Ved Vejen
Herman Bang (1886)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V
Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt. Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert År og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab. Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet Hun kom jo ikke til stort mer end til at føde og amme.
I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var nået til at få Gardinerne op. De lå renstivede og ventede spredte over alle Stole. Vasket blev der altid om de mange Små; der var Småsnore allevegne med Linned og Sokker. Maden til Måltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for få Tallerkener, når man endelig kom tilbords.
- Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.
Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Små, som faldt ned et eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
- Nå, sagde Broderen. Nu igen - -
- Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.
Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og så' hjælpeløs ud.
Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik så lydløst om, mens alt blev gjort.
Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog - hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen - med sit forknytte Smil.
Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet med de udskårne Figurer på Dørene - hjemme stod det i Stadsstuen, midt imellem Vinduerne.
- Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.
Og Marmorbordet, som var blevet købt på en Auktion, og hvor de "fine Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskålen med Kanden og Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, fire Tallerkener ...
De gamle Tallerkener, med de blå Kinesere og Haven med de tre Træer og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, når de brugte det fine Stel.
Katinka bad, om hun måtte beholde de gamle Tallerkener.
- Om Du må? sagde den lille Kone ... Å, Gud - det er jo kun Skår (alt var Skår der i Huset) - her bliver alt skamferet ... men hvad skal jeg gøre?
Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op på Kirkegården til Graven. Der oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.
Han var død så hurtig, de havde levet sammen så kort, og nu var hun alene, helt alene.
Bedst som hun sad, læste hun Indskriften på Gravstenen, Faderens og Moderens Navne.
Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op - og Moderen, der var blevet så ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét ...
Så lidt hun dog havde kendt til sine Forældre.
Ja, så lidt de kendte til hinanden - alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden ...
Katinka lænede Hovedet mod Tårepilens Stamme. Hun følte en bitter Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.
På Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var så meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Hun havde været henne i den gamle Gård. Der var bygget Bagstuer i deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gård.
Thora Berg havde hun mødt på Gaden.
- Men, det, - jo, det var den gamle Stemme - det er jo Katinka ...
- Ja -
- Men Pigebarn - hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv ...
- Og du, sagde Katinka, hun havde Tårer i Øjnene.
- Jeg - forbarme sig - jeg er jo bosiddende her - siden i Foråret - vi blev forflyttet.
- Ja - min Pige - der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen Børn?
- Nej. -
- Tænkte det nok. Tak du din Gud - min Pige - jeg har fire ... og fem Pensionærer ... Ja - man skal ikke række langt med næstældste Kaptejnslønning ...
- Men du ... Hvor boer I, Børn - stadig på det gamle Sted ... Å Gud - vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne ...
Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og så' på hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som strammet i alle Linjer og så gult og spidst mod Hagen.
- Du ser på mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar Klubballer at leve ...
Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.
- Men det er Repetitionstid, du - og vi sidder til Halsen i franske Gloser ...
De skiltes. Katinka blev stående og så' efter hende. Hun havde en kort, stumpet Fløjelstrøje på og en gul Kjole. Det var alt sammen taget på skrå, og så' ud, som det var lidt for snævert.
De sås først igen omtrent en Uge efter i Kirken.
- Om man kommer udenfor sine Døre? Ja - har jeg ikke villet være hen hos dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os på Onsdag, du ... Onsdag Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
Katinka var der om Onsdagen.
Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at nå hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var Pragtmøblerne.
På Bordet lå nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
På høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store Dugdråber, der så' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
- Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom ind, mens Katinka så' på Roserne med Glasperlerne.
Kaptejnen åbnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: Skal der spises? spurgte han.
- Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl tegner Kort du, sagde hun.
Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gå op og ned ad Gulvet. Når Kaptejnen ikke tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte på, hvor hun dog havde fået nogle urolige Øjne, som så gik til Døren, og så til Dahl, mens hun blev ved at pludre.
- Den er et Kvarter, sagde Kaptejnen.
- Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
- Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De må vide, Fru Bai, det er Drengene, som er Herrer i Huset.
Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig på en afsides Stol ved Skrivebordet. Rygstykket faldt af.
- At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
- Ja - Dahl ...
- Vi har nu ventet på det et halvt År, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han bukkede let henimod hende. Det er sådan Skik her i Huset.
Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
- Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, så det støttede mod Væggen.
- Hvor har I været? sagde Kaptejnen.
- Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time på en Grøftekant og så stukket Hovedet i et Vandfad.
- Disse er mine, sagde Thora. Og med mine mente hun en niårs Dreng og tre vandkæmmede Småpiger.
Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.
Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.
Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte "mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niårs Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
De åd som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme på Gården".
Den niårs sad med store, gammelkloge Øjne og så' fra Drengene til Thora.
- Der er Skår på Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skåret Fad.
- Å, det kommer så let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han havde set, der ikke var fler på Fadet.
- Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer ...
- Du får jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo - kære ...
- Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset kender, vi ikke til den Ting, som hedder Ro.
Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede:
- Hr. Kaptejnen er i så godt Humør idag - ka' du høre, sagde hun og lo. Hva' Kaptejn? Kaptejnen var altid i det Humør.
- Hvad fik Gustav i Geografi?
- Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken.
- Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det?
- Fa'er er lige glad, sagde Bassen. De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter Drengene.
- Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Dét er Thoras Invasion.
- Hun er bange for, vi en Gang kunde få Fred i Huset.
Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags Kaffeblandinger bag Selvkogeren.
- Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka.
- Tak, min Pige.
Thora havde fået røde Pletter på Kinderne og holdt sig i Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.
- Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var ganske hed.
- Når man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.
Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e" - og de rutschede hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.
Thora holdt Hånden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.
Den niårs "øvede" i Spisestuen.
- Nikolaj - altid skal du øve, når jeg har Hovedpine ... Hold dog op!
Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid på sine "egne", når hun var bleven pint af "Fødepumperne".
Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun så ofte gjorde som ung Pige.
De talte om Folk i Byen.
- Ja, det er lutter ny Familjer - de gamle er borte.
- Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun så' på Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne.
- Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.
- Å, jo, dog ...
Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen?
- Ja, Stakkel.
De sad lidt. Så sagde Thora og åbnede Øjnene:
- Ak, du - vi er her jo alle for Forplantningen. Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse.
- Ja - du, sagde Thora så: Livet er underligt.
Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned på Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gå lidt hen til "Frøkenen". Der var så stille hos den Gamle og så uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik Tårer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde også siddet med Gråden i Halsen hos Thora - hele Tiden.
Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede på. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun lukkede op.
Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud på Avispapir på Sovekammersengen, til Potpourri.
- Og de fra Holmstrup havde været der - alle de unge Piger ...
- De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun - nu er det på Slut...
Katinka måtte ud at se Træet og "mine Roser" ...
- Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans - ja - der havde været det...
- Tre Roser havde der såmæn været...
De gik ind igen. Frøkenen småsnakkede ud og ind, så hendes Ord tabte sig mellem Dørene. Katinka sad på Forhøjningen; hun sagde kun nu og da et Ja eller et Nej. Gennem den åbne Køkkendør så' man ud i den grønne Have, Fuglene kvidrede, så det hørtes herind.
Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.
Katinka så' på de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun genkendte hvert et. Sølvkaffekanden på Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og på Konsollen foran det grånede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt på deres Puder.
Hun kendte det alt.
Frøkenen blev ved at småsnakke og gå ud og ind. Katinka hørte ikke mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de gamle Kroge lå i Halvmørke.
Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet. Katinka for sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i Tanker.
- Der er jo en Hr. Huus på Jeres Egn, sagde Frøkenen igen.
- Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?
Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt Næstsøskendebarn til Fætter Karls på Kærsholm.
- Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaard'er i to Led.
Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en Lundgaard - af de Lundgaarder på Falster - og om deres Gård og om hans Slægt og om Fætter Karl på Kærsholm og om den ganske Familje, mens hun gik frem og tilbage.
Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret på Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage.
Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger.
- Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor 'Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød.
Katinka begyndte at tale - nogle almindelige Ord, tøvende, og som om hun tænkte på noget andet. Men så tog det hende: at tale om ham, at nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.
Og hun fortalte om Julen og om det blå Sjal og Nytårsaften, da han kom i Slæden, og Vinternætterne, når de fulgte ham på Vej under de mange Stjerner ...
- Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de Huus'er.
Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin Krog. - Da Foråret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting ...
- Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje.
- Og Sommerdagene der kom - og Markedet... alt fortalte hun om - -
Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol - Frøkenen blev let søvnig, når hun skulde høre - og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat.
Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne på Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat på Skødet og Hovedet ned på Brystet.
Frøkenen vågnede og løftede Hovedet:
- Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.
Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gå og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt.
- - -
Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her er gået for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han så til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. Han havde fået Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han - på et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igår. Kiær bander og jeg var også ked af det, nu, vi havde vænnet os så godt til den Tørvetriller.
Brevet lå opslået foran Katinka på Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog håbede. Men hun havde troet, det var altsammen kun en Drøm: et Under måtte ske. Men hun måtte se ham igen, og han vilde ikke rejse.
Og nu var han dog rejst. Rejst og borte.
Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:
- Tante, Tante Tik!
Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.
- Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.
Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.
Rejst og borte.
Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse fremmede Mennesker.
Idetmindste vilde hun hjem.
- - -
Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken.
Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit Børnetøj.
Så lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede.
- Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog ...
Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun.
Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.
Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog - Marie dog.
Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du ...
- Og du var så god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Så god ved mig ... Jeg som altid går i dette her ...
- Altid ...
Katinka var rørt; hun knælede ned på Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.
- Ja - og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende - når jeg er blevet gammel en Gang, eller når man døer ...
Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.
Men så så' hun Svigerindens Barneansigt, der var vådt af Tårerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.
Om Aftenen gik Katinka op på Kirkegården. Hun vilde sige Farvel til Forældrenes Grav.
Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag.
De to Veninder stod sammen foran Graven.
- Ja du, sagde Thora, når vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.
De skiltes ved Katinkas Gravsted.
- Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.
Katinka gik ind på Gravstedet og satte sig på Bænken under Pilen. Hun så' på den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden - også sin Ungdoms Hjem.
Hvad var det vel blevet alt sammen? Gråtog forpint og så elendigt - alting.
Hun så' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte Kaptejnens: Der er Skår på Porcellænet for at hædre de fremmede ... Og hun så' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.
- Og her - - denne Plet med den døde Sten og de to Navne - det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.
Hun sad længe. Og hun så' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, en eneste utænkelig, fremskyllende Håbløshed.
- - -
Hun kom ud af Vognen ned på Perronen, og hun lod sig kysse af Bai, og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i Stuerne - ind.
Det var hende, som Huus måtte være derinde og vente.
Og hun gik i Forvejen og åbnede Døren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og - tomt.
- Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte Sagerne.
Og så gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen på en Stol - om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det hele, og i Præstegården havde de ligget lige op til Taget ...
- Og Huus, der var rejst... på en Studs ...
- Ja, jeg tænkte det... For han var hernede den sidste Aften ... og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele - inde i Stuen sad han alene - og ude i Haven ... og herude på Trappen hos Duerne.
- Når rejste han, sagde Katinka.
- Nu er 'et vel to Uger siden ...
- To Uger.
Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel - på hver Plet, på hvert Sted. Hun havde ingen Tårer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed ...
Der lød et glad Halløj henne på Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et stort Kor. Hun næsten for op: Her vilde hun ikke se dem straks.
Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, så hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegårdsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.
Toget bruste afsted, og de var atter borte, - man hørte dem støje henad Vejen -; Peter Banekarl havde fået Mælkespandene bort, og Katinka sad alene på Perronen.
- Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse ...
Tak.
- Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind ...
- Du skulde dog komme ind ...
- Ja, jeg kommer.
Bai lukkede Vinduet.
Støjen af Præstegårdsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.
Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.
- - -
Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Måned. Men Fru Abel turde ikke håbe. Hendes Ida-Yngst var så sangvinsk.
Nu satte hun sig med Brevet i Hånden ved Siden af Komfuret på den våde Karklud og skrålte.
Louise-Ældst var gået Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu på sin Køkkenstol og rokkede.
- Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og så' så underlig ud.
- Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
- Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.
Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for hende.
- Hun har jo haft en hel Sommer.
Louise-Ældst gik ind og hamrede på Klaver. Så, som hun vel sad, brølte også hun med Hovedet ned over Tangenterne.
- Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.
- Hva' si'er du?
- Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne. Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.
- Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
- Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg går ind om i Præstegården ... Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.
Hun var barnlig og råbte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra Stationen - og svingede med sin Parasol.
Han var ved Postvæsenet.
Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due:
- Joakim Barner - af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet. I Præstegården mødtes Enkefruen med sin Ældste.
- Ja, Jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I sådan alvorlige Øjeblikke, sagde hun.
Gamle Pastor slog sig på Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom på Bordet med Småkager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at få at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ... ved Stranden ...
Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.
- Nå, nå, man véd, hvordan det går, når der først er gået Hul ... Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.
- Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge - min sidste... Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.
Den sidste var så kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.
- Så kan hun såmæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gået. Der er dog god Bund i dem, Linde.
- Himlen véd, hvad Agnes vil sige ... Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.
- Nå, så Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte det.
- Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlågen og så' efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn.
Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, så hjælpeløs som en Bønne i en Kværn.
- Nå, sagde Agnes: på ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.
Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.
- Ja, sagde hun og lukkede Lågen: nu er de "løkkelige".
De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:
- Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.
- Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de på Bordet nedfaldne Blade i små Stykker. En Gang må det vel ta'e en Ende.
Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.
- Man får jo også Arbejde... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet... For at sætte sig bag et Glasvindu på et Posthus er dog for morsomt... og til noget alvorligt er det for sent.
Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er det.
- Hm, sagde Agnes, så mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve År af vor Tilværelse danser vi rundt og venter på at blive gift - og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter på at blive begravet...
Agnes satte Albuerne på Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.
- Dejligt, sagde hun ud i Luften. Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Gråd.
- Og som man så vil længes, sagde hun.
Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Så lod hun Armene falde ned på Bordet. Hun så' på Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Tårerne ned ad hendes Kinder.
- Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige Kone ...
I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.
- - -
Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forståelig i kælne S-Lyde og Småhvin.
- Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, han gi'er os Navne.
Når der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.
- Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.
Når Visiterne skulde gå, blev der råbt på "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt.
Når Basse og Bøsse kom frem, så' de højrøde og fortumlede ud.
Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Småfægtninger med Livtag. Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.
I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen små sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød.
Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.
- Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.
Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget udi Halvmørket. Henne fra Sofaen småknirkede det. Sådan sad de hele Timer.
Når Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami på den kolde Snude.
Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og så' hinanden ind i Øjnene; når de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa på Øret.
Katinka sad på Perronbænken med Huus' blå Sjal om sig; når Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.
Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de måtte allerede have Lys til The.
- Lampen, Marie, sagde hun.
Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt på Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende på de sidste Taster.
- Kald på Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid så træt, som var der Bly i hendes Ben.
De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.
Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem.
Bogen lå åben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk.
Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en Datum. Og når hun lagde Bogen ned igen, blev hun stående foran Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke lå pakket ind i det gullige Brudeslør.
Hun gik også ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads på Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset på Bordet og lod Munden gå. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.
Hun snakkede stadig om Huus og så ensomt som det nu var blevet.
Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.
Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys.
- Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og åbnede Døren.
- Ja, Bai ...
- Godnat, Marie.
- - -
Efteråret kom med tungsindige Tågeslør over Markerne. Himlen lå lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.
- De må tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De må mande Dem op.
- Ja, Doktor.
- Og gå. De må ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.
- Ja, Doktor, jeg skal nok gå.
- Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra Frøken Agnes?
- Ja - forleden.
- De taler om at Andersen søger bort ...
- Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra ...
- Å nej, lille Frue, der er også dem, der bliver ...
- Ja, vi bliver, Doktor.
- Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar.
- Nej, Satan til Historie, siger Bai.
- Der er ingen Kræfter ... Nå, god Morgen, Forstander.
- Ja, Satans ... Nå, Morgen, Doktor.
- Du må osse gå, Tik, siger Bai, når han kommer ind efter Godstoget. Du gør heller ikke no'et for det.
Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.
Hun gik ned til Annekset. Stakåndet hvilte hun sig på Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegården lå flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.
Hun gik atter hjem - over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Tågens Grå lå Røgen en lille Stund, og løste sig så.
På den Side Åen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange Furer bag den sindige Plov.
Katinka kom hjem.
Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.
- Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.
- Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.
Kiær brummede noget.
- Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær.
Svendsen samlede på græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned på Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.
- For min Skyld gerne. Bai var altid villig. Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.
- Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, når de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.
- Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen.
De blev ved at se på Kortene. Bai gned sig på Knæene.
- Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.
- Steg, sagde han, Steg er 'et. De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. Det var ligesom Bai faldt sammen.
- Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.
- Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?
Svendsen svarede ikke.
Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig ...
- Ja, Gamle, sagde han. Ja - vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:
- Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.
Bai rejste sig og åbnede Døren til Dagligstuen.
- Hva', sagde han, sidder Du i Mørke.
- Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke ...
- Ønsker du noget, Bai?
- Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai. Katinka kom ind for at sige Farvel.
- Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte på Lommerne, om han havde sine Samlinger. Bai var færdig og der blev sagt Farvel.
- Gud bevar'es - Fruen må blive inde - det er meget for køligt.
- Jeg følger kun til Lågen, sagde hun. De kom ud på Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.
- Det melder Kulde. Godnat, Frue. Lågen slog i.
- Godnat.
Katinka stod lænet til Lågen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede Hovedet: Ja - Himlen var klar og alle Stjerner oppe ...
Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.
- - -
Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.
Og Andersen skulde også rejse.
- Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og få en af "det levende Ord" ...
Pastor Andersen havde fået Kald på Vestkysten.
Fru Linde græd i Krogene.
- Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg så' det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven ...
- Det er Ungdommen - en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De går og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid - -
- Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive År ...
- Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, når vi to Gamle en Gang lukker vore Øjne.
Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.
Når gamle Pastor var der, var Katinka gladest Det var, som der kom sådan Ro med ham.
Når han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:
- Der ser De, min Fa'r, sagde han, når han tog Stikkene hjem.
De to Gamle småskændtes.
- Det er, som jeg siger dig, Linde ...
- Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud.
- Dem, lille Frue, det er Dem.
Katinka faldt hen. Hun sad og så' på de to Gamle.
- En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er ...
Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde så mange Livretter, som Katinka lavede.
Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde både skrabes og skrælles.
Træt satte Katinka sig ned på Kødblokken og hostede.
- Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i Munden - det blir Enden, sagde Marie.
- - - Vil du ha'e Genever, siger Katinka.
- Hvis du har - - -
Når han nikkede, så' man, at Bai havde fået Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.
- Så er der færdigt, siger Katinka.
- Tak, min Pige, siger Bai.
Der var i den sidste Tid kommet sådan noget sultanmæssigt over Bai. Det kom måske med Korpulencen.
- Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.
Katinka sætter sig på en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen på Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Hånd.
- De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.
Katinka rejser sig. Der var noget glemt på Bordet ... Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og på Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:
- Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus.
Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Småkagerne: Det er de gode Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere Vanilliekranse frem af Kassen.
Og de gnasker videre rundtom Lampen.
- Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.
- Eller synge os én - én af Agnes', siger gamle Pastor.
Katinka går hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage Stemme Sangen om Marianna.
Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader Strikketøjet synke.
Under Gravens Græstørv sover- Tak, sagde gamle Pastor.
Stakkels Marianna -
Kommer Piger, græder over
Stakkels Marianna.
- Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.
Hun så' ikke rigtig Maskerne, før hun havde fået Øjnene tørret.
Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Tårerne fra hendes Kinder ned på Tangenterne.
- Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han så' hen for sig og tænkte på Agnes.
De rejste sig for at gå og Fru Linde tog Tøj på i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var så lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet.
- Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i sådan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebånd.
- Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man må ha'e lidt Motion ...
- Ja, sagde Pastoren. Man må røre sig efter den Ål i Gelée.
- Man spiser for godt på Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min Fod her om Lørdagen.
- Jeg går ikke længer, sagde Katinka og blev stående i Døren. Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.
- Nej, gå ind, Efteråret er den værste Tid.
- Godnat, Godnat.
- - Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen:
... Og så havde jeg håbet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men når det sådan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over ... så er det ligesom der sad et stort Sugedyr på vort Hjerte. Minder er en Ulykke for både Legeme og Sjæl.
Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var så blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Tårer fler.
Bai kom hjem.
- Det blev sent, sagde han, Satan så Tiden løber ... Jeg faldt ind et Sted med Kiær ...
- Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her på Hjemturen.
- Er det blevet så sent, sagde Katinka blot.
- Ja - den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til Følgen hjem, sagde han.
Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Nå, så må man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne.
Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det.
- Du ku' jo også gå i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i Kulden.
- Jeg vidste ikke, det var så sent ... Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig. Katinka satte Blomsterne i Række ned på Gulvet. Hun hostede, når hun bøjede sig.
- Pokker til Gigt, sagde Bai, så den værker.
- Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai på Armene med en Mirakelsalve mod Gigt.
- Å, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.
Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og nåede ind med Klapren - nu var det sust bort.
Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin Hoste. -
- - -
Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om Juleaften til Abels.
Lille-Jensen og Bel-ami var på Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami båret aldeles officielt.
- Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var så dovent, at det ikke gad åbne Øjnene.
Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den på Katinkas Bord.
Depeschen var fra Huus ...
Bai og Lille-Bentzen småsov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i Stuen, hvor Træet brændte ned.
Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret...
Katinka så' på det slukkede Træ. Hendes Hånd gled sagte hen over Huus' Depesche, som lå i hendes Skød.