Børnene på Birkely
Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. Alene hjemme
Foran den høje, brede Stentrappe på den gamle Gård Birkely holdt en nedslået Landauer forspændt med to kraftige, brune Heste, der trampede utålmodigt i den toppede Stenbro. På Bukken ved siden af Kusken stod en Rejsekuffert.
Ud af døren kom nu Gårdens Ejer Proprietær Karl Torp sammen med sin hustru; de var begge rejseklædte.
Hr. Torp var en kraftig mand med mørkt Hår og mørke Øjne. Han var en dygtig Landmand og elskede det gamle Birkely, som Familien Torp havde ejet i over hundrede År.
Fru Marie Torp, hans Hustru, var lys og blåøjet og med et mildt Udtryk i sit kønne Åsyn, som gjorde hende afholdt af alle Gårdens Folk, der altid hos hende søgte Hjælp, når noget gik dem imod.
Bag ved Forældrene trængte tre Børn sig ivrigt frem med Paraply, Håndtaske og andre Småting, som de kappedes om at få anbragt i Vognen. Til sidst kom Jomfru Lund, en ældre Pige, som havde stået for den store Husholdning, længe før Fru Torp drog ind på Gården som ung Kone. Jomfru Lund skjulte bag sit stive Væsen et varmtfølende Hjerte, Børnene elskede hende, og Fru Torp kunne med Tryghed overlade både dem og Huset til hendes Omsorg, mens hun og hendes Mand drog over til Jylland. De skulle så til Fru Torps gamle Moder, der pludselig var blevet syg.
Fru Torp kyssede endnu en Gang Børnene. Jomfru Lund slog Vogndøren i, og under Viften og Råbene: »Hils Mormor« rullede Vognen ud af Gården.
Der blev et Øjebliks Tomhed.
Børnene så rådvild ned ad den lange Birkealle, hvor Støvet endnu stod som lyse Skyer mellem de høje Træer. Den lille 6-årige Martha begyndte at plirre med Øjnene, men Jomfru Lund tog hende resolut på Armen, idet hun muntert sagde:
»Nå, nu må vi rigtignok skynde os ind og få Kaffe med friske Klejner til.«
Erik, den ældste, som var 12 År, og Kamilla på 10 År opløftede ved denne Meddelelse et Glædeshyl og for ind i Spisestuen, hvor de snart efter snakkende og leende gik løs på et toppende Fad lysebrune Klejner og den dampende Kaffe. Erik og Kamilla var sorthårede og havde arvet Faderens mørke Øjne, men lille Martha var sin Moders udtrykte Biilede, lys og gulhåret med store, blå Øjne.
»Hvor længe tror du, Mormor vil være syg?« spurgte hun Jomfru Lund, der gik ud og ind, mens hun sørgede for dem.
»Åh, det kan man ikke sådan sige, men om nogle Dage er det vel ovre, og den Tid går såmænd snart. Så skal vi have alt i Orden og hele Huset pyntet, til de kommer hjem, det skal du hjælpe mig med, ikke Martha?«
»Jo,« sagde Martha lykkelig ved allerede at tænke på Hjemkomsten.
»Jamen nu skal vi da først tænke på, hvad vi skal tage os for, mens de er borte. Mor sagde, at vi måtte gerne få nogle af Kammeraterne herhen at lege med om Aftenen, når vi var færdig med Lektierne,« sagde Erik, som holdt betydelig mere af at tumle sig ude omkring end at hænge over Bøgerne.
»Skal vi ikke få dem alle samlet nede i Parken hver Aften og lege Røver og Soldat?« spurgte Kamilla.
»Jeg synes, vi skulle finde på noget sjovere,« sagde Erik grundende.
»Vi kan lege Far og Mor?« foreslog Martha spagfærdigt, men Erik og Kamilla brast i Latter og kaldte hende et Pattebarn, så Martha var lige ved at græde.
I det samme sprang Erik op og råbte:
»Nu har jeg det; vi vil lege Cirkus!«
»Cirkus?« gentog Kamilla uforstående.
»Ja, husker du ikke, vi var til Cirkus sidste Sommer; mange af de Kunster kan vi godt lave sammen med Lotte, hun har jo været Cirkushest, før vi fik hende!«
Lotte var en lille, hvid Pony, som Hr. Torp havde købt til Erik for flere År siden af en omrejsende Cirkustrup. Den bragte nu hver Dag Børnene til og fra Skolen, forspændt en lille Gig, som den hadede af Hjertens Grund. Som oftest var det meget vanskeligt at få fat på den, når den først var kommet ud på Græs; den kunne et Fif med at vikle Tøjret om Halsen og trække Tøjrepælen op, som skaffede den en fri og behagelig Tilværelse; de eneste, som kunne komme den nær og fange den, var Erik og Røgterdrengen Per.
»Ja!« råbte Kamilla ivrigt, »det var en udmærket Idé. Men hvad skal vi lave, og hvor skal vi have den Cirkus?«
»Lad os se, hvor har vi en pæn, rund Plads?« ytrede Erik.
»Nede i Parken på Blegepladsen, og så har vi Hamlet og Katrine, de kan da også være med,« ivrede Kamilla.
Hamlet var en stor, gul Hund, som fulgte Erik, hvor han gik og stod, og Katrine var en sort Kat, som Martha for et Par År siden havde fået, da den ikke var større end et Nøgle Garn; hun elskede den og regnede den som sin bedste Kammerat. Til Katrine betroede hun alle sine små Sorger og Glæder, for selv om Erik og Kamilla sagde, at den ikke forstod det, så gjorde den dog heller ikke Nar ad hende, som de undertiden gjorde.
I Øjeblikket lå Katrine på Marthas Skød og snurrede og spandt velbehagelig, men da dens Navn blev nævnet, løftede den Hovedet, og både den og Martha spidsede mistænksom Øre.
»Hvad skal Katrine være med til?« Spurgte den lille Pige ængstelig på Kattens Vegne.
»Ja, det ved jeg ikke rigtig endnu, men hun kunne jo t. Eks. være en sort Panter,« foreslog Erik og kildrede Katrine lidt på det ene Øre.
»Og Hamlet kunne være Løve. Sikken et flot Program man kunne lave af alt det!« mente Kamilla.
»Lad os gå ned og se på Pladsen, kom Martha, tag Katrine med,« og Børnene stormede ned til Parken.
På Vejen fik de Per Røgterdreng med, han var en trofast Deltager i alle deres Foretagender, og blev også straks Fyr og Flamme for Ideen med en Cirkus. Han mente tillige at optage Mads Gedebuk på Programmet, et ypperligt Forslag, som blev vedtaget med Glæde.
Der blev øjeblikkelig begyndt på Forberedelserne og Lotte måtte til sin store Ærgrelse springe og løbe rundt på en Måde, som den fandt langt under sin Værdighed og Alder, men ved hjælp af Sukker og Brød lod den sig endelig overtale til at friske sine gamle Kunster op.
Fire Dage efter Forældrenes Afrejse var alt rede. Erik havde selv skrevet Programmerne, der uddeltes til alle Omegnens Børn, og Søndag var blevet fastslået som den store Dag, da »Cirkus Torp« skulle åbne sin Forestilling til Glæde for beundrende Tilskuere.