Fru Marie Grubbe

---

J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XV

   Nu i Paris.
Der er gået så meget som et Halvtårstid, og den Kjærlighedspagt, der så brat blev sluttet, var løsnet og brådnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.
   De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem; der er såmegen Bitterhed og Smerte, så megen Nedværdigelse og Selvforagt gjemt i den Tilståelse, der truer, at der er Lindring i at tøve.
   I det er deres Sind ens.
   Men i deres Måde at bære deres kummer på er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i håbløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens hvasseste Bråd, sørger og sørger i magtløs Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr går frem og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, så er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende slæber i dens Spor.
   Hun vilde glemme.
   Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
   Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Ånd og Skjønhed og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
   Der var ingen Ende på hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Håb om Lindring i det, ligeså godt følges ad som skilles, deri var der ingen Redning.
   Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
   De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti trådte ind i det forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, Værtinden i la croix de fer.
   Marie var der, og hun sad og græd.
   Sti rysted mismodigt på Hovedet og tog Plads i den anden Ende af Stuen.
   Det var så tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde gjøre Sorgen mere bitter og Gråden stærkere.
   Han gik hen imod hende.
   »Marie,« sagde han sagte og tonløst, »lad os endnu en Gang ret rigtigen tales ved og så skilles.«
   »Ja, hvad kan det nytte?«
   »Sig intet det, Marie, der venter på dig endnu glade Dage i tykke Skarer.«
   »Ja, Grædedage og Tårenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.«
   »Marie, Marie, tag Vare på de Ord, du siger, for jeg forstår dem, og så sårer de så smerteligen hårdt.«
   »De Sår, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke at skåne dig for dem.«
   »Så stød da til, hav intet Medlidenhed såmeget som et Blink mere; sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig, laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give År af dit Liv for at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig så til Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi du har Ret, har Ret, så pinendes, som det er at sige. For hør, Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes ved dig selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpå og rynker din Pande i Afsky og Våde, så elsker jeg dig dog - jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.«
   »Nej, fy for Skam Sti Høg, å, skam dig dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler. Og dog, å Gud forlad mig, dog er det sandt, så ræddeligt det lyder. Å, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er så svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig ejed', som råbte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Håb, og Stolthed, Sti! hvor blev din Stolthed af?«
   »Ret og Retfærdighed er kuns ringe Nåde, men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. - Marie, jeg har aldrig troet på din Kjærlighed til mig, nej, aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' på mig med de kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Håb, dem blæste den bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med både Hænder og al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, når han veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud af hans kjært belastede Hænder. For den vil komme en Gang, Marie, som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt Guld i sin Hånd og sætte sin Fod på din Villie, og du vil være ham følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.«
   »Ak det er jo ret en Spåmandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men det er som I plejer, immer vil Jer Tanke på Langvejsfart. I er just som Børn, der får et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de får seet hvad der er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespåner tilhobe.«
   »Farvel, Marie.«
   »Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.«
   »Tak - Tak - det må så være - men jeg beder om en Ting.«
   »Nu.«
   »Når I rejser herfra, lad så Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet skal få det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.«
   Marie trak utålmodigt på Skuldrene.
   »Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.«
   Så gik han.
En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler på Kirkens Tvillingtårnes slanke Spir, funkler på Kors og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Månen alt har løftet sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt rundede Liniers Drag.
   I gule, blånende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst rindende Vande og Blad fra Pil og Løn og Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs ludende Mure og våde Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm fra Sliberens Gård, og svinder så imellem Siv og lække Både, imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
   En blålig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og åbne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra våde Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt og danner hurtigt voksende Ringe på det rigeligt overflydende Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder, stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
   Så kommer Månen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver tegnet af på Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med hans Landse hist på Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer på Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Månen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
   En sådan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til Borgen og i den Gård som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde denne samme Aften.
   De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. På En nær var de alle ældre Folk, og denne ene var kun atten År. Han havde ingen Paryk, han bar sit eget Hår, og det var stort nok til det, gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var så dejligt som en Piges, hvidt og rødt, og Øjnene var store, blå og stille.
   Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans Hårs Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge År var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, - for bayrisch Wald der var han fra.
   De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen Sammenligning kunde tåle.
   »Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?« sagde en rødmusset Tyksak med små, bitte, funklende Øjne, »hvem har seet Dorothea v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Ros og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en Tomme til, og hun kunde træde på Lærkeæg uden de gik istykker, så let var hendes Gang på Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler på en Dam og fast som nogen Rå, der springer i en Skov.«
   Så drak de på det.
   »Gud velsigne Jer allesammen så grå som I er!« råbte en lang, gammel Knark for Enden af Bordet, »men Verden bliver grimmere Dag for Dag. Vi kan se det på os selv,« og han såe rundt på dem, »hvad for Karle vi dog var! men så Fanden med det endda. Men hvor i al Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? - kan der? - hvem kan? - kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder, og så Krokonens Datter med det gule, gule Hår og med Øjne så blå, hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergård, hvad, kunde En komme der, uden de var der også? Å, Jammerens Jammer og Elendighed, hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for Tandløse, skalhovede Hekser, der nu får Brev og Bevilling på at skræmme Livet af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? Uh, føj, jeg er så bange for et Krosted som for klare Fanden, for jeg veed jo, det Ølskjænkervæsen derinde er gift med Døden fra Lübeck i egen lede Gestalt, og når som En først er bleven så gammel som jeg, så er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes på.«
   Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som Voks, han havde grå og buskede Bryn og klare spejdende Øjne, han såe just ikke svagelig ud, men som om han havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk ved hans Mund når han smilte, som om han sank noget Bedskt med det Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: »den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt, der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie på Bryst og på Hår, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær, som Børn hænger på sig, når de leger i Skoven. Der var ingen, der var som hun; når de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene, så var hun at se til, så festlig og fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.«
   »Jo, jo, og hendes Overmand med!« råbte den unge Remigius og sprang op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet på den ene Hånd, medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede hans Fingre og hans Håndled, og dryppede i klare Dråber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.
   »Dejlighed!« sagde han, »er I blinde allesammen, eller har der Ingen af Jer seet den danske Frue, ikke såmeget som seet Fru Marie? Hendes Hår er som når Solen den skinner på en Eng og Græsset står i Aks, hendes Øje er mere blåt end som en Klinge, og hendes Læber er så røde som en blødendes Drue. Hun går som en Stjerne, der går over Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, å, alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør, at når En seer hende, bliver En tilsinds, som når En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Tårne; En bliver så stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder på den skjønne Billedtavle, der er sådan en Højhedens Sorg i hendes klare Øjne, og det samme håbløse Tålmodssmil om hendes Mund.«
   Han var helt bevæget og havde Tårer i Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev stående oprejst, kæmpende med sin Stemme, for at få Ordene frem. Men så slog en af hans Naboer ham venligt på Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak så med ham Bæger på Bæger, og så blev Alting godt igjen; de Gamles Lystighed gik højt som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
   Marie Grubbe var da i Nürnberg.
   Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et År, og havde nu endelig slået sig til Ro her.
   Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte År, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et mærkværdigt stærkt Indtryk på hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde være hende som en Gud på Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu havde hun i et Øjebliks Forbindelse taget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet på sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid de måtte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de måtte dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det måtte briste. Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed, hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid til sig selv, al Tro på sit eget Værd, og i Fremtiden - der lyste intet Håb for hende i Fremtiden.
   Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte det mere, det var alle hendes Ønskers Mål.
   Sådan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse, hans jublende Tro på hende, og hans Lykke ved hans Tro på hende, har været som kjølig Dug for den nedtrådte Blomst, den rejser sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og dufter og stråler i tøvende Livskraft. Og sådan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid, Skjønhedshåb og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes, rig. Og det var også blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede, men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage, når En såe Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, så de blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et tårefunklende Diadem om Ens Pande.
   Således begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men så hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky, kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
   Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og tåreløs Sorg. Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat Bevægelse med Hånden og en stille Rysten på Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.
   Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge opbrugte, og der var næppe så mange tilbage, at de kunde rejse hjem for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det var først langt om længe at det fandt Gehør.
   Endelig rejste de da.
   Undervejs blev Marie syg, så Rejsen blev meget forlænget, og Lucie måtte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
   Da de nåede Århus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde på sig.
   Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til Tjele.
   Det var i Foråret Treoghalvfjerds.