Lille Jens’s Flugt
Af Helene Hørlyck (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Fattighuset brændte i lys Lue, det vil sige Udhusene, den vestre Lade og den lige over for liggende Kreaturstald. De ældgamle, stejle Stråtage knitrede og flammede en kort Tid, før de med et Brag rutschede ned og blev liggende som en tyk, sort Røgmur, hvorigennem man så de glødende Sparrer krumme sig og synke ned i det hvislende Ildhav.
Tæt op til Stuehuset stod en lille Klynge Mænd; det var Fattiggårdens faste Bestand. Der var „Hop-Niels”, således kaldet, fordi han havde den underlige Vane af og til at samle sine lange, daskende Lemmer sammen med et pludseligt Ryk, så det gav et lille Hop i hele Personen; og der var „Pjalten”, en Levning af en forhenværende Kludehandler, og „Næsehornet”, som ikke bar sit Navn for intet, men, så godt det lod sig gøre med små Midler, sørgede for at holde sin store Ansigtsprydelse i Kulør. Så var der „Lille Jens”, som netop ikke var lille, men kaldtes således for sin Ungdoms Skyld; han var kun 12 År og var for et halvt Års Tid siden ved sine Forældres pludselige Død tilfaldet Fattigvæsenet som en lidet eftertragtet Arv. Han var en lang, køn Dreng med et opvakt Ansigt og usædvanlig snild til al Slags Arbejde; men netop derfor var han også blevet misbrugt af Fattigforstanderen, som efterhånden var blevet hans dødelige Fjende.
„Godt var det da, at Kreaturerne ikke var kommet ind endnu,” bemærkede „Hop-Niels”, der var Gårdens „Fodermester”, som han yndede at kalde sig selv; hans underordnede Medhjælper, „Næsehornet”, skuttede sig og mente, det skulle blive helt rart at få sådan en flot, nymodens „Kræstald” som den ovre på „Elmegaarden”.
„Ja såmænd,” indrømmede „Hop-Niels”.
„Hvad står I her og driver efter!” kom Forstanderen farende. „Hen og tag en Hånd i, hvor det trænges, det er I vel ikke for fine til, om også det er jeres egen Herregård, der brænder; og du, din lange Drønnert,” her greb han „Lille Jens” i Nakken, „kom du med mig, jeg tænker, det er dig, vi kan takke for hele Ulykken. Du kan tro, jeg så dig nok løbe om ved Laden i Aftes. Du skulle vel hævne dig for de Lussinger, du fik i Går, men du kan stole på, jeg skal forklare Herredsfogden, hvad for en Slubbert du er, og du skal ikke slippe levende fra det Forhør. Nu kan du tænke over Sagen til i Morgen,” og dermed løftede han Kælderlugen og sparkede til „Lille Jens”, som faldt midt ned i en stor Bunke Kartofler. Det kørte helt rundt i hans Hoved. Hvad var det dog, Forstanderen havde sagt, skulle han skyldes for at have sat Ild på Fattiggården, - hvordan skulle det dog gå ham? Han kendte Forstanderen godt nok til at forstå, at det slap han ikke igennem.
For hans Fantasi viste Fremtiden sig indfattet af Tugthusets Mure, eller kanske han endog skulle halshugges. Han havde nylig læst en grufuld Beretning om Halshugning, og Hårene rejste sig i stiv Rædsel på hans Hoved. Men var der dog ingen Råd! Han fo’r hen mod Døren og ruskede i den, skønt han kun alt for godt vidste, at Låsen var ny og nok skulle holde. Vinduerne var forsynet med Jernstænger, de sås netop tydeligt mod den brandfarvede Himmel. Oppe fra Gården lød nu Hestetrampen og Vognrummel og forvirret Larm af en Mængde Mennesker, som efterhånden var blevet samlet. Da hørte han pludselig Kælderdøren blive revet op og så to fremmede Mænd med en Lygte i Hånden gå ind i den inderste Kælder og søge efter nogle Skovle og Spader, der stod dér. De var gået lige forbi „Lille Jens” uden at se ham, og som et Lyn fo’r han op ad Trappen og ud af Gården. Han løb lige ud, uden at se til højre eller venstre og sprang over Grøfter og Gærder og standsede først ved at løbe bus på en Mur; han drejede af, løb langs Muren, drejede om et Hjørne, og da der netop stod en Port åben i Gavlen, fo’r han ind der, lugtede og følte straks, at han var i en Hølade. Behændig som en Kat kradsede han sig op på alle fire og kravlede langt ind over Loftet helt oppe under Hanebjælkerne, til han atter standsedes af en Mur. Hans Hjerte bankede endnu af Angsten og det hurtige Løb, og han sank sammen i Høet og blev liggende så stille som en Mus. Den dybe Stilhed forstyrredes kun af den kendte, hyggelige Lyd af Hestenes Gumlen og Stampen i Stalden, og omsider faldt „Lille Jens” i en dyb Søvn.
Da han vågnede, var det højlys Dag, dog ikke der, hvor han lå, men længere henne i Muren sås et rundt Glasvindue, hvor Lyset søgte at trænge ind gennem Snavs og Spindelvæv; forsigtigt krøb han derhen og kiggede ud.
Men du store Verden! Der lå lige for hans Øjne de nedbrændte Rester af Fattiggårdens Udhuse! Så var han altså kommet op i Høladen på „Elmegaarden”, som lå lige ved siden af Fattiggården, altså måtte han have løbet rundt og rundt i Nat i al sin Angst. „Lille Jens” næsten rystede ved Tanken om, hvor nær han var sin Forfølger; men hellere ville han ligge her og dø end godvillig udlevere sig selv. Her, hvor han lå, kunne han tydelig se dem færdes derovre. Fattigforstanderen havde forfærdelig travlt, han fo’r omkring og kommanderede med „Hop-Niels” og „Næsehornet”, som for Resten havde set sit Snit til at stikke adskillige Dramme under Vesten og derfor ikke allerbedst var i Stand til at parere Ordrer. Lige med eet kom et fint Køretøj rullende op for Døren. Forstanderen skyndte sig hen og åbnede Vogndøren, og ud steg nogle fine, uniformerede Herrer med brede Guldbånd om Kasketten.
Nå da, det var nok Herredsfogden, som Forstanderen havde talt om! Det formelig kippede i „Lille Jens” ved Tanken om Forhøret, som nu skulle holdes, og hvor han nu ville blive udpeget som den skyldige. Uvilkårlig så han sig omkring, men beroligede sig straks, foreløbig var der ingen Fare. Rundt om ham sad Høet tæt og højt op til Taget, kun her foran Vinduet var et lille Hul deri. Han kiggede atter ud, og se, der var Forstanderen igen i Døren og kaldte på „Pjalten”, som tog sin hæderligste Mine på og med stram Holdning skred ind; efterhånden kom Turen til „Hop-Niels” og alle de andre. Værst var det for „Næsehornet”, der havde grumme ondt ved at få ret Sigte på den smalle Døråbning og måtte tage flere Tilløb, inden det lykkedes ham at træffe den.
„Lille Jens” kunne trods sin Hjerteangst næsten ikke lade være at le højt, han dukkede sig ned i Høet og fniste, så det rystede helt igennem ham, - men uha, hvor „Næsehornet” ville få af Forstanderen bagefter.
En Times Tid efter kørte Herrerne, og alt begyndte at falde til Ro. „Lille Jens” hørte noget efter Middagsklokken lyde og så dem alle gå ind til Middag, og lige med det samme mærkede han også Sulten gnave i sin Mave. Hvad mon de skulle have til Middag? - Vel sagtens Vælling og Kartofler med Dyppelse. Det var ellers ikke hans Livret, men i Dag syntes han, det kunne have smagt dejligt; resigneret lagde han sig atter ned i Høet.
Hen mod Aften blev Sulten ham for stærk, og da det var blevet ganske mørkt, besluttede han at se sig om for om muligt at få fat i noget spiseligt. Sagte listede han sig ned fra Høet, og da han flere Gange havde været rundt om på „Elmegaarden”, vidste han, at man fra Høladen gennem en lille Foderlo kunne komme ind i Kostalden.
Han nåede også lykkeligt derind, og den stærke, varme Em samt den regelmæssige Gumlen fortalte, at her lå „Elmegaardens” mange fine Malkekøer og tyggede Drøv. Henne i et Hjørne af Stalden skimtede han et Par blanke Spande, forsigtigt listede han sig hen og fik fat i den ene, og et Øjeblik efter havde han, ved små Puf og lidt venskabelig Kløen, fået en af Køerne op; den søde, varme Mælk, som han klemte ud af Koens Yver, duftede indbydende, og han satte Spanden for Munden og drak i lange Drag. Da han havde fået nok, fyldte han atter Spanden af en anden Ko og tog den med sig tilbage til sit Skjulested.
Nu havde han Føde til næste Dag, og han følte sig mæt og glad over at være befriet for den slemme Sult. Således gik nogle Dage, „Lille Jens” spekulerede meget over, hvad Enden skulle blive, for at dette ikke kunne vare ved, indså han jo nok; men nu havde han lagt sine Planer. Når Nætterne blev længere og mørkere, ville han vove sig bort og se at nå den tyske Grænse, som lå en halv Snes Mil borte. Han håbede at kunne skjule sig om Dagen og vandre om Natten og på den Måde slippe ud af Landet, og da han var stor og stærk af sin Alder, fik han nok Arbejde; dog han vidste, det ville vare en Måneds Tid endnu, før han kunne vove sig af Sted.
Nu gjaldt det om at få Tiden til at gå så længe; men „Lille Jens” var et snildt Hoved, og han fandt snart på at skaffe sig Arbejde. Han havde lagt Mærke til, at der ved Indgangen til Foderloen lå en Stak Rughalm, som var sat af til Tag; han hentede om Natten et Knippe og gav sig deraf til at flette Halmmåtter. Det var et Arbejde, han ofte havde hjulpet til med de lange Vinteraftner ovre i Fattiggården, og det varede ikke længe, før hans Måtter var rene små Mesterværker; dem ville han lægge over på Hovedtrappen den Nat, han drog af Sted, det skulle så være hans Tak for Kost og Logi.
Efterhånden fik han lidt Forbedring på Kosten, som var blevet noget ensformig, og det gik sådan til, at han en Middagsstund til sin store Skræk hørte noget pusle i Høet ikke langt borte. Han lå ganske stille, men Uroen blev ved en Stund endnu. Omsider blev det roligt, dog var det „Lille Jens” en pinlig Gåde, hvad det kunne være, og han turde stadig ikke røre sig, indtil han pludselig hørte en højlydt Kaglen af en Høne, som havde lagt et Æg og her troede at have fundet et godt Rugested, men dog alligevel ikke kunne lade være at råbe sin store Bedrift ud for al Verden. Da den endelig havde fjernet sig, var det et Øjebliks Sag for „Lille Jens” at finde Ægget og drikke det, og aldrig havde noget smagt ham så dejligt.
Næste Dag kom Hønen igen, og skønt den søgte og skrabte længe efter sit dyrebare Førstefødte, bestemte den sig dog til at lægge et igen, måske mest af den gode Grund, at den ikke kunne holde på det længere. Dagen derpå havde den en anden Høne med sig; og efter at have passiaret en Del om det mærkelige ved, at Æggene således forsvandt, lagde de sig begge ned og afleverede hver et. Dette gentog sig i nogen Tid, så „Lille Jens” levede højt så længe.
Heller ikke behøvede han at kede sig; tværtimod. Han kunne fra sit Vindue se alt, hvad de foretog sig ovre i hans gamle Hjem, og nu var der over al Måde travlt. Der var kommet mange Håndværksfolk for at få de nye Bygninger op i en Fart inden Vintren. Sognets Gårdmænd skiftedes til at køre Materialet, og han kendte dem alle.
Imidlertid randt Dagene, og han længtes efter den Tid, da han kunne komme af Sted. Da hændte der noget, der skulle kuldkaste alle hans Planer. Det var en Aften sent, mørkt og regnfuldt i Vejret, da han hørte nogen gå frem og tilbage under Vinduet; han kiggede ned og så en Mandsperson med Hatten trukket dybt ned over Øjnene, straks efter kom en anden om Hjørnet.
„Nå endelig kommer du,” hørte han den første sige; „kom nu her, så skal du høre, hvad jeg har spekuleret ud.”
„Ja, ja, men tal dog ikke så højt, sæt nogen hørte os.”
Jens kendte den sidstes Stemme, det var en tysk Malersvend, som havde opholdt sig i Landsbyen et Års Tid, og som blandt andet havde malet på „Elmegaarden” i Sommer.
„Her kan da ingen andre høre os end Rotterne, og de sladrer vel ikke,” svarede den første. „Ser du, på Fredag skal der være Gilde på „Søndervang”, det er den gamle Frues Fødselsdag, og så plejer de at tage derover alle sammen herfra; så er det jo lige, det gælder om at benytte Lejligheden. Om Aftenen, når jeg spænder for til Hjemturen, binder jeg en Stump Svamp med Saltsyre på fast under Seletøjet, og jeg tænker, det vil vare en halv Snes Minutter, inden det æder Hul gennem Skindet, men så skal det også nok sætte Fart i Krikkerne, og så skulle det være Pokkers, om de alle skulle slippe godt fra det. Så snart Folkene herhjemme hører om Ulykken, vil de naturligvis alle stejle af Sted af bare Nysgerrighed, og så var det jo, du skulle være parat og snuppe Pengene. Du siger jo, du ved, hvor han har dem, og der må være en god Slump, nu da han lige har damptærsket og solgt alt Kornet.”
„Ja, den er udmærket regnet ud, så kan vi tage med Nattoget og være over Grænsen, inden han får Tid til at tænke på sine Penge.”
Efter at have snakket lidt endnu skiltes de to Hædersmænd, og „Lille Jens” stod ved Gavlvinduet, stiv af Skræk over det, han havde hørt.
Hvad nu? Hvad skulle han dog gøre? Dersom han intet foretog sig, var han jo deres medskyldige, og dersom han kom frem, var han vel sikker på at miste sit eget Liv. I Morgen var det Torsdag - der var altså kun den ene Dag tilbage for ham.
„Lille Jens” kastede sig ned i Høet og græd i den største Fortvivlelse; han brød sig ikke engang om at dæmpe sin Hulken, nu kunne det jo alligevel være det samme, om han blev opdaget i Dag eller i Morgen, for han måtte gå til Godsejeren og fortælle det hele; han turde ikke lade være, hans gode Moder havde så tit formanet ham til altid at gøre det rette.
Han foldede sine Hænder og bad Gud om at hjælpe sig i Nøden.
Næste Aften, da det var mørkt, stod „Lille Jens” uden for Godsejerens Dør og bankede på; hans Knæ skælvede under ham, og han var ligbleg i Ansigtet. Godsejeren åbnede Døren og så forbavset på den ulykkelige Dreng, der stammede og hakkede aldeles uforståeligt i det.
Men ved at tale venligt til ham lykkedes det til sidst at få hele Historien ud af ham, både om hans egne Flugtplaner, og hvad han havde hørt fra sit Skjulested.
Godsejerens Harme og Forbavselse var grænseløs, det varede endda noget, inden han kom rigtig til at tænke på den lille Fyrs Tilstand, angst og bævende som han stod der for ham.
„Men så er det jo altså dig, som vi alle troede var omkommet ved Branden, din lille Stakkel. Men hvorfor løb du bort, og hvad var du så bange for?”
„Jo, for Fattigforstanderen sagde, det var mig, som havde sat Ild på, og at jeg ikke skulle slippe levende fra det, men det var ikke sandt, og så var jeg så bange for at blive halshugget.”
„Å, din lille Stakkel, ja, så kan jeg skam godt forstå, at du løb din Vej. - Nej, sikken Kæltring, den Forstander. Jeg skal sige dig, min lille Ven, det var ham selv, der havde gjort det, og nu er det ham, som skal straffes. Men lad os nu få dig med ind og få noget ordentlig at spise, det kan du vist trænge til, og når du så har sovet i Nat, vil vi tales nærmere ved om dig selv i Morgen. Så du ville alligevel risikere din egen Hals for at frelse mine små Børn og os andre, du er sandelig en flink Fyr.”
Og hermed var „Lille Jens’s” Lykke gjort. En Tid lang blev han på „Elmegaarden” og Blev grundig forkælet, men da det snart viste sig; hvor gode Evner han havde, blev han sendt til København for at studere Jura; og han er nu en anerkendt og formuende Sagfører, hvis Hustru er en Datter af Godsejeren på „Elmegaarden”.