En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XXIII.
Saa var der kommen en tung Tid for Søren Brander.At Pine og Værk plagede hans Krop, regnede han for intet imod det, at Kraften sivede bort af Sener og Muskler, saa han for hver Morgen, han vaagnede, følte sig mere magtesløs end den foregaaende Dag.
Før havde han i sit Legems Styrke haft en Foryngelsens Kilde, der daglig tilrislede hans Sind Friskhed, men nu tørredes den langsomt ud. At han saaledes mærkede Livskraften rinde, gjorde det til saa tung en Tid, og krumbøjet slæbte han sig frem over sine Agre.
Paa Marken skønnedes det snart. Grøfterne væltede sammen, Sivene skød op, og Lyngen, som han i sin Tid havde jaget ind i Heden, kom krybende frem igen. Den stædige Jord, som han i sin lange Strid havde tæmmet, rejste sig nu imod ham. Hvert Punkt paa hans vide Arbejdsmark kaldte paa ham, - men han havde intet at svare, intet at vove, intet at vinde.
Nu mærkede han ogsaa for første Gang den stille, ensomme Natur omkring sig som Tomhed. Han længtes efter Lyd og Bevægelse, thi den brede, vidtstrakte Ro trættede og trykkede, denne Lydløshed til alle Sider lagde sig knugende over hans Sind. Alt levende syntes ham at stivne i en Dødsens Stilhed, gennem hvilken han kun kunde høre Sukkene fra sit eget Bryst ....
En Dag kom han tungført stavrende ind i Stuen. Paa den voksblege Hud piblede Matheds Sved frem som smaa Perler, de mørke, brune Øjne skinnede sygt, træt sank han ned paa Sengen og hostede voldsomt.
Ane kastede sig hulkende over ham med lidenskabelige Kærtegn. Men da Søren kendte sin Ungdoms Elskede i sine Arme, da lo det i den gamle Sliders Bryst, mens hans Blik paa samme Tid fyldtes med Taarer. - -
- Her var Ungdommen! - Det var ham selv igen paa en Maade! - Her var Fortsættelsen ... . Og saa lagde Genskinnet af hans egen Ungdom Glædens Smil over hans Aasyn.
- Men Sønnen var ofte ude til Forlystelser og Legestuer og kom ofte hjem i en Tilstand, der vakte mørke Minder hos Forældrene.
Saadanne Aftener laa de søvnløse, mens Tankerne gik baade frem og tilbage, Det var en Gang for mange Aar siden, at der var én, der foretog lignende Udfarter fra det samme Hus. Ingen af dem havde glemt det .... Naa, godt og vel havde al Ting siden vendt sig for dem, Gud ske Lov! Men der var jo alligevel saa meget at tænke efter, naar de saadan om Aftenen laa og ventede paa Sønnen.
- Hvordan mon Livet vilde vende sig for ham? - Og de andre Børn? - Ja, Fremtidens Veje kunde ingen granske ....
Det var jo ikke saa godt for saadanne fattige Børn! Tidlig ud at tjene paa mange forskellige Pladser, altid mellem fremmede, altid at vokse op under fremmede Øjne .... Men saadan var jo Fattigfolks Lod.
Saa laa de og kunde ikke falde i Søvn og lyttede efter Fodtrin. Mange Gange holdt de Aandedrættet, naar de syntes, at nogen puslede, eller Dørklinken rørtes, - men saa var det Vinden.
Saaledes laa de hede af ængstelige Tanker og foruroligede af disse underlige Lyde, som den mørke Nat har saa mange af. Det traf ogsaa, at en af dem rejste sig og gik ud i Stald og Bryggers eller til Døren og saa ud i Natten.
Det var jo deres Børn, de ventede ude fra de mørke Veje.