Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. Tvillingernes Fødselsdag
Det var den sidste November, og der lå Sne og Is overalt. Men det var netop dejligt, syntes Peder og Aage, for det var deres Fødselsdag. Og Skøjter havde de fået, og omme på Dammen lå en Flade så blank som Silke, og i Morgen, det var Søndag, skulle de have Skøjterne på. Far og Mor ville selv hjælpe dem og lære dem at løbe.
I Dag var der ikke Tid, for Peder og Aage havde inviteret hele Klassen til Selskab.
Og Jomfru Madsen havde bagt Kager, både store og små, og Masser af Pebernødder; dem skulle der spilles Lotteri om om Aftenen.
Nu gik de alle tre fødselsdagspyntede og ventede på Gæsterne. Sofie troede også, det var hendes Fødselsdag, for hun havde også fået Gaver både af Mor og Jomfru Madsen, og hun sagde hele Tiden „vores Fødselsdag”. Men Drengene var jo 8 År, så de forstod nok, at det var fordi hun var så lille, at hun snakkede så dumt.
Aage og Peder havde selv været rundt Dagen i Forvejen og bedt alle Gæsterne, 10 Drenge i alt; for Mor ville ikke have, at nogen skulle føle sig tilsidesat.
Først kom Knudsens.
Far og Mor blev både forbavset og glade, da. de så lille Knud træde ind fulgt af sin Far og Mor; og derfor sagde Far elskværdigt:
„Det var skam pænt af Dem at komme med herover.”
„Pænt - nej, det var pænt af Dem at invitere os med,” sagde Knudsen muntert.
„Nå, har Drengene inviteret Dem,” lo Mor, „ja De er hjertelig velkommen, men det vil vist blive noget støjende hos os i Dag.”
Aage og Peder bukkede belevent og tog mod Lykønskning og Gaver med stor Beredvillighed.
Lidt efter kørte en Vogn op for Døren, og en Gårdmandsfamilie, som Ejlersens ellers ikke kom sammen med, lavede sig til at stige ned. Ejlersen gik ud fyldt af underlige Anelser.
„Tak for Indbydelsen,” sagde Konen og trykkede Ejlersens Hånd, „og til Lykke med Sønnernes Fødselsdag.”
„Tak,” sagde Ejlersen og bød dem ind sammen med deres lille Dreng, som gik i Klasse med Tvillingerne.
Fru Musse lod som ingenting og tog hjerteligt imod dem, men Jomfru Madsen trak Aage med sig ud i Køkkenet og sagde:
„Hør, lille Aage, har du bedt alle Forældrene med til Fødselsdag?”
„Ja,” sagde Aage frimodigt, „for så kommer Far og Mor også med til alle deres Fødselsdage.”
„Nå,” sagde Jomfru Madsen blot og regnede i en Fart ud, at 10 Børn og 20 Forældre gav 30 ialt; og hvordan i Alverden skulle hun få Mad til så mange Mennesker.
Men Mor lo ad det hele og tog ligeså hjerteligt mod Husmandsfamilierne og Daglejerens som mod Proprietærerne, og der var ingen andre end Knudsens, som vidste, at det hele var en stor Fejltagelse af Drengene.
Alle Børnene syntes, det var så dejligt at have Forældrene med sådan et fremmed Sted, og de lo og snakkede op.
Børnene skulle spise for sig selv i Spisestuen og de voksne i Dagligstuen, bestemte Mor; hun ville selv varte Børnene op, så kunne Jomfru Madsen tage det andet Bord, for Mor syntes nu altid, at Børn var meget morsommere at høre på end voksne.
Hun skænkede Chokolade og proppede dem med Kage, så de små Hoveder var helt røde af Anstrengelse med at tygge.
Der var en lille tyk Prop med stift hvidligt Hår og struttende Kinder, som smaskede temmelig tydeligt.
Han sad ved Siden. af Aage, og Mor kunne se, at Aage faldt helt i Staver af Forbavselse over hans mærkelige Manerer.
Omsider sagde Aage:
„Henrik, du skal ikke smaske sådan, når du spiser.”
„Hvorfor ikke det?” spurgte Henrik med uforstyrrelig Ro og langede ud efter et Stykke Lagkage.
„For det er ikke pænt,” sagde Aage.
„Jo, det er,” påstod Henrik og slubrede med Støj Chokoladen i sig.
„Mor, er han vel pæn, når han smasker og slubrer?” råbte Aage.
„Det snakker vi ikke om i Dag, Aage,” sagde Mor, „man er ikke pæn, når man er ubehagelig mod sine Gæster.”
„Kan du se,” sagde Henrik hånligt, „det var nok dig, der ikke var pæn.”
Men det var for meget for Aage, han bøjede sig tæt hen til Henrik og sagde inderligt:
„Du er en stor Torsk.”
„Det kan du selv være,” tyggede Henrik videre.
Aage skulle lige til at give ham et solidt Svar tilbage, da Mor kaldte på ham og forklarede ham, at man aldrig måtte slås med sine Gæster.
Aage gik stille hen og satte sig og kvalte sin Ærgrelse over Henrik ved at tænke på alle Gaverne, som lå henne på Anretterbordet, deriblandt en Del blanke Kroner, som man altså kunne få en forfærdelig Masse Slik for.
Efter Chokoladen kom alle Drengene i Overtøjet og væltede højrøstet og støjende over hverandre ud i Sneen. Sofie var også med, og Basta sprang kåd og prustende i den løse Sne, men Snehvide stod i Gangdøren og så på dem, den holdt ikke af at få Poterne våde. -
Men det var bitterlig koldt, og det varede ikke længe, før de atter kom ind med preglende Fingre og Fødder. Da var de på Nippet af Gråden og trippede klynkende omkring, mens Mødrene gned de kolde Hænder og fik dem tøet op. Men aldrig så snart fik de varme i Kroppen, før de var færdig til at komme ud igen.
Da kom Aage og Peder i Tanker om Loftet, og et Øjeblik efter lød det, som om et Par løbske Heste rasede hen over det. Der var Plads at tumle sig på. Først legede de Columbus, hvilket var særlig interessant heroppe, da Skorstenen gjorde det vanskeligt for Kæden at holde sammen.
Helt henne i Gavlen havde Jomfru Madsen bredt al den finvaskede Uld, som hun havde klippet af Fårene, ud på Loftet; der lå den og ventede på at blive kartet og spundet.
Pludselig var der en der stod på Hovedet i den.
Og nu skulle de alle prøve det. Lidt efter væltede og tumlede de omkring i det og dængede hverandre med Uld, det var voldsom skæg, var de enige om. Og Basta syntes også, det var Løjer, den gøede og jog hen over Loftet med store Uldtotter i Munden. Det var næsten ligeså morsomt som at slås med Sne; og så var det ikke så koldt ved Fingrene.
De blev ved til det begyndte at mørkne, så syntes de lige med eet, der blev sådan store sorte Kroge ind under Taget, og så listede de ganske stilfærdig ned.
„Men hvordan er det, I ser ud, Drenge,” råbte Mor, så snart de kom ind i de stærkt oplyste Stuer.
Og Drengene så på hverandre med store Øjne, for Ulden hang overalt på Tøjet, de var helt grå og lodne og lignede alt andet end Fødselsdagsdrenge.
„Du godeste, det er Jomfru Madsens Uld, de har tumlet i,” gik det pludselig op for Mor.
„Uh ha, lad os endelig få jer børstet af, inden hun ser jer.”
Og Mødrene fik travlt hver med sin Dreng, men der var ikke Tale om at få Ulden af, det var en hel Dags Arbejde, erklærede de, og så blev de nødt til at blive gående, som de var. Men da Jomfru Madsen fik dem at se, var hun lige ved at blive rigtig vred, for Ulden var hendes Stolthed, af den lavede hun hvert År alt det fine hvide Garn, som blev brugt til deres allesammens Undertøj.
„Hvad legede I så oppe på Loftet?” spurgte Mor for at lå Samtalen i Gang igen.
„Vi slog Kolbøtter i Ulden - du skulle bare have været med, Mor, du kan tro, det var skæg,” sagde Aage.
„Skulle din Mor have været med til at slå Kolbøtter?” spurgte Knudsen leende.
„Ja, det skulle hun lige - hun kan slå to Kolbøtter ud i Træk,” sagde Aage stolt.
„Aage - hold nu Mund,” lo Mor.
„Mor, tag lige og slå en Kolbøtte for dem,” bad Peder og Aage begge to.
„Ja, Musse,” sagde Far, „på Drengenes Fødselsdag må du ikke nægte dem noget, ved du nok.”
„Ja, ja,” sagde Mor og holdt Kjolen sammen om sig med begge Hænder og trillede to Gange hen over Tæppet og stod ligeså nydelig på Benene igen.
Hele Selskabet lo og klappede. Og alle Drengene stod målløse af Beundring.
Aldrig havde de tænkt sig, at en Mor kunne slå Kolbøtter. -
Skønt Jomfru Madsen ikke havde ventet så mange Gæster, så havde hun alligevel fået et rigtig flot Aftensbord i Stand med varme Medisterpølser og Frikadeller og stuvede Snittebønner og Kartofler og mange Slags dejlige Syltetøjer. De fremmede Drenge var helt højtidelige ved al den Stads. Og som de så kunne spise allesammen.
Henrik smaskede forfærdeligt igen. Men nu vidste Aage jo, at det ikke kunne gå at sige noget, så det hele forløb i Fred.
Og Forældrene sad inde i Dagligstuen og morede sig sammen, så man skulle tro, de var gamle Venner allesammen. Far sad og undrede sig over, så godt det hele gik, men han vidste jo nok, det var Mors Skyld, for hun var nu engang sådan, at alle Mennesker holdt af hende og blev glade, når de var sammen med hende.
Om Aftenen kom Pebernødderne frem, og da var Søren Røgterdreng med inde at spille Lotteri, og han vandt så mange, at han havde Lommerne fulde. Og næste Dag havde alle Drengene Pebernødder med i Skolen. Det var rigtignok en Fødselsdag, som der gik Ry af. Lille Knud Knudsen ovre fra Bøgely erklærede på Hjemturen, at sådan en Fødselsdag ville han også have.
Men det fik han ikke, for Fru Knudsen sagde, at sådan et Gilde var der ingen andre, der kunne lave end Fru Musse på Skovgaard.