Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. Det store Öde
Der Var en tid, da verden ikke så ud, som den gør nu. Alle ting var i deres begyndelse, men ingen ting havde skikkelse eller stemme, hvorved det kunde gi sig til kende. Der var kun et uhyre gråt øde, hvoraf de enkelte ting syntes at ville træde frem, men ødet holdt den tilbage i sig og lod den ikke få liv. Der fandtes ikke noget lys, der kunde stråle ud og sige: Se, her er jeg, jeg er kendt af alle. — Heller ikke gaves der et mørke, der kunde hylle alting i sit slør og sige: Du ved, hvem der skjuler dig; mørke er mit bekendte navn. — Ingen havde sagt til lyset: Her skal du herske og glæde alt, hvad der har liv. — Lige så lidt havde nogen talt til mørket: Her er dit rige; bag dine porte skal du stænge lyset ude, så længe det er min vilje. — Der var ingen vilje i det hensigtsløse øde, og der var ingen tanke, der søgte sig udtryk i ødets formløshed. Der var ikke lys eller mørke, men over verden rugede en grå halvnat, skimlet af rim, tyk af frossen tåge. Intet sted endte den i en himmel, og der var ingen stjærner oven over, men for neden hvilede den mugne tåge på den lignende jord.Jorden bar ikke et græsstrå, og intet dyr løb hen over den, men jorden selv så ud som et dyr, et dødt, meningsløst genbillede af et levende væsen. Forfærdeligt så det første dyrebillede ud under tågen, om noget øje kunde ha set det; en øgle lignede jorden, dens overflade var som huden af en uhyre og hæslig øgle, pigget af bjærgtinder, tornet af klipper, grynet og knudret af frosne bakkeknolde.
Sådan var jorden. Der var ikke liv på den og ikke død; jorden var en stor øgle, der kunde flytte sig uden hensigt, men ikke gå. Den trak rynker på sin hud og glattede dem bort igen; den lå stille i tider, der ikke har mål eller navn; en klippetop pegede ud i tågen, hvor den intet havde at vise for nogen; en hvidblå bræ ned ad dens side stirrede som et dødt blik ud i rummet, hvor der ingenting var at se. Men så rørte jordens store øgle sig; klippen sank ned og blev langsomt borte; det blaahvide isøje brast. Det havde stirret forfærdeligt, og det havde lukket sig, men der var ingen higen i dets stirren og ingen hvile i, at det brast.
Floder var der på jorden, men de løb ikke. Undertiden syntes de ligesom at flytte sig; der kom en trækning i ødet, og floden fik et andet leje. Store søer var der; deres spejl var gråt af mudder og spejlede ikke. Der kom en trækning hen langs søens bred, den smalnede sig ind et sted og skulde måske nu kaldes flod. Store sten skød sig op af isgruset på den ene side af søen; på den anden side sank sten i det bundløse dyb. Det var bjærge, der rejste sig, og bjærge, der sank, og dog var det hele ingenting. Der syntes kun at ske noget.
jorden var endnu ikke jord, og vandet ikke vand. Ingen havde sagt til vandet: Her skal dine bølger lægge sig, — eller til jorden: Her skal du hæve dig over vandet og holde det i ave. — Men jord og vand flød ind i hinanden som lys og mørke oven over; ingenting havde sin grænse eller sit rige at råde over; tid var ikke til; der var hverken een dag eller tusende år. Sådan var der heller ikke kulde eller hede. Den frost, der var, kunde dække de store sten med rim, men den var ikke i stand til at holde de opslemmede sandbjærge sammen ved flodbredderne. Og varmen var en kold lunkenhed, den var uden magt til at gi liv.
Dette var begyndelsen og de første ting.
Hvis var kraften, der gjorde, at jordens øgle undertiden rørte sine takker og torne? Eller kan kraften tilhøre nogen, så længe den er blind og uden mening? Var der nogen tanke i, at bjærge opstod, og andre sank i bundløs bund? Hvem havde da tænkt tanken, inden det skete? Hvem var til før tanken og gjorde, at den blev tænkt? Hvem opfyldte rummet, inden tanken om det var til? Hvem ved noget om det intet, der engang var, og hvem kan forklare dets væsen, og hvornår intet hørte op med at være?
Ingen kan fatte begyndelsen til alting. Ingens tanke kan rumme begyndelsens begyndelse.