad der kunne gøres, og til sidst blev alle Passagererne anmodet om at stige ud og begive sig til et Hotel i en Stationsby et Kvarters Gang borte.

Augusta var straks blevet meget forskrækket, men Maries Moder beroligede hende og bad hende blot følge med dem, og hun lovede at tage sig af hende. Og nu blev det hele pludselig en eventyrlig Oplevelse, som de to Pigebørn var parat til at kaste sig ud i med Liv og Lyst.

Med højt opkiltrede Skørter og Rejsetøjet på Armen stampede de af Sted mellem alle de øvrige passagerer. Alle dukkede sig for den sviende Blæst og Sne, som blindede Øjnene og sved i Ørene. Konduktøren førte an, og man fulgte ham i blind Tillid.

„Tænk dog, hvad de stakkels Polarforskere må gå igennem, når de på deres Vandring overfaldes af et sådant Vejr, som ofte kan vare i mange Dage,” sagde Fru Breum.

„Uh,” skreg Augusta pludselig og forsvandt ned i Sneen ved Siden af Fru Breum.

„Men dog, Augusta, hvor er du,” skreg Marie angst.

„Her, her,” stønnede Augusta nede i en Grøft, hun havde fået Mund og Ører fulde af Sne.

Fru Breum og Marie fik hende snart halet op, og nu gik det fremad igen. Lige med ét skinnede en Række Vinduer frem af Mørket, og et Øjeblik efter befandt de sig alle i Hotellet.

„Hvor er vi egentlig?” spurgte Fru Breum en af Tjenerne.

„I Stationsbyen Rørup, Frue.”

„Nej, tænk hvor heldigt, her bor en Ungdomsveninde af mig, hun er gift med en Købmand Gregersen; vi vil gå hen til hende, når vi nu er blevet varmet lidt op og har fået noget at spise.”

Og hen mod 8 ringede Fru Breum på hos Gregersen, hvor hun og hendes Ledsagere blev modtaget med hjertelig Glæde. Der var ikke Tale om at komme hen på Hotellet igen. - Fru Gregersen var en lille livlig Dame, der fo’r rundt i sit Hus som en Flue i en Flaske, som hendes Mand udtrykte sig. Han var hendes fuldstændige Modsætning, høj og rolig af Væsen, men lige så gæstfri og glad over det uventede Julebesøg.

„Nu kan De ligeså godt belave Dem på, at De ikke slipper herfra de første 3-4 Dage, Frue,” sagde han smilende. „Vi har nogle Hulninger her langs Banen, som altid fyger til ved den mindste Anledning, og det bliver nok en tre Dages Storm.”

„Det var rigtignok ikke godt, det skulle gå så galt,” udbrød Fru Breum, „og den lille Frøken Augusta, som bliver ventet af sin Onkel - vi traf hende i Fredericia, og Marie og hun fandt straks hinanden i Musikken. Den unge Pige er meget musikalsk.”

„Nej virkelig, det var rigtignok dejligt, så kan vi få det rart i Juledagene. Georg er så glad ved Musik, han vil blive henrykt. - Ja, Georg er vor Søn, han er Lærling i Forretningen. Han spiller Violin, og nu kan han da få nogen at spille sammen med.”

Augusta blev blussende rød, angst skottede hun hen til det smukke Klaver, hvor en stor Mappe med Noder vidnede om musikelskende Beboere.

Lidt efter kom Georg. Det var et kønt ungt Menneske på 18 År; han havde sin Moders sorte spillende Øjne og livlige Væsen, men Faderens høje, fine Skikkelse.

Han hilste på de fremmede med lige så stor Glæde som Forældrene og gav sig straks til at fortælle de unge Piger om alle de Julegilder, de nu var selvskrevne Gæster til.

Hr. Gregersen var imidlertid gået hen på Hotellet efter deres Rejsetøj og kom nu tilbage og fortalte, mens han skælvede af Kulde, at et nyt Tog var stoppet op på den modsatte Side af Byen, og at Hotellet var så fuldt, at mange af de rejsende slet ikke kunne komme til Sengs, men måtte ligge på Sofaer og Stole.

„Tænk, om nu også hun skulle holde Jul der,” sagde Marie og tog Augusta om Livet, „hvor det er dejligt, at vi kan være her, og at vi traf dig,” de var allerede Bedsteveninder og havde lovet at skrive sammen lige til deres Dødsdag.

„Skal vi så have lidt Musik,” bad Georg.

„Ja, Musik,” udbrød Marie. „Augusta, spil du nu først, jeg vil så gerne høre Tarantellen.”

„Nej, nej, Marie, jeg vil helst høre dig først,” stammede Augusta og blev rød i Hovedet.

„Ja, Marie, begynd du,” sagde hendes Moder, som så Augustas Angst og ikke kunne forstå den, da hun var vant til at spille til Selskaber og Koncerter.

Augusta sad som på Gløder. Tankerne susede som vilde Fugle gennem hendes Hoved, - hvad skulle hun sige, når hun nu igen blev bedt om at spille? Da hun skulle blive der i flere Dage, var det dog umuligt at tilstå, at hun havde løjet; nej, lyve måtte hun, bygge videre og videre på den første lille Løgn.

Marie slog de sidste Akkorder an blødt og hendøende og rejste sig.

„Så, Augusta, nu du.”

„Jeg kan ikke i Aften, jeg - jeg har så ondt i min ene Hånd.”

„Såh, hvad er der i Vejen med Hånden, lille Frøken?” spurgte Købmand Gregersen.

„Jeg - jeg tror nok, jeg forvred den, da jeg faldt i Grøften.”

„Men, kære!” udbrød Fru Breum og kom hen til hende, „og det har De slet ikke snakket om, lad mig se Hånden.”

Augusta ønskede sig hundrede Mile bort, langsomt rakte hun venstre Hånd frem. Fru Breum tog varsomt om den og befølte den, men da hun ville prøve at bøje den, ømmede Augusta sig og lod, som om hun ikke kunne tåle det.

„Hånden er slet ikke rød eller hævet, så det er nok kun en lille Senesprængning, men hvis det ikke er alt for besværligt, ville det vist være det rigtigste at få fat i Lægen.”

„Nej, nej,” hviskede Augusta og var lige ved at græde, „det er ingenting og går nok over af sig selv, det gør næsten slet ikke ondt.”

„Ja, men Lægen bor lige ved Siden af, og jeg synes dog, det er bedst at lade ham se Hånden,” sagde Hr. Gregersen. „Nu skal jeg telefonere efter ham.”

Da Lægen lidt efter kom, undersøgte han Hånden meget nøje og beordrede varmt Omslag og Armen opbundet.

Fru Gregersen skyndte sig at få Bud på Apoteket efter Forbindsager, og snart efter gik Augusta omkring med Armen i Bind og så ud, som om hun var meget lidende, for hendes Samvittighed pinte hende, så hun følte sig helt syg.

„Stakkels, lille Augusta, hvor De ser dårlig ud,” sagde Fru Breum og tog kærligt hendes Hånd, „det var da også trist, at det skulle gå sådan.”

„Bare De dog må komme Dem til første Juledag,” sagde Georg, „da skal vi til Julebal hos Onkel Frits, på Nederbygaard, der kommer Kane efter os; der er to Sønner, som er Studenter, og det plejer at være det bedste Bal på hele Egnen.”

„Næh, hvor jeg glæder mig!” udbrød Marie og hoppede på Stolen. „Din Stakkel, hvis du nu ikke kan komme med,” vendte hun sig til Augusta.

„Jeg tror, De skulle gå til Sengs, lille Augusta,” foreslog Fru Gregersen, „De ser så nervøs ud, og så går det nok over til i Morgen.”

„Nu skal jeg hjælpe dig med Afklædningen,”sagde Marie og fulgte hende ind i Gæsteværelset, som stødte op til Dagligstuen. Fru Gregersen havde allerede fået tre Senge opredt og fyret i Kakkelovnen.

Og lidt efter lå Augusta godt nedpakket i Sengen. Marie stoppede forsigtig Dynen ned om den opbundne Arm og spurgte, om hun nu lå godt.

„Jo Tak,” mumlede Augusta og brast i en fortvivlet Gråd, så snart Marie havde lukket Døren.

Hvor var det dog forfærdeligt, at hun var kommet til at prale i Toget af sin stakkels, elendige Musik. Hvor måtte de dog alle komme til at foragte hende, dersom de vidste, hvordan det hele hang sammen. Og det blev værre og værre jo mere Omhu og Venlighed alle de fremmede Mennesker viste hende.

Og hvor morsomt det kunne have været at komme med på Kaneturen og Ballet - og hun som elskede at danse.

Augusta kunne tydelig høre, hvor de lo og snakkede inde i Dagligstuen, og nu spillede Georg Violin - åh, hvor det lød kønt.

Omsider faldt hun i Søvn og sov til den lyse Morgen.

Op på Formiddagen kom Lægen igen, og da Augusta sagde, at Smerterne var borte nu, blev hun fri for det varme Omslag, men Bindet skulle hun beholde, til alle Smerter var forbi. Alle var meget venlige og hjælpsomme mod hende, men hun ønskede kun ét, at forblive så ubemærket som muligt, men Marie, som troede, hun længtes, var utrættelig i at opmuntre hende. Om Middagen kom Georg med Avisen og sagde:

„Kom, nu skal I høre, hvordan en Fjer kan blive til fem Høns.” Og nu læste han en Beretning om Togstandsningen, der endte med, at der desværre var hændt den Ulykke, at en ung Pige, Datter af Adjunkt Dam i Odense, var kommet til Skade og havde brækket Armen.

De lo alle deraf, og Augusta begyndte at føle sig mere hjemme og genvandt lidt efter lidt sit gamle Humør og lo og morede sig med de unge.

Efter en hyggelig Frokost på ægte Julevis med Sylte og Slagtemad og mange Slags Kager skulle de tre unge pynte Juletræet, hvortil Funktionærerne fra Forretningen var indbudt, og Augusta glemte snart sin dårlige Hånd. Hun tog Bindet af, og kun når der blev talt om Musik, var den alligevel lidt øm endnu.

Det blev derfor Marie, som om Aftenen spillede Julesalmen, da Døren åbnedes ind til Juletræet, og Augusta lyttede med Undren efter, hvorledes hun varierede det kønne Tema, mens Dansen gik omkring Træet, og det løb hende koldt ned ad Ryggen ved Tanken om at komme til at præsentere sine egne små Hakkerier.

Aftenen gik i Fest og Glæde. Alle fik Gaver, endogså til Marie og Augusta var der flere nydelige Ting. Og nu forstod de, hvorfor Fru Breum absolut ville ud at spadsere om Formiddagen trods Hr. Gregersens Forsikring om, at Gaderne var ufremkommelige.

Da de om Aftenen gik til Sengs, ønskede de to unge Piger, at Togstandsningen dog endelig måtte vare første Juledag over, for at de kunne komme med til Ballet og Kaneturen.

Julemorgen oprandt med Sne og Frost, men Blæsten havde lagt sig. Ved Frokostbordet drøftedes det ivrigt, om man skulle vove sig ud på Kaneturen, da der endnu ingen Steder var kastet Sne, og Turen derfor kunne forventes at blive meget besværlig. De tre ældste holdt på Hjemmets lune Hygge, men Georg fægtede med stor Iver for Turen.

„Jeg foreslår, at vi lader Sagen gå til Afstemning,” sagde han til sidst efter at have hvisket sin Moder et Par Ord i Øret.

„Afstemning, når vi er tre mod tre, oven i Købet tre gamle Stemmer mod tre unge,” lød det fra Hr. Gregersen.

„Åh,lad os nu alligevel prøve,” råbte Marie, som havde opdaget, at Fru Gregersens Stemme nok egentlig sad i Georgs Lomme. Afstemningen viste, at Fru Gregersen havde sluttet sig til de unge, og dermed var Sagen afgjort, og da Kanen Kl. 4 holdt for Døren, entrede 6 levende Tøjbunker møjsommeligt op i den; under Latter og Munterhed susede de af Sted, trukket af to unge, fyrige Heste, som havde stået på Stald i flere Dage og derfor var lige så glade for Turen, som de andre.

„Stødte jeg ikke Deres dårlige Hånd?” spurgte Georg, da Kanen pludselig smuttede ned i en Lavning med den ene Side og fik dem alle som på Kommando til at sætte sig ovenpå hverandre i samme Side.

„Ok nej, min Hånd fejler slet ikke noget, tal nu endelig ikke mere om den,” bad Augusta og hujede atter op, da Kanen med et Hop fo’r over en stor Sten, som lå under det tykke Snedække.

På Nederbygaard blev der Glæde over de medbragte Gæster. De to Studenter hjalp med at pakke dem ud af Emballagen og sagde, at det var lige så spændende som at pakke en Julepakke op.

„Men vær forsigtig med den Pakke der,” sagde Hr. Gregersen og pegede på Augusta, „den unge Dame kom lidt til Skade ved Togstandsningen;” og nu blev hele Historien fortalt, og Augusta blev af den fremmede Familie vist særlig Omhu og Venlighed på den dårlige Hånds Konto, og på ny udbredte Marie sig om, hvor forfærdelig kedeligt det var, at Augusta ikke kunne tåle at spille, og at hun var vant til at spille til Koncerter, skønt hun kun havde taget Undervisning i to År.

Men Augusta følte hvert eneste venlige Ord som et sviende Slag i sin Samvittighed.

Nu begyndte de andre Gæster at komme, og Studenterne fik travlt med at tage mod dem.

Augusta havde listet sig ind i et lille Kontor bag Dagligstuen. Hun følte sig så elendig tilpas. Hvor var det dog grusomt, at hun således måtte blive ved at narre og bedrage alle de fremmede Mennesker, som ikke vidste, hvor gode de skulle være mod hende. Tårerne trængte sig frem, og hun ville hurtig viske dem bort, men i det samme stod Georg foran hende.

„Men Augusta, græder De? Er det Hånden, som alligevel gør ondt?” spurgte han.

„Nej, nej, det er slet ikke det. - Men jeg er så forfærdelig ked af noget, - og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre,” og nu trillede Tårerne uhindret.

Georg blev helt ulykkelig. Der var ikke den Ting, han ikke ville gøre for hende; hans unge Hjerte brændte allerede i lys Lue for Augusta, og nu sad hun her og græd, han fik selv Tårer i Øjnene, og hans Stemme dirrede, da han talte.

„Kan De ikke fortælle mig, hvad det er, lille Augusta, måske jeg kunne hjælpe Dem - hører De, Augusta, græd nu ikke?”

„Ja, men jeg er sikker på, De vil foragte mig, hvis jeg siger det, og det er netop det allerværste,” stammede Augusta.

„Nej aldrig, det lover jeg Dem - sig det bare.”

Og nu fortalte Augusta ham det hele.

„Åh, ikke andet,” lo Georg. „Jeg var sandelig så bange for, at der var noget rigtig i Vejen, skønt jeg slet ikke kunne tænke mig, hvad det kunne være. Men glem nu endelig det hele, jeg skal aldrig tale om det til noget Menneske. Og med Tiden bliver De nok så dygtig, at De kan spille de Stykker, som De har talt om - for jeg håber da ikke, det bliver sidste Gang, De besøger os,” tilføjede Georg og så alvorlig ud.

„Tak,” sagde Augusta blot og rødmede.

Men hele Aftenen dansede de to mest med hinanden, det var som om den lille Hemmelighed havde bragt dem nærmere sammen. Georg var stolt over at være hendes udkårne Ven og Fortrolige.

Næste Formiddag var Togforbindelsen i Orden. Nu fik man travlt med at pakke sammen, og om Eftermiddagen rullede de atter af Sted efter en hjertelig Afsked med Familien Gregersen.

I Randers steg Marie og Fru Breum ud, og Augusta rejste videre alene; sent om Aftenen nåede hun Præstegården, hvor Præstefamilien havde været i stor Uro for hende.

Snart glemte Augusta alle sine Genvordigheder og fo’r omkring på Kælk eller Ski med sine Kusiner og Fætre. Men 4. Juledag, mens Familien hyggeligt sad om Kaffebordet, hørtes pludselig en Vogn rasle hen over den toppede Stenbro i Gården, og ud af en lukket Vogn steg - Augustas Moder.

„Men Moder, kommer du her?” råbte Augusta forbavset og løb hende i Møde.

„God Dag, lille Augusta,” sagde Fru Dam og kyssede hende, „hvorledes går det med din dårlige Hånd?”

„Min Hånd, hvor ved du det fra?” stammede Augusta blussende rød.

„Augustas dårlige Hånd?” spurgte Præsten.

„Hvad skal det sige, Pigebarnet fejler skam ingenting?”

Hele Familien var nu kommet til og bød glad Fru Dam Velkommen, og først senere, da Augusta og hendes Moder blev ene i Gæsteværelset, spurgte Fru Dam:

„Har du slet ikke fortalt Onkel om Ulykkestilfældet? Vi læste i Avisen, at du havde brækket Armen, og både Fader og jeg blev frygtelig ængstelige ved at tænke på, at du lå ene mellem fremmede Folk med en brækket Arm, og jeg tog af Sted, straks da der var kommet Forbindelse mellem Togene. Men da jeg kom til Rørby og fik talt med Købmand Gregersen, blev jeg jo beroliget; men da jeg nu var kommet såvidt, besluttede jeg mig til at rejse helt hertil, nu kan vi så følges ad hjem. Gjorde det meget ondt?”

„Nej,” hviskede Augusta med Tårer i Øjnene.

„Men hvad er der i Vejen, lille Gustamor, jeg synes, du græder?”

„Åh, Moder, Moder, jeg er så ulykkelig,” hulkede Augusta, „jeg har båret mig så forfærdeligt ad,” og nu fortalte hun alt, hvad hun havde gået igennem.

„Ja, det var rigtignok meget kedeligt, og det vil bedrøve Fader at høre. Havde du endda lige straks fortalt Fru Breum, at du havde løjet, så havde hun vist tilgivet dig; men der ser du, hvorledes en lille Løgn kan drage et helt Læs af Løgn efter sig.”

Nu græd Augusta, som om hendes Hjerte skulle briste. Lidt efter sagde hendes Moder:

„Men nu tror jeg aldrig mere, du vil lyve eller prale, nu har du prøvet, hvor galt det kan gå. Og når du så tænker på al den Bekymring, vi har haft for dig, og den dyre Rejse jeg nu har gjort, så tror jeg, at du er straffet hårdt nok. Lov mig nu, min lille Pige, at dette skal være sidste Gang.”

Det lovede Augusta, og hun holdt Ord.

Men den Rejse glemte hun aldrig; den fik langtrækkende Følger, for Georg og hun blev siden Mand og Kone, men da var Augusta blevet så dygtig til at spille, at hun ikke var bange for at blive bedt derom.