Ved Vejen

---

Herman Bang (1886)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV

   Lænkehunden sov i den hede Gård og lod sig ikke vække. Et Par skurede Bøtter var stillet til Tørring i Solen.
   Katinka åbnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer.
   Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. På Krocketplænen lå Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden.
   - Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og. Fru Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.
   - De er ude i Baghaven allesammen - Kiærs kom jo, et helt Læs med deres Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, når Linde læser Præken ...
   - Er Kiærs her? sagde Katinka.
   - Ja ... de kom her til Kaffe - - de er i Baghaven - og den nye Doktor også ... Og De, som har været til Marked ... Huus fortalte om det.
   - Ja - det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at få Ordene frem, sådan bankede hendes Hjerte.
   Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om Hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, når Pastor Linde begyndte at læse på sin Præken.
   - Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?
   Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet.
   Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.
   - Ja - han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rød.
   - Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.
   Han tog Lommetørklædet af og lagde det på Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han.
   - En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor småsnakker, og Katinka svarer uden at have forstået et Ord.
   - Lille Linde - din Præken ...
   - Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet Lørdag idag.
   Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Hånden.
   - Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde ...
   - Hvis jeg ikke kan hjælpe ... med noget...
   - Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt Ærter og Skinke ... Katinka rejste sig.
   - Gå gennem Gården, sagde Fru Linde.
   Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog havde ventet og håbet, og frygtet hvad hun håbede. Nu skulde hun se ham.
   Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka åbnede Lågen og gik ind.
   - Den dejlige Kone kommer, råbte Agnes. De legede Enke på den store Plæne.
   Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og så' sørgmodig ud.
   Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.
   Hun fik Agnes og de kom til at stå foran Huus.
   - Å, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft Tømmermænd ... Derfor har De været usynlig i tre Dage ...
   - Og vi har ventet Dem ...
   - Igår vilde Fru Bai slet ikke lade os få Kaffen, fordi vi skulde vente på Dem.
   Katinka så' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.
   - Og er det så en Opførsel, når man skal stå Fadder til et Par ægte Kropduer, sagde Agnes.
   De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik på sig, og hun blev stående med bøjet Hoved foran ham.
   De blev ved at lege Trold og Enke. Hun så' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.
   Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap dem tøvende.
   Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.
   - Nå, sagde Agnes, så fik vi da endelig Lugt på Skinken.
   Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye Doktor og vist sin "Skønhed".
   Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, råbte Gamle Linde ud af Døren: Om der ikke var glemt et Par på Kærlighedsbænken.
   "Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved Dammen.
   - Der er så rart mørkt, sagde Fru Linde.
   - I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra - det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset ... ja - de Dage ...
   "Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema.
   - Ja, ja, Linde, der er nogle blevne lykkelige, sagde hun.
   Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i Præstegården. Den og den og den ... Det blev en almindelig glad Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.
   - Ja - - den Sommer, da både Rikard og Hans Beck blev forlovede.
   - Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Låsene, før hun åbnede Dørene ...
   - Og Nøddegangen da - - -
   - Nå, ja man kunde komme til Forstyrrelse ...
   - Der raslede altid noget afsted mellem Grenene ...
   - Frøken Horten havde et slemt, gult Skørt ... det skinnede ...
   - Ja, siger Gamle Pastor, man må jo vogte sig for de stærke Farver ...
   - Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige.
   Og der bliver en Latter, så de kaster sig frem over Bordet.
   - Linde, Linde, råber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor ler, så han får Hoste.
   - Men det havde virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle Kroge ...
   - Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an ...
   - Skål, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.
   Katinka for sammen: Tak ...
   Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede fået en Dreng.
   - Var det en Dreng, de havde fået?
   - Ja, en dejlig Dreng.
   - Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.
   - Og et Hjem har de.
   - Som det var blæst ...
   - Og en Kurren - det var såmæn Hvedebrødsdagene endnu.
   De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.
   - Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi så Skål til Mo'er.
   - Tak for Mad.
   Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var så langt borte, og hun så' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
   Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle - tælle ... Ni - ti" ...
   Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved Lågen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg må til min Præken ...
   Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en Gemmen bag alle Buske.
   - Hun ser, hun ser, råbte én, som for forbi Jasminbusken.
   Og så blev der stille.
   - Jeg kommer.
   Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var så træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte.
   Hun sad sådan stille, da Døren blev åbnet og lukket:
   - Huus ...
   - Katinka - Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Gråd; og han rev hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han lå ned for hendes Fødder.
   - Ja, min Ven - ja, min Ven.
   Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja.
   Tårerne løb ned over hendes Kinder. Så ubeskrivelig ømt lod hun Hånden glide gennem den hulkendes Hår:
   - Å - kære Huus - Tiden vil mildne dette her ... De ...
   - Når De - hun tog Hænderne bort fra hans Hår og støttede sig til Bordet - nu rejser ... og vi ikke ses mere ...
   - Ikke ses mere?
   - Ja - Huus - - sådan som det jo må være ...
   - Men jeg vil altid huske Dem - bestandig og altid ...
   Hun talte så mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Gråd.
   Katinka så' ned på hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande - som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær.
   Hun gik et Skridt som for at gå. Så vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
   - Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.
   Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.
   - - Ude i Haven fløj og for de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, så hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.
   - Ja - vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Så' et Par kvikke Pi'er i Skoven - flinke Pi'er i Støvlerne ...
   - Formelig Pust, gamle Kiær.
   - Huus sagde det, siger Kiær.
   - Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus - hvad sagde jeg? Å, det Menneske forstår sig s'gu ikke no'et på Fruentimmer ...
   - Han sad så genert som en pillet Kylling og så' på "Nattergalene" ... en ren Ynk, gamle Kiær, at se på - den rene Ynk for et proportioneret andfolk. - -
   Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.
   Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev råbt højt ned gennem Gangen: Ja-a, lød det så fra Egnen om Dammen.
   Og så, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græsbænk, og der taltes kort og dæmpet.
   Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone".
   - Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes.
   En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom på Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de unge Piger faldt ind i Omkvædet.
   Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:

Fagre Ord
Skaber kort min Glæde.
Fagre Ord
Volde tit vi græde. Fagre Ord.

   Og der blev stille igen.
   De sang Sang efter Sang, så én Stemme, så faldt flere ind.
   Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.
   - Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned mod Katinka.
   Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.
   En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme.
   - "Marianna" er så køn, sagde Frøken Emma.
   - Ja, syng "Marianna".
   Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpå hun og Frøken Emma sang:

Under Gravens Græstørv sover
      Stakkels Marianna -
Kommer Piger: græder over
      Stakkels Marianna.
      - - -
Slangen sig om Hjertet snoede,
Fred ej mer på Jorden boede,
      Stakkels Marianna ...

   - Fryser den dejlige Kone?
   - Vi skal vel hjem, sagde Katinka.
   Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.
   - - -
   De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.
   Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Håndtryk, krampagtigt, så det smertede, og hørt Bais:
   - Djø's, Huus, vi ses.
   Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Hånden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelågen - -
   Den klappede to Gange og faldt i ...
   Og bag dem sang de derinde.
   Lad os gå denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs Præstegårdens Have; man måtte gå en for en.
   Katinka gik langsomt bag efter Bai.
   - Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op på sin Høj. Han var med Lommetørklæde.
   - Godnat, Hr. Pastor.
   - Godnat.
   De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Tårerne pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte sig om to Gange og så' tilbage mod Linde på hans Høj.
   - Kommer du? sagde Bai.
   De kom hjem.
   Og Bai så' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede Blomsterne og lukkede.
   Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme.
   Hun stod op den næste Dag og hun tog fat på alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der lå som igår.
   Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.
   Vinduer og Døre stod åbne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at ringe.
   Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:
   - Jeg går i Kirke.
   Og borte var hun, før Marie fik svaret.
   Næsten som Fruen løb henover de solhede Marker.