Tine
Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TIL ERINDRING
OM MIN MODER
Denne Bog tilhører Dig.
Den Gang, da Du endnu var stærk og lykkelig gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng; så ofte plejede, når Skumringen faldt på, en „Ønskevandring” ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore. Den Dag standsede vi også foran Boghandlerens Vindu, og Du læste alle Bindenes Titler og sagde: Når Du nu en Gang skriver en Bog, skal Du sætte mit Navn på dens Blad.
Og siden, da Du allerede var syg og vi så ofte gik i „Lunden”s tyndede Allé - Du trængte til Septembers sene Sol - tog Du en Dag min Hånd, og Du sagde med din Stemme, der var bleven så fuld af Angst og af Kærtegn: Når jeg nu er død og Du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil Du så se, love mig så at se til, at de ikke - helt glemmer mig?
Og Du græd, Moder, fordi Du skulle dø.
Hvad Du bad om, har jeg aldrig glemt.
Nu sætter jeg dit Navn på denne Bog. Jeg véd, den er ikke din Kærlighed så lidt som dit Hjerte eller din Ånd værdig. Men dens Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om Dig og det Sted, hvor Du fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem.
Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var blødt og lunt for Dig, der skulle leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart også Ulykkerne til os.
Og nu, hvor Du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om Nederlagstid og vort tabte Hjem.
Jeg gør det nu, hvor min Ungdom er forbi, og alt, hvad jeg i ti År skrev, skrev for at leve og skrev for at skrive, synes mig tit at ligge for mig så uendelig fjernt og så uendelig klart.
To stredes - og Striden vil vel aldrig ende ganske - i alle disse Ord: min gamle Slægt og Du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredår havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger, som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i Norden.
Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at se Blod, og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner måtte kunstig ildnes.
Du fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: Han ville tvinde - til Belæring - sine Tråde i Slægthistorien.
Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget - meget.
Men også Du, Mo’er, skrev dit.
Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er dit Blod. Deres Skikkelser er Dig og Dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som Du og af din Kummer.
Og hvis de tør leve - selv kun de korte År - sålænge bør Du ikke glemmes.
Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og det Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os.
H. B.
I
Tine blev ved at løbe grædende frem ved Siden af Vognen, mens Fru Berg råbte de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten:
- Så reder I nok - i det blå Kammer - i aften . . . endnu i aften.
- Ja, ja, svarte Tine og kunne ikke tale for Tårer.
- Og hils - og hils! råbte Fru Berg gennem Gråden, Vinden tog hendes Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes fremstrakte Hånd, men hun nåede den ikke mer. Så standsede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke længer.
Tine gik hjem gennem Alléen og Gården, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun åbnede Døren til Gangen: der var så tomt med de øde Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tande mellem Resterne fra Thebordet.
I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.
- Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Bylt, hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.
- Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekræftelse.
- Så skulle vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som før, og gik, fulgt af Sofie Stuepige, der skulle hjælpe.
I Gangen åbnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt på det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod åbne, lå som tre stille og mørke Gab ud mod det forladte Rum.
- Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.
- Ja, sukkede Tine. Pladsen på Forhøjningen var tom.
- Og så Billederne, sagde Sofie og pegede.
Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter på Tapetet frem, Mærker af Portrætterne, der var tagne ned.
Gråden ville op hos Tine også, og hun vendte sig: Ja, lad os så ta’e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme Tæppe - det var det, Tine havde strikket nu til sidste Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tømt.
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med Tællelyset i Hånden, mens hun talte om, da „Drengen” var lille; hun havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.
Han var knap fød’, da jeg blev hans Barnepi’, sagde hun på sit Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med rigtig at åbne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E’er.
- Han vild’ aldrig bæres af andre end af mig og så Fruen - hun snøftede mellem hvert Ord - nej, han vild’ ikke . . . .
- Jeg har båret ham no’en Gang’ over til Fruen, sagde hun, om Morningerne . . . for der ville han over - hun smilte pludselig gennem Gråden - og ha’e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen.
- Ja, sagde Tine, der sad på Sengekanten.
Hun tænkte på Vintermorgenerne, når hun med Tørklædet om Hovedet løb herned, mens det lysnede.
Hun slog sine tre Slag på Sovekammerdøren med de flade Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der lå i deres søde Slummer.
Fru Berg kom søvnig op i Sengen: Det er Tine, det er Tine, råbte hun, mens hun klaskede med Hænderne ned på Dynen.
- Kaffen - Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, så de kunne høre det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.
Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs Seng med Dynen op over sig for at holde Varmen.
Sådan sad de så og pludrede timevis. Herluf var „Kineser” med strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru Berg og Tine lo, så Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede indenfor Døren med en Sjat Kaffe i en Spølkumme for at få Del i Lystigheden.
Men tilsidst kunne Sofie blive fornærmet på Herlufs Vegne midt som hun stod, og hun sagde: „Barnet ska’ vel ikke spring’ der og spill’ Teater,” sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i Dagligstuen og klæde ham på i Varmen.
Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester, Munden stod aldrig på Fru Berg, når hun var sammen med Degnens Tine - indtil Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gået.
- Skovrideren! råbte hun og fik næppe Skoene på for lutter Fart.
- Luk, luk, råbte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen i Døren drejet om.
Ja, ja, jeg klæ’er mig på, Henrik, råbte hun til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, så han kunne tro, hun allerede var oppe.
. . . Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin Herluf og fældede Tårer både over Godt og over Ondt.
- Men en arrig Trold var han, sagde hun. Ja, han var, gentog hun,
Tine sad endnu på Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde for Indfald, sagde hun.
Hun tænkte på den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig havde grebet hende i begge Benene - Skovrideren var allerede på Trappen - og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne - han var allerede ved Døren: - Stille, stille, hviskede Fru Berg - -
Han var herinde allerede: Tine lå som en Mus.
Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte til og lo og satte sig ned - midt i sin Seng.
- Du sætter Dig på Tine, Du sætter Dig på Tine, skreg Fru Berg, helt åndeløs af Latter . . . og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet og med Gråden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil Skolen, og kom ikke i Skovridergården tre Dage, så skamfuld var hun.
. . . Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren.
- Tag så Lyset, sagde Tine, hun ville ikke se det tømte Kammer.
De bar Dynerne og Madrasserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor alle Døre stod åbne bag dem.
- Her er så tomt, som vi var rejst all’, sagde Sofie.
- Ja, sagde Tine, der slæbte en Madras.
I det blå Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulle ud, og den anden blev stillet op ad Væggen.
Medens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom de gamle Bøllings for at hente Datteren.
Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, blev hun stående på Løbetæppet og så sig om med Tårer i Øjnene: Ja, nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne.
De to Gamle satte sig stille på deres vante Pladser, to Stole ved Sofabordet, lidt ud på Gulvet - de ville aldrig sidde i Sofaen i Skovridergården, dér skulle Fru Berg blive - mens Tine blev ved at gå ud og ind og Sofie bar Pinde til den blå Kakkelovn: hun havde anlagt „Tørklædet” imidlertid.
Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende „hendes Ho’edpin’”. Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var så grumme uoplagt til at udtale sig udover „Jo” og „Nej” eller til at foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu er vi færdige.
- Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem Skovriderens Stue i det blå Kammer, hvor den ene smalle Seng stod forladt op ad den lyseblå Væg, og der var koldt, så de to Gamle skuttede sig ved det.
De stod alle tre foran Sengen - Tine havde hængt Fru Bergs Billede op ved Hovedgærdet.
- Nå, her ligger han jo ret så stadselig, sagde Bølling og søgte at le lidt: de var alle tre lige ved at bukke under for deres Sørgmodighed.
- Ja, når det nu bliver godt varmt, sagde Madammen, når her nu bliver Varme, så hjælper det.
De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine henne på Forhøjningen på Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
Madam Bølling blev ved at sidde og ryste på Hovedet og se ud i Stuen:
- Ja - det har været ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bøllings brugte så stadig det Adverbium „ret”, som de havde så at sige på Håndværkets Vegne, fra Bøllings megen Omgang med Bibelen.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun. Og Brombærrene, var de godt surrede fast til Kassen?
Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, for at Fru Berg skulle have dem med til København:
- For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det . . . og de si’er, de har ’et ikke derovre, Brombær.
- Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.
- Ja, vi har no’en Gange - Madam Bølling bliver ved i samme stille Tone - fået Brombær hernede - - og så Marmelade . . . - Til Tvebakkerne, sluttede hun efter en Stilhed.
- Det har vi, sagde Tine og så ud i Luften.
Hun tænkte på Aftnerne, når der kom Bud op efter dem i Skolen - mest når Skovrideren var ude da - og de gik herned efter The, og Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom på Bordet, og de spiste af Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
- En Sang, Tine, en Sang, råbte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de satte i med „Hr. Peder” og „Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove” og „I Kongelunden”, til det blev til en Vals, så de svingede hen over Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunchen, der blev bragt ind i en Stenkrukke.
- Ja, der er dog til no’en Aftner, Tine - sagde Madam Bølling, der stadig tænkte på Brombærrene - så de derovre kan få det som herhjemme.
Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han stille talt sammen - gamle Bølling sagde:
- Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.
De Gamle skulle hjem: Tine ville jo dog blive og vente på Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gå, de måtte først hjælpe hende; hun kunne ikke tåle at se de gloende lysende Pletter rundt om Spejlet, de måtte hænge noget andet op - noget, der kunne dække. Hun tog „Kong Frederik” og „Slaget ved Isted” og „Fredericia” inde i Havestuen, og de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet.
Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med det hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se på dem, og et Par små Tårer faldt ned på Glasset: hun tænkte på dem, der nu skulle miste Førligheden og Livet.
- Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men også han beholdt det så længe, at Tine selv måtte tage det ud af hans Hænder.
Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet på, satte sig igen på de to Stole og så op på Heltene fra Isted og på „Kongen”.
Tine var gået ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede og hængte Portrættet på den tomme Plads.
De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.
- Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde så Bølling, det er dog Kongen.
De Gamle kom ud i Gangen. Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned. Tine satte Stagen hen i Vinduet, så det kunne lyse en Smule ud i Gården for Forældrene. Fra Bryggers,et lød der et stort Spektakel, det var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste Nat, mens hun sang på Melodien: „Hvo véd, hvor nær mig er min Ende”, så det skingrede mod Laden:
Kong Fred’rik hviler nu på Båre
og slumrer sødt i Dødens Blund;
nu rinder Folkets Takke-Tåre
for Drotten, fra hvis djærve Mund
det lød så tit: min Tak modtag!
Jeg svigter ej på Farens Dag!
Forældrene var ude af Gården, men Tine blev stående på Trappen. Hun lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.
Så smilte hun: hun ville tage dem over i Stuen; det ville glæde Skovrideren, når han kom hjem: de var dog noget levende til at tage imod ham.
Og hun gik over Gården og åbnede Døren til Loen og til Hundenes Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb så i forvejen ind ad den åbne Gangdør.
Inde i Dagligstuen satte Tine sig på den tomme Forhøjning. Hun syntes aldrig, hun havde været så bedrøvet, så beklemt og bedrøvet som nu, mens hun stirrede ud i den øde Gård. Lyset i Køkkenvinduet flakkede endnu en Gang hen over Ladens Hvidt - så var også det slukket, og hun så bare Valnøddetræets Skygge midt i den mørke Gård.
Det var igår Aftes, Fru Berg sad her hos hende på Forhøjningen og så ud på det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er sprunget ud? havde hun sagt, og hun havde grædt og lagt Armen om hendes Hals.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, så det lød skingert ud i den mørke Aften:
Og derfor græder Mand og Kvinde,
derfor er Glædens Dør nu lukt;
Taknemlighedens Hjerter binde
en Krans, som blomstre skal så smukt:
Thi Mindet aldrig slettes ud
Om Danmarks Fred’rik, nu hos Gud!
Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor lå med store Øjne på Gulvtæppet ved hendes Fødder.
- - -
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.
- Og så er jeg indkaldt, sagde han kort.
Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, ét for ét, Lysene på Klaveret, som hun havde tændt.
- Sådan kommer alt på én Gang, sagde Berg.
Det havde været Tines hele Tanke: sådan kom det på én Gang; og så tænkte og spurgte hun: véd Fruen det?
- Ja - det var Jessen, som bragte Budet på Dampskibet.
De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulle blive nu med Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars kom jo måske med og de fleste af Husmændene skulle også afsted.
Skovgerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder.
- Nej, sagde Tine.
De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i Sognet. De tog dem, så brat det var, fra alle Hjemmene nu.
- Ja, hos Anders Tækkemand var det ren Jammer. Ane havde været i Skolen idag med sine to på Armen - så hun græd og græd . . . . For nu var Anders væk - - og hvordan skulle hun klare sig. . . Hvor hun græd . . .
Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden.
- Ja, sagde Berg, der sidder jo Broderen fra den sidste Krig - med begge Benene skudt væk . . .
- Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, som gør Folk bange.
De blev tavse lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede ikke på dem. Berg talte igen om Driften. På Vikar var han da vis. Den enarmede Baron Staub kunne han altid få, han var disponibel.
- Han har jo fået sit, sagde han, ved Vådeskud . . . Og næsten uden Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og seende frem mod Lyset, sagde han: nu er de langt ude på Vandet.
Tine syntes, det var, som fulgte han dem med. Øjnene over Vandet, mens han sagde det; og hun ville finde noget at sige, der kunne muntre ham, hjælpe på Humøret. Det er vel derfor, Du sidder her, sagde hun til sig selv, det manglede blot, Du skulle tvine selv. Men hun fandt ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet så mange Ord mellem Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som var det en anden, Herredsfogden eller Kapellanen hos Gøtsches eller nogen, som man ikke sådan havde „Respekten” for: Det var jo Fru Berg, man snakkede med i Skovridergården. Tilsidst sagde hun i en Tone, der skulle være munter:
- Og vi, som har aset med det blå Kammer - det kunne vi snart have spar’t både Sofie og jeg! Hun rejste sig.
- Er det allerede istand? De får da også alting gjort, Tine. Berg tog hendes Hånd og Blodet jog op i Tines Ansigt - det gjorde det for det mindste, når hun var i Skovridergården.
- Skovrideren skulle vel se det, sagde hun, og hun åbnede Døren; men på én Gang blev hun stående i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret.
- Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.
Tine ville til at gå. Hun syntes, det var så uvant beklemmende, som om de to var ene i det hele Hus - det forladte Hus. Men Skovrideren gik hen til Bordet og sagde:
- Der står om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det først.
Det var en af Tines Fester, når Skovrideren læste højt af Aviserne, når de kom, Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra Bogskabet - alle Oehlenschlägers Tragedier.
- Tak, sagde hun. Men Sofie ville vist gerne høre med. Og hun gik ud for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af Skorstenen, og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, hvor hun så tit havde hørt til, når de læste.
Berg åbnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik Hænderne ned derover: Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget og stille.
Han begyndte at læse halv højt Beretningen om „Kongens sidste Færd”. Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd undtagen hans dæmpede Stemme.
Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra så mange stille Aftener, og hun så igen Fru Berg, som hun sad der under Lampen, og hun hørte hende le, som hun lo ad Tines strømmende Tårer, Tårerne, der nu brød frem igen, én efter én . . .
. . . „snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste på Kongens sidste Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Tårne, og hver Gård og hvert Hus - til det fattigste - havde Lys i alle Ruder. På mange Steder havde i den mørke Nat samlet sig Grupper af tavse Tilskuere . . .”
Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Gråd, men Skovrideren blev ved at læse:
. . . „Tæt ved Banegården standsede Vognen; de otte sortbetrukne Heste blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gående havde fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den Syvende . . .”
Berg holdt inde lidt; hans Stemme begyndte at blive hæs.
Tine sad og så frem for sig: hun tænkte på Tragedierne, de havde læst om og om igen, den om Axel og så den om Dronning Zoë . . . I femte Akt begyndte altid også Fru Berg at græde, og kom der noget rigtig smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet.
Berg fo’r fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans Stemme blev bevæget, så man hørte den knap:
. . . „Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet på Valpladsen, fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand under ham er stegen; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte . . .”
- Ja, sagde Berg, det er sandt.
Tine fo’r sammen, da han standsede, og da han igen begyndte, hørte hun efter Ordene: det var jo den sidste Aften, nu de læste - på så længe, på hvor længe . . .
. . . „Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets Indgang, Kisten sattes på sin Plads, Sjællands Biskop holdt fra en sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt Sted, og Salutskuddene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong Frederik bisat.”
Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine så blot på Berg, der læste:
. . . „Under Orgeltoner forlod Følget i Tavshed Kirken, og Deres Majestæter vendte tilbage til København.”
Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til Farvel.
Så sagde Berg, idet han lænede Hovedet mod Væggen og saå langt ud i Stuen - som én gang før:
- Hvor Drengen dog græd, da han kom i Båden.
Sofie skulle følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys faldt ujævnt hen over Hegn og Pil.
Sofie talte om Varsler og Tegn:
- Der var nok af dem - der ha’ed’ ikke været for rart i Skovridergården, nu i Sommer - så det huseret’ ved Nattetider.
- „Vognen” ha’ed hun da hørt den alene tre Gang’ - så tydelig den var svinget’ op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke mer Vogn end bag på en Hånd - - ikke mer end bag på min Hånd, det så også Fruen.
- Og det véd En da, sluttede Sofie og snøftede, hva’ så’en Kørsel betyder . . . når’et til fornummes tre Gang’ . . .
Tine talte ikke, og de blev ved at gå frem i Mørket. Hunden i Per Eriksens Gård fo’r op, og inde hos Jomfruerne Jessen vågnede Moppen.
- Ja, Gud hold’ sin Hånd over både Herren og Fruen, sagde Sofie i en Tone, som kastede hun Jord på dem begge.
Tine drog Vejret som En, der frysende vågner:
- Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun.
De var nået til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for nær til Kirkegården Nattestunder.
- Nu kan jeg gå alene, Sofie, sagde hun: Tak nu, Sofie. Og så passer Du nok Skovriderens The, så den bliver, som den plejer - ikke?
- Jo, Farvel Jomfru Tine.
- Farvel.
Tine hørte Hundene, der fo’r op igen på Sofies Vej - mens hun langsomt gik hjem imod Skolen.
- - -
Tine bankede på og hørte først Dagge, der tog på at gø, og så Moderen, der kom af Sengen og ud:
- Det er mig, Mo’r, sagde hun.
Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren er indkaldt, sagde Tine, da hun kom ind i Gangen.
- Å Herregud, å Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene stå helt ind til Bølling, mens hun gik: å, Herregud - å, Herregud!
- Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen.
Tine måtte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved Dampskibet. - Nå, så hun fik ’et at vide, nå, så hun fik ’et at vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: nå, så hun fik ’et at vide, Staklen . . .
- Ja, Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider blev stille.
Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til „Skolen” for at prøve, om den var låset, før hun gik op ad Trappen; og mens hun gik henover Loftet, holdt hun Lyset varsomt, for Halmens Skyld, hvorpå Gravenstenerne var spredt.
Inde i Kamret stillede hun Vækkeuret til Slag og flyttede Gyldenlakkerne fra Ruden ned på Gulvet.
Nedenunder småsnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten i den samme Stue.
- Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er det fjorten herfra Sognet.
Så faldt de Gamle hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante Åndedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset.
Hun kunne ikke sove. Hun lå og tænkte på en Dag i Efteråret - den sidste, hvor de havde været i Skoven, Skovriderens og hun . . .
De skulle ned, med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de i Kalechen, de skulle til Bispens, og der blev en Snakken midt på Vejen, før de skiltes.
De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.
De ville slå ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad fangen i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af Brombær.
- Se Drengen, se Drengen, råbte Fru Berg og lod Tine få ham løs; selv løb hun op imod Markhøjen.
- Kom, kom, råbte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.
Det var, som så man den hele Ø idag i den klare Luft - Bakke og Dal - så grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blålige Skyer, mens Husene smilede frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen var der ikke Bund.
- Så dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.
Men Herluf gav ikke Ro; han ville „fanges”; og de løb, løb, alle tre, Højen rundt.
- Ja, dette er den dejligste Ø, råbte Tine, der løftede den fangede Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver.
De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.
Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de småsnakkede:
- Det var svært, så de fra Rønhave kørte til Bispens nu - det var anden Gang . . .
- Tredje var det - i to Uger.
- Og så hang Herredsfogeden bagpå - som Fjerdemand til L’hombren.
De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og godt underrettede var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og der blev vekslet Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller Tine kom ud på Trappen.
Så tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under Træerne,
- Hvor dog Skoven holdt sig, så grøn den stod.
- Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.
- Ja. Men huskede Tine i fjor - de lod begge Hækletøjet synke og så ud mod det brunlige Skovbryn - da Skoven var gul i September.
De blev ved at tale om Skoven: når de havde været her sidste Gang det År og det -
- Nej - i fjor var det knap man fik Nødderne bjærget.
- Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.
Herluf råbte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulle komme, Tine måtte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en Gynge, tæt ved Jorden. Herluf ville op, og Tine gyngede, så han græd og lo. Så skulle hun selv op, Fru Berg ville gynge hende:
- Op Tine - op.
- Den knækker, den knækker, råbte Tine - det var en Vægt - mens Fru Berg svingede til Grenen, så Tines Skørter fløj om hendes Ben.
Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines bomuldsbestrømpede Lægge:
- Skovrideren, skreg hun og satte bums ned på Jorden på Hug. Fru Berg måtte le ud med Ryggen til et Træ, før hun kunne komme hen og få Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud på en Serviet.
Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede på en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var snart på Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var dog blevet kolde.
Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var Rosenelsker og krydsede også Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra Horsens, fik aldrig rigtig Håndelaget i en Have. Så var det Tine mestendels, der hjalp med dit og dat og gik tilhånde. Om Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe på Havetrappen i sit Sjal og så til og snakkede ned over Plænen til de to, som syslede og beskar og vandede. Hun så dem tilsidst kun som et Par Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.
. . . De havde pakket ind for at gå. Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.
De kom ud på Landevejen: lys og klar lå Aftenluften over de pløjede Marker - hvor Tine hun lo henne bag Omdrejningen!
- I sådan Luft hører man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, så frejdig som Vorherre havde givet hende den.
- Kom, Tine, råbte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og de gik langsomt henad Vejen, mens de sang.
Da de kom lidt ind i Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, så det lød over Marken:
Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove!
nu kommer Natten så sort:
alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen den lister sig bort.
Skynd Dig nu hjem til din fjedrede Mage,
til de gulnæbbede Små;
men når i Morgen Du kommer tilbage,
sig mig så alt, hvad Du så!
Rundt om blev det Fyraften. Foran Gårde og Huse kom Karle og Husmænd frem; på Rad røg de sindige Piber.
- God Aften, god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem.
- Godaften, Anders Nils. Godaften, Lars Peters. Tine hilste dem alle ved Navn.
Foran Lars Eriks stod hun lidt - den Gamle var så plaget af Gigten -: Nå, hvordan er det så? spurgte hun op til Porten.
- Ja-a, dog altid li’som no’et bedre, svarede langsomt Svigersønnen.
- Nå, så Gud ske Lov da.
- Ja, så Godnat, Hans Lorents, sagde Tine og gik igen.
De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i Hånden. Foran dem lå Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød bag ved det gamle Tårn.
Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen,
Kærlighed kalder Dig hjem;
sæt Dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen,
syng så din Kærlighed frem!
Kunne, som Du, jeg i Æteren svømme,
véd jeg nok, hvor gik min Flugt;
jeg kan i Lunden kun sukke og drømme,
det er min Kærligheds Frugt.
De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning på en Vejkant, før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom hende forbi.
I Skolen sad gamle Bølling på Trappen med sin Pibe og kom ned og hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde Butterdejgskringler, frisk bagte idag; og Fru Berg og Herluf kom op, til Sæde på Bænken, mens Bølling blev stående nedenfor med Berg og talte om Skovauktionen.
Nede ved Kæret blev Smedjen lukket, og ovre ved Kroen kom Madam Henrichsen, bred og stormægtig, ud på sin Bænk mellem de hvide Søjler. De hilste alle over Pladsen - også til den svære Knud Smed, der gik hjem med sin Hund.
Det var som alle måtte trives og blive runde og sunde i dette Nabolag, her på „Torvet”, så velnærede de alle var, både hos Bøllings og i Kroen og Smedjen.
Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret.
Klokkerne hørte op.
- Så skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker. Tine fulgte med dem.
Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret - den om „lille Grete”. Skovrideren lod Døren til sin Stue stå på Klem.
Herluf var træt og faldt i Søvn på sin Skammel med Hovedet op mod Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede også hun. Hun vågnede halvt.
- Tine ser nok efter Bordet, sagde hun så med en søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie. Fru Berg blev sjælden rigtig vågen, før Lampen var tændt og Theen inde.
- Nej, er der dækket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok så rank op i Sofaen.
Efter The plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i Badstue så gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.
Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst rundt om Lampen. Mest var det Oehlenschläger, han læste, eller også Paludan-Müller - Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød.
Bagefter, når Tine skulle til at gå, løb Fru Berg og hun på Vejen ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af samme Kop:
- Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, før de havde fået den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo, Mand.
Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han ville selv følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gårde lå som tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vågnede kun halvt og sendte en søvnig Knurren efter dem.
Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet.
- Her, Tine, her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggelig efter Lyset med Kjolen løftet; at blive „fulgt” af Skovrideren var det ærefuldeste, hun vidste.
- Vi ses, hilste Berg, når de skiltes.
- Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting at komme hjem her den sene Nat.
Men da de Gamle nu var vågne, måtte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergården.
Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i Underskørtet, så havde hun ti Ting at gå om, ud i Køkkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bølling.
- Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede.
- Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet.
- Jo, Mo’r.
- Tine, Du, husk det lille Stykke Smør imorgen, Barn, jeg har lagt til Side - det artede sig så vel i Kærnen, så jeg lagde det til en Side . . . de kunne dog smage det dernede.
- Ja, Mo’r, sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren.
- Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig af Underskørtet og op til Bølling.
. . . . . .
Tine kunne ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Ånde lød bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte på alle disse År, på Skovridergården, hvor alt var oprevet nu, på Herluf og Fru Berg, der var rejst, og på sin egen Barndom.
Hun huskede Vintermorgnerne, når alle „Fa’rs Børn” kom til Skole i Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj inde i Sovekamret, mens Tine så forundret til fra Sengen. Og så sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe på Dynen.
Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i Køkkenet på Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede.
Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagen så de uden Lys. Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede „Fa’r”s Drenge hen over Pladsen; nu havde hun og Kroens Katinka „Torvet” ene - de spillede Paradis, mens det skumrede.
Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og Fader røg sin Pibe på Trappen.
- Den lider, Vintren nu, sagde han over til Smeden.
- Hun lider, svarte Smeden, som skoede Lars Erik’s Skimlede.
Stæren kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork lige midt på Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulle til Kros eller til Kirke, gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og når den gik i Mose - både for Somren og Sæden og for Regn før Skt. Hans.
- Den kom sent, den bringer Varme, sagde Bølling. Han vidste Datum for, når Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte Bog med både Stork og Stære i sin tyske Almanak.
Foråret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.
Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort og Katekismus.
Så sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den store Pegepind; Madam Henrichsen gik såmænd tit ud i sin Dør blot for at høre til.
- Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.
Både Fædrelandssang og Salme lød der over Pladsen, til Børnene tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud på sin Trappe at svale sig en Stund, efter Dagens Sved.
Om Aftenen, når Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Hånden og fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad på en Sten ved Døren, bag Buksbomhækkene, eftertænksom og stille.
Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen på sin Vogn:
- Der er altid travlt her i Sognet om Foråret, snakkede Madam Esbensen . . . . Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet - i Maj Måned.
- Det kommer af, forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som véd at blive færdige med Høsten.
Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder Sladder halve Timer om både Nedkomst og Barsel, foran Trappen.
- Ja, ja, det gi’r Offer, nikkede Madam Esbensen til „Farvel” og jollede af i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling måtte først give Besked til Madam Henrichsen, som kom ud for at høre, hvor det var, og hvordan det stod.
- Hos Hans Lorentz’? - Ja, jeg tænkte det. Det er vel Tiden . . . .
- Nå - der går det da på hvert evigste År, sagde Madam Henrichsen.
- Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje.
Og Madammerne gik ind.
. . . . Sommeraftner, når Ane-Pige var kommen fra „Lodden” med Mælken, sad Madam Bølling og Tine på Trappen. Graveren kom med Spaden fra Kirkegården og gik hjemefter.
- Nå, Niels Lars, sagde Madam Bølling, er det så gjort ?
- Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.
- Ja, Gud ske Tak, hun måtte stride hårdt - ja, Gud ske Tak . . . Ja, så Godnat, Niels Lars, nikkede Madam Bølling.
- Godnat, Madam.
Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev stille på Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buksbom, Hyld og Lind.
Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for Bærerne at nå op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt på Pladsen, med Kisten stillet på de sorte Bukke. Så gik de videre ind på Kirkegården. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte Talen inde i Køkkenet.
Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se på Kranse. Efter Eftersynet kom hun til Sæde på Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Søjler.
- Så er hun henne, sagde Madam Bølling: Og Gud ske Tak - hun stred sin Strid.
- Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen.
- Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede tavse videre.
Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm. De gik til Præsten sammen nu. De sang, mens de løb hen over Sand og Buksbom.
. . . .
Årene gik.
Helg og Søgn og Høstens Tid - Uge på Uge, fra Søndag til Søndag.
I Degnegården skiftedes de til at gå i Kirke nu, Moderen og Tine; én måtte jo blive ved Huset: Pastoren skulle jo have sin ordentlige Kaffe efter Tjenesten.
Idag var det så varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge Sider under Kirketiden. Solen lå frem over Bordet og den Damaskes Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.
Salmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det var „Dejlig er Jorden”, de sang; Tine faldt i og nynnede den med, mens hun gik.
En Kirkegangskone kom op gennem Lågen, og Kordrengene fo’r ud af Våbenhuset, hujende ned gennem Buksbomhækkene.
- Skal I forstyrre Pastoren, råbte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.
Selv satte Tine sig, da det hvide Bord var færdigt, på Forhøjningen så andægtig, som kunne hun høre Kapellanen præke helt herind.
Når hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og græd som et sprukket Kar, sålænge han var på Prædikestolen. Hun havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed, så Kroens Katinka lo hende ud, så det klukkede.
- En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og klaskede Tine midt på Barmen: hos Dig arter det sig så Skam til Bedrøvelse.
Tine blev ved at sidde på Forhøjningen. Udenfor lå Pladsen solbelyst og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre på Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede så langstrakt ud i Solen.
Salmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og skruttende sig, af Kirke for at få Piben stoppet ved Porten, med Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen kom på Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de åbnede Ruder.
Ude på Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegårdsporten i en undselig Klump.
Hos Degnens blev fire, fem Gårdkoner bænkede og sad lavmælte og stramme rundt om Madam Bøllings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om til dem og Kapellanen. Det var, som fik Tine det så underligt i Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet på hende, blot han talte til hende, som nu.
Så hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude på Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun så Kapellanen og Tine ved Vinduet, måtte til Siden for Gammelgaards Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i Sædet: Nå - så det er ham, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og de spillede videre.
Tykke Stén var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene på Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, efter at han var kommen ind og havde givet Håndslag rundt og havde fået sig sat: I har sågu’ fået Skovrider udnævnt, Folkens - iforgårs. Berg hedder han, sagde han og gav Kapellanen „Berlingske” til Eftersyn.
- Så blev’et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling.
- Og det var godt det samme, erklærede Madammen.
Kapellanen læste Udnævnelsen op: H. R. Berg hed han og var Premierløjtnant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han kunne være og hvorfra han var. Det kunne være af de Bergs fra Gram, mente Bølling, der var en Forstråd Berg i 1829 . . .
- Det huskede Madammen . . De var egentlig kommen oppe om fra Kolding . . .
- Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling.
De to Gårdkoner på Fløjene begyndte også at tale med halvhviskende Røster - om den gamle Forstråds: de havde begge to været med til at vaske den salig Forstrådinde den sidste Gang - hun lå med Hovedet på både sin Bibel og sin Salmebog . . . Og de blev ved at tale om Ligstue og „Klædning” og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene med de sammenlagte Lommeklæder; mens den midterste Kone stadig dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings Kaffe og fik dem fortærede.
- Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe budt af Tine: en ung Mand, sagde Herredsfogeden . . .
- Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Stén og tog Tine i Armen. Og Tine, der, når Kapellanen var på Sognets Jorder, gik om med en Sekstendedels Besked på alting og vågnede rent som forskrækket ved hver Tiltale, sagde med et Ryk:
- Er han? - - så de alle lo, mens den midterste Gårdkone endelig blev færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage på Bordet.
Sténs Kusk, der fik en Kaffepunch rakt ud af Vinduet, havde bragt Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punch, gav deres Besyv i Laget: Så blev’et vel endelig til no’et med Auktionen efter Forstrådens da. Nå stort var det nu ikke med Besætningen.
- Men de Skimlede, de kunne dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, mente Knud Smed.
Hos Degnens brød de op. Hun har s’gu fået et Strejfskud, Degnens Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem ad Gammelgaard til . . .
. . . Ude på Pladsen blev der tomt så lidt efter lidt. Småklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene.
Madam Bølling kaldte på Tine gennem Huset: hun ville gå lidt fra Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar. Tine stod inde på Kirkegården i Hjørnet og så efter Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.
Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud af Bunken. Hun skrev så mange Viser af i en blå lille Bog i Sommer. Oppe i sit Kammer slog hun op på „Ridder Åge”, der tog „Kisten på sin Bag”. Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.
Nede på Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer lød ud i Aftenen.
Madam Bølling kom fra Kirkegården nu, mens Klokkerne ringede. Hun havde været inde at se til Forstrådens Grav. Det var også en Guds Skændsel, så Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en Levkøj ved Korset i det mindste.
Kortspillerne var langsomt gået hjem, og Kroens Karle hviskede sagte på Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran deres Døre og strikkede tavse.
Tine kunne ikke mere se og satte sig ved Vinduet. Aftenen var kølig og fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegård og Have. Hver Lyd blev hørt - hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradissti’en, bag Kirkegårdsmuren, hvor Parrene kæredes.
Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.
- Ja, vi får dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.
Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.
En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn lå Aftenen tyst; kun på Paradisstien raslede Buskene sagte.
- Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.
- Ja, Mo’r, fo’r Tine op og fik Lommekluden frem: hun måtte tørre sine Øjne.
- Så Godnat, Madam Henrichsen, lød det nedefra.
- Godnat, Madam Bølling.
Og Dørene blev lukket rundt omkring . . .
- - -
Om Efteråret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede til, og Vintre gik og Somre.
Midsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens, de fra København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde. Man skulle altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, så lang Ferien var, sit Hoved i Blød med „hvad den Stakkel vel skulle finde på at give alle de Mennesker at spise.”
- Det er ikke let for sådan et Købstadbarn, sagde hun.
Når Tine kom ned i Skovridergården i Morgenstunden, var Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte Døren fra Sovekammeret op og kom ud på Trappeafsatsen i Natkjole:
- Er det Tine, hviskede hun.
- Ja.
Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, som skulle lægges:
- Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid og Fru Berg slog hjælpeløs i Tæpperne - - mislykkes for mig . . . (der var mer end Vandkringler, som „altid mislykkedes” for Fru Berg).
- Tine kunne jo snart få lagt den Smule Kringle.
- Å Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i Sengen.
- Og så lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Tæppet.
Fru Berg elskede at få det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen.
Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gården og standsede foran Køkkenvinduet:
- Men hvor har De været gemt så længe, Tine, sagde han og blev stående lidt og så på Tine, der arbejdede så rask i Dejgen med sine runde Arme.
„Véd Du, Marie,” sagde han undertiden til Fru Berg, „Tine kan virkelig være ganske køn - om Morgnerne . . .”
Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bølling var mest på Lodden nu, da der ikke var Skolegang.
- Tine; Tine, råbte Madam Bølling til Datteren, der voksede Tråd -: de fra Rønhave . . .
Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af Fremmede.
- Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bølling. Hvor de får Plads, Du . . . hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel kunne „lægge dem” på Rønhave.
Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.
- De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling så til Slut og strikkede igen.
De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle deres på en Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg råbte til Vinduerne:
- Til Storskoven - til Storskoven, råbte hun, mens de Fremmede sang hen ad Vejen:
Det Land endnu er skønt,
thi blå sig Søen bælter
og Løvet står så grønt,
og ædle Kvinder, skønne Møer
og Mænd og raske Svende
bebo de Danskes Øer.
- Den Sorte? er det hendes Bro’r? spurgte Madam Bølling.
- Ja . . . så Du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod Sytøjet ligge i sit Skød.
Så kom Bispens med to gamle Vallø-Stifts-Damer i Kaleche; Madam Bølling hilste ved at neje lige til Gulvet på Forhøjningen. Og Sténs kørte forbi med deres Studenter: Hele Øen havde Fremmede nu.
Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, måtte over og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren: For man bli’r anskudt, Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.
- Å - der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun vidste ikke, hvad han var - fra Rønhave . . .
- Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, så hun stod som en Hankekrukke.
Madam Bølling syntes skam ikke, der var stort ved de Springfyre.
- Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn . . . Det endte Madam Bølling altid med, hvor mange Mandfolk der så var på Tale.
Fangels kørte om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran Skolevinduerne: De skulle til Lille-Skoven - bare et Trip.
- Så de farter, sagde Madam Bølling. Men, Gud ske Lov, ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.
- Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte stadig kun på Skovriderens.
- Du skulle gå et Løb derned, Du skulle, sagde Moderen. Der er vist både et og andet . . . Det er ikke sådan at ha’ Huset fuldt af så mange liggende Personer.
Tine gik ned og „så lidt efter” i Skovridergården, mens de var i Storskoven.
Om Aftenen sad Tine længe på Bænken på Trappen. En efter en kørte Vognene hjem med deres søvnige Gæster.
- Godaften, hilste Kusken dæmpet.
- Godaften, svarte Tine.
Og Gæsterne nikkede - halvt i Søvne; mens de rullede forbi.
Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng.
Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede forbi:
Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blå,
hvor de tapre danske Drenge
kan i Leding gå . . .
- Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke at vække Bølling, der sov: Hører Du ?
- Ja, Mo’r.
- Det var Skovriderens.
- Ja, Mo’r.
Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:
. . . mod de Tysker, Slaver, Vender,
hvor man dem På Tog hensender -
en Ting mangler for den Have,
Ledet er af Lave.
Nu var de ved Skovridergården - nu drejede de derind.
Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede så tungt med Hestene op om Krobakken, i den stille Nat.
. . . Når Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. - Så - nu er de afsted, sagde hun og pustede: Og Gud ske Lov, lo hun, Gud ske Lov for det.
Kaffen kom på Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern til de varme Vafler.
- - -
Så kom Efteråret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.
Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru Berg og Tine og alle Pigerne sad, indbundne i Veste og Sjaler, i Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg fortalte Pølsehistorier, og Maren skulle synge.
Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Borg satte i med Omkvædet, så det klang:
Pølse, Vin og Kærlighed,
det er Livets Herlighed!
Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt så „emballeret” som de andre og så tilbunden om Hovedet, så hun så ud som en Hårdtsåret, håndterede Mandlerne, der skulle skoldes.
- Vi Bysens Folk forstår os ikke stort på det Slagtvæsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og så til, med Hænderne under sit Forklæde.
Krydderierne skulle i den hvide Indmad, og Fru Berg ville have en Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste Sølvtøj.
Lyset stod på den nedslåede Sekretærklap, mens de søgte.
Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind - de fandt ikke Vanillen. Dér var bare hendes Lommetørklæder og dér bare Breve . . . Hun blev stående med Brevskuffen trukken frem på Klappen og lo:
- Det var Bergs Breve fra det første År, de var forlovede . . . Hun løste Pakken og bredte de store blå Brevpapirer ud på Klappen og læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte - alt.
Tine lo med, mens de blev ved at stå indpakkede i deres mange Sjaler foran Tællelyset: Du godeste Gud - ja - det var den Gang, sagde Fru Berg og holdt pludselig op at læse.
- Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Hånd ned mod Brevpakken, mens hun lo.
De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var Fedtegreverne på, og der stod en Damp over Skorstenen.
Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad på Bænken ved Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft Slagtning, når de havde slagtet hos Skovriderens.
- Se Godaften, Godaften - ja, nu er Greverne på, råbte Fru Berg.
- Tine, nu henter vi Pølserne.
De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i lange Rader, bredte ud på Strå, og de fordelte dem i Partier til hver.
- Lad den gå med, sagde Fru Berg og slog en sidste Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:
- Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til Huskonerne, som rullede Pølserne omhyggeligen ind i Bomulds Klæder og kyssede på Hånden både „Fruen” og „Jomfruen”.
- Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Hånden til sig: nyd det med Helsen.
- Nu får I Greverne i Spandene.
De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand.
- For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig så hjemligt som en Kat ved Ild.
- Ja - ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af Fryd og Fornøjelse.
Den sidste havde fået og langsomt kom Konerne afsted.
- Ja, ja da, ja, ja da, Tine fik Ende på Anes Taksigelser - hun gik som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en Bylt.
Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgeleje på Fru Bergs Stol midt under Lampen:
- Ja - jeg har hørt om ’et før - sagde hun. Jeg har jo hørt om ’et før - og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begærlighed efter at høre det en Gang til.
Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos Lars Eriksen: Hun havde rejst sig fra Båren, på én Gang, midt i Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.
. . . Da Tine skulle hjem, ville Skovrideren følge hende. Men hun løb alene: det var jo måneklart og ganske lyst.
Så underligt det dog var: herude, i den friske Luft, mens hun løb, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker; hun kunne dem jo udenad, Sætning efter Sætning.
- - -
Julen kom nær. I den sidste Tid måtte Tine hjælpe Fru Berg med hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der var altid så rigelig med halvsyede Ting på Julebordet:
- Å, hva’, sagde Fru Berg, man syr dem efter Nytår.
Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, så koldt som det var.
Og Julen kom og den gik.
Det var Hellig-Tre-Kongersaften. Tine kom ned i Skovridergården i Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjålet det sidste Dagslys.
- Så de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.
- Ja, sagde Tine langt og så ind på Favnebrændet. Men hvad er den da? spurgte hun.
Fru Berg lo højt op; det kom så pudsig grublende fra Tine. Men så holdt hun op at le og sagde, mens også hun så ind i Ilden:
- At være to sammen, tror jeg - og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.
Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned: om Julegilderne og Nytårskalas’erne; nu blev det rent galt, nu efter Nytår. Nu stod Kørehesten,e da ikke stille en Dag i Stalden.
Fru Berg begyndte så at nynne på en Salme, og de sang den halvhøjt, hun og Tine, Salmen om „de tre Konger”, mens de så på Træet.
Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op på Lysene.
- Fa’r, nu er Julen ude, fo’r han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulle puste ud. Men Sofie skulle ind at se det - og alle de andre også: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste „Godaften” og blev stående ved Døren i en Klump på deres blå Sokker.
Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte flakkende Lys endnu.
Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh - nu er Julen ude . . .
- Pyh - nu er Julen ude, pustede han, så stolt, som satte han almægtigst Julen på Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre så opmærksomt på Lys efter Lys.
- Det sidste, råbte Fru Berg. Det sidste.
Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte Herluf ned på Gulvet. Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tavse gik de alle ud af Stuen.
De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulle hjem. Fru Berg ville gerne gå et Trip i det dejlige Vejr, og de fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.
Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og Tine gled - Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted så fejende og bred som en Fregat, der sættes på Vandet.
Så gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fødder. Langt borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.
- Det er hos Anders Lars’ til Dansen, sagde Tine.
På Pladsen var der lyst, med Sne over Muren og på alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.
- Ja, sagde Berg, så er den Jul da ude.
De var standset alle tre og stod nu tavse tæt ved det islagte Kær.
- Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over:
- Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.
Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide Marker under den stjernehøje Himmel.
Det var sidste Jul.
- - -
Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd hun og græd hun.
En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var Landhandlerens. Så var det hen imod Morgenen.
Lidt efter lidt faldt Tine endelig helt i Blund.