En Stridsmand

---

Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XX.

Der var mange Mennesker, der, da de vaagnede Markedsdagen, saa op mod Skyerne. Og da var der mange Hundrede Øjne, der tindrede, thi Vejret var netop, som et Markedsvejr skal være. Fra alle Sider strømmede Folk sammen til den hvide Teltby ved Landevejen, hvor Markedet holdtes. Ude fra Klitvejen kom Søren med Nordbaggerne i rask Trav. Hele Familien sad og bævede i en indre Fryd over Køreturen.
   »Det er to, der vil noget!« sagde Søren og strammede Tømmerne »Ho -a! Ho-a!«
   Han naaede en »Studemand«; han syntes næsten, det var en Skam at køre forbi en gammel Kending, men da denne bøjede til Siden, smuttede han om.
   »Det er noget andet end Studene!« sagde Ane og saa lyksalig ud.
   »Det er to, der vil noget!« gentog Søren, »og de kan ogsaa noget. - Ho-a! Ho-a!« Og Hjertet hoppede i hans Bryst.
   Han kørte den Dag forbi alle Studemændene fra Klitten, og da han drejede ind paa Markedspladsen, turde han neppe løfte sit Blik, for han troede, at alles Øjne vare rettede mod ham og hans smaa, gule Heste.
   Husmandsfamilien arbejdede sig gennem den Myretue af Mennesker, Dyr og alskens Tros, som et godt besøgt Marked er, og kom forbi et Telt, hvor nogle Klitboere sad og drak.
   »Halløj, Søren!« raabte de indenfor.
   »Det er bedst, du gaar ind til dem«, hviskede Ane, »saa dasker jeg lidt opad med Børnene«.
   Søren blev budt til Sæde paa Indre-Bænken, og straks satte sig nogle Mænd udenfor ham paa hver Side.
   »Vi kører jo rigtignok med Stude«, sagde en rødskægget Mand og ræbede, »men du vil kanske nok drikke en Punsch med os for det!«
   Søren saa sig spørgende omkring. Han ventede sig ikke noget godt af de ophedede og bredt grinende Ansigter, som vendtes imod ham.
   »Hvordan er det, den fjærmer løfter det ene Bagben?« spurgte en.
   »Hun er god til at gaa over et Dørtrin!« tilføjede en anden.
   »Det kan jo være, det blot er en Smule Gigt!« sagde en tredie.
   »Ja, den vil jo gerne komme med Aarene!« lagde en fjerde til.
   Saaledes stormede drillende Bemærkninger ind paa ham, og for hver Sætning lo de alle højt, en raa og saarende Latter.
   Hvor det gjorde Søren ondt at sidde som Skive for disse hans Naboers og Fællers Haansord. Var der da ingen Ende paa denne Krig! Intet fredlyst Sted, hvorhen han vendte sig!«
   Han indkrævede en »Omgang« til Selskabet, et Forsoningens Bæger, der i Førstningen lod til at stemme Sindene venligere.
   Men en af Mændene, der var vindøjet, og som havde siddet og vrøvlet usammenhængende, rejste sig med eet, som han først opdagede Søren, og sagde til ham: »Med Forlov! Er det ikke Plantøren?« - Og saa fulgte igen en bragende Lattersalve.
   Straks var der en anden, der sagde: »Ja, Søren kan jo sagtens købe Heste, saadan Indtægt han har af sine Træer.
   »Ved at tage i Hus, mener du!« tilføjede en tredje.
   Og Latteren haglede ned over Søren som Byger af spidse Naale.
   Han opdagede Anes Øjne i Teltdøren, rejste sig og vilde ud.
   »Det haster vel ikke«, indvendte de andre, »nu faar vi en Omgang til!«
   »Vil I lade mig komme ud!« sagde Søren bestemt.
   Mændene paa Bænken klemte ham fra begge Sider, og flere raabte i Munden paa hverandre med truende Øjekast: »Vil du forsmaa vor Skænk. - Vil du trads' vos!«
   Sørens Ansigt fortrak sig: »Jeg vil ud!« raabte han, og før nogen vidste det, var hans Fødder paa Bordet, og væk var han over Hovedet paa dem alle.
   De stirrede forbavsede paa den tomme Plads, og en af Mændene bemærkede: »Hvad den Karl vil, det vil han! saa er det det samme«.
   »Hvor Fa'n blev han af?« spurgte den vindøjede og væltede sit Glas henad Bordet ....
   Men Søren lod de smaa Heste strække ud, hvad de kunde, ad Klitten til. Han mælede ikke et Ord, bare stirrede stivt hen for sig, rynkede Panden og trak Læberne fast sammen. Det eneste bevægelige i dette haarde Ansigt vare de vibrerende Næsebor.
   Ane følte, hvor han maatte lide. Selv sad hun og trykkede sig til ham, mens Hjertet bankede i hurtige Slag som hos den Fugl, der mærker Gribbens Vingeslag over sit Hoved. Og hun tog hans Haand og sagde inderlig blødt: »Søren! Skal vi ikke flytte langt, langt bort fra det altsammen?«
   »Aldrig!« svarede han uden at forandre en Mine.
   Det var de eneste Ord, der bleve vekslede paa Hjemturen. Og Hestene pilede af Sted, som om Sørens indre Uro forplantede sig gennem Tømmen.