Den gule krønnike

---

Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

16. Stjernestenen

   Der var fred i landet, børnene behøvede ikke at gemme sig grædende i hytterne for synet af mænd, der slog ihjæl, de kunde nu lege som før, og en dag tog Snêrgast en skinnende sten op af sit kogger og kastede den på strandbredden, hvor mange børn var samlede. De, som den faldt imellem, tog den op og så på den; nogle fandt den kønnere end de andre sten ved stranden; andre havde modsat mening. De, der holdt af stenen, lod legen samle sig om den; de købte og solgte den til hverandre, de spillede om den, vandt den og tabte den. En Ejermand byggede en sandvold om den, og så var stenen en hytte med gærde om; den blev vundet af en anden, der hentede græs og lae under den, og dermed var stenen en ko på marken. Sådan oplevede stenen mange uskyldige hændelser, og de børn, der brød sig om den, legede godt. Men hvem tilhørte stenen egenlig? Det tænkte ingen over, før der kom tre mødre til tre af børnene. De så samtidig stenen, og den, der var hurtigst i munden, spurte først: Hvem tilhører den? — Da det åbenbart var tvivlsomt, kunde stenen lige så godt tilhøre hendes barn som et andet, altså havde hun ret til stenen; hun tog den.
   Men hurtighed er jo ikke noget bevis, gemsel i en god lomme siger ikke, at den altså er det eneste sted, hvor tingen hører hjemme, og de to andre kvinder fik da også snart så vidt mæle, at de kunde hævde, at stenen lige så godt tilhørte deres børn, hvem de straks spurte ud og fik bekræftelse af. Den første kvinde kunde dertil svare, at hun jo nu havde stenen i sin lomme, og at den altså var hendes. — Det var i den grad, hvad de to andre kvinder også vilde ha sagt, at de ikke kunde finde et afkræftende svar; det må enhver kvinde blive forbitret over, og det blev de to andre. De kastede sig over den første for at ta stenen fra hende. Hun holdt på med munden, at stenen var hendes, men da hun indså at brug af mund gjorde hendes hænder mindre flinke til forsvar, tav hun stille med beviser og nøjedes med at skrige. De to vilde sagtens kunde ha sejret, men dær fik den angrebne uventet hjælp af den omstændighed, at når den ene kvinde var på vej ned i lommen med sin hånd, blev hun overfaldet af den anden, og så holdt pludselig de to andre sammen mod hende. På den måde kunde kampen ikke blive afgjort, og det hjalp jo ikke, at flere kvinder kom til og fik besked om det skammelige tyveri; det satte kun flere rifter og mere afrykket hår, at de blandede sig i slagsmålet; men kunde der være tale om, at nogen af disse uvedkommende skulde blive ejer af stenen? Aldrig i evighed; den tilhørte ene og alene hver især af de tre, der først havde set den.
   Der skulde mandfolk til for at klare sagen. De kom også og nærmede sig med alt muligt forbehold den kæmpende klynge, der udad til kun bestod af negle, tænder og spark. Men alligevel, en næve er også god, kvindebundtet blev pillet fra hinanden; stenen blev efter en sidste vild kamp, der senere blev berømt, hentet op af den lomme, den først var kommet ned i, og dermed var den allerede så betydningsfulde sten i hænderne på en mand, der for resten så den for første gang.
   Manden stod med solen i sin hånd, en fødende sol, der gav liv til mangfoldige stjærner og atter til ny stjærner, hver gang den flyttede på sin frugtbare krop, et tusendtallig kuld af lyskloder, der søgte øjet og gik videre til hjærtet, så det bragtes til at svulme. Dær stod manden, herre over en uendelighed af sole, og fyldtes af henrykkelse, som det vilde sømme sig herren over en stor sejr. Han havde til egen beskæmmelse kæmpet med kvinder; han havde sejret med liden ære og rodet efter sit bytte i en fedtet skindlomme, altsammen kun for at fjærne en utvivlsom foragtelig ting, der havde vakt kvinders tåbelige vildhed. Men glansen af byttet løftede ham til sin stammes fornæmste mand. Han stod målløs og stirrede på sin rigdom, men inden hans hjærne kunde tænke klart, havde allerede hans krogede fingre lukket sig om stenen, så kun en ganske lille del blev synlig, men altid stor nok for verdens rigeste mand. Han tænkte: Denne sten er sikkert lige så mægtig, som den er skøn; den vil gøre mig til landets herre.
   I det samme stod der tre mænd hos ham; de spurte til hans ret over stenen, som de havde set på afstand; de gjorde deres spørsmål mere indtrængende ved tegn af økse og spyd. Dog vogtede de skinsygt på hinandens økser, at ingen skulde få altfor stort held ved første hug. De trættedes en kort tid, så gik de til Snêrgast, der viste sig at være i nærheden, og forelae sagen for ham.
   Snêrgast så smilende på sten og mænd; så afgav han følgende kendelse: Denne sten tilhører mig; den har siddet i en jættes Ntu Vælus røv, blev taget derfra af ham selv og givet mig; dog ønskede jeg ikke at beholde den, lige så lidt som Bramantas, men den er, efter sin oprindelse, en værdig genstand for kamp mellem kvinder, og den mand, der har vundet den i kamp med kvinder, er dens retmæssige og værdige herre. Han skal engang være vor fører, ligesom Ntu Vælu førte sit folk med stenen, siddende hvor sagt er.
   Efter disse ord gik Snêrgast smilende sin vej, og straks derpå faldt de tre mænd over den ene og fældede ham. Den, der var nærmest ved at åbne hans venstre hånd, blev hugget ned af de to andre i forening, og lidt efter var der kun een mand tilbage. Ham tilfaldt det at vriste den døde hånd op. Han listede sig dybt ind i skoven og stillede sig bag et træ, betragtende stenen i den højeste forundring. Han blev henrykt så langt bort til himmel og stjærner, at han kun med halv bevidsthed mærkede, at en strikke blev slynget om hans hals; han blev snøret ind til træet med de bristende øjne endnu fulde af stjærner.
   En dag igennem var stenen på vandring. En kvinde tog den fra en mand på lejet og stak ham for sikkerheds skyld i hans bug. Selv vandrede hun på himlen et kort saligt øjeblik. Så kom en mand over hende og stansede hendes vær med to tommelfingre, for at hun ikke skulde sladre. Denne mand vilde være klogere end de andre; han trak sin ny himmel over med et tykt røre af ler, og lod kun den mindste stjærne være synlig; den strålede dog så langt hen, som en pil kan gå, og en pil kom snart og slukkede den stjærne for sin ejermand. Den næste mand dyppede stenen i blod, men derved fik den kun ny skønhed, der kostede blod igen.
   Ved aften, da Bramantas kom hjem fra forgæves forfølgelse af Hæsuas, hørte han, hvad der var sket, og krævede stenen af dens øjeblikkelige ejer; han fik den også, men ikke uden drab. Så samlede han sine mænd, og da han havde hørt alt, udtalte han følgende dom over den forunderlige sten: Sikkert nok er dette den skønneste ting, noget menneske endnu har set. Jeg syntes selv i første øjeblik, at den overgik solen og stjærnerne i pragt. Jeg ønskede også at blive ejer af den, men jeg fattede i det samme mistanke til den og tog ikke imod den. Dens skønhed kan enhver se; det synes også utvivlsomt, at den, der ejer den føler en større glæde, end han hidtil har kendt. Dog vi har set, at stenen gør mennesker onde og får dem til at slå ihjæl. Hvordan er det muligt, at en ting kan gøre nogen glad og ond på samme tid? Det kan den kun, fordi den selv er ond. Den er tillige mægtig. Der bor altså i stenen en mægtig og ond ånd. Den gjorde ingen fortræd, så længe den havde sin rette plads hos jætterne, men dermed var stenens ånd ikke tilfreds; ved sin tryllemagt lokkede den os til sig, og den nåede sin hensigt at volde alt det onde, der ligger i dens sjæl. Men dens tid er forbi; den skal ikke kastes i havet eller graves ned, den skal dræbes, og dens magt skal for bestandig tilintetgøres.
   Med disse ord løftede Bramantas sin økse og lod dens ryg falde ned på stenen, så den blev knust i mange stykker. Der lød suk og klage fra dem, der så på det, men Bramântas smilede og gik til sin hytte for at sove.
   Hvor solen for lidt siden havde strålet og avlet ny sole med sin dattersten, kastede nu månen sit lys over de knuste rester, og rundt om på jorden kastede små mindre måner lyset tilbage med sikrere glans og større varme end den, der blev dem lånt, og mænd og kvinder styrtede sig over dem og samlede dem op. De skændtes og knubbedes, men ingen slog hårdt på sin sidemand; der var jo nok til alle; de fik deres lange negle fulde af jord og enkelte splinter, som de indsatte i ler, der senere blev brændt for at holde bedre fast. De længste negle og de hårdeste albuer gav det største udbytte, og selv om de misundelige, der ingen ting fik, alligevel beholdt overtallet, blev der så mange at rette misundelsen imod, at der ikke kunde komme drab af det. Desuden fandt de større ejere af stjærnestenene snart på at slutte sig sammen til fælles forsvar. Derimod viste flere indehavere sig tilbøjelige til at sælge, og der opstod en livlig handel i den lyse nat; stene gik fra mand til mand udvekslet for våben, kvinder, køer eller andre værdifulde ting. Og kvinderne handlede; den ene solgte sig til en bedre mand for en fundet stensplint; en anden forlod sin mand, der ikke havde været heldig, og gav sig til ejeren af en særlig smuk sten, for derved at blive medejer af den og undertiden at kunne pynte sig med den. En der ikke kunde komme til at handle, udtænkte den finere kunst at stjæle, og da tyveriets kunst engang var opfundet, vandt det blandt folket hurtigt en lignende yndest som i sin tid musik og dans.
   Sådan gik natten. Få havde tanke for søvn. Mænd og kvinder gik under den stigende fuldmåne med en lerklump om halsen, hvori en lille sten sad og strålede; deres glæde var stor; månen skinnede på deres sten og gav den glans; andres misundelse faldt på den med sit stærke lys og forøgede glansen.
   Selv de gamle mænd og kvinder blev længe siddende i græsset og snakkede og kunde ikke komme til ro. Sådan talte da den ene, idet han hældede hodet hen mod sin sidemand: Hør nabo, jeg synes, ved Mordrak, det er en meget tåbelig sten, der er kommet ind i landet, og da vor høvding, Bramantas, slog den i stykker, har han delt een stor tåbelighed i mange små. Jeg synes ikke, der kan være noget godt at sige om en sten, der har siddet i røven på den onde Ntu Vælu, og læg mærke til, hvor folk nu handler om den. For lidt siden så jeg endogså i skyggen af et træ, en mand, jeg ikke kunde skælne, stjæle den fra en anden. Når på den måde enhver kan være ejer af en lille sten, så blir de til sidst tossede allesammen. Det er min mening, nabo; jeg sidder og ærgrer mig over det i den grad, at jeg ikke kan gå hen og lægge mig, skønt jeg er træt og søvnig. Har jeg så ikke ret i, hvad jeg siger? Sandelig, denne sten fortjener navn af alle tåbeligheders sten.
   Jo, nabo, det kan være du har ret, men du har større uret end ret, for har du nogen sinde set så skøn en glans, som den, der kommer af disse stene; den overgår langt månen, og selv solen kan ikke måle sig med den. Tænk på, hvor fattig vor ungdom var, da vi ikke havde så smukke ting at pynte os med. Og hvilken sjælden magt er der ikke i disse stene. To kvinder har jeg set gå fra deres mænd; den ene fik sig en ny mand ved sine sten, den anden fik en sten med sin ny mand, og ser jeg nu ikke også den den skønne Jêva og den tapre Kûrkis kaste kærlige blikke til hinanden? De har hver en stor, strålende sten hængende på deres hals, og de føler pludselig, at de passer for hinanden. Ja se, de nærmer sig hinanden med afgjort mine, de ser hinanden ind i stenene, derefter ind i øjnene. Kære nabo, jeg blir selv ung igen ved dette syn. Må det ikke være en gudernes sten, der sådan på et øjeblik tilintetgør et gammelt dorsk ægteskab og med sine flammer skaber en ny luende elskov? Er det ikke en elskovssten, nabo, en ungdomssten, ja er det ikke rent ud sagt en ---
   Nabo, nabo, det er en aldeles uterlig snak, du dær fører, og den viser til fulde, hvor stor tåbelighed der er gemt i en så lille sten, siden selv du, der hverken har ungdom eller sten, således kan la din mund rende. Gid Mordrak vilde straffe dig ved at la en særlig stor sten komme i dit eje; du vilde da straks, skinnende af tåbelighed, løbe hen og tilhøkre dig den yngste blandt kvinderne, så at vi kunde få dig at se i morgen rystende af ynkelighed efter din nat, ikke som en skinnende sten, men som en skidden jordklump, der blir liggende efter en okses klov. Men hvad går der af den gamle kælling, der tuder så jammerligt ved siden af os? Sikkert nok sørger hun over den fordærvelse, der nu er kommet frem mellem folk og gør dem anderiedes, end de var i hendes ungdom. Hej, mutter, vend dig lidt her henad og lad os høre om grunden til din klage, der går os så meget til hjærtet. —
   Å ja, kære nabo, det er så sørgeligt at tænke på, at jeg er så gammel, jeg er for svag, til at jeg kunde knubbes med dem, der før lå og søgte, og jeg har ingen skønhed, så jeg kunde sælge den for bare en lille splint. Men hvis jeg måtte ha et ønske, som jeg dog ved ikke kan blive opfyldt, så skulde det være dette, at jeg i det mindste, når jeg nu snart skal dø, kunde blive begravet med sådan en lille sten i en lerklump om halsen. Bare jeg fik den et øjeblik før jeg døde, hvor vilde det være meget skønnere at dø, mens jeg så på den og tænkte, at den bag efter, når jeg lå i graven, skulde — —
   Naboerske, dit forbandede gamle hors, dær har du et par på kassen, som du ærligt har fortjent, og du nabo var heller ikke bedre værd.