Børnene på Birkely
Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3. En morsom Leg
Kl. 3 stod Børnene på Perronen i Byen og tog imod Forældrene. Erik og Kamilla stormede dem i vild Glæde om Halsen, men lille Martha kunne ikke lade være at græde, da hun så sin Moder igen, og Fru Torp var lige ved at gøre hende Selskab. Det var jo første Gang, Mor og Far havde været borte fra Børnene.
Men så begyndte der en Spørgen og Hilsen fra Mormor, som var i god Bedring, og snart efter rullede de alle af Sted i Landaueren, medens Proprietæren havde travlt med at passe på tre store Pakker, som han straks, da han kom hjem, lagde ind i sit Kontor.
Fru Torp blev helt stum af Rørelse og Glæde, da hun så Hjemmet så nydelig pyntet, og da Vognen rullede op for Trappen, stod alle Pigerne og Per Røgterdreng der; Erik råbte Hurra, og Per og Pigerne stemte kraftigt i med.
»Hvad har I taget jer for, mens vi har været borte?« spurgte Moderen, da de alle lidt efter sad ved Middagsbordet.
»Vi har haft Cirkus,« svarede Erik, »og vi tjente 25 Øre og 30 Marmorkugler.«
»Og de skal bruges til en stor Hemmelighed til din Fødselsdag,« busede Martha ud. »Den begynder med B, og den ender med G, og man kan læse i den.«
»Martha, vil du tie stille!« råbte Kamilla og Erik.
»Det kan jeg da ikke forstå, hvad mon det kan være!« grundede Fru Torp.
»Det midterste Bogstav er O,« brast det ud af Martha, som til Trods for de truende Miner fra Erik og Kamilla ikke kunne nænne at holde sin Moder længere i Uvished.
»Du kan lige så godt opgive at gætte det, Mor,« sagde Hr. Torp, »det er voldsomt, så boglærd Martha bliver; hvad mon hun vil være, når hun bliver stor?«
»Jeg vil være Mor, akkurat ligesom Mor,« sagde Martha og sendte sin Moder et kærligt Blik.
»Det vil da sige, dersom du kan blive det,« faldt Kamilla ind, »det kommer da an på, om der er nogen, der vil gifte sig med dig, det skulle være sært, sådan en Sladderhøne, du er.«
Martha så helt ulykkelig ud.
»Det skal du ikke bryde dig om, min Stump,« trøstede hendes fader, »vil ingen andre gifte sig med dig, så vil jeg.«
Marthas Ansigt klarede op, nu var hun sikret, og det generede hende aldeles ikke, at Erik og Kamilla lo ad hende.
Efter Middagen kaldte Hr. Torp Børnene ind på sit Kontor.
»Her er Gaver fra Mormor,« sagde han og pegede på Pakkerne, og da han med det samme løste en af dem op, kom en fin, lakeret Blikæske til Syne. Den blev overrakt Kamilla, som spændt åbnede den.
»Næh, en Malerkasse, åh, det var det bedste, jeg kunne få,« jublede hun, mens hun dansede rundt med den, »åh, hvor jeg nu skal male! Og rigtige Oliefarver i Tuber.«
»Her er en Kasse, som vist er til Martha,« sagde hendes Far med et skælmsk Blink i Øjet, »bare vi nu har truffet noget, du synes om.«
Kassen var af Træ og meget tung. Da den blev åbnet, viste det sig at være en fin Samling Værktøj. Den lille Pige stirrede betuttet på dem.
»Den er pæn, hvad, Martha? Nu kan du rigtignok slå Søm i og nappe dem ud igen; se der er også en udmærket Knibtang,« ytrede hendes Fader.
»Ja-a,« sagde Martha, hun kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun egentlig skulle slå Søm i og nappe dem ud igen. Men Erik kikkede langeligt efter Gaven; det havde længe været hans inderligste Ønske at eje en sådan Værktøjskasse.
»Her er så Eriks Kasse, den er let, vær nu endelig varsom med den, Erik!«
Erik løftede Paplåget af. I Kassen lå en yndig Babydukke af dem, der kan bades. Den var i rødt Trikot, og ved Siden af den lå et Badekar med Svamp og Håndklæde og alt Tilbehør.
»Ja, men - den - den Dukke er da ikke til mig,« udbrød Drengen forfærdet.
»Den er til mig, den er til mig!« skreg Martha henrykt og satte Værktøjskassen med et rask Bump på Gulvet, »hvor er den sød!«
Erik var ikke sen til at snappe Værktøjet, og et Øjeblik efter var han nede hos Per, der blev lige så henrykt som Erik. De to Drenge udkastede straks Plan om et meget fint Duehus, som de i Forening ville lave.
Men Martha for ind til Servanten i Sovekammeret og gav sig til at klæde Dukke Tulle af, mens hun kærligt formanede hende til ikke at være bange, når hun skulle bades. Det kunne for Resten gøres nødigt, for Tulle tilbragte hele Resten af Dagen i Vandet; men til Gengæld fik hun om Aftenen Lov til at sove hos sin lille Moder, der lagde sig helt over til Væggen for at give god Plads til »Barnet«.
Så optaget var Martha af sit lille Barn, at hun helt havde glemt den Overraskelse, hun havde lavet til sine Forældre. Men lige som hun skulle til at sove, hørte hun Moderen udbryde:
»Nej, men hvad er dog det!«
Straks var Martha lysvågen, og med et Sæt sprang hun ud af Sengen, råbende:
»Det er en Overraskelse fra mig, Mor!«
»Det var rigtignok nydeligt,« sagde Fru Torp, mens hun sendte sin Mand et sigende Blik.
»Ja det er skam kønt,« sagde Faderen og bed sig i Læben, »og se, hvor friske Blomsterne har holdt sig!«
»Jeg dyppede dem også i Vand først, for at de ikke skulle visne,« forklarede Martha, mens hendes Øjne strålede af Stolthed.
»Ja, det kan man nok se,« sagde hendes Fader og følte på de våde Lagner, »det har du lavet rigtig nydeligt, det var godt, du fandt på det, ikke sandt, Mor!«
»Ja, det var det rigtignok,« sagde Moderen og kyssede Martha.
Men da den lille var faldet i Søvn, måtte Forældrene hente andre Dyner fra Gæstekammeret og lægge tørre Lagner på, og Proprietæren sagde, at han skulle endda være glad, om han ikke vågnede næste Morgen med Hovedet fuldt af Ørentviste. Men han nænnede jo ikke at tage Glæden fra Martha.
- Om Natten ved 3-Tiden blev Hr. og Fru Torp vækket ved, at Huset genlød af hule Drøn.
»Men hvad er der dog på Færde!« udbrød Fru Torp ængstelig, »bare det ikke er Indbrudstyve!«
»Nej, sådant Spektakel gør Indbrudstyve da vist ikke, men nu skal jeg stå op og se efter.«
Den uhyggelige Støj blev stadig ved. Proprietæren tog for en Sikkerheds Skyld Revolveren med sig; den lå altid låset inde i Kommodeskuffen, ladet med 6 skarpe Skud.
Varsomt lukkede han Døren op og gik efter Lyden, som til hans Forbavselse syntes at komme fra Eriks Værelse, og da han hurtig for ind, er det ikke godt at sige, hvem der blev mest overrasket, Erik, som var ivrig sysselsat med at tømre Duehuset sammen med det ny Værktøj, eller hans Fader.
»Hvad i Alverden kommer du her med Revolver efter?« spurgte Erik.
»Nej, hvad i Alverden er det for en Støj, du laver her midt om Natten, Mosjø!«
»Åh, det skal du aldrig bryde dig om. Jeg er bare ved at lave et nyt Duehus. Kom, så skal du se, med Skillerum og Rugeplads til tre Par.«
»Ja Tak, men vil du være så venlig herefter at tømre om Dagen og ikke om Natten. Mor var nær ved at dø af Skræk og troede, det var Indbrudstyve. - Se nu til at komme i Seng, så vi kan få Nattero.«
Slukøret gik Erik til Sengs igen, han påstod, at det var ham umuligt at sove, men fem Minutter efter sov han som en Sten.
. . . Efter Forældrenes Hjemkomst gik snart alt sin vante Gang. Kamilla dyrkede sin Malerkasse og forevigede uafladeligt Partier fra Omegnen og den maleriske Å, som løb gennem Haven. Erik foreslog, at hun, for at skelne Billederne fra hverandre, skulle male grøn Himmel og blå Træer, det ville virke oplivende, for man blev melankolsk af at se alle de små, ensartede »Minder fra mit Barndomshjem«, som der stod under dem alle.
»Pas du bare dig selv, min Ven! Du skulle hellere tænke lidt på dine Lektier, jeg er vis på, du aner ikke, hvad du har for til i Morgen,« bed Kamilla ham af.
Erik havde nemlig meget mere Lyst til Arbejdet i Mark og Lade end til at læse, og Kamilla vidste, at en Hentydning til Skolen plejede at lukke Munden på ham. I Dag svarede han dog gnavent:
»Jeg har Geografi - alle de ækle italienske Byer - gid de sad på Bloksbjerg!«
Hen på Eftermiddagen havde Kamilla slået sig ned mellem nogle Buske i Haven og smurte som sædvanlig løs på et »Maleri«, da hun så Erik komme gående. I Hånden holdt han en opslået Bog, som han af og til kikkede i, mens han med et Stykke Blåkridt skrev noget op på hvert Træ.
Da han var færdig, forsvandt han et Øjeblik og kom så atter til Syne, futtende og hvæsende som et Lokomotiv. Ved det første Træ standsede han pludselig Farten med et skarpt Fløjt. Hurtig sprang han af et indbildt Tog og lukkede Vogndørene op, mens han råbte: »Milano, Milano!«
Lidt efter lukkede han atter Dørene og futtede videre. Således gæstede han efterhånden en hel Del italienske Byer.
I Førstningen var Kamilla bristefærdig af Latter, men lidt efter lidt blev hun selv interesseret, og til sidst sprang hun frem og råbte:
»Erik, må jeg være med?«
»Toget« standsede med et Ryk og så ud, som om det blev ubehagelig overrasket, men Tanken om at få en Passager med blev godkendt, og Erik futtede videre, mens han pegede på næste Træ og sagde:
»Vent til Toget kommer til Florens.«
I Florens steg Kamilla ind - på den Måde, at hun lagde begge sine Hænder på Eriks Skuldre og fulgte med bag efter ham.
»Rom, fem Minutters Ophold,« råbte Togføreren.
»Jeg synes, Rom ser så stor og gammel ud,« ytrede Kamilla og kastede et Blik på det gamle Egetræ, der var skrevet Rom på.
»Jamen Rom er også en af Europas ældste Byer. Kan du se, der er Vatikanet, hvor Paven bor,« forklarede Erik og pegede på en svær Gren, »det har 11.000 Værelser. - Og der er Peterskirken.«
»Og hvad er det!« spurgte Søsteren og pegede på en Gren højere oppe.
»Det - ja, det ved jeg ikke rigtig. Lad os se i Geografien. Nå ja, det er Engelsborg, et stort Fængsel, og der er Ruinerne af de gamle Kejseres Cirkus.«
Så fløjtede Toget og dampede videre, og nu blev der gjort et lille Ophold ved hver By, for Kamilla ville vide, hvad mærkeligt der var ved dem. Og Erik slog op og læste både om Neapel med alle dets Oldtidslevninger og om Pompeji og Herkulanum, som for omtrent 1900 År siden blev begravet ved et vulkansk Udbrud af Vesuv.
Helt over til Sicilien rejste de og gæstede Messina, hvor de gjorde et længere Ophold for at tale om det store Jordskælv i 1908, og da Rejsen var endt, var både Erik og Kamilla enige om, at det havde været en morsom Leg, og det bedste var, at Erik nu kunne sine italienske Byer på Fingrene.