Ved Vejen
Herman Bang (1886)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
III
Det var hen i Foråret.Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til Åen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slået en Bænk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne på Strækningen kendte dem og hilste.
- Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og så' bort efter Toget. Jeg tænker på det hver Dag.
- Å, men, Agnes ...
- Jo, det var det bedste - - for os begge to - enten han eller jeg ... tog afsted.
Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.
Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb på Skøjter, og så skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.
Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne på Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun havde så stået henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.
- Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?
Agnes Linde kæmpede med Gråden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas Arm bort:
- Lad mig gå her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.
Og der inde kastede hun sig så ned på Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.
Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.
Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde også altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det lå vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig så godt til at høre på andre.
Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.
Når hun så havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:
- Jo, vi er såmæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.
Nu, da Foråret var kommet, sad de nede ved Åen.
Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og så' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blå Sø. Man så' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blåt. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.
Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gået Måneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.
Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.
Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.
Og alle Kærlighedens Ord følte sig så hjemme hos hende. Hendes Tanker blev så fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var - hos de to fremmede Mennesker.
Når hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke på Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.
Det lå til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, på Vejen, hjem til hende.
Og de spandt hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.
Der havde også været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke så tidt mer, nu i Foråret Der var så meget at gøre, sagde han.
Når han kom, var han også så uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke så', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft så meget at sige ham og spørge om.
Nu netop i Foråret, hvor der havde været så meget at indrette og ændre allevegne ...
Men der var noget i Vejen. Måske var han heller ikke tilfreds på Gården hos Kiær; der sagdes, at han var så sær at arbejde med.
Hun selv havde forresten også tungt Humør en Gang imellem.
Det kom måske også af, at hun sov for lidt.
Hun blev inde i Stuen om Aftenen, når Bai gik og klædte sig af. Han drev så længe om halvnøgen og sad på Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.
Det var Katinka så langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende på det.
Og når hun selv kom tilsengs og lå i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, så hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun så ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed lå igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første grå Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.
Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.
Huus holdt så meget af at se det blive Morgen, sagde han.
Han havde fortalt, hvordan det var på Bjergene, når det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt sådan af Guld og halvt af Roser - om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav ...
Og så, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand ...
Og så kom Solen.
Og steg.
Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.
Han fortalte ofte sådan noget nu, sådan noget fra sin Rejse.
Han talte i det hele mere nu - når han da talte.
... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun måtte vel til Ro.
Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai lå og havde smidt Tæpperne af sig.
Når Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset
De så' Ottetoget gå. En enkelt Bonde var drysset ud på Perronen og hilste dem, når han gik forbi og drev hjem.
Så gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned på Plænen.
De sad stille og så' ud på de hvide Træer. Det var, som om Aftenens bløde Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slået i. Kvæget kaldte hen over Markerne.
Katinka talte om sit Hjem.
Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gård, der var fuld af Duer.
- Og siden - i den nye Lejlighed - med Mo'er - da Fa'er var død ...
- Ja, det var en lykkelig Tid ...
- Men så blev jeg jo gift.
Huus så' ud på Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt så lindt over Græsset.
- Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, når hun kom fra Selskab - med hele Garnisonen i Halen og slog Sand på alle Ruder gennem Byen. -
Katinka sad lidt.
- Hun er osse gift nu, sagde hun.
- Med flere Børn, siger de ... På Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.
- Godaften, Kristen Peder.
- Godaften, sagde Katinka.
- Hm - sagde Katinka igen - jeg så' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, på Pulpituret ...
- Hvor jeg ser dem endnu - alle Ansigterne - alle ...
- Men hvor jeg græd ...
Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt så' hun ikke. Han sad så bukket og studerede noget nede på Jorden.
- Det er snart elleve År siden, sagde Katinka.
- Ja, Tiden går ...
- Når man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. Katinka hørte det først ikke. Så var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:
- Ja, sagde hun og for let sammen. Og lidt efter:
- Her har man jo sit Hjem.
De sad atter tavse.
Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid så megen Støj - og før havde der været så stille i Tusmørket.
- Jeg henter Glassene, sagde Katinka.
- Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie ...
Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.
- Jeg har haft Selskab, sagde Bai.
- Af hvem?
- Af Frøken Ida. Hun rejser nu ...
- Hva', Ida?
- Ja - og Bai lo - Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.
- Nå, ja - ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja - hva' Satan - sådan et Pigebarn må jo giftes ...
Bai udbredte sig tidt om Giftermål og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.
- Jeg gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst - men den gik ikke for Løjtnanten -
- Sådan er 'et, der er s'gu ingen Pardon - Pigebørnene må til Brudeskamlen - -
- Og så går 'et - man ser 'et jo - de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og så kommer der Børn ...
- Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.
De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.
Det blev i Slutningen af Juni.
- Den dejlige Kone er så blegnæbet, sagde Agnes Linde, når hun kom ned til Stationen.
- Ja - jeg kan vist ikke tåle Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat på alting og opgav det og kom og gik.
Helst sad hun med Agnes ved Åen. Hun så' ud over Engene og hørte altid det samme.
Agnes Linde fik sådan en hel anden og mild Stemme, når hun talte om ham.
"Manden" kaldte hun ham.
Katinka sad og så' på hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.
- Og så tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er - og så er dette måske det bedste, man får ...
- Ja, sagde Katinka og blev ved at se på hende.
Når Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegården. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.
Og så så' hun også Andersen. Hun så' dem sammen, Agnes og ham.
Hun stod hos, mens de spillede Krocket på den store Plæne. Hun stod og så' på dem - de to, som elskede hinanden.
Hun hørte og så' på dem nysgerrigt - næsten som et stort Under.
Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.
Huus kom så uregelmæssigt nu. Så kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han måtte på Hesten igen. Og så var der halve Uger, hvor de slet ikke så' ham på Stationen.
Det var Høhøsten, sagde han.
Høet var slået og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.
En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og så se alle Herligheder på Markedet.
Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.
Bare Bais og Huus.
- - -
Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til. Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.
Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.
- Huus, råbte hun fra Kupeen.
- Men hvor skal De hen? råbte han.
- Købe ind - - Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.
- Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu småtosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen ...
Inde i Byen var de begyndt at slå Telte op rundt ad Gaderne; oppe på Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og så' på det alt. Hun stirrede på Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.
- Om den lille Frøken gik af Vejen ...
Hun måtte springe både over Brædder og Snore.
- De kalder mig Frøken, sagde hun.
- Marie, når nu bare Vejret måtte holde sig.
De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje på den nedslåede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede på en Snor.
Katinka kiggede nysgerrigt på Konen og Mændene i Grøften.
- Vil De ha'e noget, råbte Konen gebrokkent.
- Uha - råbte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.
- Det var den stærke Kone, sagde hun.
De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad på en Bænk.
- Her skal vi danse, sagde hun.
- Ja, han må danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme på Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn lå som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter besørgede det håndgribeligere.
Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se på Folkene, der arbejdede.
- Når det Vejr blot måtte holde sig, sagde hun til en af dem.
- Ja, sagde han og så' op i Træerne - Himlen så' han ikke - mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an på.
Katinka og Marie gik tilbage. Det var på høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Tårnet ned over Markedslarmen.
Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, så Melet stod hende i Håret som på en Møller.
- Ingen kommer ind - ingen kommer ind - det bankede på Døren, som var i Lås. Katinka troede, det var Huus.
- Det er mig, råbte Agnes Linde. Hvad går der for sig?
Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e Pundkage.
Agnes Linde rørte, så det boblede i Dejgen: Ja - de Mandfolk skulde også ha'e Pundkage, sagde hun.
Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var så rød som en Kobberpotte af Ovnen.
Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.
- Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.
Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud på Perronen.
Louise spjættede af Glæde på Perronbænken, så et Par Handelskomis'er i Toget så' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.
Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude på Bænken.
- Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse ...
- Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde Frøken Jensen.
- Nu går Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat på Dejgen.
Bai åbnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.
- Å ja, sagde han, og jeg sidder med tør Mund.
- Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De også af sødt?
- Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.
Der blev Spektakel og små Hvin på Perronen.
- Hva' er der løs, råbte Agnes fra Køkkenet.
- Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op på Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.
- Uh, han bider, råbte hun.
Det var ved sådanne Lejligheder, Fru Abel sagde:
- De bli'er jo ved at være rene Børn - når man ikke kender noget til Verden ...
Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid sådan: de levnede ikke.
Hun stod ved Køkkenvinduet og så' ind:
- Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt.
- Nå, så hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.
Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at gemme, sagde hun, da hun kom ud på Vejen med Lille-Jensen.
Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret.
- Gud, lille Louise ... Frøken Linde med de Øjne ... hun kunde gerne se det ...
Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til Bel-am i.
Katinka begyndte at blive træt. Hun sad på Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og så' på sit Værk:
- Men det er ingenting mod hjemme - ingenting mod når vi bagte til Jul.
Hun fortalte, hvordan de bagte - hendes Moder og Søstrene og hele Huset... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums - og så revnede de, når de kom ned i Fedtet.
Og Brødrene - de gik og tyv-stjal, så Moderen med den store Sløv måtte værne om Stenkrukken med Brundejg ...
Og skrællede de Mandler, stjal de, så der blev ikke halvtreds af et Pund ...
Det bankede på Døren. Det var Huus.
- Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom igen om en Time.
Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.
Agnes blev der en halv Timestid. Så gik hun.
- Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.
- Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.
- Hun gik, tror jeg.
- Men når?
- Det er vel en Timestid siden ...
Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder så meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at sige hinanden -
- Vi skal pakke, sagde Katinka. De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde stå fast:
- Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede på Huus' Hænder.
Hun åbnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.
- Og så vil jeg tage Vifte med, sagde hun.
Hun begyndte at søge: Å - den ligger i Skuffen.
Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun åbnede Kassen med de gamle Båndstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.
Hun tog med Hånden ned i Æsken og rodede Bånd og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads.
Hun søgte igen om Viften:
- Å, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over på Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften lå på Skuffebunden.
- Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det lå til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op.
Huus havde krammet det gullige Brudeslør, så der var Mærker af det i Bobinettet.
Aftentoget kom, og de gik ud på Perronen.
- Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter ...
- På Svedning står 'en, sagde Bai. Katinka så' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu.
- Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.
- Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op på Trinet.
Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at stå bøjet frem og le og nikke.
Katinka viftede med det blå Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.
Katinka råbte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, så længe de kunde se.
Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde på Stationen imorgen Klokken seks.
Katinka stod i Haven foran Hækken:
Fårekylling - Fårekylling - flyv - flyv.råbte hun.
Fårekylling - Fårekylling
Giv godt Vejr ...
Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og så' op i den blå Luft.
- Svært - så blåt klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.
- Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.
- Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af Pundkagen. Man må dog være færdig ...
Hun pakkede Pundkagen ind, og hun så' en sidste Gang til Kurven. Hun åbnede Døren ud til Gården og stod og så' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.
På Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Åen snoede sig bort mellem de dampende Enge.
Hvor hun dog elskede denne Plet ...
Hun lukkede Døren og gik ind.
Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, når hun havde fået "smølet af".
Men han var sovet fra det og lå svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.
Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.
- - -
Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blå Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.
- God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud på Perronen: Han er der, råbte hun.
- Kurvene, Marie ...
Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'mår'en - Huus - står på Solstik - hva'?
- Nå, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.
De fik Kurvene surret på og drak Kaffe ude på Perronen. Lille-Bentzen var så søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange "fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at få ham vågen.
Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom på Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad på forreste Sæde med Marie, som var så stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.
Katinka så' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.
- Så kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.
- Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og vinkede.
De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.
- Hvor det er frisk, sagde Katinka.
- Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.
- Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.
De rullede ud på Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod på sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.
Katinka så' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.
- Hvor det er kønt, sagde hun.
- Ja - ikke? sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er det ...
De begyndte at tale, Katinka og han. De så' og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige på det samme. Og så nikkede enten han eller Katinka.
Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.
Der var ikke gået en Time, før han begyndte at tale om at "få no'et i Livet".
- Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man må s'gu ha'e noget at stå imod med ...
Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu - og hvor skulde de også sidde?
Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.
De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved Grøften.
Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.
- Skål, Huus, sagde han. Godt Selskab.
De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.
- Det glider dog, Tik, sagde Bai.
Folk kom forbi på Vejen og skævede til dem.
- Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.
- Skål, Huus, god Fornøjelse.
- Tak, Fru Bai.
- Det styrkede, sagde Bai. De var på Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie?
- Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.
- Nu når vi snart Skoven, sagde Huus. De kørte frem. Derude lå Skovkanten, blåsvøbt i Varmen.
- Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.
De nåede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De åndede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.
Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.
De kom igen ud af Skoven.
- Svært højtideligt derinde - ikke? brød Bai Tavsheden.
Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset.
Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man må strække Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.
Huus hjalp til med Udpakningen: De har så nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Køkkenet.
- Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.
- Svigermor ...
- Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor ... Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt.
- Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en Gang.
- Så? det vidste jeg ikke.
Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.
- Vi kunde gå ned til Dammen, sagde Huus.
- Ja, når Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand.
De havde ikke talt på Vejen. Nu sad de på en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden.
- Nej, sagde Huus, jeg har aldrig fået talt om det. Katinka så' tavs ud over Vandet.
- Det var min Mo'er, sagde han, som så gerne så' det ... For Fremtidens Skyld.
- Ja, sagde Katinka.
- Og så blev det... et helt År ... til hun gjorde det forbi.
Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller vredt.
- Det er jo sådan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab.
En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i Stilheden.
- Og så er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen. Rigtig så inderlig træg-fejg ... Dag for Dag.
- Jeg blev i det - Tonen var lav - til hun gjorde det forbi.
- Fordi hun holdt af mig.
Katinka lagde sin Hånd sagte kærtegnende ned på hans, som han støttede stærkt mod Bænken:
- Stakkels Huus, sagde hun blot
Og hun sad og klappede hen over Hånden, sagte og mildnende: den Stakkel, hvad han havde lidt.
De sad sådan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.
De talte ikke mer. Maries Råben vækkede dem.
- De kalder, sagde Katinka.
De rejste sig og gik tavse henad Stien.
- - De blev alle så lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel Aalborger-Portvin til Pundkagen.
Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den grønne danske Skov.
Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka på Skødet. Hun rev sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet både bleg og rød.
- Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.
Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus stod op.
- Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven på Maden. Han tog Frakken på. Man skal dog hjælpe på Fordøjelsen.
- Ja, sagde Katinka, I kunde gå lidt, mens jeg pakker.
Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Hånden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin.
- Ser De der, Huus: der har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han. Sådan er 'et og ikke anderledes.
- Det ka' s'gu ikke nytte - det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det... og Troskaben og - "Fordringer", som de er lige så stive i som gamle Linde i "Fadervor".
- Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net - og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke Sagen, ser De, Huus ...
Han standsede og slog ud med Stråhatten foran Huus:
- Nu så' De jo: jeg har Lyst - og Katinka vil ikke ... dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og ligemeget - ikke et Kys en Gang.
- Det er sådan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus -
- Mellem os sagt, Bai rystede på Hovedet, der er s'gu tidt svært for en Mand i sine kraftigste År ...
Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, så de knækkede, som var de mejede.
Ja - det er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og så' betænkelig ud ... men det taler de s'gu ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem - vi véd, hvor Skoen trykker.
De hørte Katinka råbe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.
Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg - og hun gik iforvejen for at finde den.
Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.
- Ja, sagde han, han ka' sagtens le - han står udenfor 'et.
Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende på Maven.
- Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.
- Ja-a, sagde Huus. De sad hver på sin Side af Egestammen.
Katinka havde taget Stråhatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og så' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstrålerne ind som dryppende Gulddråber i det grønne ... og Fuglene sang inde i Underskoven.
- Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem.
- Ja - her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine Knæ og stirrede op i Kronen.
Det var så stille. De hørte begge Bais Åndedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der kvidrede, så nær, så fjernere.
- Sover De? hviskede Katinka.
- Ja, sagde Huus.
De sad igen. Huus lyttede, rejste sig så varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun så' ud som et Barn med Hovedet på Siden og Munden lidt åben til et Smil i Søvne.
Huus stod længe og så' på hende. Så vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn.
Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.
En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det Grønne.
Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en stærkt forbrugende Natur.
- Dejlig Kage, sagde han.
- Det er Huus' Kage, sagde Katinka.
- Nå, ja, sagde Bai. Når vi andre bare må fortære den ...
Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog Huus' Plads på Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige allesammen - den hede Sommersol stod på, og Støv var der også på Vejen. Katinka sad og så' på Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen.
I Hotelgården var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slået op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede Gardiner.
- Det er en af Agnes', sagde Katinka.
- Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften må vi ind og høre, hvordan de kvidrer.
Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man så' ingenting.
- Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen ... Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anråbe "min Charles" ...
- Oh min Charles -- Å, sagde Katinka; hun blev stående ved Vinduet og nikkede. Det er den -
send mig dog et Brev - -
- Agnes kan den ...
- Hvorhen du altid skrev...- Kom nu, Tik, sagde Bai. Gå du med Huus. Jeg baner Vej, når der bli'r Stimmel.
- Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katinka, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm.
- Hvorhen du altid skrev - -anråbte Skrigepotten.
- Der står sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.
- Kommer I, råbte Bai.
Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og så' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken.
Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi Karlene, som "så' sig dem ud" stående i Klump foran Teltene, med Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.
En Karl gik frem.
- Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.
Søren stod lidt foran Mari og så' først på sin Pibe og så på sine Støvler: Farvel, Mari, sagde han.
- Farvel, Søren.
Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.
- Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden.
Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som var de til Lig, og mønstrede hinanden. Når de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunde åbne Munden, og når de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og så' stille fornærmede ud.
Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik blev hun stødt ind til Huus.
- Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus.
Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med Ajaxernes Duet. Latinerne skød ud og ind og peb i Fingrene, og sløve Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud, mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.
Solen stod lige ned på Gaden og bagte både Folk og Honningkager.
- Pyh, det er varmt, sagde Katinka.
- Her skal vi ha'e Vafler, råbte Bai.
- Vafler, min Dame, Vafler - af Tyrolerferdinands brunøjede Datter ...
- Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en Pigemur, der spærrede Gaden.
Pigerne hvinte: Nå da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen.
- Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De brugte Knappenåle at hægte med.
Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da. Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i Benene.
- Uh da - - Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kådhed.
Vafler, min Dame, Vafler - af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre.
- Strø Sukker, du brunøjede.
Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde Manden - hun har kendt bedre Dage.
- Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og så' ud, som hun hverken hørte eller så'.
- Sukker, du brunøjede.
Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret.
De kom op på Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede på et højt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:
- Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena ...
Han musicerede ved at sætte sig hårdt med den bageste Legemsdel på sin Tromme.
- Miss Flora - Miss Flora i den høje Trapez ...
Det var lige foran dem: Miss Flora - Luftens Dronning - mine Herrer - ti Øre ... Udråberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.
- Luftens Dronning - ti Øre ...
Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, så hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebånd ... Han begyndte at gylpe oppe på sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rød i Hovedet, som han skulde få et Tilfælde.
- Luftens Dronning - for ti Øre -
I Verdens største Arena stod Pjerrot på Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal ...
Karussellerne gik til Horn og Lirekasser ...
- Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning - ti Øre.
Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj.
- Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun så' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.
- Det er Konen, sagde hun.
- Hvem? sagde Huus.
- Hun, der vaskede.
Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.
- Miss Flora - Luftens Dronning så kaldet - ti Øre.
Luftens Dronning var med Vifte, som hun håndterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gå tilvejrs.
- Skal vi derind, sagde Katinka.
- Tik, råbte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte på Løve, halvt på Skødet af en Kavallerist.
Katinka vilde også op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at få Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt.
- Sikken Stimmel, sagde hun. Man så' bort over alle Hovederne.
De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus.
- Pas dog på, sagde han og tog om hende.
Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget - sort og hvidt - som blev ved at dreje rundt.
Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene.
Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte.
Hun åbnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.
Det ringede og begyndte at gå sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad - hun vidste ikke, hun støttede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt.
Hun sad med halvåbne Øjne og så' ind i Kredsen. Det var, som om alle Ansigterne var trukket på en Snor.
Hun kendte, svimmel, Marie - hun var kommet op igen - i Vogn med sin Kavallerist...
Hun sad på hans Knæ ...
Hvor hun så' ud - så dånefærdig ...
Og alle de andre - så de lå hen - som halvdøde - ind til Karlene ...
Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gået hende til Hovedet. Karussellen holdt.
- Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Hånd: Man bliver svimmel, sagde hun og trådte ned på Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Køren rundt.
- Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtårn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist
Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blå.
- Brillant, så hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej.
- Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm.
Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at få dem lidt livligere.
- De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen.
- Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende? Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en Fornærmelse.
Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, så den åbnede Gabet og drev det til en Hvislen.
Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde på Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.
Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora.
- Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i Væmmelsen.
- Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, lille Dame ... Men hun har gjort det med Løver.
Katinka var ude:
- At man kan gøre sådan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.
- Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "så godt som på det blottede Legeme".
- Ja, sagde Bai, Kød er det... "Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "Nussedyr" i Kasse.
- Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre.
- I otte År, min Herre, sagde Frøken Theodora.
Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne så småt, og alle Udråberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap på Stilladserne.
- Nedsat Pris - nedsat Pris - min Dame, råbte Professoren ned til Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme Lommetørklæde" - tyve Øre med Kæreste ...
Katinka gik hurtigere, så Bai knap kunde indhente dem.
Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende ind på Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte så småt at kæres langs ad Teltgaderne.
Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.
De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsårede fra Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben skingre gennem Støjen.
Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte.
I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede Honningkagerne med den flade Hånd, så de skinnede, og langede dem ned til Huus og Katinka på en lang Skovl.
Bai kom til og købte også.
Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage.
- Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte ...
- Madam, råbte han op. Et Hjerte her ...
- Et Hjerte - min Herre - med Vers ...
- Bai, sagde Katinka ...
- Vi får en Byge, sagde Huus bagved dem.
- Satan heller. Bai vendte sig fra Disken. De første Dråber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.
- Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.
- Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.
Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.
- Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.
Pigerne stod rundt i Portene, blåstrømpede og med de islandske Uldklokker om Stolperne.
De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne for skingrende afsted og lod sig gennembløde.
- Her er 'et, sagde Katinka.
- Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds - Manden var hæs og pakket i Uldtørklæder - tre Gange - værs'agtig - - -
- Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltåbningen og rystede sig og så' ud.
Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det halve Torv. De letsårede løb haltende rundt under Paraplyerne og løftede Rendestensbrædder.
Rundt under Telte og i Porte stod det halvvåde Kvindekøn og så' defekt ud.
Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og så var det blevet så køligt.
Det var, som Katinka åndede op efter al Larmen.
- Hvor det gør godt, sagde hun.
- Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.
- Det blå Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gå ud i Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske Nederdele.
Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med Huus i Stilheden, under den faldende Regn.
- De spiller ikke, sagde hun.
- Nej - for Regnen ...
De hørte begge efter Regnens Fald.
- Den Støj, der dog var, sagde hun.
Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.
- Han sagde det.
Hun så' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.
Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der strålede i stærke Farver.
- Hvor det er smukt...
- Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.
Billedet var ikke slet. Blinkende Sol lå over Golf og Strand og Stad. Både fløj hen over Vandets Blå.
- Neapel, sagde Katinka sagtere. Hun blev ved at se ind. Huus så' i Gluggen ved Siden af det samme Billede.
- Har De været der?
- Ja - to Måneder.
- At sejle der, sagde Katinka.
- Ja - til Sorrento ...
- Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende.
- Ja, sagde hun - at rejse.
De gik ned langs Gluggerne og så' ind på Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget - tilsidst kun dryppende Dråber.
De så' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.
- Det er så storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.
- Jeg holder mest af Neapel ...
Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede. Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.
- Det regner vist ikke mer ...
- Nej, det er ovre.
Katinka så' sig om i Rummet: Så venter Bai, sagde hun.
Hun gik tilbage, og hun så' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Både.
Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige Færdsel.
- Så går 'et vel til Skovs? sagde han.
De gik. Luften var kølig og renset Store glade Flokke drev henad Vejen mod Skoven.
Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen.
Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper på Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent.
De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer.
- Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.
Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som så' til ind over Rækværket. Inde på Gulvet stampede de Trippevals, så det drønede.
- Kom, Tik, sagde Bai, vi åbner Ballet. Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.
- Bai dog, sagde Katinka, hun var åndeløs.
- Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i Vrikketakt.
- Bai dog ...
- Man ka' få hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.
- Nu må man holde sig i Øvelsen, sagde han og slog Hælene sammen som på Klubballerne, og røre Damerne.
Katinka følte sig så trykket ved Bai.
- Bai er så kåd, sagde hun, da han var gået
- Vil De danse engang med mig, sagde Huus.
- Ja - om lidt - lad os vente lidt ... De så' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv.
- Lad os gå lidt, sagde Katinka.
De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen.
Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r så træt.
Der var så stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.
- Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og så' ned for sig.
- Hun?
- Ja - - Deres - Forlovede ...
- Hun er gift - Gud ske Lov ...
- Gud ske Lov?
- Ja - man synes dog altid, man havde et Ansvar - når hun nu, der, sad hen ...
- Det kunde De da ikke gøre for ... Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.
- Hun holdt af mig, sagde Huus, det véd jeg nu. Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen.
- Ja - en lille Dreng.
De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi så danse, sagde Katinka.
De små Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i Mørket; inde på Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind.
Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert. Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
Hun hørte det altsammen - Musik og Stemmer og Trampen - som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende så sikkert, ud og ind.
Huus blev ved at danse på den samme stille Måde. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke.
De blev ved at danse.
- Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.
- Nej, sagde Huus, Træerne skygger.
- Så Træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede.
- Huus, sagde hun; hun så' op på ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Tårer, jeg er træt.
Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen.
- Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.
De trådte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en gennemtrængende Duft imod dem.
Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og omslyngede Par gemte sig på Bænkene i Mørket.
- Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka - kom. De vendte om.
- Ja, sagde Bai, så går vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle "Sangerinder" herhenne i Pavillonen - nette Piger, siger de ...
- Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne ...
- Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.
Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.
Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen.
Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet:
- Her komme vi- Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne ...
det glade Kompagni
mod Mandens Tyranni ...
De satte sig. Man så' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.
- Nette Piger, sagde Bai.
Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede på det snavsede Gulv.
En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Næse.
Damerne skændtes om, "hvem der skulde" ...
- Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd Gud - det er Julie.
- Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk.
- Den er forbudt - skreg et Par Damer bag Vifterne ned til Pianisten - Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.
Nede i Salen slog de med Glassene.
- Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den. Damen Julie sang "Skorstensfejeren":
Skorstensfejeren August -Bai dundrede, så han var nær ved at slå Toddyglassene sønder:
har til Våbenskjold en Kost ...
- Hva' si'er du, Tik, sagde han. Katinka for sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun.
- Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.
- Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, råbte Frøken Julie.
Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen.
Hun lagde straks under Forspillet Hånden på Hjertet:
Det var Sangen om Sorrent.
Hvor den høje og dunkle PinieFrøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende Toner.
Låner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Båden gynger,
Hvor i Byen glade Klynger
Går i Dansen, mens de synger.
Synger højt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse måneklare Nætter,
Napoli - dit Paradis.
Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slå med Viften i de flade Hænder.
Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende.
- Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Tårer i Øjnene.
De kom udenfor: Nu går vi hjem over Kirkegården, sagde Bai.
- Over Kirkegården, sagde Katinka.
- Ja - det er den nemmeste Vej - og der er kønt.
Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.
- Ja, sagde Bai, en bevæget Dag - en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen - så det skær', de Landsby børn - og "Damerne" - "Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige - og Marie - nå - vi vil få at se, hva' den har stået på ... jeg kender hende ...
De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var så tyst, at de hørte deres egne Skridt på Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegårdens Jernport op med sit store Kors.
- Men Bai, sagde Katinka.
- Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han åbnede Sidelågen.
De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Lågen. Kirkegården lå i Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og grå og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.
Katinka tog så fast om Huus' Arm, mens de gik.
Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med Armene, som om han vilde jage Høns op.
Katinka stansede: Se dog.
Der var hugget ud gennem Træerne, så man så' ned over Markerne til Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke Vandspejl, stille og drømmende.
Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft... Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.
Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste Indskrifterne på Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og År, med sagte og skælvende Stemme.
- Elsket og savnet.
- Elsket ud over Graven.
- Kærlighed er Lovens Fylde. Hun trådte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse Navnet på Stenen. Så raslede det bag Pilen.
- Huus, sagde hun og tog krampagtigt om hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gærdet.
- Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
- Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
Hun blev ved at gå tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka for sammen.
- Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Hånd skælvede under hans. Bai stod ved Enden af Gangen.
- Er I der, sagde han.
Han åbnede Lågen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
- Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal eksistere - en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo sagt mig det ... hvordan det var - med de Røvere ...
- Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt...
- Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden - - Dødens Have - føj for Satan ...
- Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred på Bænkene ...
Huus kunde have slået ham.
- - -
De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis hjem.
I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.
Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gården. De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
Oh du - min Valdemar!- De holder ud, sagde Bai.
Jeg elsker dig ...
De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
- Hoho - mine Dyr -
- Nå - så langsomt - Og der blev stille som før.
Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.
- Vil I ha'e? sagde han.
- Nej - Tak, sagde Huus.
- Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave må ha'e no'et mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
- Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én - svære Ædere - svære Ædedolke - men gode Hjerter - rigtig gode Hjerter - én for én - men i Korpset - Satan stå i dem ...
Ingen svarede. Marie nikkede igen. Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
- Men svære Ædere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Så faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.
Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over Markerne.
- Tag Sjalet på, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blå Sjal om Katinkas Skulder.
Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
- - -
- Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige på Trappen i den grå Morgen.
- Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus måtte hjem. Det var den høje Tid.
- Nå - sagde Bai - som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt.
- Så Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
- Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Hånd og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.
Og var tilvogns og borte.
- Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
Katinka stod på samme Plet: Ja, sagde hun, han kørt.
Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
- - -
Katinka sad ved det åbne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker.