Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
8. Tvillingerne har Mæslinger
Der var Mæslinger på Egnen. Og Mor havde talt om, at man vist helst skulle beholde Drengene hjemme fra Skolen for ikke at få dem smittet; for der var flere af Skolekammeraterne, i hvis Hjem Sygdommen var.
Men Far havde let og spurgt, om hun ikke troede, det var bedre at flytte op på Mars med Drengene, for hele Jordkloden var fuld af al Slags Dårlighed, som til enhver Tid kunne nå dem, og Drengene havde som med een Mund erklæret, at de rigtignok ikke ville være sådanne Tøsedrenge, der var bange for Mæslinger.
Men en Dag sidst i Januar klagede Peder over Hovedpine, og mod Aften begyndte han at blusse, og så vidste Mor Besked.
Han kom til Sengs i Huj og Hast og fik varm Kamillete at drikke, derved tjente han nu straks 10 Øre, som Mor øjeblikkelig bød ham pr. Kop, bare han fik det ned. Der blev hængt Tæpper for Vinduet, for det vidste Mor var noget af det vigtigste, at Øjnene blev skånet for Lyset.
Peders Seng blev flyttet ind i Sovekammeret ved Siden af Mors, så hun nemt kunne passe ham om Natten, og Sofie kom ind til Jomfru Madsen.
Aage var meget misfornøjet med hele den Ordning, for nu skulle Far følge ham til Sengs om Aftenen, for at Mor ikke skulle bringe Smitten ind til ham, men allerede den første Aften viste Far så dårligt et Håndelag, at Aage efter at være puttet godt ned, ærgerlig satte sig op i Sengen, da han hørte, at Far var ved at gå, og udbrød:
„Hvad er det for et Følgen til Sengs?”
„Hvad,” sagde Far forbavset, „nu lå du jo udmærket.”
„Næ, det gjorde jeg rigtignok ikke. Du har hverken sunget „Lille Egern sad” eller stoppet Dynen fast.”
„Jamen, jeg kan ikke „Lille Egern sad”,” sagde Far, „hvad skal vi gøre ved det.”
„Kan du heller ikke fortælle noget?”
„Jo-o - det kan jeg vel nok; hvad siger du om „den grimme Ælling”?”
Jo, den kunne nok gå an; men allerede efter et Par Minutters Forløb var Aage væk, og Far skyndte sig lettet ind til sin Bog igen.
Om Natten havde Peder en Del Feber, og næste Morgen kunne Mor se nogle enkelte Mæslinger foran på Brystet.
Lægen blev hentet, Mikstur kom der, og Jomfru Madsen fik travlt med at slagte en Høne, for det skulle prøves, om Peder kunne spise lidt Suppe.
Aage sad i Spisestuen og hang over en Billedbog, mens hele Huset var optaget af Peders Mæslinger.
Det var meget kedeligt at være så alene og ingen have at lege med. Sofie kunne man ikke regne med, hun gik altid og trallede rundt med sin Babydukke og snakkede Pjatsnak med den.
Og så kunne han oven i købet sidde og høre, hvordan Mor kælede og kræsede op for Peder og betalte ham 10 Øre for at spise den dejlige Hønsesuppe med små gule Boller på. Og rørt Æggeblomme, som var det lækreste i Verden, nægtede han ligefrem at smage på. Peder var rigtignok godt dum, det skulle bare være ham, der havde Mæslinger. Han skulle rigtignok bedre forstå at få noget ud af det. Nu kunne han høre, at Mor fortalte Historier; det var endda om den lille Havfrue, som havde en Fiskehale. Aage lagde Øret til Nøglehullet for at høre med, men Mor mærkede, at nogen rørte ved Håndtaget, og da hun hørte, det var Aage, skændte hun og sagde, at han skulle gå ind og lege med Sofie, for han kunne få Træk i Øjet og få Ørepine.
Så satte Aage sig hen og græde lidt, for det var rigtignok sørgeligt at gå så ene og forladt.
Hvem der endda havde haft Mæslinger og kunne ligge inde ved Siden af Peder.
Far kom ind og så til sin lille syge Dreng, og han blev så rørt over at se ham ligge stille med brændende Kinder og blanke Øjne, at han spurgte, om der var noget, som Peder gerne ville have; og så hørte Aage ham svare med sagte Røst:
„Ja, et Par Duer.”
„Et Par Duer,” gentog Far leende, „ja, når du bliver rask, skal du få et Par.”
„Næ - nu,” kom det mat.
„Ja, Far,” sagde Mor, „se, om du ikke kunne købe et Par ovre hos Knudsens, de har jo så mange, og de kunne stå herinde i en Kasse til han bliver rask, måske det kunne live op på ham.”
Og tænk, inden Aften havde Peder fået to store hvide Duer, de stod i en pæn Tremmekasse ved hans Seng.
Nu havde Aage kun et eneste Ønske. Og det var, om han blot også kunne få Mæslinger.
Om Aftenen, da Aage var kommet i Seng, kunne han ikke falde i Søvn bare for at tænke på de to hvide Duer.
Døren stod på Klem ind til Sovekammeret; Aage hørte Far sige, at Mor skulle gå tidlig til Sengs, for hun havde sovet så lidt sidste Nat. Og lidt efter blev der ganske stille.
Da listede Aage sig sagte ind i Sovekammeret, og uden at Peder mærkede det, krøb han op i Sengen til ham og puttede sig ned under Dynen.
Nu skulle det da være sært, om han ikke fik Mæslinger, ellers var det rigtignok noget godt Sludder med al den Smittefare.
Peder var ikke helt tilfreds med Indkvarteringen, han klynkede lidt i Søvne, men lidt efter sov de sødelig begge to.
Men da Far kom for at gå til Sengs, gjorde han rigtignok store Øjne, da Aages Seng var tom; og da han fandt ham inde ved Peder, blev han yderst utilpas og fik hurtig Aage bragt ind i hans egen Seng.
Næste Morgen, da Far fortalte Mor det, blev hun meget ulykkelig og sagde:
„Jamen, det er da også gruelig forkert af os sådan at glemme stakkels Aage, han som altid er vant til at være sammen med Peder, han må jo have følt sig forfærdelig ene og forladt - bare han ikke bliver syg nu.”
Men det blev han.
Om Eftermiddagen fik han Hovedpine og Feber og måtte til Sengs.
Nu kom han også ind i Sovekammeret at ligge, men til hans store Forbavselse kunne han nu ingenting spise, skønt Mor overbød sig selv i at finde på de allerlækreste Ting. Og han kunne heller ikke glæde sig over hendes Eventyr, for det ville hele Tiden blive til underlig forvirrede Ting i hans lille feberglødede Hjerne.
Ja ikke engang Duerne kunne han interessere sig for.
I tre Dage var de temmelig syge og lå stille hen. Men så bedredes de hurtigt og blev et Par meget støjende Rekonvalescenter.
Nu blev der rigtignok forlangt op af al Slags. Både Traktement og Eventyr. Og da det en Dag blev nødvendigt at tage amerikansk Olie, blev de enige om ikke at gøre det for mindre end 25 Øre til hver.
I det hele taget benyttede de Tiden til at samle sig rørligt Gods.
Far måtte over til Knudsens efter et Par Duer til, men de måtte absolut være sorte, for at hver kunne kende sine.
Endelig kom man så vidt, at Tæpperne måtte tages fra Vinduerne. Det var rigtignok dejligt at få Dagslyset at se igen.
Og nu kom der en vidunderlig Virketrang over dem. De tegnede og klippede Papir og forlangte Farvelader og Vand hen på Sengen, så de hvide Dynebetræk kom til at prange i alle Regnbuens Farver.
Mor var så træt om Aftenen bare af at varte dem op og holde dem i Gang, at hun næsten ikke kunne hænge sammen.
„Bare nu lille Sofie ikke går og føler sig ene, ligesom Aage gjorde,” sagde Mor til Far, „du må virkelig lege lidt med hende, for du ved, at hvor rar Jomfru Madsen også er, så forstår hun ikke at lege.”
Og så travede Far Flest rundt om Spisebordet, mens Sofie henrykt smækkede ham med Pisken. -
„Nu skal vi prøve at have jer op, små Unger,” sagde Lægen, sidste Gang han var at se til dem, „men husk på, ikke uden for en Dør de tre første Dage.”
Og aldrig så snart var Mor gået med Lægen ind i Dagligstuen, før de begge med et Spring var ude på Gulvet. Nu gjaldt det om at komme i Tøjet i en Fart.
Men det var da ganske mærkeligt, hvor alting var sært; og da Aage bøjede sig ned for at tage Strømper i sin Skuffe, svimlede det for ham, så han nær var gået på Hovedet i Skuffen.
Dog Drengene gav naturligvis ikke sådan op, selv om det var isnende koldt på Gulvet med de bare Fødder. Det lykkedes dem at finde deres Tøj, og lidt efter stormede de begge to ind i Dagligstuen, hvor Doktoren endnu sad.
„Hvad behager!” udbrød han forbavset, „det må jeg sige, det er hurtig Ekspedition.”
Men Mor for rædselsslagen op. Tøjet og Skoene skulle jo først have været varmet på Kakkelovnen, og så ville hun selv have klædt dem på, at de ikke kom ned på Gulvet, og Far skulle have båret dem ind i Sofaen i Dagligstuen.
„Bare det dog går godt - I er dog nogle forfærdelige Drenge,” klagede Mor bekymret.
„Nåh - de ser jo helt kvikke ud,” beroligede Lægen, „men mon de ikke helst skulle bindes her i Stuen, for ud må de på ingen Måde komme i de tre første Dage.”
„Nej, når de ved, at de ikke må gå ud, så gør de det heller ikke, men det var jo ikke blevet dem forbudt at stå op selv,” sagde Mor undskyldende.
Og de gik heller ikke ud, for det var rigtig nok, som Mor sagde, at de egentlig var lydige og ikke på nogen Måde ville gøre Mor vred.
Men om Eftermiddagen begyndte lille Sofie at hænge med Hovedet, så hun hurtigst muligt måtte til Sengs, og mens Mor puslede med hende, lukkede Drengene et Vindue op i Dagligstuen og kaldte på Søren, som netop gik over Gården, og Søren som ikke forstod, at der var noget galt i det, gav sig til at føre en lang Samtale med dem, mens de begge to lå med den halve Krop ud af Vinduet, og et fint Snefog hvirvlede dem om Ørerne.
Far kom tilfældigvis gående og gjorde en brat Ende på den Forestilling, og nu fik de af ham en rigtig alvorlig og nøjagtig Forklaring over alt det, de ikke måtte gøre, og desforuden tog han sig for at være hos dem næsten uafladeligt. For nu var Mor jo bundet ved lille Sofies Seng.
Sofie kom meget let over sine Mæslinger, det kom vist af, at hun var så from, sagde Far med Eftertryk til Drengene, så selv Mæslinger ikke nænnede at gøre hende Fortræd.