Børnene på Birkely
Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
4. Hvor er Martha?
Tredie Pinsedag var det Eriks Fødselsdag, og han skulle have stort Drengeselskab. Der havde allerede længe mellem de tre Søskende været lagt et Program for Dagen, og Kamilla og Martha havde mod Løfte om at være meget beskedne fået Lov til at lege med.
Kl. 3 begyndte Gæsterne at komme, og snart efter sad alle Drengene omkring Chokoladebordet og snakkede højt og ivrigt om, hvad der skulle leges. Per Røgterdreng var også med, han bar hjemmefarvet, blåt Vadmelstøj, der smittede stærkt af, så han snart var helt blå både i Ansigtet og på Hænderne, men det generede ham aldeles ikke, han morede sig med Liv og Sjæl og vedblev ivrig at påstå, at Røver og Soldater var langt det sjoveste. Han kendte en Mængde gode Skjulesteder, og han kunne godt være Anfører for Røverne. Dette ædelmodige Tilbud blev modtaget, og Børnene delte sig i to Partier med Erik som Fører for Soldaterne og Per for Røverne. Martha blev uden videre taget til Røver, og skønt hun så mere betuttet end røveragtig ud, fandt hun sig i sin Skæbne, idet hun huskede Eriks Formaning til hende, inden Gæsterne kom: »Vil du være med, så ikke noget Vrøvl og ingen Tuden.«
Røverne for af Sted for alle Vinde, efter at Røverhøvdingen havde indskærpet dem alle at finde sig et rigtig godt Skjulested og ikke komme frem, før han fløjtede. Martha listede sig op på Loftet, der plejede hun at tilbringe meget af sin Tid sammen med Katrine, som havde sit bedste Jagtsted heroppe, hvor Kornet om Vinteren lå i store Dynger og gav Musene et rigeligt Udkomme. Hun følte sig altid så hyggelig her, hvor hun kendte hver Krog.
Nu så hun sig søgende om, hvor hun bedst skulle skjule sig.
Henne ved Gavlvinduet stod en stor Kiste, som hendes Moder plejede at gemme Uldgarn i. Mon hun ikke kunne skjule sig der?
Med stor Umag fik hun Låget op. Kisten var næsten tom, så krøb hun op i den, men i det samme vippede Kisten på det ujævne Gulv, og Låget, som havde stået omtrent lodret op mod Væggen, faldt i med et højt Skrald.
Stakkels, lille Martha! Hun blev rædselsslagen ved at føle sig indespærret i det dybe Mørke.
»Mor, Mor,« råbte hun og prøvede på at løfte Låget, men Låsen var smækket i, og hun kunne ikke rokke det.
»Mor, Mor,« råbte hun atter og atter, til hun var helt træt. Men ingen hørte hende, og fortvivlet satte hun sig i Bunden af Kisten og hulkede højt.
Da opdagede hun et Par Lysstråler, som kom ind af to Huller, hvor Håndtagene en Gang havde siddet. Hun kikkede ud. Over hele Loftet kunne hun se, og derhenne ved Trappen så hun Katrine komme listende.
»Katrine,« råbte hun af fuld Kraft. Katten så sig forbavset om. Martha råbte igen og bankede på Kisten. Katrine kom varsomt nærmere, den kendte Røsten, men kunne ikke se lille Martha.
Nu stak Martha en Finger ud af Hullet og vinkede ivrig, mens hun med sin mest indsmigrende Stemme råbte:
»Kom, lille Katrine, kom, kom!«
Men ved Synet af en menneskelig Finger blev Katrine rædselsslagen og trak sig skyndsomst hen mod Trappen, hvor den forsvandt.
Nu var alt Håb ude. Martha begyndte at tænke på alle Slags uhyggelige Ting, som Mus, Edderkopper og Ørentviste, der måske kunne falde på at kravle ind af Hullerne, og mulig Per slet ikke kom i Tanker om at gå op på Loftet og fløjte. Atter begyndte hun at råbe og græde. Der blev så varmt i den tætlukkede Kiste, og mens hun svedte og græd om Kap, blev hun til sidst søvnig, hendes Hoved faldt ned på en lille Bunke Uldgarn, som lå der, og snart efter sov hun ind.
Drengene var imidlertid blevet trætte af at lege Røver og Soldat. Ingen havde kunnet finde Martha, men Erik og Kamilla mente ikke, det kunne betale sig at søge efter hende, hun kom nok, når hun blev ked af at vente, eller måske var hun gået hen til Daglejerens lille Pige. De gav sig i Lag med noget nyt nede i Parken, hvor de tumlede sig, til de blev kaldt ind til Aftensbordet.
»Hvor er Martha?« spurgte Fru Torp.
»Det ved vi ikke, hun er vist henne hos Daglejerens,« mente Kamilla.
»Har hun ikke været hos jer i Eftermiddag?«
»Jo, hun begyndte at lege med os, men siden har vi ikke set hende.«
»Åh, Kamilla, løb ned til Daglejerens og få hende med hjem,« sagde Moderen, som ikke tvivlede om, at hun som sædvanlig var søgt derned.
Lidt efter kom Kamilla løbende.
»Mor, hun er der ikke og har ikke været der i Dag.«
»Men hvor kan hun så være?« udbrød Fru Torp forskrækket, »det ligner jo slet ikke Martha at færdes på egen Hånd.«
Hun lod Pigerne søge alle Vegne, mens hun selv råbte på Barnet i Haven og i Parken, til hun var ganske hæs.
Men ingen Martha svarede, og da Pigerne kom tilbage og heller ikke havde fundet hende, blev Moderen for Alvor ræd. Hr. Torp blev hentet hjem fra Marken, og alle Folk sendt ud i Omegnen; selv gik han med beklemt Hjerte ud til en Mergelgrav tæt ved Gården og søgte længe med en Stang langs Bunden.
Alle Drengene og Kamilla løb forvirrede omkring, da fik Erik på een Gang en lys Tanke.
»Hamlet,« råbte han til Hunden, som lå under det store Kastanietræ midt i Gården, »Hamlet, hvor er Martha, find Martha, søg,« og han viste den Marthas gamle Sommerhat.
Hamlet snusede til den, derefter løb den søgende rundt, mens Drengene spændt iagttog den.
Endelig kom den til Loftstrappen og gik derop. Foran Kisten, standsede den og gøede ivrigt.
Fru Torp, som også var fulgt med, rystede af Angst, da hun lukkede Låget op.
Der lå lille Martha. Det så ud, som om hun var død, og med et fortvivlet Udbrud bøjede Moderen sig ned over hende, men da mærkede hun, at Martha åndede, om end svagt.
»Telefoner til Doktor Holm,« råbte hun, løftede Barnet op og bar hende ned.
Efter et godt Kvarters Venten i dødelig Angst kom Lægen. Hurtig fik han Martha under Behandling, og ved Hjælp af oplivende Midler og meget Arbejde lykkedes det ham at bringe Liv i hende.
Hele Natten vågede Far og Mor hos deres lille Pige, men næste Dag var Martha atter frisk som en Fisk og kunne fortælle, hvordan det hele var gået til.
Erik var ikke lidt stolt på Hamlets Vegne, og ingen prøvede fra den Dag at skænde på den trofaste Hund, fordi den kom ind med snavsede Poter; om det så var Katrine, så måtte den give Afkald på alle sine Forrettigheder overfor Hamlet.