Ludvigsbakke

---

Herman Bang (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her




   Nå, Holm, få nu Fingrene dyppet.
   De fire Patienter på "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og gav Holm et muntert Tjat over begge Håndled, så hans runkne Hænder fløj ned i Vandfadet.
   -Sådan, sagde hun: ned med Poterne.
   Josefine tjattede til ham igen og blev stående frisk og højbarmet, med Hænderne på sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op om sin stærke Hals:
   -Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.
   Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.
   -Godmorgen, Frøken.
   Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle på den solbelyste Seng, og hun drejede rundt på Hælen--Josefine førte lidt ureglementerede høje Hæle ind på Afdelingen.
   -Godmorgen, Josefine.
   -Se så, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt, Sørensen.
   Den Gamle smilede og nikkede.
   Nøglerne klang så raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen--for et dejligt Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmosset stak Hovedet ind ad Døren fra Kvinderne.
   -Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.
   -Er Petersen oppe? råbte hun og dundrede på Petersens Dør.
   -Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den låsede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris på at have Fremmede ind om Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveårige Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.
   -Tal Dansk, din tyske Kvind', råbte Frøken Kjær og dundrede igen.
   Nøglerne klang påny, og borte var hun.
   Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten.
   Hun gik og nynnede og småsnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, åbnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu.
   -Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.
   Ida åbnede Skodderne, så Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige på sit Tæppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.
   Ida blev ved at tale, muntert:
   -Nu skal jeg Tur, sagde hun.
   Den Syge nikkede kun:
   -Ja, sagde han, Solen frister.
   Ida lo:
   -Ja, efter Vagten. Godmorgen.
   Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med Vagten.
   -Så går jeg da, sagde Ida og åbnede Døren til Gangen, hvor Morgenluften stærk og ny slog ind ad det åbnede Vindu.
   Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som Lyden af et Sæt glade Småklokker, mens hun løb.
   Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: så friskt det var, og alle Havernes Buske skinnede.
   Hun blev stående ved Vinduet og på én Gang smilte hun. Hun tænkte på Karl v. Eichbaum. der havde sagt igårmorges, da de mødtes:
   -Ja, nu tror jeg virkelig, vi får Forår.
   Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu op på Klem, når Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og sagde:
   -Nu lugter jeg Foråret, Børnlille.
   Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid så tit på alle de gamle Dage og på det År, det dejlige År, før Mo'r blev syg; og alle de andre År, det var næsten som de slet ikke var--men kun den Tid, den lyse Tid....
   Det kom vel også af, at hun havde truffet dem igen, næsten dem alle, dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op, og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.
   Ida sa&åcute; op på sit Uhr og måtte skynde sig: så sent det var blevet. Hun klædte sig på og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, låste og lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den store Gård, sad Dr. Qvam på en af Stentrapperne og solede sine hvide Benklæder.
   -Ej, hvorhen så hastig?
   -Jeg skal Tur.
   Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.
   -Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kåbe.
   Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun går pænt på Benene, tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud i Lyset.
   Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de åbnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun så alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, så lysende klart sådan om Morgenen--ligesom Øjnene blev ny....
   Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen på sin Trappe og nikkede.
   -Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende og slog med Hånden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.
   Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede så frisk, nu så tidlig om Morgenen, når Gartneren lige havde bragt dem.
   -Nå ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt Vejr.
   -Ja, sagde Ida, der sa&åcute; ud over den blanke Sø, hvor de hvide Både lå ved Broerne så stille, som var de ikke vågnede endnu:
   -Iår er der godt for Blomster, Fru Hansen.
   -Ja, om det så er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, når de overhovedet hører noget--: om det så er Roser, så får vi dem fra Friland.
   -Godmorgen.
   Ida bøjede over på Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid på den samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Så kendte man alting, hver Krog, hver Båd og Vinduerne og næsten også de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens.
   Nu nikkede han også, den gamle tandløse Opvarter på "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v. Eichbaum var løben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de første Gæster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget på Landet, sagde Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt.
   De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.
   Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme på Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for der gad Schrøder ikke løbe op og purre ham ud. Og så lå han til over Middag og dampede på Forvalterens Piber.
   Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme råbte til hende. Det var Karl von Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.
   -Morgen, råbte han.
   Ida vendte sig rask:
   -Godmorgen, sagde hun.
   -Jeg ta'er min Kaffe her.
   -Igen, sagde Ida, der var standset på Spadserevejen.
   Eichbaum kom slentrende ud på Kørevejen med begge Hænder i Lommen.
   -Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og så på Vandet.
   -Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han så og havde stadig Hænderne i Lommen.
   -Ja, det skulde man.
   De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig på Kørevejen.
   -Men forresten har de jo ingen Skove på Sjælland, sagde han.
   -Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.
   -Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke på Jylland.
   De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.
   Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.
   -Hvorfor?
   Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:
   -Fordi De står så kønt på Deres Ben. Godmorgen.
   Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt på Kørevejen blev han stående lidt igen.
   Ida gik videre. Hun gik og tænkte på Skovene. Hun havde også altid syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.
   Lidt henne på Vejen kom Frøken Kås og Frøken Boserup imod hende. De gik også Tur, men var allerede på Hjemfarten.
   -De er sent ude, råbte Frøken Kås.
   -Ja, svarte Ida. De blev stående lidt og snakkede, Ida talte med sådan en lys Stemme:
   -Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup på Skulderen og løb et lille Stykke.
   Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.
   -Hvor gammel er De, Brandt? råbte hun efter hende.
   Men Ida blev stående og sagde tilbage, mens hun lo:
   -Jeg havde sådan en Lyst til at gå i Vandet.
   Frøken Kås og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kås sagde:
   -Den Hat klæder Brandt pænt.
   Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:
   -Det er jo ingen Sag, når man har Penge.
   De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:
   -Ja, det kan jo være meget godt--men egentlig ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant.
   Ida var nået ud på Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde sådan en Lyst til at købe noget--købe alting.
   Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frøken Helgesen havde altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten geometrisk Mønster.
   -Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.
   -Ja, sagde Ida, det må komme af, at det er sådant et dejligt Vejr.
   Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.
   -Men er den da ikke køn, sagde hun så og smilte.
   Hun gik op ad Trappen og ind på første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste på Blomsterne. De fire var på Kælderarbejde, og inde på "Salen" lå de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.
   -Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.
   -Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.
   Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt på A, der kom og gik, kom og gik, på sin evige Vandring.
   -Nå, Godnat, sagde Ida.
   -Godnat.
   Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude. Men hun kunde ikke sove. Hun var så lys og så let i sit Hoved.
   Hun lå og tænkte på, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys drap Kjole, havde hun tænkt sig....
   Til Frøken Helgesens Fødselsdag var de altid allesammen så fine, om Aftenen. Så kunde hun tage den på for første Gang ...
   Hun rystede på Hovedet. Hun kom til at tænke på Karl von Eichbaum, hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden Morgen da det blæste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e Vintertøj.
   -Hm, han havde vel ingen Penge.
   -Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.
   Ida hørte dem gå på Trapperne og Døren dernede åbnes og lukkes. Det var dem, som kom fra Kælderarbejde; så var Klokken tolv ...
   -Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e....
   Ida sov ind.

   ---

   Det var samme Dag, på Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.
   Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem på Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel--som hos hendes Søster Generalinden. Det var sådan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.
   -Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra Landstedet. Generalinden blev altid på Landstedet til langt ind i November. Efterårsluften gjorde hende godt, for både hun og Søsteren led af Tørhed i Huden.
   -Og, sagde hun til sin Søster, så er man desuden selv med, Du, at få alle Havesager i Hus.
   På Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.
   -Gud, Emilie--det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et velsignet Vejr, Du ... Godmorgen.
   -Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i Ro.
   -Julius, De kan sætte Maskinen ind....
   Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og sa&åcute; til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og sådanne om Morgenen....
   -Og Druerne, Du, bli'er så store som så. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev. Så havde hun virkelig tænkt at prøve Admiralinde Schleppegrells Opskrift:
   -Med Melis, Du véd.
   Og så kunde hun overlade hende Halvdelen.
   -Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en lille Dessert.
   Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget åbne og soignerede "A'er", der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:
   -Men, Emilie--der kom en højere Tone på Emilie, og Generalinden lod Hænderne falde ned i sit Skød-: hvad mener Du om Aline?
   -Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev stående et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg tåler jo endnu knap såmeget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.
   Generalinden gentog "utroligt" og sagde:
   -Og vi, som alle har kendt hende i Familien.
   -Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.
   De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landindspektør, der selv havde voksne Sønner.
   -Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.
   Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt:
   -Men, Charlotte, det må jo være en momentan Forstyrrelse.
   -Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der åbnede Døren-der er ikke no'et....
   Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist forklarende eller grundende:
   -Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, Du ... de skulde tale og tale.
   -Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskød Generalinden.
   -Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du--og så taler de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som ung.
   Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen.
   -Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det.
   Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede påny.
   -Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: så var der vel nok ... Det véd man vel i enhver Familie.
   -Jo, sagde Generalinden.
   -Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og så ud for sig.
   De sad lidt. Så sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der lød næsten bevæget:
   -Men vi holder naturligvis ved hende ... Og si'er det samme.
   -Gud, Mille--når de var ene, brugte Søstrene undertiden Navneforkortelser--det er da rimeligt. Jeg sagde igår til Anna Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben....
   De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:
   -Karl spiser ikke Frokost hjemme?
   De havde endnu ikke nævnet hans Navn.
   -Å nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser på Kontoret. Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet.
   Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens "Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:
   -Han går sine Ture om Morgenen, langs Søerne
   -Jeg hører ham ikke en Gang.
   Hvorpå Generalinden sagde:
   -Ja, Morgnerne iår, de er velsignede.
   Det bankede spædt på Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse på Generalinden. Ane var en lille halvhundredårig rund Ting med glatkæmmet Hår og strålende indsatte Tænder.
   Hun vilde da så gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og på Landstedet.
   -Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:
   -Det har været lidt slemt med Skorstenen.
   Ane nikkede:
   -Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstår at stege.
   Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.
   -Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde fået de samme brede A'er som Herskabet.
   Generalinden afbrød lidt kort:
   -Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?
   -Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det snart....
   -Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.
   -Ja, Godmorgen, Ane.
   Søstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de måtte vel tænke på en Brudegave.
   Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte År, da en ung, skægløs Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da Historien på Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, når Fru von Eichbaum spiste hos Generalinden, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for "Moster".
   -Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskål og Flødekande til Brudegave.
   -Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som Du véd, af den Slags Folk--og sad der--meget pænt på en Stol. De får jo altid no'en Opdragelse på Holmen....
   "Han" var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var Maskinist i Flåden.
   Generalinden, som sad og sa&åcute; på Søsterens Arbejde, der var et Sengeomhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i meget, renligt Silkepapir, sagde og tænkte på Julies ulovlige Oprindelse:
   -Ja, jeg finder det uhyre hæderligt af ham.
   Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tænkes at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:
   -Han er jo fra Ringkjøbing.
   Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der pludselig sagde:
   -Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de vil være her i Vinter.
   -Alle? spurgte Fru von Eichbaum.
   -Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tænkt at leje en Lejlighed--kære, de har jo Råd til det ...
   Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Århus, en af Kredsen, hvis Mand havde tjent en stor Formue på Eksport af Smør til England.
   -Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.
   Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre År, spurgte:
   -Hvordanne er hun vokset?
   -Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, sådan som de jo let bli'er i Provinsen, hvor de er de første ...
   -Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som Vilhelmine.
   -En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte på Kate Mouriers Eksteriør.
   Fru von Eichbaum tænkte på, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier, hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.
   -De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved: Mourier vil gerne se på Gård til at ha'e om Sommeren ... Det er jo rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.
   Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idéassociation sagde hun:
   -Véd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat på Hospitalet.
   -Ja så, sagde Generalinden: er hun kommen der?
   Og hun tilføjede ret ligegyldig:
   -Behøver hun det, Du?
   -Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt: Faderen var en fortræffelig Mand.
   Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i Entréen havde fået Tøjet på, sagde hun:
   -Det er sandt, Emilie, Du kunde låne mig Petris Prædikener. Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender.
   Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:
   -Tak Du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre.
   Fru von Eichbaum nikkede:
   -Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.
   Da hun åbnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:
   -Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.
   -Ja, det var en Regning til Fruen.
   Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i Mundvigene og Generalinden hastigt sa&åcute; hen på Søsteren i Spejlet.
   -Å, sagde Fru von Eichbaum, der havde åbnet Regningen. Det er fra Cohn. Jeg har ladet min grå Silke rense. Med noget Sort op ad Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu....
   -Farvel, Charlotte.
   -Farvel Emilie. Ja, vi ses på Søndag. Jeg låner jo Julius.
   Julius gik på Omgang ved Middagene i Slægten.
   -Farvel.
   Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.
   Fru von Eichbaums Penge lå i Skrivebordsskuffen i forskellige Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran Skrivebordet og regnede.
   Efter at hun for tre År siden havde købt Livrenten for Resterne af de Penge, som Karl havde levnet, måtte Fru von Eichbaum tage alting meget nøje ud.
   Men så stod da også Hjemmet.
   Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:
   -Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn--at Charlotte sa&åcute;, det var den.
   -Men Karl faldt nu virkelig til Ro--måtte man håbe, ude på sit Kontor.
   Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhæng. Hun havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, når hun sådan sad, arbejdende og alene.
   Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive på en Bakke og lagde dem ned.
   Klokken halvfem kom Julius ind for tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum spurgte:
   -Har De lagt i hos Herren?
   -Ja.
   -Tak.
   Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i sin Søns Værelse. Der var kun Indgang fra Trappen. Da Karl for fire År siden kom hjem fra Sveits, havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til Kabinettet mure til.
   Når der var nogen, røg Herrerne jo derinde.
   -Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens Murmester: murer man til, er man fri for den Røg på sine gode Møbler.
   Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen....
   Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til "Goddag".
   -Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være så dejligt derude. Jeg skal hilse.
   Hendes Stemme lød neppe så bred, når hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.
   -Tak, sagde Karl og satte sig på en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen: og lidt efter spurgte han:
   -Når flytter de ind?
   Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius åbnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.
   -Skal jeg skænke for Mo'r? sagde Karl og bøjede sig frem.
   -Tak, Du, så det bli'er rødt....
   Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak Vand.
   Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige Morgener.
   -Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Øjeblik med Vinglasset i sin Hånd:
   -Det er skam kønt om Morgenen.
   Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers--det var det, at de eller hun måtte altid finde et Emne.
   -De kommer ind iår, fortalte Søster Charlotte--Du véd jo, de Mouriers fra Århus.
   -Å, sagde Karl, han Smørhandleren....
   -Kære Karl--Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin Suppe--Handel er da nutildags umådelig respektabelt.
   -Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge....
   Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente Penge.
   -Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem....
   Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser på Gårde.
   Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget, og mens Julius bød ham af anden Ret:
   -De kunde jo købe "Ludvigsbakke".
   Konferensrådens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde få solgt til en rimelig Pris i de nedadgående Tider.
   -Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.
   -De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo stående i Ejendommen.
   Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om "Bakken".
   -De får ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte på den brede Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne, hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to Ridehopper gik løse i deres store Båse.
   -Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel vedligeholdt, både Bygninger og det Hele.
   -Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.
   Karl tænkte på den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe, og med ét lo han:
   -Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har fået Constance gift.
   -Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre....
   Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule Rødme på Kinderne. Hun var altid så glad, når de sad lidt længe til Bords.
   -Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.
   -Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Hånd et lille Øjeblik i sin.
   Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen sagde han:
   -Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?
   Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:
   -Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.
   -Du ryger da? sagde hun.
   Og mens de satte sig, hver på sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun:
   -Men med Schrøder skal det være slet ... Hun har vist Vattersot.
   Karl sad og røg, mens han sagde:
   -Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.
   -Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en Lejlighed. Hun er jo rigtig net.
   Karl betragtede Røgen:
   -Hun er sød, sagde han.
   Og lidt efter:
   -Hun er rigtig sød.
   Julius bragte Kaffen, og Karl sad og sa&åcute; efter ham, til han igen var ude.
   -Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gå i ordentlige Støvler?
   Den Brunelsfodbeklædning på Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.
   -Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.
   Tingen var, at Julius led af dårlige Fødder, der i de sidste År hindrede ham i at ta'e større Plads.
   -Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig det flinke Menneske.
   Karls Cigaret gik ud, og han sad og sa&åcute;, halvsmilende, over på sit eget Ansigt i Etagère-Spejlet:
   -Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den stået der, med de samme Meissener-Fade, på den samme Plads.
   Og han sagde, smilende:
   -Mo'rs Ting holder godt.
   -Når man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.
   Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Hånd og trykkede den ganske lidt.
   Så stod han op.
   -Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.
   Da han var gået, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, når Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slåen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var så rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, når hun blev glad. Men det var også det eneste Tegn til, at hun blev ældre.
   Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe på, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng. Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.
   -For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig....
   -Kære Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske uden sin Nattesøvn?
   Sengen blev købt.
   ... Karl satte sig i Hvilestolen med udslået Fodstykke og tog en af de franske Bøger. Der sa&åcute; ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om Morgenen, før der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne, nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler på Væggene og de gule Bøger på Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje Stabler.
   Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke på "Godset".
   -Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe "Bakken", fordi de tyve År havde flået Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smør....
   Karl rynkede Næsen som altid, når han følte enten Mishag eller Forbavselse.
   -Det er utroligt, sagde han.
   Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum så besynderligt, at en stor Del af Livets Fænomener og Resultater naturligt måtte forekomme ham "utrolige".
   -Men Gudbevares, sagde han.
   Han blev ved at tænke på "Bakken":
   -Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de Eksaminer, så kunde han dog måske være blevet "Forpagter" ... hos Smørhandleren.
   Karl skød Læben frem:
   -Hm, den sidste Sommer, de var på "Bakken", var det År, da Idas Moder døde.
   Det bankede på Døren, og Julius kom ind med en Flaske på en Bakke.
   -Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.
   Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet.
   Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.
   -Det er s'gu noget Svineri at hale rundt på alle de Beværtninger, sagde Karl.
   Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde han den gule Bog ned på sit Knæ og smilte. Han tænkte på, det vilde i Grunden være grinagtigt at gå med Ida Brandt sådan et Sted, for hun havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.
   ... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligeså gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt så meget på hende og Tiden oppe på Unsgaard.
   "Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke på at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger på et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg håber, Du finder noget her i Nærheden. Jeg tænker på Lindholms, som skal til Nizza med den syge Mary--de rejser jo altid med de Tæringsyge, når det er for sent. Du kunde måske leje der, når vi luftede godt ud og ellers rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige ved Grønningen og "Linjen". I må jo også tænke på Helbreden. Jeg glæder mig rigtig til Vinteren, også til Kate; det er så friskt at få lidt Ungdom i Kredsen--"
   Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene. Hun tænkte på Karl:
   Der sa&åcute; man, når man kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget, der holdt fast som et Kontor, så kom Roen. Men Skylden havde vel altid været hendes--hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.
   -Ham--med sit bøjelige Sind.
   Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det var længe siden, hun havde glædet sig sådan til sin Kop The.
   .....
   Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum kunde drikke Kaffen på Verandaen. Generalinden sagde: Du må kun ta'e et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.
   Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og sa&åcute; ud over Sundet.
   -Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum var gået ned på Bellevue at spille Billard.
   Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.
   -Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker på, om de ikke kunde leje af Lindholms.
   -Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det--i det tæringsyge Hus?
   -Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, når man skulde være så ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r Dig, hvor kunde man ikke bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklæ'er, og når vi så på Forhånd sørger for, at der luftes....
   -Ja, sagde Generalinden.
   -Og det var hyggeligt nær ved os, så vi kunde gå ud og ind.
   Fru von Eichbaum sa&åcute; lidt ud på Vandet.
   -Og dejligt for Kate med Grønningen--hun, som ri'er.
   Generalinden nikkede:
   -Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at ride).
   Og lidt efter sagde hun, seende ud på Vandet:
   -Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.
   Søstrene talte om andre Ting.
   .....
   Den Søndag blev den sidste varme Dag i Året.
   Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig på sin sidste Morgentur--for idag var hendes Nattevagt omme--op mod Vinden langs Søerne.
   Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var stået af Sporvognen.
   Han kom drivende ovre på Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.
   -Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:
   -Vi fik ikke Forår den Gang.
   -Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.
   -Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine Lommer: Så vil vi ud at more os.
   Ida lo:
   -Hvordan? sagde hun.
   -Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.
   -Det var da værre, sagde Ida hastigt.
   Og lagde til, mens hun blev gloende rød:
   -Med en Fremmed.
   -Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom så god:
   -Så ta'er vi ene.
   De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.
   Så sagde Karl, der allerede stod på den store Trappe op til Kontoret, stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som før:
   -Hvor gammel er De, Frøken Ida?
   -Det véd De jo.
   Men Karl sagde:
   -Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten År.
   Ida lo kun--det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter--og de skiltes.
   Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida lå med halvt lukkede Øjne.
   Men på én Gang tænkte hun på, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke på også idag....
   ... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over på Kontoret, mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke. Han havde været til Frokost. Når Karl von Eichbaum rådede over Mønt, overlod han "Anes Husflid" til en Portør og nød sin Frokost hos "Svendsen".
   De talte lidt og Ida stod og sa&åcute; på ham.
   -Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.
   -Forfærdelig, sagde hun, på en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet så glad ved at se det flunkende Stykke.
   Men Karl sagde:
   -De skulde "spytte" på den, Frøken Ida.
   -Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.
   De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.
   -Goddag, Mo'r, sagde Karl og trådte et Par Skridt bort fra Ida:
   -Det er Frøken Brandt, sagde han så.
   Fru von Eichbaum rakte Hånden frem.
   -Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget en Virksomhed herinde.
   -Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:
   -Jeg skal bringe en Meldeseddel....
   -Men, sagde Fru von Eichbaum, De må besøge mig en Dag--nu (og hun smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn. Han kan altid sige mig en Dag, hvor De er fri.
   Moder og Søn blev stående nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius: Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og sådanne op på et Kontor, hvor de andre, Du, måske sidder i mindre Stillinger.
   Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portåbningen, sagde hun:
   -Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... så kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.
   Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:
   -Har De så tænkt på'et, Frøken Ida, sagde Karl.
   -På hvad?
   -På at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet--og han slog på Frakken--må s'gu indvies.

   ---

   Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede så varsomt på Tåspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu--netop nu, hun skulde gå.
   Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var Døren, som blev åbnet og lukket til den urolige Gang.
   -Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.
   -Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham.
   Hun gik ud gennem Gården og Porten, hvor hun nikkede til alle, to Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og Josefine, som kom på Trappen.
   -Nå, Frøken, sagde Josefine, der målte hendes nye Kåbe: nu skal De ud på Livet. Og hun nikkede, som de andre.
   -Ja, sagde Ida smilende.
   Hun gik ud på Gaden. Ved Lygten sa&åcute; hun ham: der stod han allerede, ved Hjørnet af Botanisk Have.
   -Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakåndet.
   -Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.
   Og de gav hinanden Hånden.
   De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.
   -Hva' sagde De så, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han holdt af at bruge den, når han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde hen?
   -Å, jeg sagde no'et....
   -Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lærer man, Gud straffe mig, fra Barnsben.
   Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:
   -Å, ja.
   Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde strålende:
   -Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.
   Hun tænkte på dem, der havde nikket i Porten.
   Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:
   -Ja, nu må vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.
   De lo begge to.
   De havde nået Porten til Ørsteds Park.
   -Vi kan gå gennem Anlægget, sagde Ida: når der er Tid.
   -Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.
   De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu.
   -Hvor her er smukt, sagde Ida.
   Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.
   -Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op på en af de stille Statuer.
   De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem lå Skrænterne og det mørkt blanke Vand.
   Ida talte sagtere:
   -Her er det dejligste Sted, sagde hun.
   Karl skad Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en strålende Krans.
   -Er der sådan i de store Byer, sagde Ida sagte.
   Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.
   -Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe løstes op.
   -Ikke kønnere?
   -Nej, sagde han.
   En Svane skød lydløst frem fra det mørke Vand.
   -Det har jeg også altid tænkt, sagde Ida.
   De stod endnu et Øjeblik.
   -Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte sig for at gå.
   -Nå, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen.
   Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.
   -Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne.
   -Ja, men så kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig.
   Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et Menneske i det hele Parket.
   -Så, sagde Karl, kom vi så tidsnok?
   Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hørte Stolesædernes lystige Smæk og Kontrollerens Nøgler i Logernes Døre og fra Gangen al den glade Skubben og Summen.
   Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske lidt:
   -Å, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.
   -Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.
   Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.
   Ida sad og småsnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede. Men pludselig rejste hun sig halvt og sa&åcute; ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved:
   -Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.
   -Hvem?
   -Vi, sagde hun.
   Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor.
   Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol. Men på én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød:
   -Å, hvis nu Fru von Eichbaum var her.
   -Det er hun ikke, sagde Karl: hun går aldrig i Sekundtheatrene uden på Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.
   De sa&åcute; igen på Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm:
   -Se, det er Fru Lind. Hun har været på Afdelingen.
   Det var den eneste, hun kendte.
   Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle Hoveder i Bevægelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.
   Ida blev ved at smile:
   -Det er ligesom man skulde på Bal, sagde hun ganske sagte.
   Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var en Knebelsbart noget, der smagte godt.
   Orkestret havde spillet en lille Tid.
   -Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl sa&åcute; fra Siden ned på hendes Pande. Den var så lille og så smal. Man kunde få Lyst til at spænde over den med Fingrene, sådan, fra Tinding til Tinding.
   Ida følte hans Blik og åbnede Øjnene helt.
   -Her er så dejligt, sagde hun. Ikke?
   Tæppet gik op.
   ... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:
   -Vi må sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene strålede.
   -Der er bestilt Plads, sagde Karl.
   Det var i et af de små Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig nåede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt Tøjet på: hun sa&åcute; på Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.
   -Å, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i Theatret.
   Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.
   -Så, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker på sin Næse:
   -Nu skal vi spise på Fransk.
   -Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde "ja" til.
   Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog så besynderlig varsomt på alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.
   Så sagde hun og spilede begge sine Hænder ud på Sofaen, mens hun lo ganske sagte:
   -At jeg sidder her.
   Karl smilte glad til hende og sa&åcute; så ud på Folk i Salen, der knap fik Plads ved Bordene:
   -Ja, vi sidder s'gu bedst.
   Ida blev siddende som før:
   -Hm, sagde hun så med den samme Stemme: det er li'som vi var på Skovtur.
   Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:
   -Nå, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet på Skovture.
   Men Ida blev ved at tænke på Skovturene: Turene derovre, når de var kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.
   -Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.
   Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun måtte virkelig spise og lagde en Kramsfugl over på hendes Tallerken.
   -Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte på Skovturene, sagde han med Albuerne på Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig nydelig):
   -Det var De vel mange Gange--på Skovtur?
   Ida sad lidt og sa&åcute; ud for sig:
   -Nej, ikke så mange Gange, sagde hun sagtere.
   Karl blev ved at se på hende:
   -Så drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas.
   Ida lo og tog sit:
   -Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.
   Karl rynkede Næsen:
   -Vist så, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft no'et.
   Og de drak.
   Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne på Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes Saltkar.
   -Hvor de var dejlige på "Ludvigsbakke", sagde Ida.
   -Ja.
   Han gnavede stadig sin Selleri, mens han sa&åcute; på hende og sagde:
   -Ida, De skulde altid være i gult.
   -Hvorfor?
   -Jo, sagde han sløvt.
   Karl blev ved at gnave på sin Selleri-stængel, og pludselig tænkte han på Mouriers. Han fortalte om dem og at de måske vilde købe "Bakken". Det er en Smørgrosserer fra Århus, sagde han. Han trak "Å"et i den jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde så tilfredsstillet:
   -Men så kan man da få Recks ud....
   -Hvorfor?
   -Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.
   -Ja, sagde Ida uvilkårligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev så glad og at hendes Ansigt strålede.
   -Og så kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skål, Ida.
   -Skål, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.
   Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad:
   -Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?
   De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens--det gjorde hun altid, når hun var glad--men pludselig sagde hun:
   -Uh ha, hvor han talte højt....
   -Hvem?
   -Han, Elskeren, sagde hun.
   Karl lo:
   -Ja, man må jo høre ham.
   Ida sad og sa&åcute; ud for sig:
   -Men alligevel, sagde hun sagtere.
   Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber.
   Karl sad og smilte og sa&åcute; på en Flaskehals.
   -Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.
   Ida sa&åcute; op og rystede på Hovedet, halvt trist.
   -Nej, sagde hun så i en Tone, som var det noget, der var gået hende forbi.
   -Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv, hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte på, hvis det ikke var på det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer--:
   -Men, sagde hun og så ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit været bedrøvet.
   Karl havde fået sådan et godt Glimt i Øjnene:
   -Det er s'gu utroligt, sagde han kun.
   Og de sad lidt tavse.
   Ida sa&åcute; ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede:
   -Men de er alle gåede, sagde hun forskrækket.
   -Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e Kaffe.
   De fik den og Likør også, som Karl skænkede. Han blev ved at have sådant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utålmodige, slukkede de sidste Gasblus, så Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene.
   Ida sa&åcute; ud mod det skridende Mørke:
   -Nu er det forbi, sagde hun.
   -Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.
   -Ja, sagde Ida hastigt og glad.
   -Det må være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet på: På Deres Værelse....
   -Nej dog, sagde Ida, og hun lo.
   -Hvorfor?
   -For det er forbudt.
   Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:
   -Å pyt.
   De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem, da Ida sagde, glædestrålende:
   -Nu, må jeg; og stak ham en Krone i Hånden.
   Karl lo, som han var betalt for det:
   -Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....
   Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:
   -Man byder vel Damen Armen, sagde han.
   -Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen: nu er det jo Nat.
   ... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog lå der. Men han læste ikke.
   Han lå bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker på sin Næse.
   -Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne....
   Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.
   ... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun kom op på Gangen på første Sal, stod Frøken Roed foran det åbnede Skab.
   -Gudbevar'es, er det Dem, så silde, sagde hun: Hvor har De været på Skovtur?
   Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:
   -Godnat.
   Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og åbnede den på Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft "Udgang".
   -Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes Stemme, når hun vejrede Nyheder.
   Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, så højt, så det pludselig klang i Gangene, og hun løb.
   -Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.
   De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Åndedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.
   Frøken Petersen spiste videre, og inde på Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han lå kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
   Ida var oppe på sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af. Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smånynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.
   -Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--når han kunde liste sig herop....
   Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:
   -Men det måtte være en Tirsdag, når Frøken Roed havde Udgang ... en Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.
   Ida blev ved at tænke på det, mens hun smilte: Så skulde de bruge alle de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og dække rigtig Bord....
   Ida sov ind.
   ... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede på Maden (Bertelsen havde fået en uafladelig Bevægelse med Hånden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.
   -Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.
   Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.
   -Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde så Josefine.
   -Hvilket?
   Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.
   -Rykkerne render jo her på Trapperne, sagde Josefine, så alle snakker om 'et i Porten.
   -Her? På Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.
   -Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for Inspektøren, hvis det skal vare ved....
   Ida nikkede mekanisk.
   -Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger på, det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt på de seks Tallerkener.
   Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.
   -Og så nydelig han er skabt, sagde hun og så betænksomt ud for sig.
   Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og når han gik og hun havde fældet mange Tårer, så blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.
   -Ja, sagde hun: man véd nok om 'et--for Andersen har været slem (Andersen var den nuværende Konduktør) ... Men nu har vi klaret det....
   Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.
   Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede på de seks Tallerkener.
   -Nå, så løb vi videre, sagde Josefine.
   Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, når Josefine satte afsted.
   Ida satte Tallerkener på Bordet foran hver af de fire: Nu må De spise, Holm, sagde hun. Så Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at få Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side--mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:
   -Den Stakkel, den Stakkel.
   En Begribelse kom aldrig på én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den så blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.
   -Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu mistede sin Plads....
   -Hvad var der at gøre....
   Hun rettede an for Herren på "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.
   Ida gik ud igen og hun satte sig på Stolen nedenfor Vinduet:
   -Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
   Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstået. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte på Pengene mere, men kun på det, blot på det ... mens hun alligevel hver Gang løb det forbi:
   -Hvem der havde brugt hans Penge.
   Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde på "A" målte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".
   Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin Stol, indtil det skumrede.
   Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:
   -Godaften, Jomfru.
   Og pludselig sagde Ida:
   -Å, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde så gerne op....
   -Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.
   Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gården, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op på Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.
   Da han sa&åcute; hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:
   -Godaften.
   Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og på én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:
   -Å Gud, sikket Hundeliv, sagde han.
   Og Ida lo.
   Hun gik tilbage over Gården. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gå og smile. Hun tænkte kun:
   -Det er da så rimeligt, jeg hjælper ham.
   Og hun tænkte ikke mer på noget andet, kun, fordi hun havde set ham.
   Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:
   -Profossen er her, hviskede hun.
   Det gav et forskrækket Ryk i Ida.
   -Hvor? hviskede hun.
   -På "A".
   Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne. Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren til "A", der stod på Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire på Trappen og Nøglerne, der blev drejede om i Låsen.
   -Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig på Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog på at jamre.
   Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev stående på Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:
   -Ja, fortsæt så De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
   Hans Stemme var ligesom uden Farve og han åbnede næppe Læberne, når han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede så fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.
   -Vel, Hr. Professor.
   Han stod et Nu på Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt.
   -Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.
   Ida gik hen og bankede på Frøken Petersens Dør for at få hende vækket. Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.
   -Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.
   -Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gå ind i Salen.
   Qvam stod på Springet, men han blev alligevel stående et Øjeblik og sa&åcute; på Ida.
   -Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.
   Ida lo:
   -Ne-ej, hvorfor?
   -Jo, for jeg synes, De lyser sådan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den åbne Dør.
   -Frøken Petersen, Frøken Petersen! råbte Ida.
   Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder.
   -Nå, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Håndled og rystede dem som i et Håndtryk: De er jo renvasket.
   Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges våde og røde Håndled, tænkte hun og smilte:
   -Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.
   Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig på Skrig, som om Skrigene kaldte på hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.
   Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra Køkkenet:
   -Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har også Omslag i Vejret.
   Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor Vejrforandringer.
   Men efter The løb Ida over på Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von Eichbaum.

   ---

   Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.
   Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og sa&åcute; efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet på en Liste.
   -Vil De så bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.
   -Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gået fra hendes Ansigt.
   -Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.
   Så måtte Ida gå ... over på Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom så langsomt ind i alle Låse, og hun sa&åcute; ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt Pengene igår. Straks, hun kom ud fra Forstuen på Posthuset, hvor hun havde været så lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel også have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det....
   Og nu var han måske vred.
   Hun gik gennem Gården og ind i Porten og op ad Trappen. Hun så hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom så lyst i Huden. Men da han sa&åcute; hende, blev han blødende rød.
   -Det var en Meldeseddel, sagde hun.
   Han bøjede sig ned imod hende:
   -Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.
   -Tak.
   Ida tog Vejret og vilde gå, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt på at sige det):
   -Nu skal vi drikke Kaffe på Tirsdag.
   Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød Læberne frem:
   -Jeg vil hellere ha'e The.
   Ida lo:
   -Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande....
   Så løb hun:
   -Nej, nej, han var ikke vred.
   Å nej, han havde forstået hende....
   ... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde få sig selv til rigtig at tænke på de Penge eller på at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte også noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte på Konvolutten, hvor de lå.
   Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at få den vekslet.
   Kelner Jensen blev stående, halvtbukkende foran Konvolutten.
   -Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.
   Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med sådan småbitte danske Bogstaver--og så var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.
   Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Hånd.
   Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:
   -Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansa&åcute; for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej ... Det véd vi fra d'Angleterre....
   Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-Sals Kelner i Hotel d'Angleterre.
   -Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.
   Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.

   ---

   Ida lod som hun sov, mens hun sa&åcute;, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart åbnede Øjenlåg. Fødderne skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge stille.
   Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vågnede:
   -Skal De til Deres Søster, sagde hun.
   -Ja, Frøken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Søster, der var gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.
   Ida sa&åcute; dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme på fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med så mange små broderede Stykker--og på én Gang lo hun.
   -Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.
   -Å, det var noget jeg tænkte på.
   Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud på Gulvet.
   -Å, sagde hun, vent lidt: og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:
   -Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den åbne Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.
   -De er så dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden på Frøken Roed, før hun sprang op i sin Seng.
   -De tænker også altid på andre, sagde Frøken Roed.
   Ida bare lo:
   -Nej, jeg tænker på mig selv, sagde hun og lå og sa&åcute; op i Loftet.
   Hun hørte Frøken Roed gå ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede Nøglen to Gange om så sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende. Hun begyndte at klæde sig på så hurtig hun kunde, mens der var noget over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre en gal Streg: Å, der var nok at gøre ... der var meget at gøre....
   Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud af Midterrummet. Der var også de gamle Asietter og Armstagen, som hun satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.
   -Hm, sidst hun lagde Blomster på Bordet, var det for Olivia og Drengene ... Ja, det var i Maj--å, at det ikke var længere siden ... end den to og tyvende Maj.
   Hun tændte Lysene og sa&åcute; efter, om Vandet kogte ... der skulde da en Rose i hans Glas....
   Hun gik til og fra, og hun blev stående foran Bordet:
   Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.
   Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun sa&åcute; på Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun satte sig hen ved Bordet, på hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.
   Måske var han forhindret, måske kom han ikke. Det blev så sikkert for hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og så fra Ting til Ting, som vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:
   Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de slukkedes.
   Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.
   Hun havde ingen hørt på Trappen, da det bankede sagte på Døren, to Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik lukket op.
   -Å, det er Dem, sagde hun.
   Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der så mig, sagde han.
   -Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.
   -Hun fik låset--de havde uvilkårlig halvhvisket begge to--og Karl tog Tøjet af.
   -Ja, så var vi her, sagde han og rystede hendes Hånd.
   -Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede på den brede Stol.
   -Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han sa&åcute; på det hvide Bord.
   -Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
   -Og her er s'gu også Drikkevarer, sagde Karl.
   Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds på Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.
   -Ja, de stod på Fløjen, sagde Ida. Hun sa&åcute; igen for sine Øjne det gamle Marmorbord på "Bakken" med Konkylierne og Frugtskålen fra Auktionen efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par Landbrugsforeninger.
   -Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.
   Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og også af Likøren. Ja, sagde han, vi holede no'en fra Schrøder--han tænkte på den bulede Kagekasse på "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjæle....
   -Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og sa&åcute; på hende, han syntes altid det sa&åcute; så morsomt ud, når hun gjorde det.
   -Har De også stjålet hjemme, spurgte Karl.
   -Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.
   -Hvordan det? spurgte Karl.
   Ida sa&åcute; ud i Luften og sagde langsomt og sagte:
   -For det måtte jeg.
   Der var stille lidt.
   Så tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.
   -Skål, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se på hende.
   Men på en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke noget at sige, mens Karl, der måske også var en Smule benovet, sad tavs og røg og læste Indskriften på Kaffekanden, Hædersgaven, til han pludselig sagde, det kom sådan plumpende:
   -Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.
   De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede på Vinduerne, hvem der havde boet, og på Vejene, hvor de førte hen, og på Menneskene--der var den og der var den.
   -Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde på Billedet.
   -Ja.
   -Og dér står Forvalteren, sagde Karl.
   -Ja, han er død.
   Ida sad og sa&åcute; på Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
   -Så pludselig han døde, sagde hun langsomt.
   -Han skød sig, sagde Karl.
   -Nej.
   -Jo, sagde Karl, som også blev ved at se på Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Så gik han op på Kornloftet og skød sig--det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....
   -Men hvor er hun da?
   -Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.
   Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.
   -Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve....
   Ida sa&åcute; op i Lysene:
   -Jo, sagde hun langt og stille.
   Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod Armstagen:
   -Ja, hvis man endda var Landmand.
   -Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med
   Hovedet.
   -Jo Tak--Karl snøftede på Ordene--og hvordan....
   Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han:
   -Her er nu ligegodt meget hyggeligt.
   Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:
   -Han var dog sådan et stille Menneske.
   -Hvem?
   -Forvalter Krog.
   -Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest på de Stille, det bider.
   Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han sa&åcute; sig rundt fra Møbel til Møbel.
   -Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.
   Ida fik Tårer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; måske var det Tonen i hans Ord.
   -Ja se, sagde hun.
   Og hun åbnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg Skrift og så mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.
   -Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet Armstagen på Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.
   -Vor Herre hjælp os, sagde Karl.
   Men Bogen vilde han se.
   -Nej, sagde Ida og holdt på den: det må De ikke. Man skriver så meget dumt ind.
   -Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han. Det var mest det, at hun blev så kønt rød i Kinderne, der morede ham.
   -Ja ... jeg holder mest af det.
   Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade: det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det.
   -Det er sådan et Damedigt, sagde han, men så kom det lidt blødt i Tonen:
   -Hvorfor holder De mest af det?
   -Jo ... for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.
   Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det var Konferensrådens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den dansede midt på Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi, som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensråden kunde ikke sidde fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at danse, midt på Gaden.
   -Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl.
   -Nu har "Smørstikkeren" set på Stadsen, sagde han lidt efter og lagde den Hvide væk.
   -Vil de da købe det? spurgte Ida.
   -Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der sa&åcute; ind i Lysene.
   -Når de så blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede.
   -Ja men nej, ja men nej ...
   Hun greb om Karls Hænder. Han rodede i alt ... Det var Mo'rs Ringe og Brocherne og Guldkæden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det altsammen.
   -Lysene, Lysene, sagde hun.
   Stagen raslede på Klappen, mens hun vilde holde på hans Hænder.
   -Det er s'gu Værdigenstande, lo Karl.
   -Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den grågule Bog i den venstre Hånd og gav den et Slag med den højre. Men pludselig blev hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned--
   Karl stod også lidt tavs.
   -Må jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han så ganske stille.
   -Nej, sagde hun blot; det hørtes knap.
   Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Så tog han dem bort. Ida rørte sig ikke.
   -Hys, hys....
   De hørte Nogen på Trappen.
   -Det er Frøken Petersen....
   -Sluk, sluk....
   Karl fik slukket Lysene.
   -Brandt, Brandt, kaldte Frøken Petersen og slog på Døren.
   Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Mørket:
   -Ja, ja, jeg er vågen.
   De hørte hende gå igen, før Karl hviskede, i sådan en halvt drengeagtig Tone:
   -Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kakkelovnen.
   Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdøren, som Karl havde åbnet. De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, når de sagte smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter.
   -Så stille her er, sagde Karl.
   -Ja, sagde Ida: de er så rolige idag.
   De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.
   -Men De er altfor tålmodig, Ida, sagde han og sa&åcute; på Gløderne.
   -Hvordan....
   -Jo, De kunde godt forlange meget mer.
   -Hvordan forlange mer....
   De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just på samme Måde, og de langsomme Ord kom i samme Tone.
   -Jo, jeg mener, sådan af Livet, sagde Karl.
   De tav påny og hørte kun Kullenes Fald.
   -Eichbaum--nu må De gå.
   -Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse sig fra et Sted, hvor han sad.
   -Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se på Kullene:
   -Jeg er egentlig en Hjemmemand.
   -Ja. Ordet kom så ganske sagte.
   Karl strakte sin Hånd ud i Mørket og tog hendes.
   -Tak for idag.
   -Tak, hviskede hun.
   Hun stod op og tændte Lysene. Hun var så bleg, mens hun gjorde det, en Bleghed, der ligesom lyste.
   Karl fik Tøjet på og ganske lydløst åbnede hun Døren.
   -Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.
   Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var han nede.
   Hun låsede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun åbnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu--til efter The.
   Så gik hun ned.
   ... Karl var nede på Gaden. Hans Øjne var ligesom underligt større, mens han gik og tyggede på sin Cigar.
   -Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.
   Han vidste knap selv, at han blev ved at gå i den Stump Gade, hvor det lyse Gavlvindu vendte hen.
   ... Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhænget, rejste sig rask og kaldte:
   -Julius, Herren kom hjem.
   Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu--og der var ikke så lidt Cigarrøg i Stuen--da Generalinden kom over for at sige "Godnat".
   -Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du sætter Dig da og får et Glas Madeira.
   -Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt mod Natten....
   Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nød det sammen under Hjørnelampen.
   Efter at Karl og Generalinden var gåede, gik Fru von Eichbaum rundt og åbnede Vinduerne: for natgammel Røg var ubehagelig.
   ... Da Ida næste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl på Trappen op til Kontoret. Ida havde næsten tænkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en Rose ud af sit Kåbeknaphul:
   -De skulde have haft den igår, sagde hun.

   ----

   Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik på den Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med Formiddagstoget.
   Søstrene gik gennem Værelserne og var tilfredse.
   -Og, kære, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen af det Overflødige.
   Det "Overflødige" var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som "draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren: Og så bare hænger det og samler gammelt Støv.
   Generalinden nikkede:
   -Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.
   Fru von Eichbaum gik ind i den næste Stue, før hun sagde:
   -Dampet er her.
   -Og, tilføjede hun: så taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru von Eichbaum tænkte stadig på det med Mary.
   -Gud, Mille, sagde Generalinden: man véd dog, hvad en Indbildning gør. Og i vore Dage, hvor Folk vil være sy'e....
   Bag Kabinettet lå Kates Værelse. Det var tomt. Frøken Kate vilde have sine egne Møbler med. Fru von Eichbaum stod på Dørtærskelen og betragtede de nøgne Vægge.
   -Ja, sagde hun: det må jo Kate selv vide at indrette.
   Julius kom og meldte, at Drosken var der.
   -Tak, Julius. Og så dækker Ane vel Thebordet, med blødkogte Æg.
   Søstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad på Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.
   Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt Ansigt ud af en første Klasses Kupé. Det var Frøken Kate.
   -Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Søstre, der viftede med Lommetørklæder, akkurat i Højde med deres Ansigter.
   Fru Mourier og Frøken Kate kom ud af Kupéen og der blev trykket Hænder og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Tårer i Øjnene.
   -Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.
   Hendes Stemme rent skælvede. Fru von Eichbaum blev altid så let bevæget, når hun igen mødte "dem fra hendes Ungdom".
   -Og roligt Vejr har I haft over Bælterne, sagde hun.
   -Dejligt, Du, dejligt ... Jeg sad på Dækket med min Kaffe, mens Kate fodrede Mågerne.
   Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at være ligeså bred som begge Søstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, påvirket af jyske Herregårde.
   Julius tømte Rejsetøjet ud på Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med en vældig Hank.
   -Søde Børn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os til Frederits ... hans Orchidéer er hans Stolthed.
   -Så ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.
   Men hvor er Kate?
   -Å, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.
   -Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von Eichbaum havde en nervøs Forskrækkelse for alle Hunde.
   -Kære, ellers havde jeg aldrig fået Kate til at rejse.
   Generalinden sa&åcute; nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en Dobbeltlænke.
   -Nå, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en Ridekjole, og med en Mængde Sølvringe op ad Armen: hils så på Tanterne.
   De to Mynder begyndte på Opfordringen at springe op og ned ad Generalinden og Fru von Eichbaum, der værgede for sig med Hænderne:
   -Kære Kate, de er jo lidt voldsomme.
   De kom alle ud på Banegårdspladsen og Fru Mourier og Søstrene gik op i Drosken, mens Frøkenen blev stående udenfor.
   -Så kører jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.
   Viktoria, en Dame i grå Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen, var "Jomfruen".
   Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:
   -Dyrene bringer da Julius.
   Men Frøken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op med Viktoria ved sin Side og begge Hundene på Bagsædet.
   Fru von Eichbaum sa&åcute; lidt nervøs på Installeringen og sagde:
   -Gud, Vilhelmine, hvad Besvær I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.
   -Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.
   De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og sa&åcute; frem imod det forreste Køretøj med Julius' lige Ryg på Bukken.
   -Så, sagde hun, nu er vi i 'et.
   Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Værelserne, mens Søstrene forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der først fra Spisestuetærskelen havde taget et Overblik, blev ved at gå omkring med Fru von Eichbaum.
   -Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?
   -Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistværelse.
   Kate trak Armene og Skuldrene op, så alle Sølvringene raslede: Nå, ja ja, det kan vi jo altid ordne.
   Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og sagde:
   -Vil Jomfru Thora så foreløbig lægge Tøjet herind.
   Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Køreturen besluttet at benævne Jomfru Viktoria Thora.
   Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt inde i alle Vinterplaner, og man hørte Generalinden, ligesom afsluttende, sige:
   -Og Vilhelmine, så har vi om Søndagene Petri.
   Julius meldte, at Theen var på Bordet, og de rejste sig for at gå ind, men Kate måtte virkelig først vaskes. Hvor er der et Badeværelse? sagde hun. Hun havde en vis selvfølgelig Måde at spørge på. Men der var ikke noget Badeværelse.
   -I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus, men man har da sine Gummibadekar....
   Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe på Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum inde ved Bordet: det vil jo i Længden, Vilhelmine, blive lidt generende for Lindholms ferniserede Døre....
   De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun havde været i Génève....
   -Og hun var der vist endnu....
   -Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste Villie ikke forstår.
   Fru Mourier, der var færdig med det andet Æg, sagde:
   -Ja--men Feddersen har nu heller aldrig været andet end en Familieforsørger....
   -Andet? kære Mine....
   -Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse daglige Ægtemands-Rationer.
   Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde--der var ingen, der kunde sige, om Søstrene egentlig havde forstået--:
   -Jo, Du, men hvor tror Du, man træffer mange som Mourier?
   Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De havde jo set på den og Mourier mente, at Prisen var passelig.
   -Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.
   Kate, der puttede Franskbrød i Munden på Mynderne, mente, der kunde jo blive ganske udholdeligt, når der blev bygget om, og Fru Mourier spurgte efter Karl.
   -Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.
   Og Generalinden tillagde:
   -Han går til og fra som et Uhr.
   Men Kate, der var færdig med at fodre Hundene, spurgte og var for første Gang interesseret:
   -Hvor rider man her i Byen?
   ... Efter Frokosten gik Søstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget, før de kom op i Fru von Eichbaums Entré og tog Tøjet af.
   -Kære Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu først komme i Orden.
   -Det er da så rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med Hånden: Den første Dag--det bli'er jo altid let lidt støjende.
   Søstrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:
   -Og Klæderne, Du, det er jo kun, at man går lidt med dem, når de skal i Butikker....
   Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum sa&åcute; et Øjeblik frem for sig, før hun sagde:
   -Nu er hun jo klædt som en ung Kone.
   -Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo næsten som et helt lille Optog....
   Og som om det havde synderligt at gøre med de to Mynder, sagde Generalinden efter en lille Pause:
   -Men Du, det bli'er ikke let for en Mand....
   Fru von Eichbaum, der overtænkte Detaillerne, sagde, inde i sin Tankerække:
   -Og Jomfruen, der var lidt Nervøsitet i Fru von Eichbaums Røst: hende skal Ane jo nok vise tilrette ... Og så er det vel bedst at la'e dem ha'e deres Ro idag.
   -Kære, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og sådanne....
   I Døren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?
   -Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du véd ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.
   -Å, henner ... Ja, så Farvel, Mille.
   Generalinden skulde lige til at gå, da det ringede. Det var Portneren i Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchidéerne. I Bunden var der blå Druer.
   -Mille, sagde Generalinden: véd Du, det er, som man ser dem i Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, Du--og jeg havde alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde fået de fire Ænder fra Vallø.
   Fru von Eichbaum ordnede Orchidéerne i to Glasskåle. Da hun var færdig, stod hun og betragtede dem.
   -Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er ængstende.
   -De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om på Herregårdene.
   Hun gik med sin Halvpart af både Blomster og Druer.
   ... Karl stod om Aftenen og ventede på Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.
   -Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.
   De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede på sin halvdrævende Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var åndsfraværende.
   -Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten godt forstå'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de skulde stå Last og Brast.
   Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra Sofaen og tog imod Ida på Dørtærskelen i Kabinettet:
   -Det var da pænt, De vilde komme.
   De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om Hospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede til Ida, der efterhånden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjørne.
   -Og det er jo så betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære på Frederiks.
   Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.
   -Nå, sagde Karl: det var vist også det klogeste, hun kunde gøre.
   -Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umådelig respektabelt.
   Der blev en lille Pause. Men så tænkte Karl, at nu måtte der lægges ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpå Støvlerne og vilde ha' Sønnen i Pavillonen.
   -Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie, mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: å, hun var ham så taknemmelig, så taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid så glad, når Karl talte: "Og han har så megen Humor", sagde hun altid til Søsteren. Nu sagde hun:
   -Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af--
   Ida spurgte om Filérarbejdet til Sengeomhænget:
   -Om det var vanskeligt at lære.
   Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:
   -De kan jo prøve, sagde hun.
   Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de små Pinde, medens Karl spurgte:
   -Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og så på Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.
   Ida blev ved at filere, og man hørte de små Pinde falde rask og raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum så til og Karl sagde:
   -Det går jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et venligt Tonefald:
   -Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.
   Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:
   -Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.
   -Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før The.
   Da Fru von Eichbaum var gået, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen til Idas Sofahjørne:
   -Nå, hvad så, sagde han og smilte ned imod hende.
   -Nå--
   Ida sa&åcute; op i hans Ansigt og smilte, hun også:
   -De er så god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag en Lærers Ryg.
   -Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.
   Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille på en Vals, så Strengene føg.--
   Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:
   -Kære Du, det er virkelig en nydelig Pige--velopdragen og nydelig....
   Det glædede jo kun Generalinden.
   -Og egentlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.
   Fru von Eichbaum gik over, og da hun sa&åcute; Karl ved Klaveret, sagde hun:
   -Karl, det var da ret. Det er såmæn længe siden, Du har spillet.
   -Ja, sagde Karl: det er såmæn godt for Naboerne.
   Men spille blev han ved med.
   Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig og bad, om hun måtte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius måtte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde så vældig en Appetit.
   -Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo intet Måltid som min go'e The.
   De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:
   -De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt på at købe gamle "Ludvigsbakke"--rigtig vore gode Venner....
   -Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.
   -Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om Hovedbygningen.
   -Å, sagde Ida, jeg synes nu, der var så dejligt.
   -Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par Smørstikkere til Våben over Døren.
   Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette; men hun sagde kun:
   -Ja, Fordringerne er jo forskellige.
   Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.
   -Men lad Jer ikke forstyrre....
   -Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt så meget godt om Dem.
   Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slå Spillebordet ud.
   -Nej, nej, ikke sådan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.
   -Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.
   -Men jeg spiller så dårligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker.
   -Karl, sagde Generalinden, der var i Forhånden og gav Kort: når man spiller, så tales der ikke.
   Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort på Bordet, mens Karl uafladelig pludrede med Tanten.
   -Karl, sagde Fru von Eichbaum: når man spiller, så spiller man.
   Karl blev tavs og sad og sa&åcute; over på Ida, der blev sikrere og sad og tog sine gode Kort frem til Stik med små ivrige Ryk ligesom et Barn.
   -Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.
   Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.
   -Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkårligt ud, men hendes Øjne lyste.
   -Frøken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.
   -Frøken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.
   -Ja-a. Nå, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene, sin Hånd med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.
   Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud over Bordet.
   -Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dér med min eneste _à-tout_.
   De spillede videre, og også Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved at vinde.
   -Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.
   -Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.
   Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter, mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.
   Karl løftede sit Glas.
   -Ja, sagde han: byder vi så Frøken Brandt Velkommen....
   -Det må vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.
   De drak alle fire og så skulde de skifte Plads, da Karl, der var så kåd og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen på Tanten.
   -Når er Tante begyndt at bruge Patchouli?
   -Ja, sagde Generalinden, der også begyndte at lugte urolig til sine egne Ærmer: jeg begriber ikke, Du, men der hænger no'et ved mig den hele Dag....
   -Kære, sagde Fru von Eichbaum, også ved mig. Det må være fra Kate. Jeg mærkede det jo straks, Du, på Perronen i den frie Luft--og jeg, som har en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende:
   Karl, der satte sig sagde:
   -Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget behageligt.
   -Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig ... en Herre i det mindste lugter da kun af sit rene Linned.
   -Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte hende ved Fornavn.
   De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til Makker.
   -Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.
   Ida sad og tænkte på, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var dog det samme Ansigt.
   Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida sa&åcute; i et Stereoskop.
   -Nå, sagde Karl og tog et Nu hendes Hånd, der lå på Sofaen: De er jo en fin Spiller.
   -Her har været så dejligt, sagde Ida sagte.
   -Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.
   De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, sa&åcute; på Schweiz' skønne og skummende Vandfald.
   Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.
   -Å, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag.
   Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte på de samme Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:
   -Gud, Du, da jeg sa&åcute; Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet....
   De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum sa&åcute; venligt over mod de to Unge:
   -Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.
   Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.
   Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet på ude i Gangen, lukkede han Døren op til sin egen Stue.
   -Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og brændte.
   -Her er også et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt, mens Ida fulgte.
   -Ja, sagde hun.
   Og begge tav, mens de blev stående, kun et lille Nu, foran de to Billeder, som vist ingen af dem sa&åcute;, indtil Karl sagde:
   -Ja, så kom vi afsted.
   Og han lukkede Døren bag dem.
   Søstrene var blevet stående i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familie.
   -Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.
   -Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var Konferensrådens højre Hånd og så godt som en Ligestillet.
   Generalinden stod lidt og sagde så:
   -Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er så velhavende.
   Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt, efter at Karl og Ida var gået; og pludselig sagde Søsteren:
   -Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspåner?
   Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'r noget af Smagen?
   Generalinden tænkte også det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver Klase i lidt Silkepapir.

   ---

   Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.
   -Å, jeg var så bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.
   -Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida sagde rask, som vilde hun undskylde sig:
   -Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, når hun sad øverst ved Bordet og når hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.
   -Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, når hun er i Overtøjet.
   -Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.
   -Den har hun endnu.
   Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de måtte le--nu, herude, under Himlen.
   -Men iaften var der så dejligt, sagde Ida.
   De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, lå mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov.
   -Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød så blødt.
   -Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende:
   -Men det er nu skidt alligevel.
   -Hvordan?
   -Det Hele.
   -Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede på sit Hoved.
   De gik igen, mens der var lige stille.
   -Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der går på Sneen.
   -Ja, svarede Karl.
   Og de sa&åcute; begge ned på det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden.
   -Det er så kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen--hun næsten løb. Karl gik bagved og sa&åcute; efter hendes fine, slanke Ryg. Så suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:
   -Tag den.
   -Karl, råbte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.
   -Nej, vi gør Kvalm i Gaden.
   Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og omme bag Hjørnet galede han som en Hane:
   -Så tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med Ida ved Siden, der trampede som han, som måtte de røre sig, mens Karl fløjtede.
   -På Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.
   -Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.
   -Ja, vi laver Budding i Køkkenet.
   -Hva' for en Budding?
   Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.
   -Kan Mandfolk sneje sig med?
   -Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.
   Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden, og Karl sagde:
   -Han går med Jægersk Undertøj.
   Ida lo: Hvor véd De det?
   -Det har jeg set.
   -Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.
   -Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.
   Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gård, hvor Gangene halvt oplyste lå som i et halvvågent Blund.
   -Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gården.
   -Ja, sagde Karl.
   De gik forbi Lægernes Gang.
   -Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men så lo hun, stille, mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin: Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle derinde råbte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede Døren op:
   -Hvad er dette? råbte han med en skarp Stemme.
   -Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, så det klang i Gården. Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.
   -Vagten, sagde Ida og gav sig til at gå.
   Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.
   -Godaften, sagde han.
   -Godaften.
   -Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.
   De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.
   -Her spøger det, hviskede Ida.
   -Hvad vil det sige?
   -Jo, her går de igennem, som skal dø....
   -Hvem har set det?
   -Vagterne, sagde Ida.
   Og lidt efter:
   -For her er jo Vejen til Kapellet.
   -Er De bange for det? sagde Karl.
   -Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.
   De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Låge. Derinde lå Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev stående med sin Arm i Karls:
   -Hvor er her kønt, sagde hun.
   Hun sa&åcute; rundt på det altsammen:
   -Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun....
   -Godnat.
   Karl hørte Døren åbnes og lukkes.

   ---

   Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind på Kontoret med en Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet på og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.
   -Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.
   -Ja.
   -Hvorfor?
   -Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen.
   Karl tog den og berørte hendes Hånd.
   -Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende Hals.
   -Ida.
   Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gård. Der var så stille i hendes Hjerte....
   Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Hånden.
   -Nåda, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Må man ikke længer røre ved Jomfruen?
   Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kås, Frøken Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud på Gulvet og talte ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en Forening af Plejerskerne både på Frederiks og på Kommunen: En Liste var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.
   -Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kås. "Han" var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken Boserup begyndte at slå ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode Gang og sagde, at der måtte vel endelig, selv om vi også er Kvinder (det var en Talemåde hos Frøken Boserup), kunne opdrives så megen Standsinteresse, at man en Gang kunde få Rettigheder....
   De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin befæstede Plads bag Maskinen:
   -Det måtte vel i hvert Fald ske efter Samråd med Lægerne.
   Frøken Kås, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som hun ikke hørte det, sagde:
   -Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være uafhængige. Frøken Kås var så at sige ustandselig Sekretær, så for Indsamlinger og så for Adresser.
   Frøken Roed talte om, at hvad der måtte virkes for--men jeg mener rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samråd med Lægerne--var Forkortelse af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold....
   -Først skulde vi få forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud på sit Fyenske.
   Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Roed:
   -Nej, Tak for mig. Så skulde man ovenikøbet være sammen med sine Kolleger--også udenfor Tjenesten.
   Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.
   Så sagde Frøken Kås pludselig:
   -Men hvad siger Brandt?
   -Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.
   Men Frøken Boserup sagde:
   -Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" ... Og hun slog den højre Hånd ned mod sin flade Venstre....
   -Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.
   Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Hånden hen over hendes Hår:
   -Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.
   Ida havde vist slet intet hørt. Hun sa&åcute; kun et Øjeblik, smilende, op i Kjærs Ansigt.
   -Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.
   På Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger sprællemandsmæssigt ud og ind.
   Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida så ganske stille, så langt borte fra som fra en fjern Verden....
   Indtil Frøken Kås kom derover og talte til hende om Foreningen igen: det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.
   Men Ida blev ved at le, så ganske sagte.
   Frøken Friis var også kommen derhen og spurgte i Forbigående Frøken Kjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.
   Ida sa&åcute; pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:
   -Jeg skal være i Gult, sagde hun.
   Det kom på én Gang så lyst og så højt, at Frøken Kås holdt inde.
   Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man måtte gøre sig gældende.
   Ida gik op.
   Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren på "A" sad oppe i sin Karm foran det åbnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og sa&åcute; derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen på sin vanlige Plads på Bordet.
   -Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".
   Ida rystede på sit Hoved:
   -Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.
   -Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans....
   -Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?
   -Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker....
   -Ja?....
   -Og så har han forset sig på det Uundgåelige--på det Uundgåeliges Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele ... at når, for Eksempel, faktisk hvert År omtrentlig det samme Antal korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne på Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femår det samme Antal drukner ved at trave ud på for tynd Is ... så er det fordi de må gøre det, ligesom de, der hænger sig, må hænge sig og ikke en Gang kan få Lov at skyde sig, når de vil tage Livet af sig....
   Qvam tav lidt:
   -Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang havde Lov til at vælge Våbenet.
   -Men er det ikke sandt? sagde Ida.
   -Ja, det er Spørgsmålet, sagde Qvam.
   Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:
   -Det var jo også rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen til Verden for at hjælpe at udfylde.
   -Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde.
   Qvam sa&åcute; på hende.
   -Nej, sågu, sagde han så og satte Benene ned på Gulvet; det kan jo egentlig også være det samme.
   -Nå, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i Nakkehåret med venstre Hånd. Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.
   -Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.
   Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik så lysende og så hastigt i hendes Hjerne, som ellers var så langsom:
   -Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.
   Qvam åbnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:
   -Så, nu åbner vi Buret, sagde han.
   Men Ida hørte ham ikke.
   Herren på "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han på Tærskelen:
   -Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.
   -Tak.
   Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.
   -Hun ser s'gu ud som Frithjof, når han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte på Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans Venner.

   ---

   Det var Lørdag Eftermiddag.
   Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste på Grund af Forkølelse, sad ovenpå på Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var den bedste til Madlavning.
   I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida piskede Blommerne til Buddingen, så hun pustede.
   Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag bagt Franskbrød.
   Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man Bertelsens Sav, der gik i Brændet.
   -Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.
   Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skålen.
   -De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene.
   Ida stod og sa&åcute; på dem; der stod sådan en dejlig Damp op fra de brunede Kager.
   -På "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg....
   Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod åbne ud til de duggede Marker. Så kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen" og fik Kaffen rakt ud på Bænken, med det friske Brød.
   -Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke få Poserne store nok og langt nok til Bunden.
   -Nå, sagde Josefine: her bli'r de vel også fodret.
   Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Hånden. Boserup stod ved Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille Håndfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.
   -Pas på Døren, sagde Ida: pas på Døren for Lægerne.
   Den varme Damp stod helt op i Gangene.
   I Køkkenet blev der stille, mens man påny hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde.
   -Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun lagde hastig nogle Kranse på en Tallerken og svippede gennem Gangen, ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Måtterne og flettede mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven, hidsigt og uens, gennem sit Brænde.
   -Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager på hver af Måtterne, så rask som havde hun stjålet dem.
   -Værs'go, Bertelsen.
   -Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.
   Der lød en Stemme bag hende:
   -Hvad er det?
   Det var Qvam, der stod i Døren.
   -Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.
   Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Nå, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen.
   -Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.
   Qvam fik sig også en Krans og sad og sa&åcute; til.
   -Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e....
   Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn måtte alligevel blive hele Vagten: for Ida skulde to Ærinder--ud at købe. Det skumrede allerede, da hun kom over den store Gård i glad Fart. Midt på Fortovet mødte hun Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:
   -Jeg har så travlt, sagde hun og løb videre.
   Karl blev stående og sa&åcute; efter hende. Han havde slet ikke talt med hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod....
   Men nede ved Porten vendte også Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede.
   Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og sa&åcute; efter Ida med Hænderne i Bukselommerne.
   -Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.
   -De kunde jo fri, sagde Karl, der på én Gang havde givet sig til at lege Jonglør med sit Nøgleknippe.
   -Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en Kone med Penge.
   Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:
   -Det må s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.
   Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til Josefine, der gik og ryddede op.
   -Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han sa&åcute; rundt på alle Karrene, hvor Ida havde braset.
   Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som måtte købes til Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig god Vin--foruden den Visitkortskål....
   Det kunde hun da godt, når hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de så bruge på Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst....

   ---

   Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.
   Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.
   I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate sa&åcute; til med lidt tunge Øjenlåg, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til Hofdame.
   Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.
   Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes.
   -Så-å? sagde Karl ret uberørt.
   -Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere.
   Hun sad lidt og sa&åcute; ud mod de to arbejdende Whistborde, og så sagde hun:
   -Foregår dette hver Søndag?
   Karl brast i Latter, så de lo sammen.
   Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:
   -Vi venter Admiralen.
   Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde Vejen både frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom ikke tilbage indenbords før på Slaget.
   Men Julius sagde:
   -Admiralen er i Gangen.
   De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til Fru Mourier:
   -Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?
   Man skriver kort og godt sine Ordrer bag på et Brevkort....
   Admiralinden talte om "Printemps".
   Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:
   -Nu skal det være rent galt med Fru Aline....
   -Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.
   -Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende--og der skal hun sidde....
   Fru von Eichbaum havde--der var et Øjeblik stille--ført Hænderne op til sine Øjne:
   -Å, den Stakkel, sagde hun sagte.
   -Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det.
   De begyndte at gå ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:
   -Ja, dér har vi Mandfolkene.
   Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:
   -Så, skal det nu gå ud over Mandfolkene.
   Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:
   -Hvad ler De af?
   -Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har vel været to om Fornøjelsen.
   Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en Kontorkop, sagde:
   -Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en Gang, hvad de kan få....
   Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der sa&åcute; hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske Barnemælk, sagde:
   -Ja, jeg finder jo, at....
   Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Tårer i Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en Afgørelse:
   -Dernede kan Aline jo ikke blive.
   Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, så hun drejede Hovedet som en Vipstjert, sagde:
   -Men, må jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du vel ikke tænke Dig?
   Fru von Eichbaum sagde langsomt:
   -Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--når hun er sig selv.
   Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:
   -Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilståelse:
   -Jeg holder nu af hende.
   Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--
   Karl sad og ludede lidt med Hovedet og sa&åcute; over på sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne.
   Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von Eichbaum:
   -Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge Hænder.
   -Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slår jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.
   Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes Skulder, næsten som han kærtegnede den.
   -Tak for The, sagde han, halvsagte.
   Også Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstår dog ikke--Du véd jo, at kom hun....
   -Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo også ud, når der blot ikke tales om det.
   Karl var inde i Spisestuen. Han var på én Gang blevet så strålende lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Så lod han Kortene som en Dobbeltstråle falde ned på Bordet.
   -Ka' De det? sagde han.
   Kate, der tog Kortene, sagde:
   -Nu er De lystig nok.
   -Ja, sagde Karl og sa&åcute; hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene Hånd imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.
   ... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om Kate:
   -Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to År i Lausanne.
   -Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth på Vallø.
   ... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen.
   -Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig.
   -Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.
   -Ja, men hun må dog poleres.
   Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med Hånden:
   -Hun har en ganske egen Måde at sætte sig på i en Stol og sådanne. Men på det kender jeg jo Mourier--med sine dristige Idéer.
   Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:
   -Lille Ida Brandt har vel ikke fri på Tirsdag?
   -Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.
   -Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.
   Karl gik.
   Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid.
   ... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermåltid i deres Spisestue.
   -Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Måneden.
   Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:
   -Nå, han er da den bedste ... Ham kan man da få no'et at vide af.
   Hun mente Karl.
   Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.
   Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt "Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine, kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers ikke så gerne deroppe på Grund af Hundene.
   -Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man får ikke sin rette Madro.
   Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.
   -Nå, sagde Kate, så er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.
   Alligevel syntes Kate, de burde drikke på Begivenheden, og hun lod Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen hjemme i Århus fra hendes Dåb.
   De tre Damer klinkede.
   -Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.
   Kate skød sit Glas frem:
   -Det er vel mig, der skal ha'e Gården. Hun tømte Bægret og fortsatte:
   -Men så kan man idetmindste få et Par Ridehopper herover, for Besætningen følger da med.
   -Et Par, Kate?....
   -Ja, no'en må der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det. når vi har Hestene....
   -Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.
   Kate drak et Glas Bourgogne til, på Ankomsten af Hopperne.

   ---

   Det blev Mandag Aften.
   Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte på Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen, havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte på Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre Glasskåle--og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners Hat. Der var også de fem små Lamper, dem kunde man tænde mellem Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.
   Frøken Helgesen, der var i grå Kjole med matte Silkelæg, sagde:
   -Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo på en Måde sammen.
   -Det er kun så dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og ordnede. Blomster måtte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.
   -Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var, siden det var blevet brugt.
   Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var stukket ned i Mosset:
   -Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.
   Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt på Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med små hvide Papirsgarneringer.
   -Ja, sagde Ida og sa&åcute; ind i en af de gule Knopper: den er så smuk.
   -Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over på den ene Ende af Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.
   -Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.
   -Alle har været så venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at få Værtindefeber og ikke rigtig sa&åcute; noget mere, men sagde:
   -Mon der også bliver Stole nok.
   -Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som sa&åcute; ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.
   -Den stiller vi på Sybordet, sagde Ida.
   Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.
   -Nej-ej, så her er sjov, sagde hun og blev stående midt for Bordenden: Det var dog storartet.
   Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.
   -Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se så nu, sagde hun, og hun tændte de små Lamper, gule og røde, rundt på Bordet.
   -Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og sa&åcute; ud over Sølvtøj og Blomster og Buddinger: det var brillant.
   -Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke så lille.
   Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu også måttet give noget og havde på Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med en koloreret Spanierinde på Låget.
   -Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen. Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:
   -Det er så kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.
   Ida var oppe på Værelset, hvor den gule Kjole endnu lå i et stort Musselin. Hun havde lige fået Spritlampen tændt foran Spejlet, da det bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig måtte "låne no'et til om Halsen".
   -Flammer De Håret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.
   -Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.
   Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.
   -Bruger De de to Nåle, sagde hun pludselig og pegede på en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer" bare gjorde Ansigtet gammelt.
   -Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.
   -Nå, når man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel sålænge.
   Ida låsede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen på.
   Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, råbte de, og der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige, fordi hver syntes, de måtte sige noget andet end almindeligt; og de begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten ligesom for fint--medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de måtte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.
   Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude på Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten på Sybordet.
   -Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i Prisen. Men Bordet er pænt.
   -Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn, når hun ikke selv var tilstede.
   Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og åbnede den og kom ind og Kjær råbte:
   -"Jomfruen" har flammet Håret.
   Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.
   -Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om Ida, som vilde hun mase hende.
   Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja, så kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og Qvam. der rystede Frøken Helgesens Hånd og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi går ind på vort Ansigt. Imens gik Karl rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis Foer knitrede lidt, når han rørte sig.
   Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:
   -Hr. von Eichbaum, det var en så smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans lange og kølige Hånd, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet og med Husarsnore på Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam, der stod og sa&åcute; rundt på de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kås:
   -Dette er s'gu for alvorligt.
   Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De må hjælpe mig....
   Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene.
   -Er det Dem, der byder, sagde Karl så underligt sagte og tog et Glas.
   Han blev stående med sit Glas:
   -De er så køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet ikke kendte hans Stemme.
   Hun sa&åcute; ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.
   -Man måtte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.
   Så kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:
   -Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til sig.
   -Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.
   -Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer også så sjældent i Klæderne.
   Ida gik videre. Det var, som om hun var så myg i Linjerne og ligesom så kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.
   -Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo også Karl, deroppe hos Kjær.
   -Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om.
   Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam råbte: Skål, Frøken Koch; mens de alle klinkede.
   -Nå, der er også Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet Festskrud end en ren Krave.
   -Ja, to, sagde Karl og bukkede.
   -Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.
   De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.
   -Kjær stjæler, Kjær stjæler, råbte de oppe fra.
   -Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med strålende Ansigt.
   Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen Tilslutning på Frederiks.
   Men Qvam råbte nede fra Bordenden:
   -Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i Tallerkenen.
   -Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, råbte de alle i Kor.
   Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne--undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups--og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage på sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.
   -Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.
   -Hys, sagde Frøken Helgesen.
   Der lød to Slag på Døren.
   -Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.
   Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter; og de hørte Døren gå, igen, ind til "den urolige Gang".
   -Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu så tit.
   Men Frøken Kås, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og Frøken Kås slog på sit Glas.
   Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom altid, hvor hun var.
   -Skal De ikke sidde, sagde han.
   Hun satte sig på Stolen, hvor han stod.
   -Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.
   Frøken Kås talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag på Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til dem, der hævede Standens Anseelse".
   -Så bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.
   Han slog Takt med Hånden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.
   -Det var det, sagde Qvam: så højt skriger man Hurra på sjette Afdeling.
   -Nu klinkes der, sagde han, og listende på Tæerne, med Glasset i Hånden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i Gulvet, i Gåsegang op til Helgesen:
   -Hurra-ra-a, sagde Qvam.
   -Og Tak for Madeira'en.
   Frøken Koch sagde: Nå, jeg må vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:
   -Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.
   -Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida.
   -Ja, sagde Ida og hun blev stående og sa&åcute; ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet så dejligt iaften.
   Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved Døren med Frøken Kjær:
   -Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.
   Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret? Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.
   -Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.
   Og Ida satte sig som før.
   Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gå omkring, mens de alle, hemmeligt, sa&åcute; på hans fine Cigaretetui af Sølv: Må vi? sagde Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umådelig dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blå Røgringe ned omkring de hvide Lys, før de løstes op.
   -Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.
   -Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.
   Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi nynner naturligvis bare--det gør vi tit på Værelserne.
   -Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"....
   De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de sa&åcute; ind i Lysene, sang de sagte:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,
Snart kommer Natten så sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
Til de gulnæbbede Små;
Og når imorgen du kommer Tilbage,
Sig mig så alt, hvad du sa&åcute;.

   De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som på Vagt, nynnede også, med Hænderne på sine Hofter:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
Dybt skal Du spejde deres Fjed.
Er jeg en Sanger, så må jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
Burde jo tolke min Røst.

   De holdt op at synge, men ingen rørte sig.
   -Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.
   -Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Tårerne stod hende i Øjnene.
   -Ja.
   De begyndte at synge igen.
   -Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.
   -Ja, sagde Karl.
   De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:
   -Vi skulde haft den.
   Ida rørte sig ikke.
   Men pludselig afbrød Qvam Sangen:
   -Skal her synges, skal her også være Mørkning. Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.
   -Så, sagde Qvam: nu også de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne. Og Idas små Lamper lod han brænde.
   -Men så må vi også åbne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun kunde ikke få Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned på den lille Puf.
   -Så, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.
   De begyndte at synge igen, måske lidt langsommere--med Ansigterne vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk,
Træerne hviske med ængstelig Susen,
Hilse: God Nat--med et Buk.
Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
Selv hos den vingede Flok?
Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte,
Sig det, Du véd det jo nok.

   Sangen hørte op. Rundtom i Mørket sa&åcute; man Cigaretternes små Lys og Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.
   -Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.
   -Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.
   -Å, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.
   -Syng, hviskede Frøken Kjær.
   Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det sa&åcute; ud, som åbnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Jylland mellem tvende Have
Som en Runesten er lagt.
Runerne er Kæmpegrave,
Inde midt i Skovens Pragt,
Og på Heden alvorstor,
Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.

   Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge. Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:

Jylland! Du er Hovedlandet,
Højland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.

   -Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han stirrede bare på hendes Ansigt.
   -Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.
   De råbte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde Frøken Helgesen, der elskede at danse.
   Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas på alle Tingene, pas på Tingene, råbte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv holde på dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.
   Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra Kakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, så Trinnene lød i Mørket:

Smukke Pige med det sorte Hår
Se lidt på mig!
Føl, hvor stormende mit Hjerte slår;
Jeg elsker Dig.
Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gå min Vej,
Hvis Mama det sa&åcute;, vil jeg Utak få ...
   Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
   Det tror jeg knap.

   -Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.
   Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større Glæde, og hun vidste det ikke selv.
   -Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, så rank, med Frøken Friis.
   -Lad os, sagde Frøken Kås til Frøken Boserup, og de begyndte at danse, mens Frøken Boserup var Herre.

Pige med den skære Liljehud,
Skæmt ikke nu.
Ræk mig din Hånd og bliv min hulde Brud!
Hvad svarer Du?
Når De lover mig, fast ubrødelig
At til sidste Stund mig De elsker kun--
   Paperla, paperla, paperla, perlapap.
   Det sker vel knap.

   Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se Plejemoderen svinge sig.
   -Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.
   Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da Eichbaum havde sluppet hende.
   -Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.
   De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der stadig sad på Puffen, sang sagtere. I de små Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.
   -De har holdt op at synge, hviskede Ida.
   Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var Cigaretternes Smålys gået ud.
   -Så var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om sa&åcute; Frøknerne, der missede med Øjnene i Skæret, ud som de vågnede.
   -Nå, sagde Qvam: skal vi så klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog hende, der har lavet Buddingen.
   Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i Hænderne.
   -Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.
   Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida på Ryggen og vilde også klinke, i Smug:
   -Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Tårer i Øjnene.
   Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:
   -Tak, sagde han.
   Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe
   Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod i Døren, og til Karl.
   -Godnat, sagde hun og tog hans Hånd.
   -Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.
   Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Så gik hun.
   Der var stille på de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida gik langsomt op med sit Lys.
   -Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke.
   Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun åbnede sin Dør og lukkede den bag dem.
   -Turde jeg komme? hviskede Karl.
   Ida smilte op i hans Ansigt:
   -Ja, sagde hun.

   ---

   Det var ud på Morgenen.
   Karl sad på Kanten af Idas Seng.
   -Ida, sagde han, er Du vred på mig?
   Ida lå med lukkede Øjne.
   -Hvorfor? sagde hun kun.
   Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:
   -Jeg vidste det jo.
   Karl blev siddende på Sengen--og måske troede han virkelig, at han elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.
   -Godnat Pus, hviskede han.
   Ida førte langsomt Hånden hen over sin Pande:
   -Kys mig der, sagde hun.
   Hun lå igen med lukkede Øjne:
   -Tak. Og vil Du love mig én Ting--hun åbnede Øjnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig, når Du en Gang går fra mig.
   Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Hånd og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn.
   -Tak, sagde hun igen.

   ---

   Sneen knirkede under Karls Fødder.
   -Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige til sig selv.