Musses Tvillinger

---

Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

9. Fastelavn

Tvillingerne og Sofie sad andægtige om Bordet og så på at Mor lavede Fastelavnsris.

De havde allesammen været kørende på Stationen efter kulørt Papir; og tre smukke Grangrene havde de hentet i Skoven, og nu satte Mor de vidunderligste Blomster og lange flagrende Sløjfer på dem. Og tre fæle brune Negermasker og store Papirshuer med vajende Kvaster i Toppen lå parat inde i Børnestuen, så ingen ville kende dem, når de i Morgen tidlig gik ud for at klappe op.

Først skulle de begynde med Far og Mor. Bagefter kunne de så tage Jomfru Madsen, og når Kaffen var drukket, måtte Aage og Peder gå over til Knudsens med Maskerne og Huerne på og klappe dem op også.

Sofie var endnu for svag efter Mæslingerne til at komme med på den Tur, men da hun begyndte at brede Mund, lovede Mor, at hun i Stedet for skulle klappe Far op en Gang til, når han sov til Middag; og det trøstede hende.

Fastelavnsrisene blev sammen med Maskerne lagt på en Stol ved Siden af Sengene, og tidlig om Morgenen kaldte Mor på dem alle tre og hjalp dem i Tøjet, hvorefter hun smuttede ind i Sengen igen, for som hun sagde at blive varmet op.

Men da Børnene lidt efter på Tåspidserne kom hen til hendes og Fars Seng, var hun allerede faldet dybt i Søvn, og både hun og Far blev ganske forfærdelig bange ved at se de tre fæle Masker, da de slog Øjnene op. Og så blev de klappet op under fuld Musik, og de måtte love at betale Boller i dyre Domme.

Da de kom ind til Jomfru Madsen, lå hun i Sengen og snorksov. At hun var fuldt påklædt, forundrede de sig ikke over, og heller ikke tænkte de på, hvordan det kunne være, at hun allerede havde friske varme Boller på Bordet i Spisen stuen og Kaffen lavet.

Far var så drilagtig, da de alle sad og drak Kaffe, at undre sig over, at hun havde kunnet få det hele færdig i det Øjeblik, men Mor sendte ham et knusende Blik og sagde, at Jomfru Madsen havde bagt Bollerne i Nat, og derfor havde lagt sig til at sove bagefter.

Da Kaffen var drukket, fik Drengene Stortrøjerne på og Masker og Huer, og med Fastelavnsriset i Hånden vandrede de af Sted over til Bøgely. Basta ville gerne have været med, men det måtte den ikke, for så kunne Knudsens jo straks gætte, hvem det var, mente Aage, skønt Far sagde, at de jo kunne låne Sofies Maske og give den på. Det fandt Aage var en helt god Idé, men Basta ville på ingen Måde gå med Maske på, så måtte den alligevel blive, hvor den var.

Der var et helt Kvarters Gang derover, og de var vant til daglig at gå den Tur.

Det var høj klar Forårsluft, og Solen varmede dejligt. De sang deres Klapopvise i vilden Sky, og det bragte „Lady”, Knudsens Buldog, til nysgerrig at slentre ned ad Vejen for at se, hvad der var på Færde.

Men pludselig rejste den sig stift op på alle fire og rejste Børster ned ad hele Ryggen, og da Drengene ikke anede, hvad der var i Vejen og kom nærmere, for den gøende og rasende efter dem.

De opløftede et vildt Skrig og satte af Sted ned ad en Sidevej med høje Hække. Men Lady havde nu engang fået Mistro til de grimme brune Masker, den drejede også ned ad Sidevejen og forfulgte dem under hidsig Gøen.

Peder og Aage var nu helt sanseløse af Skræk og fløj af Sted som et Par jagede Harer.

Vejen førte ind gennem den Skov, hvorefter Skovgaard og Bøgely havde Navn, og som forbandt begge Gårdene.

Først langt inde i Skoven opgav Lady Forfølgelsen, men den blev længe stående og holdt Øje med dem.

„Hvad skal vi nu gøre,” sagde Peder endnu med Gråden i Halsen.

Men så snart Aage så, at Lady havde vendt Ryggen til dem, var han straks Karl igen og sagde frejdigt:

„Vi går den her Vej, så kommer vi ud på Landevejen, og så kan vi sagtens finde hjem. Så kan vi bede Mor om at følge os over til Knudsens. For Lady var jo bare bange for Maskerne.”

„Lady var da ikke bange,” mente Peder.

„Jo, den var naturligvis bange for, at vi var Røvere, som ville plyndre på Bøgely.”

„Nå ja,” indrømmede Peder, og så traskede de videre.

Men Vejen var lang, den førte ikke ud til Landevejen, men derimod til en lille Landsby, som lå lidt afsides bag Skoven, hvor Peder og Aage ikke var kendt.

De så sig forvirret omkring, men så lige med eet fik Aage en af sine lyse Idéer.

„Ved du hvad, Peder, skal vi ikke gå rundt i Gårdene her og klappe op.”

„Men de kender os jo ikke,” indvendte Peder.

„Nej, men det er netop godt - måske de giver noget, ligesom vi gør hjemme til de fattige Børn.”

„Jamen, vi er da ikke fattige,” kom det betænkeligt fra Peder.

„Skidt med det - kom nu bare.”

Og så tog de hinanden ved Hånden og gik ind i den nærmeste Gård og blev stående på Gangen, ligesom de havde set Børnene gøre hjemme på Skovgaard.

„Men det er jo Ejlersens Tvillinger,” udbrød Konen forbavset, da hun åbnede Døren; hun var ikke et Øjeblik i Tvivl, da hun så de fint klædte og lige store Drenge. Og nu måtte de med ind og have Kaffe og Boller; det var rigtignok meget morsomt.

Det måtte prøves igen.

Det næste Sted var en Husmands, og der var en Skolekammerat; det var en af de Familier, som havde været til Fødselsdag på Skovgaard, så der blev gjort Stads af dem, og de fik endda hver en 25 Øre i Lommen.

„Kan du se, det er sjov,” sagde Aage, da de var kommet ud derfra.

„Ja, lad os bare blive ved,” ivrede Peder.

Og det gjorde de.

Det hele tog god Tid. For et Sted i en mindre Gård kom de lige ved Middagstid, og så måtte de spise til Middag der.

Der var to Skolekammerater, men det var Piger. For Resten blev Aage ikke så lidt betænkelig ved, da han kom til Bords, at se, at det var Kålsuppe og Flæsk, Middagen bestod af; for det var en af de værste Retter, han kendte.

Da Konen havde sat en mægtig Portion hen foran ham, sad han et Øjeblik ganske stum. Men så sagde han besluttet:

„Jeg vil hellere hjem og spise.”

„Vil du,” sagde Konen leende, „holder du ikke af Kål?”

„Næ.”

„Vil du hellere have Sødsuppe?” spurgte hun venligt.

„Ja Tak.”

„Det vil jeg også,” sagde Peder hurtigt.

Og Sødsuppen smagte dejligt, der var både syltede Jordbær og Stikkelsbær i, for Fru Musses Drenge skulle rigtignok have det bedste, Huset formåede.

Og bagefter bandt de to Piger en Bolle i en Strik, som blev gjort fast i Loftet, og mens Bollen svingede frem og tilbage, skulle man fange den med Munden og bide af den.

Det var forfærdelig morsomt, og Peder og Aage hoppede og bed og hoppede og glemte alt andet i Verden.

Da de gik derfra, var det allerede hen på Eftermiddagen.

Der var jo nogle Huse endnu, de tog dem med allesammen. Tilsidst var Maverne helt stoppet af de mange Boller, og så havde de omtrent hver en Krone i Lommen.

Men nu gjaldt det om at finde Vejen hjem.

De stod og snakkede om hvilken Retning, der mon var den rigtige. Da hørtes Rummel af et jagende Køretøj. Og pludselig så Drengene Fars brune Køreheste, og i Vognen sad Far og Mor.

„Må vi komme med,” råbte Drengene og styrtede hen mod Vognen, som med det samme blev standset.

„Om I må komme med,” sagde Far i en vred Tone, „nu har vi kørt rundt og søgt efter jer i et Par Timer.”

„Men Drenge dog, hvor har I da været henne?” spurgte Mor med alvorlig Mine, mens hun hjalp dem op i Vognen, hendes Øjne vat ganske røde.

„Vi har klappet op hos en hel Masse Folk, og vi har fået Kål, som vi blev fri for, og Sødsuppe, som var dejlig, og mange Boller - og en hel Masse Penge - du kan tro, det var skæg, Mor.”

„Var det skæg,” sagde Mor, og nu kunne hun ikke lade være med at le.

„Men hvorfor gik I ikke over til Knudsens?” spurgte Far endnu ikke formildet.

„Det gjorde vi også først,” sagde Peder, „men så kom Lady, og den troede, vi var Røvere og ville plyndre Bøgely - og så jog den os langt ind i Skoven - og vi skreg sådan - for den ville bide os rigtig.”

„Ja, og så kom vi hen til en hel Masse Gårde, som var så rare mod os,” tog Aage fat, „du skulle bare have været med, Mor, for vi hoppede og bed af en Strik med en Bolle i.”

„Nå - men I kunne da nok tænke, I skulle komme hjem til Middag,” sagde Far lidt venligere, „Mor har gået og grædt og været så bange for, at I var druknet i Dammen, og vi har været helt ovre på Stationen og søge efter jer.”

„På Stationen,” gentog Aage, så vendte han sig til Peder og sagde ærgerlig:

„Det var skammeligt, vi ikke gik derover, sikken Masse Penge, det kunne have givet.”

Mor lo, men Far sagde hovedrystende:

„Det er da lige meget, hvad man siger til dem, det er som at slå Vand på et Par Gæs.”

Da Jomfru Madsen havde fået hele Beretningen, sagde hun leende:

„De to Drenge har det ligesom deres Mor, for de har altid Retten på deres Side alligevel.”

Men Sofie var ikke tilfreds, for hun havde ikke fået Far klappet op anden Gang, for i Stedet for at sove, var han og Mor kørt ud.

„Så kan hun komme til at hoppe efter en Bolle, det er meget sjovere,” foreslog Aage.

Og så hoppede og bed de efter Boller lige til Sofie måtte til Sengs.