WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Børnene på Birkely




Af (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


2. Cirkus Torp

Præcis Kl. 7 Søndag Aften var et stort Publikum samlet i Parken. Rundt om den, åbne Plads var der spændt et Tov fra Træ til Træ, langs det stod de fremmede Børn opstillet.

Først havde de ved Indgangen måttet betale en Toøre eller i Mangel heraf 4 Marmorkugler. Kassereren var Per, som i Dagens Anledning havde lånt en af Eriks »Sweater«s, en tætsluttende, blå Jerseybluse, som Kamilla havde pyntet med røde Bånd. Han var frygtelig fin, fandt alle Gæsterne, han selv ikke mindst.

Spændingen var stor. - Alle Børnene stirrede hen mod et Forhæng mellem to høje Træer, .for herpå stod der malet med rød Farve - af den Slags, som bruges til at mærke Svin med - at Cowboyen »Black Jim« ville optræde som Løvejæger på en hvid Hingst og indfange en vild Steppeokse.

Publikum begyndte at blive utålmodigt, men Per, som tillige udgjorde Orkestret, måtte først et Løb hen og kikke ned ad Alléen for at forvisse sig om, at ingen skulle komme bag efter og snyde sig ind. Så steg han op på »Tribunen«, til daglig Brug kaldt en Trillebør, men nu var den festlig smykket med Grønt og Blomster. Han satte sig varsomt på en trebenet Malkestol, som stod i Børen, og begyndte at spille på Harmonika: »Nu titter til hverandre«. Det var det eneste Stykke, som han kunne, men for at live lidt op på Melodien spillede han den meget hurtigt.

Ved det andet Vers blev Forhænget trukket til Side, og »Black Jim« galoperede ind på den hvide Hingst.

Lotte var vældig pyntet med Fru Torps røde Gardinsnore og ditto Kvaster, og midt på Ryggen af den stod Erik. Han var udhalet som den vildeste Cowboy, og i Hånden holdt han en lang, smækker Ridepisk, som han dog ikke nænnede at bruge mod Lotte.

Nu dukkede Mads Gedebuk op på Arenaen og så sig forvildet omkring; den var på Plakaten kaldt en vild Steppeokse, og da den så sin gamle Arvefjende, Lotte fare så skabagtig omkring med alt det røde Dingeldangel på, gik Mads min Sandten selv ind i Rollen og for stampende efter »Hingsten«. Black Jim kastede med Lasso Gang på Gang, og Orkestret sled som rasende i »Nu titte -«.

Det hele var yderst spændende, men til sidst fløj Lassoen ned om Hornene på den vilde Okse, der med

alle fire strittende hårdt imod blev trukket om bag Forhænget af Jim og Hingsten.

Et livligt Bifald lønnede det udmærkede Nummer. Lidt efter trådte Direktøren smilende frem, han mindede rigtignok en Del om Cowboyen, men da han selv sagde, at han var Direktør, måtte man tro ham.

»Mine ærede Herskaber!« sagde han. »Efter vort første vellykkede Nummer vil der nu følge et om muligt endnu bedre. Jeg skal have den Ære at fremføre for Dem en dresseret Løve, fanget som vild i Saharas Ørken. Løven har mærkelig nok sluttet et rørende Venskab med en sort Panterunge.«

Derpå forsvandt Direktøren et Øjeblik og kom atter til Syne trækkende »Løven« i en Snor. Tæt ind til den og kærligt gnidende sig op ad den gik »Panteren«. Direktøren fortalte nu en nydelig Historie om, at Løven havde fundet den lille, hjælpeløse Panterunge i Urskoven og taget sig moderligt af den, og at de to Venner var blevet uadskillelige.

Dette var til en vis Grad sandt, for Mis var med en Snor bundet tæt ind til Hamlets Halsbånd.

»Læg sig,« kommanderede Direktøren. Løven lagde sig ned, men Panteren var ikke netop oplagt til at lægge sig til Hvile foran så mange tilskuere og plantede derfor arrigt sin ene Pote mellem Løvens Øjne. Et hidsigt Bjæf var Svaret. Til Kvittering trak Panteren alle sine fem Kløer kærligt ned over Løvens Snude, og i samme Øjeblik tumlede de to uadskillige Venner rundt i et rasende Slagsmål, der blev hidsigere og hidsigere, fordi de ikke kunne komme løs fra hinanden.

Direktøren råbte og slog, Mis skreg og hvæsede, og Hamlet hylede i vilden Sky, hver Gang den mærkede Mis's skarpe Poter i sit Hoved.

Da blev Forhænget revet til Side, og Martha, på Programmet kaldet »Mademoiselle Sommerfugl«, i hvid, kort »Danserindedragt« kom »flyvende« frem og kastede sig mellem de kæmpende.

»Katrine, Katrine,« råbte hun klagende og rev og sled i Snoren, som bandt de uadskillelige sammen. Nu fik Direktøren sin Kniv op af Lommen, og det lykkedes at få Snoren skåret over.

»Det var også uforskammet af dig at binde Katrine fast til Hamlet,« græd Mademoiselle og vendte sig til Direktøren, mens hun klappede og trøstede Katrine. »Jeg sagde det også nok, at det ville gå galt. Nu kan I selv danse på Line, hvis I vil, for jeg går op med Katrine.«

Dermed løb hun bort med sin Yndling, mens Publikum, som under Kampen var trængt ind på Arenaen, med dyb Interesse undersøgte stakkels Hamlets Hoved.

Erik førte ham derpå ud, og der blev et lille Ophold, mens Kamilla og Jomfru Lund bag ved Forhænget vaskede Hamlets Skrammer.

Sidste Afdeling af Forestillingen hed på Plakaten »Skoleridt af Frøken Kamilla« og kunne måske have reddet Aftenen, men under det dramatiske Optrin mellem Katrine og Hamlet havde Lotte ganske sagtelig trukket sig tilbage til Privatlivets Fred, den skimtedes som et lille, hvidt Punkt langt borte, og Direktøren måtte derfor bede Publikum tage til Takke for i Aften, men han meddelte, at Forestillingen gentoges den følgende Aften med et nyt, storartet Program.

Per trak endnu et Par lange, drøvelige Toner ud af sin Harmonika, og Publikum skiltes meget tilfreds trods Afbrydelsen i Programmet. Det store Slagsmål havde jo været yderst interessant at overvære. Snart var alt stille, mens Månen forbavset kikkede ned på den smykkede Trillebør og det nedtrampede Græs.

Næste Morgen tidlig luntede Lotte som sædvanlig med den lille Gig til Skolen. Erik var Kusk og prøvede af og til at sætte Farten lidt op, men Lotte slog igen med Bagbenene, hver Gang Erik knaldede med Pisken.

»Det er mageløst, som sådan et lille Kræ kan skabe sig,« henkastede Erik.

»Ja, men hun gjorde det da rigtig pænt som Cirkushest i Aftes,« indskød Kamilla, »bare hun nu vil lave pænt Skoleridt i Aften.«

»Bare jeg kan min Kongerække,« sukkede Erik som nu lidt sent kom i Tanker om, at Kongerække og Cirkus var to Ting, som ikke godt forligtes.

»Der er Vilhelm, hej, Vilhelm vil du op,« vedblev han, og en lavstammet, rødhåret Dreng sprang op og satte sig på det lille Forsæde; han var Søn af Købmanden i Landsbyen. Realskolen i Stationsbyen lå et Par Kilometer fra Birkely, og i Almindelighed indhentede det lille Køretøj de 3-4 Drenge, som var på Vej til samme Skole; de kom op efterhånden, og når der ikke mere var Plads inde i Vognen, hang de på Trinbrættet eller bagpå, og Lotte var så kendt med Drengene, at den af sig selv standsede, når den så dem.

»Husk endelig at holde ved Posthuset først,« formanede Kamilla, idet de svingede ind i den eneste, lange Gade, som udgjorde Byen.

»Hvad skal I der efter?« spurgte en lys, ranglet Dreng, »Kaninen« kaldet, fordi han i Timerne plejede at underholde Klassen med at lægge Ørene tilbage og mimre med Munden.

»Vi vil se, om der ikke er Brev fra Far og Mor,« svarede Erik og sprang af.

Et Øjeblik efter kom han ud fra Posthuset svingende et Brev i Hånden. Han satte sig atter op på Vognen og åbnede varsomt Brevet med sin Lommekniv. Derpå gav han sig til at læse højt, medens alle Børnene hang over Ryggen på ham og læste med.

»Hurra, i Overmorgen kommer de,« råbte han, og Kamilla og Martha stampede i Vognen og klappede i Hænderne af Glæde, så Lotte, der var faldet i dybe Tanker, gav et Spring af Forskrækkelse, som bragte hele Klumpen til lidt hovedkuls at sætte sig ned i Bunden af Vognen.

Børnene fra Birkely var ikke meget opmærksomme den Dag; deres Tanker kredsede uafladelig om Forældrenes Hjemkomst. Hver for sig spekulerede de på, hvordan de bedst skulle gøre Modtagelsen rigtig festlig.

Martha tænkte hele Tiden på det Klokkeslet, Toget ville komme, og da Lærerinden i Religionstimen spurgte hende, når Jøderne nåede det forjættede Land, svarede hun: »I Overmorgen Eftermiddag Klokken 3.« Hun blev frygtelig flov, da hun hørte Kammeraternes Latter, men da Lærerinden fik at vide, hvad hun havde tænkt på, klappede hun hende venligt på Kinden og sagde, at hun så godt forstod, at hun ikke kunne sidde og tænke på Jødefolket, når hun havde Far og Mors Hjemkomst at glæde sig til.

Køreturen hjem gik som Lyn og Torden - syntes Lotte. Hun var ikke vant til sådan ublid Medfart og slog op, det bedste hun kunne. Men i Dag havde Erik ikke Tålmodighed til at rette sig efter Frk. Lottes Luner.

Da de var nået hjem, for Børnene som en Stormvind ind til Jomfru Lund og fortalte om Brevet, og nu forplantede Nyheden og Travlheden sig over hele Huset, som skulle stå blankt og pudset til Modtagelsen.

Den fastsatte Cirkusforestilling om Aftenen blev udsat på ubestemt Tid, da de optrædende nu havde fået vigtigere Ting at tænke på. Erik og Kamilla besluttede at lave Blomsterlænker til Yderdøren, men Martha grundede længe over, hvad hun skulle finde på, for det skulle være noget helt overordentligt.

Da Dagen kom, var alt festligt ordnet med det fine Spisestel og Blomster på Bordet og Servietterne sat op i kunstfærdige Figurer. Om Yderdøren snoede brogede Blomsterlænker sig, og langs hele den brolagte Indkørsel var der strøet Blomster og Grønt. Jomfru Lund sagde rigtignok, at det kun brugtes til Jordefærd, men Erik holdt på, at det skulle være således.

Hele Formiddagen havde lille Martha haft frygtelig travlt med noget oppe i Sovekammeret. Af og til smuttede hun ned i Haven og hentede Forklædet fuldt af de kønneste Blomster, hun kunne finde. Men nu var hun også færdig, og hun glædede sig til at se Fars og Mors Overraskelse. For under Sengetæpperne havde hun pyntet Hovedpuden og Overdynerne med pæne Rækker af Blomster og Blade.




Kapitel 3 >