Fru Marie Grubbe

J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XVII

   En Måned senere en Aftenstund i April var der stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at sålænge den stod på blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og så kom Byens fine og fornemme Standspersoner, såvel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem på Orgelet. Men de ringere Folk måtte nøjes med at høre til der udenfor.
   Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.
   Deres Klæder vare simple og forrevne, og de såe just ikke ud til hver Dag at have fået det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, for det var ikke nogen indbringende Håndtering, de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem Århus og Randers truffet på en stakkels, syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, hårdt medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked, hvor så hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod på det tærnede Tæppe og løftede og tumlede på så mange Måder, han kunde finde på, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de lånte hos Kjøbmændene.
   Det var da også et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem Ribe.
   De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og forandrede deres Gang.
   Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at de vilde derind også, de kunde jo da forsøge på det, da der ikke kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at hun skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple Håndværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og hun holdt tilbage på Søren, der vilde trække hende med sig; men så med Et kom hun på andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat på at blive bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem, men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et Øjeblik stående og såe bebrejdende på Mængden, som om han lagde den det nyligt Forefaldende til Last, gik så astadigt tilbage, og stillede sig gysende op på sin Post.
   Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Hånlatter, og en Regn af drillende Spørgsmål, som fik Søren til at brumme og se sig truende om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den respektable Del af Samfundet altid har på rede Hånd for Folk som ham og hans Lige, og hun havde fået Slaget.

* * * *

   I et af de simpleste Herberger i Århus sad Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede Styrvolt.
   Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Hår og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskår, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, åbenbart fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede således, at han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille Åbning.
   Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus stod på Bordet. På Væggen ligeover for dem, var der et opslået Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt, langtandet Lys. der var stukket ned gjennem Piben på en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær på Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte- og Pæglemål og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med foroverbøjet Krop og Albuerne støttende på Knæene. Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat sålangt ned på Hovedet som muligt, og når det var opnået, tog han fat i den brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det rykkede i Håret, langsomt Hatten af Hovedet, og så begyndte han forfra.
   »Det er så Mesterspil vi spiller,« sagde Jens Nedenom og spillede ud.
   Rasmus Kik bankede med Knoene i Bordet, for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.
   Salmand stak med en To.
   »En Dus!« udbrød Rasmus, »har du da aldrig andet end Duser og Trester på din Hånd.«
   »Ja, Herregud,« brummede Salmand, »der har altid været Fattigfolk til og nogle få Stakler.«
   Søren Ladefoged stak over med en Seks.
   »Å, å,« våndede Rasmus sig, »skal han have den for en Pavst? hvad den Djævelen sidder du også og kniber på de gamle Stikkere for, Salmand!«
   Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.
   »Kirsten Myg,« sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.
   »Og hendes halvgale Søster,« fortsatte Rasmus og lagde Firen til i Ruder.
   »En Styrvolt kan vel være stor nok,« sagde Jens, og stak med Trumf Es.
   »Stik, Mand, stik, om du så aldrigen skal stikke mere,« råbte Rasmus.
   »Den er for dyr,« klynkede Salmand og gav til.
   »Så fører jeg min Syv og een endda,« sagde så Jens.
   Søren tog Stikkene hjem.
   »Og så Bukskin,« vedblev Jens og spillede ud.
   »Nu må jeg til med det gule Øg,« råbte Salmand, og stak med Hjærter to.
   »Den kommer aldrigen i Stald,« lo Søren og stak over med Spader fire.
   »Jan!« brølede Rasmus Kik, og smed sine Kort. »Jan, på Hjærter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse Kortene, der har vundet.«
   De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en førladen, velhavende påklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: »Godaften i Stuen.«
   »Tak,« svarede de og spyttede så alle Fire.
   Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede så med sin Stok i Bordet.
   En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et sort Stenkrus med Tinlåg.
   Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den Gløder på Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde sig det i det Hele taget så bekvemt, som Pladsen tillod.
   »Hvad koster sådan et Brev Tobak, som det, Mester der har?« spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung med røde Snore.
   »Tolv Skilling,« svarede Manden og tilføjede, ligesom for at undskylde denne Ødselhed, »den er så angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.«
   »Hvor går det ellers med Handteringen,« vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.
   »Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.«
   »Ja,« sagde Rasmus Kig, »men I har jo heller Intet behov at være om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.«
   »Jo,« lo Manden, »det er så en god Handtering med det, og En slider intet på sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne på, de må tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.«
   »Og de forlanger ingen Tilgift, de,« vedblev Rasmus, »og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.«
   »Mester, skriger di møj?« spurgte Søren halvt hviskende.
   »Ja, de griner da sjælden.«
   »Hu, de er en grimme Handtiering.«
   »Så kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning på Jer til at hælpe mig.«
   »Gjør I kanske Regning på os?« spurgte Rasmus og rejste sig truende.
   »Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er på Søgen om en Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som kunde få Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.«
   »Hvad Løn kunde vel den Svend få?« spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.
   »Femten Daler Courant om Året, Trediepart af Klæderne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.«
   »Hvad er det for en Takst?«
   »Det er sådan en Takst, at jeg får fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligeså for at brændemærke.«
   »Men nu for det bedre Arbejde?«
   »Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er det ti, men der kan være syv År imellem, at det bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen ned af Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er syv Daler, for en hel Krop da, og så lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned også. Er der så mere? jo, for at slå En Arme og Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten - det giver fjorten, og for at partere og stejle får jeg tolv, og så Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er det Hele, så er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.«
   »Det er vel intet vanskelig at lære?«
   »Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen, der skal jo Håndlag og Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet så lige at komme afsted med, der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan gå flådig og flydende som En vifter med en Klud og dog ligegodt bide så samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse det fordrer.«
   »Jeg vilde nok, tror jeg,« sagde Jens og sukkede ved det.
   Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.
   »Her er Fæstepenge!« fristede han ved Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud for sig.
   »Betink et val!« bad Søren.
   »Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,« svarede Jens og reiste sig, »farvel som ærlig og lavgod Mand,« vedblev han og rakte Søren Hånden.
   »Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,« svarede Søren.
   Således gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Også med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der måtte slippe sin Hat sålænge.
   Jens gik så hen til Slagbordet til Manden der, som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde »jeg Mester Herman Køppen, Skarprettere for Århus By, fæster dig i disse gode Mænds Påsyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt til Gavn,« og under denne unødvendige pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke Fæstepenge i Hånden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det måtte forundes ham den Ære at byde de gode Vidnere en Drik Polak.
   Da han herpå intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak, at de imellem dem selv kunde drikke på deres forrige Stalbroders Velgående.
   De tre ved det lange Bord såe spørgende på hinanden og nikkede så omtrent samtidig.
   Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskål og tre grønne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskålen for Jens og Krusene for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskålen og heldte så Resten i Mester Hermans private Pokal.
   Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og så sad de en Stund og såe på hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste på Hovedet. Hun vilde så hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. Et Øieblik blev hun stående uvis, så greb hun hans Krus og slængte Indholdet på Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb hende hårdt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt befalede hende at gå op. Så forlangte han en Pægel Brændevin og gik tilbage til sin Plads.
   »Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,« sagde Rasmus og drak.
   »Ja,« istemmede Salmand, »hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.«
   »Men ser du Salmand,« indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, »din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbårnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor får hun sine Hug når hun har forseet sig, sådan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været en højadelig Ting, så vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.«
   »Nej, den Dæv'len vilde jeg!« bandte Salmand, »jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den Smækkre Lænke, som Nalle står i, og du skal se det værker i hendes Ryg alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slå min Drikke på Gulvet, nej om hun så var Kejserens kjødelige Datter skulde hun blive striglet af, sålænge jeg kunde røre en Hånd og der kuns var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun sådan tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, når du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne brave Mands Traktemåde? Nej, om du vil lyde mig, Søren, så,« og han gjorde en Bevægelse som om han slog, »ellers får du aldrig i Evigheden Gavn af hende.«
   »Ja hvem der turde!« sagde Rasmus drillende over til Søren.
   »Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.«
   Så gik han.
   Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.
   Marie sad på Kanten af den Fjælleramme, der var slået sammen for at tjene til Seng.
   »Er du vred Søren?« spurgte hun.
   »Det skal du få at formærk'.«
   »Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg tåler det intet.«
   Hun kunde gøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.
   »Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slå mig intet, læg intet voldelig Hånd på mig, det vil du fortryde.«
   Men Søren tog hende i Håret og slog hende med Strikken.
   Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.
   »Så,« sagde Søren og kastede sig på Sengen.
   Marie blev liggende på Gulvet.
   Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom lå og ventede på at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over et Håb, der var bristet ........ hvor kunde han nænne det?

Kapitel XVIII >