Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2. Tvillingerne finder Høne Pøne
Det var sidst i Maj Måned. Alle Hække stod grønne, og Æbletræerne dryssede deres lyserøde Blomster ud over Græsplænen på Skovgaard.
Haven skrånede mod Syd og var på de tre Sider omgivet af en høj Tjørnehæk; men i den laveste Del rislede en lille Bæk, som under en Bue i Tjørnehækken løb ud i Dammen udenfor Haven. Ovre på den anden Side af Bækken var et helt Vildnis af Buske og Træer, og her kravlede Tvillingerne rundt og havde skjulte Smuthuller og Legepladser. Og her havde de samlet sig et stort Oplag af farvede Skår, Glas uden Fod, Flaskehalse og den Slags værdifulde Ting. Der kunne leges mange morsomme Lege med dem. Peder, som var den mest akkurate, havde sine Sager pænt stillet op på et Bræt, han ville helst lege Købmand. Men Aage var som oftest Bager og lavede store uappetitlige Kager af Ler og Mudder.
Aages Ejendele var derfor altid oversmurt med Dynd, mens Peders pudsede og blanke ventede på at blive solgt.
For nogen Tid siden havde Aage set Jomfru Madsen lave en Omelette af Æg. Og da han om Eftermiddagen kom ned i sit Bageri, måtte han også absolut prøve det.
Det faldt ham ikke i fjerneste Måde ind, at der kunne være noget at betænke ved den Sag, og han hentede derfor i Hønsehuset så mange Æg, som han kunne bære i sit Forklæde; et Par af de underste blev rigtignok trykket i Stykker, men det havde mindre at sige, Aage havde nok endda. Han huggede med stor Sindsro Æggene midt over og kom Hviderne i en halv Terrin og Blommerne i en rusten Kasserolle, deri rørte han en passende Portion Grus, som han hentede omme fra Grusbanken bag Laden. Hviderne piskeds han længe med en dertil egnet Gren, men der var plumpet for mange Blommer i, så han fik dem aldrig stive, og Omeletten blev af den Grund ikke så vellykket, som han kunne have ønsket.
Lille Sofie, som han fik overtalt til at smage på den, spyttede ganske forfærdelig bagefter og løb grædende ind og fortalte, at Aage havde lavet sådan en bæ Budding, og Mor gav hende Vand at skylle Munden med, og da Aage senere kom til Stede med Forklædet oversmurt af Æg og Grus, måtte han give Forklaring på, hvordan han havde lavet Budding, og det endte med en meget alvorlig Formaning om aldrig tiere at gå ind i Hønsehuset og hente Æg. For Æggene var Mors og kostede mange Penge.
Men det var nu mange Dage siden det skete. Og Aage kom naturligvis aldrig i Hønsehuset mere.
Så en Dag var han krøbet ind under en tæt Skov af store Skræpper; da var han Mikkel Ræv og Peder var på Jagt efter ham; pludselig stødte han med sin Hånd mod noget blødt varmt noget og så en brun Høne liggende lige foran sig.
Den sagde ingenting men hakkede ivrigt efter hans Hænder.
Dog Aage ville ikke lade sig gå på af en Høne, og det lykkedes ham med den ene Fod at værfe den af Vejen.
Men du store Verden, der lå en hel Bunke Æg, og midt i Bunken sad en lille Kylling, gul og rund og med to små sorte Perler til Øjne.
„Peder, Peder,” brølte Aage af fuld Hals, mens Hønen skrukkede og skældende tog sin Rede i Besiddelse igen.
Peder kom brasende på alle fire, og Aage meddelte den vidunderlige Hændelse.
Nu var de to om Hønen. Aage fik den atter skubbet bort, og Peder stirrede betaget på den lille Kylling.
„Det er vist lille Kylle Kluk, som er gået hen til Høne Pøne for at fortælle, at der er drattet en Nød ned i dens Hoved,” sagde Peder, for han elskede alle Slags Historier og ville gerne have dem ind i det virkelige Liv.
Men Aage snappede Kyllingen, og de skyndte sig bort med den, for Hønen så alt andet end blid ud.
Kyllingen var forfærdelig sød. Det var lige alt det, at de kunne holde den mellem to hule Hænder, og de skiftedes til at bære den nøjagtig lige længe.
Snart måtte den også ned på Jorden at stå, den trippede søgende omkring og sendte nogle ynkeligt kaldende Pip efter sin Mors lunende Fjer.
„Det er min Kylling,” sagde Aage, „for det var mig, som fandt den.”
„Jamen det var mig, som tog den fra Hønen, så det er ligeså meget min,” mente Peder, og med det samme snappede han den.
„Kom med den, kom med den,” hylede Aage og ville rive den til sig.
Men Peder kravlede så hurtig han kunne ud af Buskadset med Aage brølende efter sig.
Foran Bækken, som man skulle springe over indhentede Aage Flygtningen og kastede sig over ham, de sparkede og trampede rundt, og under Kampen væltede Aage Peders hele Butik ned, og Brætet faldt i Vandet og begyndte sagtelig at glide med Strømmen.
Kyllingen, som af og til blev klemt under den Batalje, peb højt. Peder blev bange og lukkede Hånden op, men i samme Nu faldt den angst og forvildet lige ned på Brættet, som sagtelig gled videre med den højt pippende Kylling.
„Uh, uh, den sejler ud i Dammen,” råbte Aage, og de styrtede begge til for at redde den lille Stakkel.
Men det var for sent. Netop nu gled Brættet ud under Hækken og forsvandt for deres Blik. De sad lidt og skændtes om, hvis Skyld det var; derved kom de atter til at tænke på Høne Pøne, og tilsidst enedes de om at krybe ind under Skræpperne og se til den. -
Men omme ved Dammen gik Jomfru Madsen og hængte Tøj op til Tørring.
Pludselig hørte hun det pippe ynkeligt ude fra Vandet, og hun kunne næppe tro sine egne Øjne, da hun så Brættet med den stakkels lille Passager.
Den stod og strakte sig så højt, den kunne, på sine to små tynde Ben og udstødte det ene langtrukne Pip efter det andet.
„Ih du store,” råbte Jomfru Madsen og slog Hænderne sammen, skønt der ikke var en Sjæl, som kunne høre eller se hende.
Og derefter løb hun så hurtig Benene kunne bære hendes solide Krop ind til Fru Musse i Dagligstuen og råbte:
„Der sejler en lille Kylling omme på Dammen.”
„Hvad gør der?” spurgte Fru Musse forbavset, hun vidste jo nøjagtig Besked om sine Liggehøns, og ingen af dem kunne have udruget endnu.
„Ja, Fruen kan selv komme ud og se, og vi skal også have en Brandhage med, så vi kan få fat på den,” sagde Jomfru Madsen.
Og ganske rigtig, da Mor med lille Sofie ved Hånden kom om til Dammen, sejlede der en lille Kylling midt ude på Vandet.
Jomfru Madsen havde fået fat i en Brandhage og fik den snart halet i Land. Og der var ingen Tvivl. Det var virkelig en rigtig lille Kylling.
Men hvor var den dog kommen fra. For hvor der var een, måtte der sandsynligvis være flere.
Fru Musse søgte og søgte rundt om Dammen og ind ved Hegnet, om en af Hønsene skulle have en skjult Rede men forgæves.
Lille Sofie fik Lov at bære Kyllingen ind, og Mor lærte den at pikke Gryn op fra Gulvet. Det var så morsomt, at Sofie var vild af Glæde over den. Hun lå på Maven så lang hun var og kiggede Kyllingen ind i Hovedet, men da Mor så sagde, at den søde lille Kylling skulle være hendes alle Dage, da blev hun ellevild af Henrykkelse.
Og Mor sagde også, at den skulle have et Navn, og efter mange Overvejelser blev den kaldt „Skjold”, fordi den var kommen sejlende ganske alene, ligesom det lille Barn, den Gang Danmark ingen Konge havde.
Sofie fik en lille Kurv med Låg over og Vat i, der blev Kyllingen puttet ned, og nu skulle hun selv passe, at Kurven fik Sol om Dagen og blev sat hen på Komfuret om Natten.
Sofie nikkede alvorligt og satte sig straks ud på Havetrappen med den; nu havde hun rigtignok fået noget at bestille.
„Hvor mon Drengene dog er,” sagde Mor, „de skulle da også se lille Skjold.”
Men i det samme hørtes deres Stemmer nede i Haven, og nu dukkede de frem under det gamle Æbletræ. Aage forrest og drivende våd helt op til Bukserne, Peder lidt bagefter.
„Men Aage dog, har du nu været i Bækken igen,” skændte Mor, det hændte nemlig af og til, at de kom ind med våde Strømper og Støvler.
„Ja, for jeg kunne ikke springe over Bækken med Æggene,” forklarede han lidt slukøret.
„Springe med Æggene - hvad vil det sige?” spurgte Mor urolig.
„Jo, for der var så mange” tog Peder Ordet.
„Da har I da vel ikke været inde i Hønsehuset?” kom det i en alvorlig Tone.
„Nej, Mor, det må vi aldrig - aldrig gøre mere,” sagde Peder og satte et Par store forskrækkede Øjne op på hende.
„Jamen, hvor har I så fået Æg fra?”
„Fra Høne Pøne,” sagde Aage.
„Ja, og lille Kylle Kluk var der også, men And Svand så vi ikke,” vedblev Peder.
„Ih, du store, sikken Forklaring,” lo Jomfru Madsen.
„Hvor var Høne Pøne, og hvor er Æggene?” spurgte Mor, nu begyndte hun at ane Sammenhængen.
„Æggene faldt i Vandet og Høne Pøne er gået,” sagde Drengene i Munden på hinanden.
Nu havde Mor hørt nok, hun fløj ned til Bækken, der svømmede ti Æg nok så nydeligt på Vandet, og inde under Skræpperne hørte hun en Høne klukkende kalde på dem.
Hurtigt fik hun Æggene op. På flere af dem var der allerede begyndt at gå Hul, og man kunne høre Kyllinger pippe sagte derinde.
Et Øjeblik efter havde hun fundet Reden og fået Hønen på Æggene.
Og skønt de havde fået en så ublid Behandling, kom der alligevel samme Dag syv nydelige små Kyllinger frem af dem.
Men lille Sofie fik Lov at beholde Skjold i Kurven og passe den selv, og den voksede op og blev en strunk hvid Hane, som fulgte hende trofast overalt, hvor hun færdedes.