Tine

---

Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IX

 

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken seks skulle Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var dem, som fik Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gået ned, mens de fik Munderingen i Orden - det gik lidt langsomt fra Hånden - og en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter „Musikken”. Den blev alt hårdere syntes nogle.

Den Krøblede jog rundt - men idag var hans Øl for tyndt: så råbte han på Pladsen og så råbte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst der, hvor de kunne vente en Vittighed til Svar.

Fire Lollikker råbte højest; de spillede Kort, liggende plat ned på Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og så blev der svært tyst igen på Pladsen, mens Kanonerne, de rungede så meget stærkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to ovenpå hinanden; så sagde en af Soldaterne, fast og stille:

- Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi skal derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik.

. . . . I Skovridergården var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de, eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der skete i Skolen.

Hun var ikke kommen.

- Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der straks begyndte at klynke:

- Så er ’et vist slemt med Degnen. For det må man si’ om Tine, at hun hænger ellers trofast nok ved dette Hus.

- Ja, sagde Berg.

- Hun har trofast elsket både Herluf og Fruen fra den første Dag, sagde Sofie.

- Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som led han ikke nok.

- Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre.

- Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

- Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen.

Han rejste sig og han gik ud.

Et Kvartér forløb og han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Så gik han.

Han ville se dem, han ville derhen.

Men atter flakkede han rundt - han var på Paradisvejen, i Gyden, til han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen.

Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.

- Tine, Tine, råbte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og lys af Glæden, det er Skovrideren - det er Skovrideren.

- Nej - at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved.

- Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt.

- Det gør ham dog ondt, tænkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at få Læberne fra hinanden:

- Bølling er jo så syg.

- Å ja, Bølling, - det bliver værre og værre . . . .

Det var, som Berg undgik at se ind i Stuen, hvor Bølling sad; hans Blik gik kun så hastigt hen over alting i Køkkenet.

- Men De må da ind til ham, De må da, sagde Madam Bølling, som førte den ene Hånd rastløs over den anden i sin Bevægelse. Det var så længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde set her indenfor.

- Ja, jeg må dog se til ham, sagde Berg som før.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg så Bølling, lille og affældig sad han ved Sengen; han ville ikke have kendt ham igen.

- Det er Skovrideren, råbte Madammen, som vil se til Dig.

- Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet fra de gamle Hæfter. Hånden rakte han mekanisk frem.

- Å, Herre Gud, - å Herre Gud, han gi’er Dem dog Hånden, sagde Madam Bølling og blev ganske rørt påny.

Berg måtte tage den kolde og ligesom svampede Hånd og han måtte holde den i sin et Nu.

- Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og pintes: Øjnene, der så det kendte Rum, Ørene, der hørte deres Stemmer, hans Hånd, der havde måttet tage om hans.

- Men Tine, sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind, Skovrideren skal da vel ha’e en Bid . . . . De skal vel ikke sådan gå?

Hun fik Bordet slået op på den anden Side af Sengen, og Tine måtte lægge Dug på og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogså Svar og vidste selv ikke hvilke; han så kun Tine, der gik hid og did og dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste.

- Herre Gud, man har knap den Plads man ka’ sidde - Madam Bølling kom ikke frem mellem Bordet og Sengen -: Og hvad kan man lave? hvad har man Tid til at lave? - Men en Bid må De dog ha’e, som i gamle Dage.

Berg kom til Bords og han måtte tage af Maden.

- Det var dog Deres Livret, sagde Madam Bølling og lagde mer på hans Tallerken. Hun satte sig hen på Stolen ved Kommoden, og det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, mens hun talte om Herluf og Fruen.

- Men Tine, så find Dig dog en Plads, sagde hun, så find dog en Plads.

Tine blev ved at gå omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens Berg sad - med hver Bid usvælgelig i sin Mund - og måtte spise foran Madam Bøllings Øjne.

- Men så byd ham, men så byd ham, Tine, sagde Moderen og rejste sig i sin Iver.

Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og han tog påny.

Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den anden Side af Sengen.

- Ja, Bølling, ja.

- Ja - Herre Gud, - å Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger . . . . Bølling har jo lært hende det . . . . han har jo selv lært hende det . . . . og Tine har altid haft rigtig en køn Skrift . . . . det har hun . . . . Og nu sidder han jo og ser i de gamle Bøger - han er jo ikke til mere, Skovrider.

Madam Bølling blev ved at byde:

- Tine, Du skulle selv ta’ Dig en Bid, sagde hun - hun smager ikke Mad, Skovrider.

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han ville, at hun skulle spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling.

- At man en Gang er samlet - at man er samlet, sagde hun, men pludselig så hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, på én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:

- Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Så svært det er blevet for os alle . . .

I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulle de høre op at ånde.

Berg forstod ikke, hvordan han så pludselig rev sig løs og kom op og kom ud. Madam Bølling stod på Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun så ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.

Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; på Pladsen hørte man Råb og Signalerne, som kaldte til Samling.

Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoråbene gennem Larmen - hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lød Signaler og igen Kommando og så Skridtene . . . . af dem, der drog bort.

Madam Bølling stod igen på Trappen og gik atter ind.

- Å Gud, å Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; at de skal derud og dø.

Tine hørte kun Skridtene - de blev svagere og svagere.

Han var borte nu.

Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg går derned. Sofie gør ingenting.

Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden - hvor hastigt den jog hendes ilende Skygge - ned over Marken. Dér mødte hun, Tinka.

- Hvor skal Du hen? spurgte Tinka.

- Derned.

Tine standsede ikke, men løb kun.

Længe stod Tinka og så efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, ved Dammen.

Hun løb ind gennem Haven, ind i Stuerne: hun måtte se dem igen. Hun ville være der.

- Og så drog de da bort - det var Sofie, som flæbende løb hende i Hælene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned på hans Plads ved Skrivebordet med Lampen.

- Nu er de derud’, græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Å, Jesus, nu er de derud’ . . . .

Der lå et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April.

- Og hvem véd, hvem der om en Tim’ drages med Døden, sagde Sofie.

Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at læse: Det Brev kendte hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve, dem, Fru Berg havde læst så tit. Her havde hver Sætning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne - til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned mod Skovriderens Bord:

Han havde kun taget hende - taget hende for et Nu.

. . . . Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog.

Kanonerne lød med en Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som på en Sommermark, hvor Lyn slår ned i Hjorden.

Tine lå ned på Knæ, med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig på Tæppet.

De slikkede hendes Hånd.

- - -

Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. Han ville blot se til gamle Bølling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og ville igen stå op i sin Kaleche, da en højtstående Stabsofficer red med et Par Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vekslet Hilsener gik de ind på Kirkegården, han og Bispen.

Fra Højen over Paradisvejen så de over mod Vest.

- Skal der rømmes? spurgte Bispen.

- Nej, vi bliver. Man vil, vi skal blive.

Officerens Stemme var sært tydelig og han så frem for sig, mod Skanserne.

Bispen tav lidt; hans Mund skælvede en Smule. Så sagde han:

- Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tavse.

Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Så vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Hånd.

Så mumlede Bispen et „Lev vel” og kørte bort.

På Pladsen drog en Time efter de næste ind. En Stund var Kroen belejret. Soldaterne var meget tørstige.

Så blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte hendes Råb ude i Gården.

. . . . Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede på Skolens Dør, der allerede var i Lås.

- Det er mig, sagde Tine.

Madam Bølling lukkede op. Hun så kun sin Datter som en Skygge imod Mørket.

- - -

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var nær ved Middag næsten, før man på Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbøl.