WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Stuk




(1887)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Første Del: Regn af Guld


I

   Herluf Berg og Lange kom ned på Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, råbte de og sprang ind.
   De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade til.
   Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det gråblå sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, på Sporet, klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, hætteklædte Damer, der hang og red helt ud på Platformene.
   Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der måtte gå, kom ikke hurtig nok i Vej på Fortovet og brød ud på Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.
   -Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indåndede den fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.
   -Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.
   Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, sådant et Myldr var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr.
   Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne så man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus på Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med Håndslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post.
   Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning, så alle måtte ud at gå Gåsegang på de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rendestenen.
   -Svært, så vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og så' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.
   -Vi kalker vore Grave, sagde Lange.
   På Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom påtværs af Drosken, så den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, så nær, så det var, som om de rørte Vognen med Kinderne.
   -Aften, Berg, Aften, råbte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de bar »på skrå« i Lommen.
   -God Aften--god Aften.
   De var uden for en Kunsthandel og måtte rent holde stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud på Gaden.
   -Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.
   Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne.
   -Kør ad Ny-Østergade, råbte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte rundtom i Døråbningernes Skygger.
* * * * *
   Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.
   -Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.
   -Hva'?
   -Men--Amalie ...
   En Amalie, der var kommet påtværs af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm.
   -Du dog--råbte hun: Herluf Berg.
   Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse stående ugraciøst påskrævs over Rendestenen og så' efter Drosken, til hun påny blev rendt over Ende.
   Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem på Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede og så' betænkelige på Småpengene i de flade Hænder--før de vendte og kørte bort.
   Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den ned----
   -Skynd dig, skynd dig dog, råbte Berg, Tæppet går.
   Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.
   Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, når Rækken lukkede sig, og man nåede på Plads...
   Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gåsepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den på igen.
   Så slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse og Danserytmer stå sig ind i Ansigtet.
   Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gåsepigen, hed det, var et Lykkebarn, sålænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Hånd på Sujettet--af Hensyn til vort Publikums Følelser--og havde ændret til »kysset«.
   Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gåsepigen kaglede.
   Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet på Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede på én Gang.
   Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: Den var her og den og _den_--og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad på sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.
   Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af Bade og Sommerluft.
   -Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Hånd gennem Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den friske Kønhed.
   -Brillant, sagde Berg.
   De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, så man bare så' den yderste Hårtot af Assessoren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og Redaktør Scheele: Legationsrådinde Stén, udringet, med Legationsråden på Pladsen bag hende, så trind og smilende som en falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade; Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.
   -Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.
   -Ja...
   -Nå--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.
   -Hvorfor? De var skam alle ti År ældre for en halv Snes År siden, sagde Berg og lo.
   Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken på Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Åleskind pludselig faldet ned i en Hønsegård.
   Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede på Tæppet, som om de pludselig havde fået Fotografholdere i Naken:
   -Hvem?
   -Hvem du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.
   Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle kom på Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden af Hr. Stæhr.
   Tæppet gik op.
   Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den strålende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke, Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots.
   Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev også noget krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal....
   Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det strålte og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der måtte da være hundrede....
   Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.
   Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede.
   Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.
   Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.
   Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.
   Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gåsepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.
   Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende Hånd«: Der var strøget, så man forstod ingenting, undtagen--at der var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.
   -Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg både gul og grøn i Armen.
   -Satan, Satan....
   I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens Prinsessen og Gåsepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem Dørene....
   Så blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre.
   Hist kysses de og gør Kur. Våge man vi, Som har Jour. Ene er vi.
   Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slået sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.
   Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i Frisérkåbe, og Gåsepigen var ganske i Natdragt....
   O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.
   De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kårderne, Hofdamerne tørrede Tårer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede Tromme med Triangel...Der var ikke den, der hørte Ørenlyd: Det var Glanspunktet af Operetten.
   Tæppet var nede. Det måtte op igen. Publikum raste, det måtte op igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det måtte op igen.
   Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin Pose.
   Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sultent Blik:
   -Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....
   Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København strålende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet.
   -Nå--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Hånd: Ka' vi no'et, vi Københavnere?
   -Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, så man så' alle hans hvide Tænder.
   -Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte.
   De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav Håndtryk--Kredsen Blom gav Hånden ved blot at strække en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Hånd til Tryk--; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en Trængsel, så man blev drejet som Bønner i en Kværn.
   -Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.
   -Nå--således, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde »Vildtlugt«.
   -Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort --»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse.
   Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.
   -Så? Brodersen havde et fedtet Organ, så det altid lød, som han vrængede: Ja--tro I--for mig på de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen, sagde Brodersen.
   Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper altsammen.--og Signalet lød til at bryde op.
   -Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han sluttede en Generalforsamling. Vi får s'gu dog Pudder i Logerne --gamle Folk.
   »De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev råbt hen til Fru Canth, som i en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard Sundt, Fuldmægtigen.
   -Kære--giv mig Ret, råbte hun. Er det ikke for Bæ'lam ... Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle Herrer ved Fornavn.
   Fru Canth gyngede på Sofaen, med fremstrakte Fødder, så man så' et Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.
   -Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ... Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.
   -Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....
   »Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde Hårtotter og et Par forvågede Øjne. Han så' ud, som om han altid fik præsenteret en Regning. Fru Canth råbte ham regelmæssigt ud et Par Gange i Timen og han blev så funden bagved Fruen, som havde han været gemt i en Kjolefold--hvorpå Fru Canth sagde:
   -Nå, Manse, og nikkede til Afmønstring.
   Man hørte Korstemmerne ned oppefra.
   -Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens Gerning--i »Bethesda«.
   Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens Musikkorps blæste på Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der kom ud.
   -Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
   Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude på Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.
   Så delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Grå langsomt havde suget den til sig.
   Hist kysses de og gør Kur. Våge må vi, Som har Jour. Ene er vi.
   Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
* * * * *
   Tivolis Navn strålte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
   -Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
   De vendte og gik ned mod Basarplænen, der lå foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.
   De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine strålende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder lå Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblå.
   -Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
   -Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.
   De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange, lød det bag ved.
   -God Aften....
   Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød på dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skulderne op, Lemme-Souper....
   -Tak, skød Lange ind.
   -Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at få Tænder. Vi gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et så derude? De begyndte at gå.
   -Nå--net....
   -Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udråber på et Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Nå--må hjem til Passagérgodset. Djø--Børn.
   -Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.
   -Satan--så de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
   -Ja--der er de jo også fra....
   -Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.
   -Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har fået udrettet noget i de Par År.
   -Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers....
   Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen så' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
   Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
   -Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.
   -Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... sauce tartare... Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner, sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.
   -Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.
   -Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slået Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.
   Hele Salen var så fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev råbt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, så ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.
   Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, også kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Ånd«. Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet »Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Dåb eller til Konfirmation, havde små religiøse Anfægtelser.
   Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, også kaldede »de små«, samt Mændene.
   Der blev råbt så længe på Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf, råbte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Mænd--og Berg blev klemt ned på en Stol ved Siden af Hr. Mølbom.
   -For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget for den små Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der strålte på en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen.
   Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre.
   Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner....
   -Tre Mand--tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom.
   -Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foråret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i Rosenborg).
   -Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.
   Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, råbte Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg måtte bevidne, at han havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.
   Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig påny til det diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs på Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Råd og dømte om Modellerne.
   Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt på en Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser....
   -Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth så' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne--uden Ærmer....
   Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden på Møen, sagde:
   -Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Lår. Hr. Mølbom var sådan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad så med stirrende Øjne ud i Rummet.
   -Ja, sagde Berg sådan noget som for tyvende Gang, der er kønt på Møen.
   Der blev et Ståhej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. Der måtte skaffes Plads til ham, og man rykkede så tæt sammen, at ingen kunde røre Benene: La' ham sidde på Skødet, råbte Tante Strøm; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.
   Damerne var så ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede Mønstre på Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, der bugnede af Forståelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i Kinderne og på Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Løg.
   Hr. Mølbom vågnede og så' over til sin Halvdel.
   -Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed på Ordet. Fru Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten År og nedefter.
   -Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle fire.
   Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i hver Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de så' ud som ægte....
   -Men Gud, det Arbejde--Damerne råbte ... Ja, Fru Dunker gjorde det ... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en Klud--hvert Mellemværk ... Scheele vidste det!
   -Lille Carl véd det, lille Carl véd det, råbte Fru Canth.
   Sundt så' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, så ingen hørte Ørenlyd.
   Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige, daddelløse, med Dannebrogsordenens små Bånd i Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpå Ingeniør Dunker igen faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte på en Bordtale.
   Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et åndsfattigt Udtryk i Ansigtet.
   Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste Lejlighed, for at holde Scheele i Ånde--var blevet ved sit om de kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru Canth lo, så hun måtte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun Hovedet og sagde:
   -Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.
   Mens alle blev ved at le, så' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude på Verandaen sad Lange og så' krænket ud over en med Brød kemisk renset Tallerken: Det er så morsomt at sidde ene, sagde han, når man er i Selskab.
   -Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra.
   Ovre ved Pousse-Café'en blev der slået på Glasset, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul Møllers Nabo blev ved at slå et Par kærlige Arme op om Konsulens Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--så Konsul Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etatsrådsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med såre tomme Ansigter.
   -Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.
   -Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensråd Hein står i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller sådan noget--for at samle Kapitalen...
   -Ja så...
   Berg og Lange sad med Albuerne på Bordet og så' ned over Sværmen ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-på-Tå ved Bankbordet havde rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned ad Trappen med åbne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen ... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...
   Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der nåede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vinduerne.
   Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de så' alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal.
   Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og så udenfor; det lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne råbte Bravo og klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensråd Hein klappede for, med små distinkte Håndklap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, så Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst på Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var foldet på Maven--vågnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byrådet...
   Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensråd Hein på sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne »spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra--Etatsråderne åbnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensråden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Hånden, mens der blev stille:
   Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at også disse Dages betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af så anselig en Del af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og Håb. Det må være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen for vore Bestræbelser med sine nådige Ønsker om vor Fremgang ...
   Der blev atter råbt Bravo, og Konferensråden sluttede med et højt »Leve« for Hans Majestæt.
   Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraråbene døde hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
   Redaktør og Bankrådsmedlem Svendsen fra Ålborg rejste sig: han vilde dog kun sige nogle få Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til Hr. Konferensråd Hein. Der blev råbt Bravo, så ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren måtte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Så sluttede han af--med højt hævet Glas--med et Leve for ham, mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensråd Hein.
   Leveråbene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om Konferensråden for at klinke.
   Etatsråd Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:
   -Ja--vore Produkter er blevet Guld.
   De gentog Etatsrådens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste sig: de måtte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etatsråderne. Mens Justitsråd Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle Volde«, og alle sad så oprømte, med strålende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig på Dugen.
   Konferensråd Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.
   -Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, så han var lige ved at gå ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
   Men Konferensråd Hein var vågnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.
   -Ja--Liv er her blevet.
   --Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien så resigneret ud og dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Hånden, som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bød på et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved Bordet.
   Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede længere og længere ind på sin Stol--hvert moderne Udslag af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.
   -Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset ...
   Fruen smilte, med sit vågne, behagelige Værtindeblik stadig hen over Bordet--også Professoren sørgede hun for, bød hun ham, og rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:
   -Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid så ejendommelige Steder ... De havde såmæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
   -Og så gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.
   Berg mente også, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer--stille og rart, kun så solhede Veje, sagde han.
   -Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte så højt, når han var sammen med hans Familie, og havde så store Bevægelser med både Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange måtte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og små hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev påtrængende eller fyldte op.
   -Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Søn.
   -Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.
   -For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig utålmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har fået.
   Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu i Efteråret. Når Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen på nye Bøger og nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte på alle de gudforgående og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i små rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang imellem kunde der også plumpe ud af hende et uvilkårligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel på Respekt for både--det ene og det andet hos Professoren. Og sådanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Hånden for Munden eller bag nogens Ryg.
   -Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i Fredensborg.
   Hun kom pludselig til at se' over på Tanten, der sad ret op i Sofaen, helt stiv af Søvn:
   -Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i Skanderborg.
   Tanten vågnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt på Grund af de nye Munddele:
   -Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...
   -Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
   -Men efter Nytår, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.
   Erhard rømmede sig og så' på Berg. Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, når der var Venner af ham sammen med hans Familie; på den ene Parts Vegne og på den anden. Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille på sin Stol. og så' underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.
   Lange var også gået over til Literatur og talte meget indgående om Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han véd, hvad det kommer an på: at ta'e Sanserne; sagde han, det er det.
   Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid sådan en inderlig Fortrolighed over Lange, når han bredte sig på et Yndlingsemne:
   -Ham lugter man sågu, sagde han og snøftede let.
   -Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes i--»Læseforeningen«...
   Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud på Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibånd og komme afsted. Fru Dønnergård, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsrådet lod brænde et af på »Slotsbjerget«...
   -Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er også dejligt ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.
   -Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergård til Fru Gerster, der tog Overstykket på. Hun var så ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
   Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i Døren.
* * * * *
   Da Lange og Berg kom ud på Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens mangfoldige Nakker, så' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, før den slukkedes.
   Lange istemte Mængdens lange »Å--å«, da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem lå nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket løb de små Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
   Numer fulgte på Numer. Småflammer sprang op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild. Og på den anden Side af Plænen så' man pludselig de tusinde, sagte bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer.
   En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.
   Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brødes med Knald--små plaffende Knald: med ét var hele Himlen, hvor man så'. kun et vildsomt Løb af ilende hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...
   Bankherrerne var gået helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsråb steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes.
* * * * *
   Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde sådan en ujævn Gang, så han aldrig holdt Trit, og det altid så' ud, som løb han som en Hund mellem de andres Bén.
   Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de små«--på Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje overstadige Latter, når hun sagde det.
   Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt så meget af den lille Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt på Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vågnede eller besindede sig. Og så sukkede han.
   I Middagsselskaberne, når Berg og han var sammen, kom han altid efter Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og der sad han så, ligeoverfor Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.
   Og når der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Hånden over Øjnene:
   -Nå--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Håndtryk.
   Også nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom slået en Klo i Lange og var igen på Møen, mens »Mo'er« gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har trukket sammen.
   Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--når de var alene, støjede hun ikke mer.
   Berg stødte mod noget på Jorden, med Foden, og bukkede sig: Å--det er en Raketstok, sagde han og tog den op, så' ind i det sorte Hylster og rystede det.
   Lille Canth standsede også og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru Canth råbte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:
   -Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
   Og alle satte i Marsch igjen.
   -Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har fået den i Hovedet. Hr. Mølbom lo.
   -Det er ikke noget at le af, sagde Lange, det er s'gu Faren med Raketstokke--at Godtfolk får dem i Hovedet...
   De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne kom også i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Hånden, og blev stående.
   Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...
   Så strømmede alle ud på den store Plads, hvor det elektriske Blus på National-Tårnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstøttens store grå Sten.
   Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons Lamper glad hamrede løs på »Victoria-Teatrets« nys rejste Tag.
   Berg var stanset ovre på Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, sagde han dæmpet og dvælede på Ordene, mens han så' ud i det rige Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds om den hele By og bandt den til ét Billede...
   Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han den tænkte Stav, sagde han med et utålmodgt Suk:
   -Og så vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.
   Han vendte sig, just som han blev råbt an af en høj, lidt skingrende Stemme: God Aften--Berg.
   Det var en Herre, der råbte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, råbte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre.
   -Hvem er det? sagde Lange.
   -Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«...
   -Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.
   De gik videre.
* * * * *
   Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om på Kanten af Etagerer og Konsoller, så de bevægede Hovederne, og så' lidt på den nikkende himmelske Forsamling.
   Så slog han de lange Persienneskodder til Side og åbnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen lå et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.
   Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper.
   Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han tog det og så' på Håndskriften--i Hjørnet var der en Svale med en fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han brød det og læste:
   »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen--for at opleve endnu en Sæson.
   Vi hilser Dem alle.
   Deres ASTA HELTZ«
   Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Hånd.



II

   Berg blev både døv og ør på den gyngende Bro, hvor han stod, midt mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--sådan blev der banket, hamret og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Råb: Ohøj--ohøj, lød det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.
   Berg blev svimmel, når han så' derned, hvor Stilladserne groede op af Mørket på svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen...
   Bygmester Martens stod ved Siden af Berg på Broen og gestikulerede; Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge Adolf og råbte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende på vuggende Stiger: Hold i Tovet--Tovet, råbte Martens, som var underst. Vejen var ikke så rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.
   Den unge Adolf ventede på dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille Forfriskning«.
   Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over Brædder:
   -Der skulde være Marmorpuds, og der skulde være Forgyldning ... Martens pegede og Martens viste.
   Bygmester Martens begyndte altid ivrigt på Forklaringerne af sine Herligheder og fandt så ikke Ordene og stod blot og førte den højre Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid strålede som et Barns over hans egne Undere.
   -Ja, ja, sagde han så. Det er Interessen. Og han gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, når han gik om i sine Bygninger. Det var sådan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor han havde sunget over Høvlebænken.
   Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men Modellen måtte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døråbningen, ind i Foyeren, hvor Arbejdernes tøj hang på interimistiske Knager, og en Mængde Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret på et Fjællebord.
   Martens dækkede Stykket af med en Hånd så varsom, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og så' på Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, så man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel på Taget, så den viftede.
   De læste »Victoria« på Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den sådan kunde vifte, når man pustede.
   Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:
   -Ja--kunde man bygge af det Materiale, sagde han over til Martens.
   -Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.
   Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.
   -Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan --så man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Hånd.
   De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme ned og hjælpe på kokkken.
   Victoria-Restaurant'en var allerede åbnet i Sidefløjen med fire Sale og tolv Kabinetter.
   De gik gennem alle Salene ind på Nr. 10, Hjørnestuen på første Sal, hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse på Kuverterne. De var blevet svært sultne på Vandringen og sagde nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, så glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde:
   -Det gør godt i Næsen, når Låget bli'r taget af Fadene.
   Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Måltider i Restauranten nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.
   Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og så' ud på Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, så' døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin.
   Hans Kone gik stille om på de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. Der havde hun strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, så godt hun kunde.
   Fru Martens var efter År og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om Martens på Lærredsstykkerne, så forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man trådte for hårdt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.
   Når hun så Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv påny, hvordan det egenlig var gået til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre.
   Martens tænkte sjældent på Fortiden. Det hele var gået så ganske naturligt til, som alting går naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Lån på hver Sal og Prioriteter til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og så havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig på Farver, og Gips og Snørkler på Dørene....
   -Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.
   Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje på Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver på Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere.
   Man var så begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, Småmandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider på Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Mål, der er vant til de små Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft.
   Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning på en helligdag--legende med Børnene og seende på sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, så »døde« som alt det øvrige.
   En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at råde med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var så gode som Penge.
   Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, på de blå Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende på de store Tal med Håndværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.
   --Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til små Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme.
   -Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igår havde de solgt Nr. 11 ... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.
   -Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde på Tungen og smækkede.
   De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, så det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Hånden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel--ved Bellevue--på Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...
   -Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.
   Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge på Rente.
   En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt:
   -Ja, ja--det går, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind på Martens' tredje Sal.
   De havde stadig fået flere små Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da Spenner kom tilbage.
   -Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...
   -Det var Grunden, der var så dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
   -Pilloteringen? spurgte Berg.
   -Ja--det var jo det ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset lå jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.
   -Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.
   -Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.
   -Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, når han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det så' ud, som om han stangede.
   -Men Alverden søger jo, sagde Berg.
   De var nået til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden på hinanden. Ja--der blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til Direktør.
   -Sågar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igår: Jeg skulde vel være Direktør ...
   -Ja, råbte Adolf, vi to--Berg--os to.
   Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.
   Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.
   -Ja, sagde Berg: Når man kunde slå en Jøde ihjel ...
   De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med små Glas.
   Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Måned ...
   -Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Hånden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele....
   De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og så trækker man dem også over Sundet.
   -Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
   De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende små, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og så' på deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
   -Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.
   Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned på gaden og skiltes ovre på Hamtorvet;
   -Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_.
   -Snak, sagde Berg. Han var virkelig gået og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet«--så tosset det end var.
   -Nå--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget råbte han: »Jeg skyder Pengene ind.
   Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten på sit Skød, oppe på Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
   I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper på Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, på et Hjørne af Skrivebordet lå der en Flettekurv.
   Flettekurven var Tegnet på, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gå og smække med Døren.
   -Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Så må jeg vel ind til »Fa'er«.
   Der var igen noget, det måtte skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den længste Tid af Året var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Stråhat og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen.
   Familien Gravesen boede på Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi.
   Hvert Kvartér kom en af Bierne ud på Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
   Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv--man måtte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.
   Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie....
   -Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret....
   -_Så?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.
   -Å, må jeg være fri....
   -Nå--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre....
   -Hold du din Mund, Frederikke.
   -Uf--Ida bliver naturligvis rå, hvinte Vilhelmine.
   Det gik fra Kælder til Kvist; så smækkede Dørene--hele »Gevinsten« rystede, når en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber på Kvisten:
   -Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Påklædning....
   Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
   Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
   Når hun kom ind på Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve År i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhøjt.
   -Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, når Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling.
   Når hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen.
   Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
   Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gå ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og så' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde.
   Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til Sætteriet--Faktoren hørte altid på Stemmen, når der havde været Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med Albuen på Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive År og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed.
   Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bøjet, fyldende Side på Side og læggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave og dukkede.
   Den eneste Afveksling i den Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han havde været Fører på et af de første Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Åre, som de tog til, ved Rusgilderne i »Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han også Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der År for År faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det øvrige....
   Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra Papiret sålænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig på Plads på sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav. Klokken tolv var han så færdig med Føljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme på den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.
   -Berg--låner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
   -Så vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Årer.
   -Ja--lo Berg--om jeg kunde.
   Krans strakte Armene i Vejret: Å--ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man må være glad, at man kan tjene Føden.
   Der blev smækket med et Par Døre, så det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision på »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale--otte Linjer....
   -Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt.
   -Men otte Linjer, som måtte ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blå Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
   Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert ombyttet Ord På tyvende År løb han i »journalistisk Virksomhed« Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke.
   -Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blå Blyant.
   -De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher.
   Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot--at få Numret fuldt.
   -Ja, sagde Gravesen.
   Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
   Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde« gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter »Indsendere«. Der måtte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo »Bagstykke«.
   Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et.
   Stær stod også op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just når man endelig en Gang har fået noget sagt, sagde han og han gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gå ud over Aktieselskabet: der var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, så de skrævede.
   Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Stålhængsler på alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhårde Sæder og Rygge var betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens første Leverandør.
   Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende på sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man må en Gang fra denne Anstalt.
   Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær på »hellere fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet dråbevis.
   -Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken på for at gå hjem. Hr. Stær gik så tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve År havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle på sin Ryg.
   Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste på hinanden med et Nik. Der lå på Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage på Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til.
   -Den Maskine, sagde han irriteret.
   -Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre. Berg så', henne fra Døren, på Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, når han skrev.
   -Hvad skriver De? sagde han.
   -Å--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet.
   Berg havde fået Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, nåede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.
   -Hvor var De iaftes, sagde Berg.
   -I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, så man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine små Tænder i Læben, mens han talte.
   Han sad lidt, så sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke iår.
   -Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet:
   -Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--på tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog--tiende Møde, sagde han og lod den knyttede Hånd falde ned mod sit Bord.
   -De skulde hellere ikke gå der, sagde Berg. Hvad nytter det?
   -Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
   Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det var Smånotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve År ruge halve Dage, og som blev trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
   Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede »Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.
   Redaktøren sagde: Nå--det er af de Nihilister, som ikke slår ihjel; og »Noterne« blev stående.
   »Nihilisten« kunde undertiden komme på Kontoret, bleg som var han syg:
   -Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende på sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en Feber, af sin rådløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel på Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han så'.
   -Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
   Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede så Referatet til ti Linjer, når han endelig Klokken halv tolv nåede ind til Kontoret ude fra Smallegade.
   Berg havde stået og sét på ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav....
   Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
   -Da', Børn--kom han ind. Hvordan går 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde.
   -Tak. Og dig? sagde Berg.
   -Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede på Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for En ... Billeder får man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med sin hule Hånd og klaskede det på sine »Billeder«--Har s'gu forresten et Par Småstumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig.
   Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde fået en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt--på hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at rode....
   -Det var et Gulv. forstår du--Lange viftede med Hånden--et Balsals Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump Garnering helt inde og en »Sonne« på en Væg, du, i forgyldt Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille Forståelsens Nik, gamle Sonne, du....
   -Og så kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet på ... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Hånd--Forstår du, det skal jo nu _udføres_, forstår du ... Sådan lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene....
   -Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, når de er blevet sådan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....
   -Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har fået hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys på den arm, sagde han, når hun kører ... Storartet Lys over Handsken.
   Berg havde i et halvt År sét hver lille Skønhedsplet i Lyset på den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en Maskine dernede skar ham i Ørene.
   -Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt på et Par Dage ... Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_, sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser jeg....
   -_Sådan må det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han.
   -Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord....
   -Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.
   -Ja, sagde Berg sukkende, det er det.
   -Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Går du med ned ad Gaden, sagde han.
   -Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forståelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det ... Man må s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.
   -Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.
   -Nå, sagde Berg og trak lidt på Skuldrene.
   -Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_ altid har sagt. Farvel, du.
   Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.
   Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt så småt at mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i »Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.
   En betroet Embedsmand fra Konferensråd Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:
   -Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Hånd, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om »Marienlyst«, som et Aktieselskab måtte kunne gøre til et evropæisk Bad--... Men Publikums Interesse måtte vækkes først.
   -Man måtte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.
   Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt på Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene slået behageligt over Kors i sin Lænestol:
   -Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige Presse--og Professoren gjorde en Håndbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks--kunde man aldrig gøre sig bevågen for tidlig....
   Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud på Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man så' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis og anså _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad.
   -Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af hygiejnisk Indhold....
   De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde højt til Krans:
   -Ja--det er Målet, min Ven, vi må vække Publikum; og henne fra Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:
   -Ganske vist--der var tænkt på en fransk Ballet--men, oprigtig talt, vore egne gør det s'gu ligeså godt ... og de to Herrer lo halvhøjt gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Hånd, sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upåtvivlelig Samfundets første Livssag.
   Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han så', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord....
   »Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte så jævnligt »Manse« i Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, når de mødtes.
   Berg havde fået Tøjet på, og mens han knappede sine Handsker, sagde han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:
   -Nå--hvad er det så for en Løgn, vi skal debitere, så uformodet højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik.
   En Sætter kom imod ham ude på Gangen og sagde, at en tysk Herre var gået ind og ventede på hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne havde sagt, han var gået ... Ja--men--det var en tysk Herre.
   Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som genfødt.
   -Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en Rekreation.
   Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iår. Hr. Franz bragte en Buket --en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste....
   -Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, hvor man bød på et Program med seks Numre.
   Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte særlig Pris på den københavnske Presse:
   Den københavnske Presse forstod Sagen, sagde han, og var deltagende.
   -Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen Fantasi.
   Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne på sine Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og sagde:
   -Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod »Stormestren« blandt Impressarioer.
   -Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt Bryst: Det er kun et Talent.
   Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.
   -Min Herre, sagde han, jeg forstår det ikke. Vi bringer Kunstnere --vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som Menageriejere....
   Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesånd--en Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.
   -Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten Års Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til København--i en Sæson.
   Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han så' ud over den lyse Gade, sagde han:
   -Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstår man at nyde efter at have arbejdet.
   Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Håndbevægelser, slående ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne:
   -Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.
   -Hvorpå venter Skandinavien, råbte han, på hvem venter man? Norden venter på København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.
   Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Hånd. Og uden selv at vide det trådte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.
   Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe få Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.
   -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
   Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne påny vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, så fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol på denne ganske By, der begyndte at leve.
   Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch på Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni.
   Og han selv?
   -Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By....
   Og gående frem og tilbage på Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, så' han, som et Landskab, Solen pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær.
* * * * *
   Erindringen om hans første Hjem i Skovridergården på Als viste sig altid først for ham i det Billede: den runde Dam med sin Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede på sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor Barnepigerne sagde, at der boede »den store Mand«....
   Herluf legede rundt om Dammen, og ovre på den anden Side krøb han op på Stakittet og holdt sig fast: Ude på Engen vadede Landsbydrengene i Åen med deres bare Ben og langt borte lå »Fa'ers Skov«--til han faldt ned og skrålte, og Barnepigen satte i med et: Nå--så ... og fik ham samlet op.
   Så faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden på Grønsværet, mens Myggene stak dem, så Herluf havde Buler over hele Kroppen.
   Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen på Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt i Fløjelsblusen og bød Kager om.
   Om Formiddagene legede Herluf i Gården: Mo'er holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, så de satte i Galop fra Vandtruget på deres slatne Ben; Rugehønen lå med bredte Vinger over Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom små gule Æg mellem Gårdstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og så kom Ruglæssene med alle Ørentvistene....
   Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en hel Kurv fuld af små, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen, allesammen i en Sæk, græd Herluf så længe, til han tilsidst kom i det mørke Kammer....
   Og så blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad Fader, når han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog på Ruden til Farvel.
   Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i hendes Skød; siden så' han Billeder, liggende på Gulvet, på Maven, mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gård. Lars og Daglejeren tærskede i Loen....
   -Mo'er, sagde Herluf på én Gang, midt som han lå over sin Billedbog, er du lykkelig?
   Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.
   -Ja, sagde hun så og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.
   -Nå, sagde Herluf blot og lå igen stille på sin kuglerunde Mave over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber henover Gulvtæppet.
   Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig på en Bjælkekant med Fødderne højt op under sig og så' til. Herluf krøb også op--han dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den hule Hånd og viste Fruen, hvor den skæppede.
   Når det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegården, og Klokkerne begyndte at ringe.
   Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke på Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler ud i Sømmene. I Skovriddergården var det, som alle måtte lé, bare de så' hendes runde Ansigt.
   På »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi på Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:
   -Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ... Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og få dem i Solen.
   -Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Tårerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.
   De sad alle tre på Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogården kom Drengen frem og lukkede Gårdporten.
   -Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, når han kom på Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.
   I Degnegården gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.
   Ingen havde heller så rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.
   Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét satte de op at danse og valsede over Gulvet, så alle Madam Bøllings fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, så Skørterne viftede:
   Smukke Pige med det sorte Hår, Se lidt på mig. Hør hvor bankende mit Hjerte slår, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.
   Lad mig gå min Vej, Hvis Mama det så', Vil jeg Utak få. Paple, Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
   Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, så det kladskede, Madam Bølling nynnede med på sin Stol.
   Smukke Pige med det sorte Hår, Sé lidt på mig....
   Herluf gjorde også Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: Han skulde danse--han skulde danse, råbte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, så hans Mave gyngede under Vesten.
   Så satte Tine i igen og valsede og sang:
   I Kongelunden vort Bryllup skal stå Med Dans og klingende Spil Enhver, der har Lyst, kan se derpå. Vi indbyde alle, store og små, Til Festen i Kongelunden. Trallera....
   De svingede, så de ikke havde Vejr.
   -Syng, syng, råbte Tine åndeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set på Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:
   Til Festen I Kongelunden....
   -Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt på Gulvet. Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede.
   Når de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet Stemme, der knap nåede frem i Stuen, Berg åbnede sin Dør på Klem, Herluf sad ganske stille på sin Skammel.
   Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille Grete!
   --Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke.
   Stridregn var det, så det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe på deres Loftskammer.
   -Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gå op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.
   -Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?
   -Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde så underlig en Stemme.
   --Moderen og Herluf sad endnu med Tine på Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge på Glücksborg.
   Man sagde, det var igår blevet værre med Kongen.
   Vejen lå stille og øde. Kun Pilene på Genbohegnet svajede i Mørket.
   -Mon han er ved Samling, sagde Tine.
   -De siger jo Nej, sagde Moderen.
   De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De så' ham komme frem i Mørket vandrende ved Siden af sit Øg.
   -Jakob Hans, råbte Tine, hvordan er 'et?
   -Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, sagde han så.
   -Iaftes.
   Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Gråden.
   De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var så slemme iaftes.
   Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
   -Nu skal Klokkerne gå, sagde Tine.
   -Ja, sagde Berg.
   -Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.
   De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Hånden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:
   -Kongen er død, og så' på, hvordan hele Huset græd.
* * * * *
   --Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, måtte Berg med som Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergården måtte der dog ansættes en Vikar. Og han vilde være roligere, når han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Søster i København.
   Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud på Natten.
   Det var en fugtig og tåget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert et Sted i Gård og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til Herluf, da hun ikke længere tålte at amme ham--; hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var så kælen og vilde slikke hendes Hånd:
   -Så sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
   -Det ka' Fruen være tryg på, sagde Lars, som også var på Vej til at vande en Høne foran den blissede.
   Køerne vendte Hovederne i Båsene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren.
   De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast ... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Hånd, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang på Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille Gren, da Moderen så' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.
   -Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.
   -Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.
   De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant lå der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem lå Eng og Å og Gårde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg så' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.
   -Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor må vi rejse.
   Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
   Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han på Skødet.
   -Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet på, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.
   Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.
   -Nå, nå, sagde hun og lo med Gråden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
   Ude på Gangen stod alle Folkene på Hosesokker, der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Hånden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Hånden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Hånden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Hånden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.
   Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at råbe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og så over Poppeltræerne--de var ude af Gården.
   Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Hånden ind over Forlæderet. Så tog Herluf på at græde.
   Da de kom til Sønderborg Havn, lå Dampskibet allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Båden var klar. Bådfolkene løb rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Båden og følte det gyngende under sig og så' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham på Skødet på Toften.
   De var snart ude. Afskeden måtte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod på det nederste Trin.
   -Nej, sagde Berg, jeg bliver.
   Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Båden så' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
   -Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kåben, Mo'er, Fa'er græd.
   Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu--hendes Mand.
   Skibet stødte så tungt op mod Sønderborg Slot.
   De så' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.
   Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud på den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet så kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.
   -Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....
   -Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede på Vejen til Gerningsstedet.
   -Når han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Når han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han ved.
   -Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf så sjældent....
   -Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.
   -Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
   -Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....
   Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han så, men du er vist træt nu ... Hvor er Minna? sagde han.
   -Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.
   -Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergården ... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive År ... tit både Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergården.
   Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.
   -Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstår hende ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat på Læsningen.
   Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der lå på Spisestuegulvet med Jord og Skår og det hele.
   -Men Herluf dog, sagde Moderen, så inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?
   Herluf dukkede over Misgerningen--han var på Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.
   -Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.
   Man må jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Hår. Sofie, sagde hun og åbnede den listeslåede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er kommet til at rive min Azalia ned....
   -Kan du Tabellen? sagde Moderen.
   Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han så leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.
   ... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, når Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.
   -Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag så et Stykke Bryst--et halvt Pund mere, véd du....
   -Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det behøves jo ikke, Minna....
   -Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid så anstrængt af Tavlen.
   -Ønsker du ellers noget? sagde hun, når hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.
   -Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede »Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv på tredje Sal, med sit Lys. Hun gik så slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.
   -Nej--hun nåede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og Værelset her i Leje....
   -Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han lå i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpå.--Mo'er--gå i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad på Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.
   -Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....
   Når hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.
   -Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de lå i Mørket tæt ind til hinanden.
   -Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
   -Fjenderne, sagde hun.
   -Og har Bøllings Fanny? sagde han.
   -Ja--Bøllings har Fanny.
   Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Så løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, på de bare Fødder, hen i hans egen Seng.
   ... Frøken Minna havde tændt sin Lampe på mælkehvid Fod og var gået ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.
   Når Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene på Klem.
   Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.
   Tiden gik. Tre År efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham på Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.
   Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle Døre stod åbne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
   -Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.
   -Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Hår med sin Hånd: min lille Dreng.
   ... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han lå. Der var så stille i Kammeret.
   Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude på Kirkegården, få Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
   Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin på Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, så de måtte bringe ham fra Bordet.
   Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.
   Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog på at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.
   Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.
* * * * *
   Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.
   Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne på Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.
   Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.
   -Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind på Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Så vore Bænkebidere, råbte han.
   Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle små, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Nå, nå, bli'r 'et til no'et? nå, nå, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.
   -Nå, for Satan--om igen. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gå ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst.
   -Nå, Appel, Hesten frem....
   Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte så tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne på Panden.
   Realisterne lagde for, mens de studerende regnede små Mandags-Opgaver i den hule Hånd. Den rødhårede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel.
   Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og var tykskindet, som havde han Fåresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham:
   -Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane....
   -Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen--godt, godt--han ta'er som en Danser ... Nå--frisk, Hr. Atterbom klappede: Så løfter vi Enderne....
   Tilråbet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »rå«, når han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne.
   -Nå, nå, så sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhårede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.
   -Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg, er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....
   Latinerne faldt både på to og på fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhåret Arrigskab og Forlæsthed.
   -Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skråstangsøvelser til Slut.
   Herluf Berg præsenterede en dårlig Finger og blev dimitteret.
   Han lagde sine Bøger sammen for at gå--under arrige Hvislelyd fra Væggen--og Ole Martens slog ham Følge.
   De gik op ad Gårdtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste rørte sig i Båsen.
   -Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, så Vismanden rystede:
   -Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.
   Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.
   Da Herluf nåede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, så den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vestergade:
   -Om du vilde tænke det mindste på din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind.
   Efter Bordet læste han Lektier oppe på sit eget Værelse. En Gang imellem sprang han op og råbte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.
   Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest lå i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til det snævre Hus.
   Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig på og gik ned:
   -Nu går jeg, sagde han.
   -Nå. Tanten skulde til at tage fat på »Tavlen«. Hvis du så vilde huske iaften at lukke Gadedøren lidt sagtere.
   Herluf mumlede og kom afsted.
   Han dansede på Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog Dansesko på i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr. Bonnesen, trådte hver ind og skrabede ud.
   -Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var en lille Mand med grånet Kunstnerhår og knækkede Ledemod, der bar blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.
   -Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....
   Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom på Plads til Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece, som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr. Bonnesen rettede:
   -Mine Damer, pas på Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind ... Små Trin--tænk Dem, det er på Østergade ... bedre, strax bedre ... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet....
   -Altså nu, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre« ... Altså nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ... Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.
   Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.
   -Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer, mine Damer, De afviser jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han. Laura trådte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med Tvebak.
   -Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:
   -Ja--sagde han, en Hilsen må have den kyske Gratie! Ikke for lidt og ikke for meget.
   Derpå var der pavse.
   -Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Pårørende« ved Vinduerne: Man underviser for Livet.
   Når Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Ånden blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--når de gik i Flok.
   Men henne i en Port eller på et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul, til hun kom forbi.
   Herlufs Flamme var et År ældre end han. Han kom »hjemme«, og de spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i lyserødt Silkepapir, og som forårsagde ham Hjertebanken, når han tog den frem.
   Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog ingenting«.
   Foråret gik. Om Aftenen, når han var færdig med Lektierne, sad Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Håret strittende til alle Sider.
   -Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.
   Herluf mumlede.
   -Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.
   Herluf mumlede igen og slugte videre.
   Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Så gik de i Seng.
   Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.
   Hen på Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren, som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen på Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige Blad midt i Stuen, så Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit Bryst: Krigen var brudt ud.
   Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.
   --Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, Numer efter Numer. Alle måtte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte blot om ét og det samme: det, man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.
   Selv Frøken Minna var ude med Herluf, så den gamle sad alene i sin Krog og skreg på Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, så hede som alle andre.
   Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op på Borde, Ryg over Ryg, for at se.
   -Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion, så Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle stod op, Stokkene tabte han....
   -Sejr, Sejr! råbte de fra Bordene. Og som Væggene var åbnede Sluser, hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, så Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der råbte, Hoved ved Hoved, på Marseillaisen:
   -Marseillaisen!
   Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_ det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i Flokken foran Tavlen.
   -Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra Sårbrücken:
   I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig Fægtning jagede de Preusserne ud af Sårbrücken. Kejseren og den kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.
   Bagved og rundt om dem råbte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved at stå foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og nikkede.
   Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den gamle tog den:
   -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen på sit Skød, med rokkende Hoved.
   Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.
   -Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....
   Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den halvlyse Stue--ovre fra Tivoli nående Sangen herind.
   Herluf så' hen på Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af Karmen og sad og stirrede på det, mens hun holdt det i begge Hænder. Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen og tog hendes Hånd.
   -Hvor de synger, sagde han sagte.
   Hun nikkede og blev ved at beholde hans Hånd:
   -Husker du din Fader? sagde hun.
   -Ja, sagde Herluf. Godt.
   Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Hånd på Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var på Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom på Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--når de havde fri ... hele Klassen. Henrik var jo så godt lidt.
   Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.
   -Ja--så blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og kom til Jylland.
   -Det var to Gange Brudepige i ét År....
   Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den gamle; Herluf satte sig på Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen endnu.
   -Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men så blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.
   Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
   -Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg også, sagde hun. Kom. De listede op og gik på Tæerne gennem Stuen. Det var Tanten, der lo, når Dørene knirkede.
   Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf måtte hjælpe:
   -Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart så høj som din Fa'er.
   De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:
   -Sådan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, når de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad her op på Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den lyse Dag....
   Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og så' ud i Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede for Smørkrukken.
   Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.
   Dernede gik endnu et Par og sang:
   Allons enfants de la patrie....
   Han faldt knap i Søvn, før han måtte op igen og i Skole.
   Og så kom de sande Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de måtte troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu lå den hele Klasse i ét meningsløst vildt Prygleri--på Livet løs, til ingen kunde mer....
   Men Tiden løb, og også de Indtryk viskedes ud og syntes så glemte
* * * * *
   Det var Forår. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og den lune Luft fra Gården, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige Perpendikler.
   Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gård, og mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det tætte Udslet på sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige Småknirken under de urolige Ben.
   -Nå--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde gå til en Læge med det, Sonne, sagde han og førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
   Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem Klassen.
   -Hvor var vi så? sagde Læreren igen. Han gik videre....
   Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos Etatsrådens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld på handelsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:
   -Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat.
   -Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.
   Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet syttenårig i fodfri Kjole om Udstillingen:
   -Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede ... Både Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem på tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede.
   -Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig« Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted....
   -Han har Hjerte, sagde hun og så' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.
   Hein blev ved at fløjte svagt, mens han så' ud mod Kandidaten og Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen så taktfast i Mazurkaen som et Par Traner på gloende Tallerkener.
   -Det er os, sagde »den landlige Smag«....
   Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte højst »indgående« Ord om alting--ligesom på Danseskolen:
   -Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.
   Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun lidt, sad mest og røg og døsede.
   -Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?
   -Hvilket?
   -Med En, sagde Hein og stirrede ud i Luften.
   -Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han også ... Hvad mon?
   Ud på Foråret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Stræderne mod Frederiksberggade.
   En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost på et af Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne. Det blev til Råheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede hende i Rendestenen, så Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord igen.
   -Sludder, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften, Marie, sagde han og rakte Damen Hånden som en Veteran en gammel Våbenbroder.
   -Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han gik videre bag de andre.
   -_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.
   Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag mod Prostitutionen.
* * * * *
   Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed på Hjørnet af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe på sit Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle om.
   Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God Nat«.
   Læst blev der egenlig ikke så meget. Dertil tog »Arrangementet« for megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til Eksamen. Huen var også købt efter den skriftlige Prøve og skulde frem foran Spejlet; og så faldt han i Tanker med Øjnene ud på Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og grå og så atter rødmede mod Morgen.
   Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet lå forladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; på Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden Gråstenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet stå midt i den opgravede Jord--alt lå det stille, en Stund, i Dagen.
   Herluf blev siddende--med Huen på--ved Gelænderet og så', når de kom til Arbejde.
   De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik åbnet Lågerne i Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, på den bare Jord, og hamrede....
   Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.
   Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde han overdøve alle de klingende Hamre:
   Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte han at leve--med det nye København.
   Og han så', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse Himmel, som han stod der, på sin Kvistaltan, over sit store København, med sin flunkende Hue.
   ... Så blev han Student.
   Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.
   Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. På Verandaen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken lød dernede, sprang Herluf op på Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et:
   -Leve København!
   Og Folk dernede blev stående og så' ham, Russen på sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra....
* * * * *
   Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelråb igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre.
   -Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud på Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord:
   -Og man kom løs, sagde han.
   Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i Forværelset. Man så' hans Ansigt i Profil med den evig åbne Mund (Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig åbnede Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Års Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten strålte imod Lampen:
   HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE
   Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op på Nøglebrædtet, mens Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned på Psalmebogen og hilste. Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en højkirkelig Foresat....
   Ude på Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik stående. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias« sidste hundrede.
   I Porten løb han på den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod og stirrede på det røde Himmelskær over Slottet.
   -Mærkværdigt, sagde han.
   -Det må være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Hånden.
   -Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer.
   De lo begge og skiltes.



III

   -Kan han no'et?
   -Véd s'gu ikke.
   Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne. (Professorinden kom, når hun skulde ud, og fik en Dråbe på Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige Sovekammer herskede kun Køllnervand).
   -Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu åbner han jo den nye Forretning--på Købmagergade.
   -Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en Cigaret.
   -Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men Penge må han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem på »Husholdningsbøger«....
   -Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede Gerster efter det bekendte Avertissement.
   -Men de skal være gået svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.
   -Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.
   -Og han går ind på Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han forstår, sagde han. Men kan udrette noget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Hånden: her trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev handlet i dette land.
   Han blev ved at gå frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja, alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne Kapital....
   -Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag til at blive Nordens Hovedstad.
   -Ja, ja, det blir den, sagde han.
   Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun ventede på Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede« gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--på Pladsen til at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, der var Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.
   -Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. Og idet han ligesom overså en lang Felttogsplan, tilføjede han med Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver også Plads for Reklamen, du--
   Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gå, mens han talte i en anden Tone: Man må sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, Kunstnerne er også blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt. Forfatterne vil komme, når man rækker dem blot den lille Finger: de venter jo ligefrem på Skandinavien, der skal honorere dem....
   Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles hele Året, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller Skuespillerne fra Kristiania spillede; så udvekslede man Kunst....
   -Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige Lejeindtægten i den døde Tid.
   Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København --til os.
   Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al Hemmelighed holdt han svært af at sé på Berg, når han sådan var rigtig »oppe« i en Plan.
   -Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har fået den rette Ånd. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det Afstande at tale om? Århus og Odense er rene Forstæder til det nye København.
   Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Hånden på hans Skulder: Ja --du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:
   -Men så grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemåder »at gribe til«--selv greb han aldrig til).
   -Nå, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno på Døren til Entréen. Der har vi Lange.
   -Kom ind, sagde han.
   Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Hånd og løftede Skuldre:
   -Goddag--så man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv på?
   -På din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.
   -Tak--det må smage af mere, sagde Lange.
   Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slået med en Dør, så Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.
   Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille.
   -Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.
   -Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed.
   Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig så meget for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Hårene i Panden. Men du må ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I kender hende, når hun er »diskret« med Hånden op for Munden:
   -_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned på Gulvet, forsikrer jeg dig--detvar, som han sank, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og så sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.
   -Jeg havde ved Gud Tårer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.
   -Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.
   -Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv År uden nogensinde at få noget rigtigt at vide ... Jeg spørger endnu nogle Gange, sagde han, om »_det_« er at elske?
   -Så spørger du vist ikke på de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og viftede.
   -Så? sagde Gerster--du siger mig måske nogle bedre ... Jeg har ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og så' et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) sådan omtrent søgt overalt....
   -Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden Tone.
   -Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:
   -Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud for?
   -Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.
   -Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.
   -Ja så. Så græder du vel også, Paula? spurgte Herluf.
   -Ja. Jeg græder da tit.
   -Hvorover?
   -Man har da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.
   Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige Grædepile på Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden.
   -Hvad ler du af? sagde Lange.
   -Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.
   -Ja--jeg synes også, Humøret står på Frost, sagde Lange, der var halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede på sig. Det har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.
   De to andre blev siddende tavse.
   -Vi var i »Konstantia« igår, sagde så Gerster. Blom og Brodersen og Damerne....
   -Hm, sagde Herluf blot.
   -Vi drak Kaffe på Balkonen--du, og så skød vi til Skive efter Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var ganske blege, du, sagde han.
   Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at få Folk til »at spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var mangeartede. Det siste Eksperiment igår--eller imorges tidligt--havde været det højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den brændende Ende i Munden på et Par sovende Medborgere--hvad der dog havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge »Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og Lille-Gerster hjemad.
   Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.
   -Ja, sagde Gerster. Det er vi.
   -God Nat.
   -God Nat.
   Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det åbne Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede det.
   Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme hjem.
   ... Herluf og Gerster sad tavse igen. Så sagde Gerster,--da de atter havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:
   -Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.
   Herluf så'hen på ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.
   De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget sød....
   -Gift, sagde han.
   Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede --Tone som før sagde han:
   -Og du? Når bli'r det til noget i Vimmelskaftet?
   I Vimmelskaftet lå den Heltzske Gård, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man »talte« jo nu i Årevis om Asta og Herluf.
   Herluf trak træt på Skuldrene og så' i Gulvet.
   -Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet Tilliden, du, til det, man selv går rundt og føler.
   -Ja, sagde Herluf.
   -Skal vi gå ind til Mo'er? Gerster vendte sig.
   -Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gå. Der var ingen Døre mellem de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra Skrivebordet, da de kom ind.
   -Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.
   -Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue som en Værtinde, der sidder og venter på de Fremmede til Middag) ... Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens privateste Håndbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og Meyers Fremmed-Ordbog.
   -Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.
   -Å, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes, sagde Fruen, og så spiser de her hos os ... Gerster finder, disse tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.
   -Må jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal så Fruerne med?
   -Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element, mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden sagde: Erhard--vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i Sofaen (hun havde en egen bred Måde at sætte sig tilrette på under Småsladder, der mindede lidt om de tyve År i Provinserne).
   -Nå, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.
   -Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nærmeste Venner: Man kan jo sé de små Svagheder, sagde Fruen, som havde hele ProvinsSelskabets Skarpsyn for Småting. Frisproget gjorde meget til, at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.
   -Når Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har så megen Korpsånd, forklarede hun Berg.
   Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig også turde lade dem spise tyve. Når Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire og tyve, sagde Erhard.
   -Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra Provinsdagligstuen. Erhard påstod, at hans Moder flyttede derind og strikkede, når der ingen var hjemme.
   -Ja--sagde Fruen--når Vinden står på her, sidder jeg derinde. Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Når hun skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--før han gik.
   Hun holdt af at sé ham så soigneret og fin (også Dametoiletter var ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres Yndlingsmåltid, Frokosten, når de var ene; og det morede hende stille, når Erhard vidste så »detailleret« Besked); og når han var gået, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det kunde bringe dem Bud »derovrefra«.
   Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte hende Theen på en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskål: når Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The....
* * * * *
   Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsrådinde Heltz.
   En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter på Trappegangen--og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. Konferentsrådinden snakkede og lo højt--med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom--så man så' hendes to Rader Tænder, så hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød.
   Herluf undskyldte, at han kom for silde:
   -Ja--det véd Gud, De gør, lo Konferentsrådinden og rystede hans Hænder.
   Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferentsrådinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet på Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsrådinde Knudsen--også fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulvehunger.
   Alle snakkede i Munden på hinanden, siddende og stående rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler--de var ikke fornyet siden Konferentsrådens Død for ti År siden--var spredt over Gulvet:
   -Det er Asta, sagde Konferentsrådinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.
   Berg var gået hen til Frøken Asta--hendes Smil var slået frem imod ham lige strax ved Døren--og han talte med en halv sky, halv øm Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, tyvende Bal--i November, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue på Teatret.
   De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i Lyset. Konferentsrådinden øste selv op, og Sundt sagde--med Servietten stukket ind under Vesten, så den skærmede et Stykke af Skjorten--og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:
   -Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gåserede. Ja, Frøken Asta, sagde han og så' mildt til det første Glas Sherry: Fyrre--det er Zenith ... man forstår et godt Bord, man har gjort Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne ved at være fyrre.
   -Ja, ja, råbte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens brugte Talemåder som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskåret, så hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, måtte hjælpe efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv »Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iår.
   -Måske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.
   -Nå, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har såmæn også lært at konservere Dem.
   De lo igen, og Konferentsrådinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt ... Når jeg tænker på min Moder....
   -Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gå med Kappe.
   Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsrådinden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gå, støvede, rundt i Kurve:
   -God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.
   -En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at sluge den.
   Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogså at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under Æggeheden.
   -Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.
   -Der flyver dig en stegt Due i Munden.
   -Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.
   -Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse (når det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem studere min Datter.
   (Denne langbenede elleveårige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, så hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)
   -Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed, kære; og Konferentsrådinden så' med sit glade Ansigt henover sine Døtre og sagde:
   -Man kender da vel sit eget Kød og Blod....
   -Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.
   Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen....
   -Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt ... Hvad skal man så gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De sige mig, hvad man skal give dem at bestille?
   Hr. Ekberg tav og ventede med åben Mund på, hvad Fru Friis vilde give dem at bestille.
   Etatsrådinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig på det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsrådinden hver femte Minut--sagde, at de hørte, de læste--de fik for meget at vide....
   -Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.
   Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øjeblik højrøstet, når hendes Mand fortabte sig i dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson havde hver Elev et Apparat på sin Plads, så de rettede Ryggene....
   -Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsrådinden, nede fra sin Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen Blegsot....
   -Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod Husfruen. På Nakskov, Anna, råbte Konferentsrådinden ned til Fru Knudsen: På den gamle Tid, Anna.
   -Ja--på den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over på Professoren: Han husker Skovballerne, sagde hun og lo.
   Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsrådinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun. Konferentsrådinden sad med Tårer i Øjnene over sit Glas--hun tænkte på Konferentsråden.
   -Mo'er, hviskede Asta op.
   -Lille Børn, sagde Fru Heltz og så' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene på Herluf--de strålende Øjne--og han hævede også sit Glas, og de drak, med Blikket på hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov.
   -Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned på Dugen.
   Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vågnede ved det pludselige Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op gennem Århundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud mod Sundt.
   -Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle der.... Da vidste Folk, hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig.
   Hr. Ekberg slog på sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han sagde. Han stirrede kun på Asta, der smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.
   -De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange havde måttet sige: »De kender vist«, og var blevet så rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr. Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen ved at nævne Fornavnet....
   -Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender Gerster? sagde han.
   -Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpå hun blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bordet.
   Kaffen blev båret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru Jürgens blev stående hos Konferentsrådinden, lænet til sin Mand:
   -Ja, sagde hun, jeg har fået Lov til at beholde ham. Og de to Veninder blev stående Hånd i Hånd, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede:
   -Ja, sagde Dr. Friis,de klager ikke.
   Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun så' ham lige ind i Ansigtet gennem sin Stang-Lorgnette.
   Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han og slog beundrende ud med Hånden, hun er radikal....
   Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge?
   -Nej, nej, rør mig ikke, råbte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, så kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg....
   Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--vort Ægteskab er et Kammeratskab.
   De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende på Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.
   Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:
   -Ja, ja, sagde Etatsrådinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de varmer ikke....
   Ud på Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb så travlt over på Bordet. Fru Jürgens råbte op, og Konferentsrådinden og Fru Knudsen var så ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at Numer? sagde Etatsrådinden.
   -Å, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsrådinden, som satte på både tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.
   Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg ikke heller--Stemmen lød på én Gang så besynderlig fraværende og modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem Spisestuen ind i Konferentsrådens Værelse, hvor de store Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte sig.
   -Hvad blir det så til, sagde hun. Med Teatret.
   -Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, når de var ene, begyndte han--blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utålmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han tav, åndeløs som efter et langt Løb, og pludselig påny følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:
   -_Og jeg da?_ sagde hun:
   Herluf bøjede uvilkårlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre på ham:
   -Jeg kan gå her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gå her--alle de År, sagde hun.
   Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.
   Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om Bordet--det var som i et ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire Års Forsøg på at føle Kærlighed:
   -Asta, sagde han.
   Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, der gribes.
   Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Gråden tilbage: Der sér man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.
   -Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.
   Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gået.
   Han vidste ikke selv, hvad Påskud han for Konferentsrådinden fandt til at gå--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:
   -De går også, sagde hun, helt forfjamsket.
   -Ja, sagde Berg.
   -Ja--Jeg også, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. Nede på Hjørnet løb Berg på Lille-Gerster under en Lygtepæl: Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre.
   --Gæsterne var gået, og Konferentsrådinden vandrede rundt i sine Stuer og småsnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne:
   -Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Også Suppen, netop tilpas....
   -Når Etatsrådinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsrådinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve År.
   -Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.
   Gamle Sofie gik, og Konferentsrådinden satte sig, lidt træt, og så' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.
   -Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi må være Gud taknemmelige.
   -Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slået sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise.
   -Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med Pusteren for at slukke.
   -Stine kan godt slukke, sagde Asta.
   Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket.
   Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Å jeg ryster, sa' Benoit. Å din Kryster, sa' Babette.
   Så holdt hun op og slog Klaveret i.
   -Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.
   -Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.
   -Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad på Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.
   -Er det en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at dette skal høre op....
   -Hvilket?
   -Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.
* * * * *
   Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange Samtaler med sig selv:
   Det var altså forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde _kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Hånd i dette, filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og »komme løs«.
   Det var det, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed« og »Planer«.
   Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.
   Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, så sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder. Og så, midt som han sad--da havde hun smilet og der havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just sådan som hint første: Og man kom løs):
   -Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde selv hørt Ordene med en Angst, så han sprang op som for at værge sig eller som for at løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.
   -Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand, der slog ham venligt på Skuldren:
   -Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye »Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til Kærlighed.
   Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene på at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Er det ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?
   Og alligevel han så' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....
   -Og hun.
   Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstået hende.
   Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld --et Smil, som når Solen gik gennem Skyer, strax når de såes. For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, når de ikke såes.
   Men når de så mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med sit ganske Væsen på blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem--så sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen....
   Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende Ord og Talemåder: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....
   Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede på Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.
   -Ja--men jeg går i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.
   Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken åben og rød i Kinderne.
   -Hvor kommer du fra, sagde Herluf, som lå i Sengen.
   -Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.
   Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra.
   -Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han så' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad.
   Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort:
   -Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han.
   Gerster hørte knap: Nå--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand fra imorgen--med Hovedet på Armen blev ved at stirre på dette Menneske, der elskede.
* * * * *
   Næste Dag underskrev han Kontrakten.
   Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og Herluf Berg, åbnes om tre Måneder.
   Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en Elsker, der et Par År havde givet sig af med at spille med tre Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde rejst i Norge.
   Sæsonen vilde jo være langt henne, når man fik åbnet, og man kunde sagtens spille de Par Måneder »på Huset«.



IV

   Adolf og Berg var så tidligt på Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag på ham, før han gik til sine Bygninger, at »Bygmesteren« sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var åbnet.
   Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt »Gårdkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.
   Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Åbningsdagen nærmede sig.
   Konsortiet kom afsted, og ude på Trappen stødte de på lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste på lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham på Skuldren med et: Nå--frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje på den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.
   -God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede på Hovedet hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med »Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten.
   De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, når han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen på de høje Standstiger, mens de lagde sidste Hånd på de blomstrende Friser; på Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de trådte for første Gang på de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der strålede nye imod ham--man havde borttaget Lærredet om Morgenen.
   I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:
   -Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.
   Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, så man så' Gudindens slanke, forgyldte Ben.
   -Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.
   -Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod åbne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« på Plads på Piedestalen.
   -Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gården. Det var blot »de små blå« for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blåt-Papir på Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde også give sin Underskrift et Steds.
   -Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Når Navnene gør det--Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« på Bindet.
   -Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.
   -Nå, De vil altså ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.
   -Nej--vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.
   -Vel. Adjø--de Herrer. Adolf satte Hatten på, og også de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte »Sfinxer« på Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter på Klatpapiret: Martens's »s« endte altid med sådan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.
   Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han stå åbne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utålmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.
   -Godmorgen, Frue, råbte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme.
   -God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, så det klang.
   -Spar på Røsten, råbte Berg: Imorgen er der Prøve.
   -Vel, svarte hun igen. Og Programmet?
   -Bliver ved de to Enaktere og Prologen.
   -Hm. Det ene svenske? råbte hun.
   -Ja.
   Der blev banket på den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær--med åben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse--der håbede, i Teatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse--af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.
   Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede også på og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op på Skrivebordet--Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, faldt så hen på et Bord, hvor han blev--og så' træt ud, mens han i Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubriker.
   Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Hånden på Hovedet:
   -Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en Måned læst syv og firs.
   Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem År spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde fået en bred Diktion--blev ved på sit halvnorsk:
   -Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre fra os, _høre_ fra os....
   Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg måtte komme strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt måtte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu på Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.
   På Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær --samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat på Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet....
   Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg nåede op i en Droske.
   Udenfor Forretningen på Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste på et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.
   Adolf junior rev Døren til Butikken op og råbte noget ind: Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.
   Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede på Døren.
   -Hvilket?
   -Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.
   Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gå ud på Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var på én Nat blevet et lille Kina.
   Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Påfugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med Halerne bredte ud over små Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majsstråbuketter og Palmeblade var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper ... To skæve Tårne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.
   Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.
   Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, på en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Hånden.
   Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:
   Hvad han havde for Idéer--Når blev _han udtømt?_--Ja, man måtte forbavses ... Alle snakkede.
   -Mig må De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig på Tæerne.
   Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Psalmebogen, om Præsten:
   -Bedste Hr. Adolf--mig, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde Bestillinger til den hygiejniske Kongres:
   -Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds, forsikrede Adolf.
   Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Påfuglene: Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel--»til selv at skrive på--men noget net«....
   Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede på et Overslag, gik rundt og så' på Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der så' i en Mappe:
   -Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklærer vi, er under Restavration under Kongressen.
   Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, sagde pegende på Kunstbladene:
   -Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra Kobberstik....
   Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gået. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat på Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod lidt, i sin Regnkåbe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, til hun havde set Sønnen:
   -Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.
   -Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik så igen.
   Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig tungt i Sofaen: Det var en Dag, sagde han.
   Herluf lo: Nå--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der så solgt til Væggepryd, sagde han.
   -Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre--dem sælger vi jo med Tab ... Man må jo skaffe Folk indenfor sine Døre.
   Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.
   I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre »Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gået ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i Skumringen, mens han nikkede.
   -Tænder vi så? sagde Adolf fra Trappen.
* * * * *
   Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod på Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor på en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Åkande--en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin Moder.
   -Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, når Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det »Elektro« ... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....
   -Nå, min Pige, du har såmæn forstået at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.
   -Ja, ja, Adolf, sagde hun, når man siden kan det, Mand.
   Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to År i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting--»de putter så meget sammen«, sagde hun til Berg--og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.
   -Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig på Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge.
   -Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.
   -Udmærkede, sagde han.
   -Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.
   -Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervøs af Glæde.
   Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og så' til i Gangen, mens de tog Overfrakkerne på.
   Da de var gået, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol--og kaldte den gamle Pige ind for at få lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.
   Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke--For han har jo naturligvis altid så mange Ting i sit Hoved, sagde hun--; men når Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op:
   -Ja--de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, Marie.
   Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.
* * * * *
   Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.
   Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoråb, indtil Rampen med ét blev lys, og der lød et langt »Åh!« fra Parkettet: man så' Tæppet for første Gang. Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Forårsmorgenstund så' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.
   Skuespillerne blev ved at råbe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vårens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Småstjerner lyste på Gråt; alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste på deres luende Tuber.
   Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte åndeløs det strålende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod Loftet--Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.
   De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Håndleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet.
   Dekorationen, man så, var en gammeldags Sal med store, åbnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu gik Månen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var »Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle danske Skuespilhus, der lå i Måneskæret.
   Nede i Salen blev der råbt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Så faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, trådte frem for Rampen.
   -Om vi så drak et Glas, sagde han, på Husets Held.
   Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok på Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:
   -Så et Huset leve, råbte Berg højt, ud i den lyse Sal.
   -Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
   ... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede på én Gang oppe i Logen glædesstrålende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden ganske nær, midt på Bænken, uden at vide det--:
   -Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.
   -Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru Martens.
   Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede igen.
   -Og så et »Leve Konsortiet«, råbte Regissøren: Det leve højt.
   Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud på Flokken, mens de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:
   Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam få den, som ikke Konsortiets Skål vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skål var bra' Hurra.
   -Hva'--Børn--det kalder man Akustik, råbte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.
   -Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde på én Gang en fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsråd Hein og trådte frem; lad Dem ikke forstyrre.
   De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og Konferentsråden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af Respekt for Kapitalen.
   -Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig på Lur, smilte Konferentsråden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad Konferentsråden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens Skød--det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.
   Konferensråden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale--men takke Dem må jeg dog, fordi De tager så venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er med Glæde--og Konferentsråden vendte sig halvt mod Salen--at jeg tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus ... Skal vi tømme det på Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke!
   Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og --mine Damer og Herrer, sagde han så, i Begyndelsen søgende om Ordene --nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres store og strålende Hjem, det sidste Værk og ligesom Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Ånd, der har sat sig Mærke på Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse dette Hus, hvor Kunstens og Vårens Genier--med løftet Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og så lod Øjnene hvile på Balkonrandens legende Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der beruste Generalforsamlingerne--udstrør deres nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede på selve vort rige, store Fremtidens København, det vort København, der brød Voldene ned for at bygge på ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst på den Grund, hvor vi nu står.
   -Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.
   Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og råbte, næsten ligesom om de vilde sværge:
   -Leve--leve København.
   Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.
   På Scenen dannede man Tog for at gå endnu en Gang helt gennem Huset. Også de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem Gangene.
   De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev stående i den store Sal, de begyndte så småt at vande Høns igen, hver på sin Side af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i Gulvet, for første Gang.
   Alle var gået, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret.
   -Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom ind.
   -Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Ål: Og den første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.
   -Hva'?--Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i Sædet, med Hænderne ned mod sine Lår.
   -Ja ... Konferentsråden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni for Forretninger.
   Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.
* * * * *
   -Asta--du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, der råbte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et åbent Vindu.
   Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.
   -Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra.
   -Det er Teatervogene, sagde Konferentsrådinden inde i Dagligstuen ... Fra Vitoriateatret....
   -Nå, så er da også den Fest forbi, sagde hun.
   -Der er såmæn også snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi--Trin og Stemmer og Latter ... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn--Gang på Gang hans Navn.
   -Ja--det var gået godt ... det var gået godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.
   Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det åbnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.
   -Asta--men det _trækker_, råbte Konferentsrådinden fra Dagligstuen.
   -Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.
   -Skal vi så drikke The? sagde hun og trådte frem i Døren.
   -Ja--der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde Konferentsrådinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg....
   -Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet.--
   Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet »Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente på Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før man nåede tilbords, mens Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj hårdt i ude i de ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skæbne altid at få særdeles »heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed på Grund af Tandpine--og »Tante« Strøm blev kaldt ud i Køkkenet for at bistå i Skyndingen.
   Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en Pille, så de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben fået forvexlet sin Paraply.
   Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor optaget af Strøms franske Guvernante,--en Genferinde med Håret i Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe, en sværlemmet fjortenårig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som åbnede Døren og nu også kaldte Sundt ud til Salaterne.
   Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser.
   Sine pålideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Måde at kunne komme uventet tilstede på, som var uforlignelig.
   -Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.
   Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, lille Ven, her, lille Ven, råbte Fru Strøm op til Obersten, der havde Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare og hjælpsomme Smil, så man så' alle hendes velbevarede Tænder.
   -Nå--så Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Så fik vi da Maden på Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til Sovekammeret, der så' indbydende ud med en mat Loftslampe ved Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget blomstret Kretonne. Mitte--den tiårige ældre Udgave Canth--og Putte sov i to små Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der om Aftenen redt på Sofaen i hans Værelse.
   Stemningen hævede sig, så det summede i Stuen. Lille Canth hilste rundt på sine Gæster med små forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte igen om Teatret og kom ind på Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede Fru Mølbom.
   -Primadonnaen havde været uanstændigt klædt på, erklærede hun afgørende.
   -Nå, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i Vejret, når man skal være bararmet ... Skål, »de Små«, sagde hun og drak Ungkarlene til.
   -Det var _uanstændigt_, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun over Bordet--gav jeg Dem ikke Kikkerten?
   Arthur bevidnede det: Men De så' jo ingenting, sagde Sundt, for Pillen.
   -Lidt så' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.
   Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter på Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, så de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet.
   -Skål, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.
   Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i Dagligstuen.
   Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at kærtegne Sundts Håndled for at råde Fremtiden, og Fru Strøm sad på en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, der endelig hører Maskinen i Kog.
   Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.
   Der blev et stort Ståhej, da Fru Canth skulde spås og påstod, at Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til Scheele, og Genferinden tog hans Hånd.
   -Scheele, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster:
   Scheele tog sin Hånd løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.
   Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse på Tæppet, rundt om Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der drejede i Valsen som et svært Tårn midt på Gulvet. Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, åndeløse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene på Bastrup.
   Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage på sin Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.
   Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.
   Mitte var vågnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede på de stridende med store Øjne.
   Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd, og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte klagende.
   Putte var også vågnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende på den grædende Fru Dunker....
   Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med Hånden mod Fru Dunker og gik.
   Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. Men så begyndte hun at græde igen og rakte Armene op i Luften: Å--Gud nej--å Gud nej ... sagde hun.
   -Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var gået.
   Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede under de dansende, så Børnene mærkede det helt ind under deres Senge som et rent Jordskælv.
   -Det er Mo'r, sagde Putte--der lød en høj Latter derind.
   Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med Sundt.
   -Gud--Ungerne, råbte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.
   Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind på Armene; han løftede hende højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle råbte, og Guvernanten blev ved at spille, så Strængene dansede.
   Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, så Natkjolen fløj, og Fru Canth råbte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog Barnet--se dog Barnet....
   Der lød en stor Støj nede på Gaden, og alle styrtede til Vinduet. Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der råbte Hurra og jublede:
   -De følger Martens hjem, råbte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; og nede svarede de, så Støjen lød helt hen over Parken i Natten.
   -Er det lille Herluf, råbte Fru Canth ned i Sværmen.
   -Ja, svarede Herluf.
   -Kom herop, råbte hun.
   De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken på de bare Bén og vilde også sé.
   Så ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt på »Dagen«; lille Canth måtte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.
   -Skal så vort Hof- og Liv-Teater leve--råbte Fru Canth: Med ni hurraer ... en, to, tre....
   -Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene på Sundt.
   Herluf tog imod Skålen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage Billetter--hos Fætter Grevesen.
   Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med Løbelampen i Hånden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad Porten.
   De fleste tog Drosker på Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik. Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhåndtag faldt ham ikke i Hånden.
   Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Hånden, på Kanten af sin opredte Sofa....
   Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker på Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.
   -Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens.
   -Ja, sagde Martens og blev gående.
   Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.
   Det nye Kors strålte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.



V

   Det var på Hældningen af Maj. I Bredgade strålte Russerkirkens Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt på det kirurgiske Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var Løvet allerede tæt, og på Langelinje slog Brisen muntert ind fra Sundet.
   -Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og åndede dybt.
   Himlen var høj og lys, og der lå som et perlende Sølv over Sundet: Ja, sagde Berg, idag er det Forår.
   Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, der standsede foran Vandet eller så' over mod Kastellets grønne Vold--de første Sirener stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig sét den før. Og alle Munde var på Gled, så det lød som et eneste Kor.
   -Goddag, Goddag, råbte Brodersen og Blom, der var tilhest på Kørebanen, hvor de åbne Vogne rullede frem mellem de lysegrønne Hække under de unge Træer: Sés iaften.
   -Vel.
   -Halløj, råbte det bag dem. Det var Adolf, der skød på dem som en Raket gennem Sværmen--Time-Drosken ventede ved Porten:
   -Depecher, råbte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik Depechen op og læste midt på Vejen, så han standsede Stimlen som en Bom: Tredive Forestillinger--à tusind Kroner ... Så spiller vi lige til Juli.
   Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde spille her, mens »vore Egne« gik på Tourné med Åbningsforestillingen i Provinserne.
   Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre: Genial Idé, sagde han: Åbningsforestillingen forstår De--Fordrer kun ni Personer med Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger.
   -Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtryksmåde blev efterhånden mere og mere feltherremæssig kort, hvad der måske også kom af, at han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end Telegrafen.
   -Under Spenners Ledelse, sagde han.
   Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar Dampbådspiberne ind i Støjen, og fra Refshaleøen, hvor Dampskibene rejste deres store Skrog på Værfterne, lød Maskinernes Larm og Smedenes Hamren ud over Rheden.
   -Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange.
   -Vejret, sagde Adolf Nu har vi fået Sommer.
   -Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone:--og Tivoli åbent på den anden Side af Gaden.
   -Tivoli, sagde Adolf og han så' frem over den forårsklædte Strøm, ud mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse Luft.
   -Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle.
   Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt og længe:
   -Sågu, sagde Lange glad.
   Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og Vandet.
   Så hørtes mange Vognes Rullen på Kørebanen: Kongresmedlemmer trak frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips på Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til de gamle Herrer:
   -Nå, nå, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kåde afsted for at følge med Vognene.
   -Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til Menuer:
   -Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: Nå ja, sagde Adolf. Dans må der jo til, når man er mange sammen.
   Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var en Gruppe, til midt på Bordet: København, der strækker Kransen ud mod Videnskaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fødder.
   -Brillant--i vældig Størelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det op på en Nat.
   Lange havde sét Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde han. I vådt Leer, forstår du, forklarede han Berg.
   -Ja, sagde Adolf, når vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for vor Møje.
   -Ja, sagde Berg, der ikke tænkte på andet end på Aftenen og sin »Prinsesse af Bagdad«.
   -Men, de kommer jo til anden Akt?
   -Ja, sagde Berg.
   Et Par skarpe Piber lød, og de så' op: som en hel Flotille stod tre Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer med sit mægtige, vejrbidte Skrog ... De mødte en Øresundsdamper, og alle Damppiber lød.
   Sværmen blev stående; helt henne ved omdrejningen havde Lægerne standset deres Vogne og stod op for at sé: stille gled de store Skibe forbi i den lyse Luft. Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand på Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste glad, med sine store Øjne--Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert fra Volden--og Skibene drog forbi på det solbestrålte Vand som en Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne.
   -Nå, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af Scenen om Aftenen--»Ja, ja, sagde han, så henter vi min Corot og et Par Krøyer'e«--før han gik.
   Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at tømmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Værfternes muntre Hammerslag. Og langs den hele Kyst lå Villa ved Villa mellem Grønt--vinkende som med hundrede Løfter om Sommer--hélt op til »Hvidøres« slanke Tårn.
   De stod nogle Øjeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog om dette--en Bog, du--og han førte Hånden gennem Luften, som vilde han indfange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre--med Sol over--
   -Lys ned over Siderne, sagde han.
   -Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede Tone, de har ingen Øjne--du ... Nå, sagde han og nikkede: Det kommer.
   Da de vendte sig for at gå, rullede en Vogn frem på Kørebanen. De så' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket Damehånd frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens der blev lét i Vognen.
   -Vi ses, råbte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at vifte.
   -Han så' svært lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han.
   Berg trak på Skuldren: Hvem véd. sagde han: de gik hjemad gennem Grønningen.
* * * * *
   Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt behandskede Konsortium og drejede uroligt på Hælene.
   -Ja--men ... hvad skal man sådan sige? sagde Martens, der altid svedte, når han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han.
   -Når De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var så nervøs, at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at trippe rundt, med Sveden på Panden bagefter Berg, som vilde han holde ham i Skøderne.
   I den runde Gang sås kun tre Frøkener Gravesen og en Niece af Hr. Stær, der benyttedes til en Slags journalistisk Blænkertjeneste i Tilfælde, hvor Diskretionen forbød »de Herrer« selv at være tilstede.
   De hørte Vognene rulle frem foran Façaden, og de Herrer Læger standsende på hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med én Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.
   Konsortiet bankede de på Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet ad ingenting, mens de bakkede løs på Fest-Havaneserne--hvad der lod Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og Branddirektørens nye Reglement.
   Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsidentværdighed, rank, med det nye Kommandørkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tænkte på et Par Landlæger af den gamle Skole, der havde været særdeles livlige ved Kaffen.
   De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med små Børster Skæg og Hårrester foran Spejlene, mens andre stirrede på Loftsforgyldningen med strakte Halse, og de to Landlæger--gamle Studenterkammerater med svære Halskæder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade på en Sofa og sagde: Ja, ja, det gør godt at sidde, du gamle, og slog hinanden på Lårene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for.
   I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkener Gravesen og den Stæhrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at Publikum ventede.
   Kongresherrerne strammede sig op i Knæerne, idet de gik ind ad de åbnede Logedøre, og Kontrollørerne holdt Midtlogens Fløjdør på vid Gab for Spidserne, der førtes ind af Professoren.
   Så hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsråd Sténs festvante Stemme med et »Leve den hygiejniske Kongres«, og Larmen, da alle rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.
   -Så--nu er de der, sagde Adolf.
   Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn.
   De to Landlæger var blevet enige om: at først kunde man vel styrke sig med noget »Vand«, og så blev de siddende og nikkede lidt, med Cigaraske ned over Knæerne....
   Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Huset.
   Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udråb gennem Salen: en sådan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla.
   Alt var matblåt: Silkeforhængene, Vægfelternes Grund, hvor blege røde Roser var malt i Buketter, Tæpperne og de mangfoldige Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor store tropiske Fugle farverigt var broderet på Atlask, strakte høje Fønixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af Alebast, sart, Stoffernes matte Blå.
   En Faun holdt med oprakt Hånd Vinterhavens Forhæng tilside, hvor Palmer og tunge Rosentræer tegnede sig utydelig. Over alt lå--fra elektriske lamper, dæmpet gennem blåligt Glas--det samme Skær næsten som af Midnatssol--Landets daglyse Nat.
   Midt i Rummet strålte, i sin blegblå Ramme, vendt mod Salen, udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun vinkende.
   Berg hørte Salens Mumlen på sin Regissørplads og greb hårdt om Signal-Håndtaget: det var Begyndelsen til Sejren.
   Så blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.
   Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, så man så' dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit rokkende imbecile Hoved, som hørte han endnu på sit Kateder en Oversættelse af »De officiis«, Kars med sine foldede Hænder og Stæhr, sammenbøjet og foraset, allerede i Tankerne forfølgende en filosofisk Idé til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op mod Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem langs Balkonen.
   Professorinde Gerster havde lænet sig frem på sin Plads i første Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede den fyldte Sal. Denne Dag var som Målet i hendes Liv. Og hun tænkte, mens hun sad, på de lange uendelige År i Provinsen, hvor hun--med Øjnene bestandig, bestandig mod København--Sten på Steen havde bygget deres Existens.
   Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdélsmøder; fra Landsdélsmøder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han forklarede med altid de samme Ord. Mens hun samlede Penge, knyttede Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter Øjeblikket, når der skulde gribes til, Øjeblikket, hvor her var Plads.
   Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som næret af alle hendes hemmelige Ønsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst forstående hele dette Felttog for at réussere, som her stille førtes fra Dag til Dag.
   Indtil nu.
   Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen, hvor hun i Halvmørket skimtede sin Mand rank, med det tænksomme Ansigt og Kommandørkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og blev siddende med et Smil.
   Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var, Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst:
   -Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig?
   -Fordi jeg elskede Dem.
   -Og derfor har De vanæret mig?
   -Jeg elsker Dem, Lionette.
   Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne Kærlighedshistorie til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man hørte dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store Øjne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed i sin egen Læbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjålet Knas.
   Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlæger, der også vilde ind og sé på Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket og halvt andægtig, når hun var i »Martens Teater«, rykkede angst helt hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen.
   Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med Ægtemanden kom.
   Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte Tjenernes og Kommissærens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstået alt. Og slående Armene sammen over sit Bryst som for at dække en pludselig Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge Døren.
   Men da--man så' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--før hun havde løst sit Hår, det lange rødlige Hår, og blottet sit Bryst og flænget Kniplingerne løs fra sine Arme:
   -Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Døren op.
   Man tænkte ikke på Handlingen, man brød sig ikke om Dramaet.
   Man så' kun åndeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys prægede Guld.
   Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved Synet af dette Guld i Guld, løftede hun med et Skrig af Triumf den blottede Arm med en Håndfuld af de blinkende Mønter--der faldt som en gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tæpper hastigt sank.
   Det var ikke Bifald, der lød. Det var Rasen. På Galleriet skreg de, bøjende sig frem over Jernstængerne så langt, som skulde de styrte ned fra den svimlende Højde; Lægerne strakte Armene frem over Balkonens Engle og råbte høje Bravoer ud over det bevægede Parket. Og som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt Fru Duncker, mens alle klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste Vindstød bryder helt.
   Tæppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da hun løftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet, så det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun pludselig, i Parkettet og Loger, sét hundrede grønlige Lig, der gjorde Grimacer imod hende i det skærende Lys.
   -Hvad er det, hvad er det, råbte de i Kulissen; hun næsten vaklede.
   -Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset faldt ud over Salen.
   Da sidste Akt var forbi, råbte Redaktør Isachsen, stående op på sit Sæde i Parkettet, et nyt »Leve for Københavns Gæster--Samfundets Helbredere«. Og efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte Vicepræsidenten, mens alle Læger rejste sig--Professor Gerster stod i Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfæer--et: Leve Storstaden København....
   -Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København!
   Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at ryste.
   Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham.
   -Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse.
   -Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.
   Hurraerne lød endnu.
   -Lille Herluf, råbte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!
   Det var Fru Canth, der råbte ham an ude fra Garderoben: hun måtte endelig låne en af de blå Puder--dem med Fuglene, hjem at lave efter:
   -Vist, Tante Strøm, må det kunne gøres på Cachemir, sagde hun.
   Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne værgede de bestilte Borde, og Damerne, med deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i Stimlen, der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som Herrerne sloges om.
   Fru Martens og Fru Adolf var gået ned i Buffetrummet og kiggede ind i Salen gennem det store Glas. Efterhånden kom alle derude til Sæde, og Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik. Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes Støj fra det store Køkken og Kyperens Stemme, der råbte Vinsorternes mange Navne gennem Talerøret.
   Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen.
   Bag de store, åbne Døre til Anretterværelset, hvor Jomfruerne travlt rangerede Fadene under de høje Varmelåg, så' de det store Køkken så oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor Jomfruer med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene og over det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter.
   Alt var i Virksomhed Ovndørene, der blev slået op og i, raslede i Hængslerne, og hedho'dede Piger førte Piskejernene til Omeletterne, så det klang.
   Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med åben Mund--på Dampen, der slog hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i Køkkenet, hvor en bred Mandsperson håndterede et svært Jern over Ilden, mens han råbte og kommanderede i et fremmed Mål.
   Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra fransk Savoyen, der førte Chateaubriand-Jernet til en Stamgæst med højst-egne Hænder. Fru Martens blev ved at se på ham, som han stod bred og svær med Jernet i sine Hænder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede »Stegestykker« ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kødtrug, hvor de skære Kødflader lå Side om Side som flængede, blodige Tunger, og klaskede to nye Stykker skært om den ene Kødflade, han skulde riste.
   -Se, råbte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra ham og de Kødstykker, han lod forkulle i Asken: Se, råbte hun igen. Irriteret havde Hr. Desgrais sluppet det hele Spid, så det faldt ned i Ilden, mens han fo'r smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene.
   Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde:
   -Det er det franske Køkken, sagde hun og lo.
   Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i Huse, hvor man brugte det franske Køkken.
   De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes høje Kor.
   Fru Martens så' på hele Hjemvejen for sine Øjne den store Kok, der lod det gode Kød falde unyttigt ned i Asken.
* * * * *
   Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i »Victoria-Restauranten«. Men Berg vilde ned på »Bladet« og »fyre« i med et Par særlige Notitser først.
   Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gennem Stuerne, hvor Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv været Referent ved Kommunens Middag--havde tændt alle Gaskroner, og nikkede og hilste gennem Rummene til Berg. Der blev læst Korrektur, og der blev skrevet Referater--alle var i Virksomhed.
   Stæhr læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen pludrede Frøknerne Gravesen, Fru Stæhr og Niecen, der ventede på de Herrer, hede og festklædte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og Frøknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til Erindring--mens Hr. Stær stadig blev ved at foredrage den svenske Festtale med en patetisk Røst, og Hr. Gravesen tyssede på sine Døtre.
   Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af »Bladet«, og Herluf slap endelig løs fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer at komme ud i Budestuen og søge Numeret.
   De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst Avisen.
   Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, så Lyset faldt på Hr. Sørensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de så' de sorte Lakbogstaver:
   HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE.
   til Svovlstikken slukkedes.
   Berg gik ind for at hilse på Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Hånden.
   -Ja, Berg--sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin Stol, mens han så' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de hvidbrystede Herrer Medarbejdere:
   -De forstår det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By: _Circenses et--Circenses._
   -Han sagde, råbte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.
* * * * *
   Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen. Der var stødt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med mange små geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved adskillige små »siddende Glas« med gensidige Behageligheder.
   Efter at Berg havde fået lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter.
   Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem forbi Frihedsstøtten.
   Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, strålte en HalvtredsØre-Butik i fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, råbte Adolf: Begyndelsen til »Nathandelen«.
   Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene.
   De fik en Loge, men Berg blev stående på Balkonen over Hovedindgangen og så' på Salen. Der var ganske fuldt, på Gulv og i Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom langs Logerandende så' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem Rummet.
   Fra Logen blev der råbt på Berg, og han gik gennem Gangen. Glade Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel.
   -Herluf Berg, Herluf Berg, råbte blonde Krause--der i den sidste Tid bestandig så' ud som et gennemforkølet Barn--og Herluf måtte ind at drikke med Selskabet.
   Musiken begyndte påny.
   Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene blev revet op, og man fløj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at valse.
   Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen.
   Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene og stødte mod Væggene--inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud gennem Larmen.
   Musiken holdt op, men den måtte begynde påny. Som af en Hvirvel blev Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti Mand høj, op på Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter (hentede i »Nathandelen«)--der faldt ind i »Kyssenes Vals«.
   Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. På Gulvet strømmede man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se; alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet påny gyngede i Storm under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«.
   Ingen hørte; Ørenhinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.
   Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der så' hverken Væg eller Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf--holdt Krause, mens alt gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en Trofæ.
* * * * *
   Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første grå Skær af Morgen meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de alligevel »gå lidt« og røre Benene, før de vendte hjem.
   -Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den Kongres har kostet os.
   -Kostet? sagde Berg.
   -Ja, det er s'gu ikke på den Slags Forretninger, man tjener ... De hører til Driftsomkostningerne, sagde han.
   De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet lå forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
   Kun på Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de vågnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de så' efter de to. Så lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og halvt udstrakte--som Dyr på Lur inde i Skyggen.
   -Men nu skal vi _høste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.
   De gik tavse frem mod Bredgade, og på Torvet blev der ganske stille. Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder.
   Lidt efter lidt blev det ganske Dag.
   Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, den var vågnet--Storstaden København.
   Berg og Adolf stod på Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i skandinaviske Farver.


Anden Del >