Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
24. Det store Dyr
Ordet er veget fra Dârkys, han er blevet bleg foruden tavs. Også hans sjæl er bleg; den lyser nu kun som en falmet, ufrydelig måne, der helt skal slukkes, når sollen om lidt er fremme. Solen er Tvêlkovatl. Han skinner som en sol med et hårdt, sviende lys. Der kommer ingen sky for den; der falder ingen regn under den, ingen forfriskende dug. Hans ord falder som brand og tørre på dem, der hører, og det er mange. Ingen glæder sig, og alligevel blir tallet på de lyttende stadig større. Hvad for et uforklarligt dyr er dog mennesket? Hans legemes attrå driver ham til en kilde eller friske bær, når han er tørstig, men sin sjæl kvæger han med ord, der brænder den hård og sort.Til Dârkys sae den klogeste af hans venner: Vistnok var du den svageste i kampen med Tvêlkovatl, men du vil alligevel sejre engang. Tror du, at en mand, der har valget mellem en kilde og en rygende tomt efter et bål, vil bøje sig over tomten og drikke den bitre røg fra den glødende aske? — Men Dârkys finder ingen trøst i vennernes ord; han ser allerede nu et helt folk stå over båltomten og drikke den blå røg i sig, hostende og med rindende øjne.
En aften, da Tvêlkovatl havde talt på tempelpladsen, kom en fremmed mand ind i forsamlingen. Han kaldte sig Kiâsyn, men ingen kendte ham. Han kom vel fra en af landets grænser, hvor han sagtens ikke havde søgt andre menneskers omgang. På ryggen havde han et kobberhorn; det var krumt som hornet af en okse, men meget længere. Han bad om tilladelse til at blæse, og da den var givet ham, stødte han et tredobbelt brølende O—o—o ud over forsamlingen. Det lød ikke af vrede eller fare, og mange, der havde siddet med bøjet hoved efter Tvêlkovatls tale, rettede sig og fik ny glans i deres udtørrede blik. En ung mand sprang op og råbte med strålende ansigt: Sådan brølede den gamle ko, vore fædre fortæller om, da den første gang trådte op på jorden, et trefoldigt bud om, at ny ting skulde ta deres begyndelse. Det var livets første sang, inden livet endnu havde begyndt. Sikkert har de tre brøl af den store ko flakket om uhørt under himlen, indtil Kiâsyn har fanget dem ind i sit horn.
Mange lo, og en pludselig munterhed bredte sig over folket; en gammel mand rejste sig og sae smilende: Hør du unge Sânduat, kan du nu smukt holde mund, til Kiâsyn er færdig. Siden kan du glæde os ved de skønne tanker, som hans hornblæst vækker til live i dig.
Sânduat satte sig, rødmende, men glad, og Kiâsyn satte igen sit horn for munden. Han rettede det lige fremad og blæste en række korte toner ud, et lyst og muntert hornkvidder, der fik folk til at rette sig; og enkelte til at le. Da først nogle lo, lo mange, også blandt dem, der gerne hørte på Tvêlkovatl. Dær var latter en sjælden ting, skæmt var ilde hørt, for skæmtende ord er farligt gøgl, der kan føre til letfærdighed. Dog her kunde ingen stå op og sige: Denne tone er letfærdigt talt; dette ord af hornet burde ha været utalt, fordi det kan blive husket og senere ved udbredelse lokke til løst levned. Hornet var ingen frister, det talte om glæde, men uden ord, og det kunde da ikke være nogen forment at høre på det; huske det kunde jo ingen, men glæden blev tilbage som en skjult kilde under bakken. Man stanser i et ledigt øjeblik, hører på den og bevæges. Folk gav sig hen i glæde, og under hornets latter hørtes menneskenes munterhed som en lys mumlen. Toner over og toner under; musikken er over menneskene, og de løfter deres hjærte imod den. Sjælen står opret og føler, at tonerne altid er højere end den. Kærlighed har sin løftelse, men også sin forening, hvorefter den for en tid synker som gløderne i et bål; tonerne synes at flygte, de kan aldrig nåes, og en besynderlig glad smærte blander sig i munterheden, idet tonerne løfter sig op i deres egen utilnærmelige oververden: O, du lykkelige horn, bliv hos os altid med din munterhed, fordi du er uden ord, der kan krænke selv den strænge Tvêlkovatl.
Kiâsyns horn tav pludselig, men nu løftede han det mod himlen og blæste lange, høje toner lige op ad. Mange stirrede den vej og syntes, de så tonerne stå fra himmel til jord. Vilde og skingrende toner blæste Kiâsyns horn, som af en tyr, der brøler udfordrende mod himlen, når den ikke kan finde en værdig modstander. Sikkert vilde Tvêlkovatl begære en mand dræbt for bespottelse, der på den måde råbte et eneste ord mod himlen, men hornet talte jo ikke; ingen kunde komme og sige: Du har råbt mod himlen, du er en bespotter og skal dø. Hornet var uskyldigt, det kunde høres uden dårlig samvittighed. Folk lo ikke mere, men mange kunde ikke holde ud at sidde; de rejste sig og løftede deres strålende øjne og deres hænder. De stirrede mod himlen, som om tonerne om lidt vilde åbne den. Folket begyndte at råbe, men ingens råb kunde nå så højt som de høje, lodrette tonesøjler fra Kiâsyns vidunderlige horn.
Kiâsyn tog hornet fra munden, og råbene brusede hen i pludselig tavshed. Så rettede han sit horn lige nedad og blæste så dybe toner, som ingen vilde ha tænkt sig, dybe, sagte toner, der syntes at ryste. Hvem talte nu Kiâsyns horn med? Var det med jorden eller med Kiâsyns egen sjæl? Tonerne mumlede, sådan som vandrende sjæle mumler, når de fri for legemets byrde går ude om natten. Hvad fortalte Kiâsyns sjæletoner om. Vistnok ikke forfærdelige dyr eller sjælevandring. De var vel ikke muntre, men dog blide, og der lød ingen angst fra dem. De var ganske ydmyge og inderlige. De fortalte vistnok om døden og om sjælen, en lykkelig beretning, men som ingen kunde forstå. Fortællingen var lang; hornet vidste altså meget at fortælle, og dog blev ingen visere af at høre på det. O du vidunderlige horn, tag menneskeligt mæle og sig et trøstende ord om den forfærdelige død og om vor ulykkelige sjæl. Hornet blev ved med at tale, på sit mål, det havde altså ikke andet. Tonerne kom som fra under jorden, de løftede menneskene i en smertelig spændthed og glæde. De syntes at sige: Lykke vil vi gi jer, ikke tanker; ikke større viden, I tåbelige mennesker, men større glæde.
Kiâsyn tog hornet fra munden og satte sig. Folk lo og græd, og mange af kvinderne sang ganske stille, hvad de kunde huske. Enkelte kaldte på Sânduat, måske ordet var over ham, så han kunde udlægge, men Sânduat rystede på hodet og sae: Altfor mange ord har vi hørt i den sidste tid. Lad os nøjes med at glæde os over denne ny tale, som der vist ikke er hørt mage til siden Sindârtis dage. Tonernes ordløse sprog er yndigere end et lille barns lallen og siger mere til vort hjærte end kloge og stærke ord. Nu vokser der igen blomster i vore sjæle; der falder dug på dem, de har altfor længe været hentørret af ordets glødende sol. Før troede jeg, tonerne vilde gi mig mange ord; nu ser jeg, at tavshed er bedre. Kiâsyn, bliv hos os.
Fra hele forsamlingen lød det i mangfoldigt kor: Kiâsyn, Kiâsyn, bli hos os. Tal til os med dit horns uskyldige toner.
Men nu rejste Tvêlkovatl sig med rødsprængte øjne og fordrejet ansigt og råbte: Nu nok om toners usle vellyst, hvoraf der kun kommer slaphed. Jeg foragter alt, hvad der blæses ud af et hult rør eller klimpres på en udspændt streng. Mine øren er døde for hornblæst og klimper, de er kun opladt for den stemme, der taler i mig, og nu er også mine øjne blevet åbne. Vend jert blik ud mod den østre himmelrand. Ser I ingenting. I blinde tåber? Jeg ser.
Enkelte stemmer svarede ham: Hvad ser du, Tvêlkovatl?
Jeg ser dyret. Det sidder ved kanten af verden og stirrer på mig med runde, stive øjne. Hele mit liv har dyret stirret på mig og søgt mit blik; først nu er jeg blevet seende. Det er min hersker, min skæbne er det underlagt; jeg har længe anet det, nu ser jeg det. Min skæbnes vej går mod dyret i en stiv, ret linje, der ikke kan bøjes. Dyret har i god tid udset sig mig. Dyret nøder mig til at gå efter sit blik, hvis retning er stiv som min skæbne. Når jeg til sidst kommer frem for dyret, vil jeg få alting at vide.
Da råbte mange: Mordrak er gud. Tvêlkovatl, vil du gøre dit dyr til gud?
Tvêlkovatl råbte imod dem: Dyret gør ikke noget af sig selv, det bestemmer ikke, hvad der skal ske, Mordrak har fastsat dyrets bestemmelse; jeg kender den ikke endnu. Mig holder dyret ved sit blik fast ved det, der er min bestemmelse. Endnu får andre mennesker lov til at passe deres krumme og brudte livslinjer, men engang vil dyret se på dem og nøde dem til at rette deres liv efter sit blik. Deres vej skal til sidst ende foran dyrets blik. Dyret skal ikke straffe menneskene, det skal påse, at det, der skal ske, sker. Men lige frem mod dyret skal I allesammen. Hvad nytter det, I gør jer stridige? I kommer frem, hvor der ikke er vej; I kommer igennem, hvor der er lukket. Hvordan I ser ud, når I kommer frem for dyret, kan jeg ikke sige; I kan være hele eller sprængte, alt efter jer genstridighed, men I slipper ikke uden om nogen ting.
Igen løftede der sig et råb: Du bespotter Mordrak; han alene råder for menneskenes skæbne.
Dyret sidder foran Mordrak, dets skygge falder paa hans halve ansigt. Han ser jer kun med det ene øje; det halve af jer skæbne har han givet i dyrets vold, for jer genstridigheds skyld. Han vil, at I skal alle gå frem for dyret og lære forfærdelse og ydmyghed. Han vil hellere la dyret ødelægge jer alle, end at I ikke skulde bøjes efter hans vilje. Dette er lidt af sandheden om dyret. Mange andre sandheder vil det senere lære mig. Og hvad kan det nytte, I kalder det en tåbelighed, når den angst, der skjuler sig under hjærtet i jer, hemmeligt gir mig ret? Ser I ikke dyret? Ser I ikke luerne, der udgår fra dets stirrende øjne?
Stemmer mumlede: Vi ser det, Tvêlkovatl. Fortæl os mere.
Da rejste høvdingen Hissârdjan sig og råbte højlydt, skønt hans stemme ellers var svag: Denne lære er ikke god og vil ikke gøre menneskene bedre. Jeg erklærer den for falsk, og der skal ikke gives den fremgang.
Tvêlkovatl stod trodsigt som en, der tænker på kamp, men ingen havde våben med sig paa det fredhellige sted; han gik, fulgt af mange, der gjorde ham spørsmål.
Over dem, der blev igen, var der stor forvirring og ingen munterhed. Den gamle Linnabor nærmede sig Hissárdjan og sae: Det er en farlig mand, dær går. Hvorfor behandlede du ham ikke efter den lov, der siger: Den, der på tempelpladsen ter sig som forstyrret og farlig, skal bindes og indtil videre holdes i forvaring?
Hissârdjan svarede: Du har jo selv engang rost ham for hans tale. Desuden ved du, jeg vil ikke gøre ondt mod noget menneske.
Lênnabor udstrakte sin hånd mod Tvêlkovatl og den bortgående mængde: Dær går nu et fordrejet, måske ondt menneske og udsår sin sæd. Du kan få en større høst at afmeje, end dit gode hjærte kan bære.
Hissârdjan sae tvivlrådig: Skal vi sætte efter ham og få ham bundet? Nej, hvad han har fortalt er en historie, der engang kun vil blive brugt til at skræmme børn med. Vi vil ikke tænke mere på det.
Du er herre over vore legemer, Hissârdjan, men hersker du også over folkets tanker? Forsøg at læse dem i de nedslåede ansigter, du ser om dig, skønt disse ikke gik med Tvêlkovatl.
Da Lênnabor gik tilbage gennem mængden, stansede mange ham og spurte: Hvor er Kiâsyn? Kald på ham, så at han igen kan spille for os.
Men Kiâsyn var gået bort, vistnok af sorg over at hans toner ikke havde beholdt magten over folkets hjærte, og han kom aldrig mere tilbage.
Dyrets tid var kommet. Det havde ramt tiden på et sted, hvor den var svag; dyret satte sig ind på det svage sted og syntes at gøre det stærkere. Dyret udbredte sin magt. Da først et menneske havde staldet det ind i sit hjærte, øgedes ligesom dyrets viden. Menneskene sukkede og blev grebet af raseri, men bad stadig om mere viden. Dyret ynglede og tog bolig i mange mænds hjærte.
Fra sydfolket kom beretninger om sære og skrækkelige ugærninger, først en enkelt, siden mange; dyret havde sin tid, som de modne æbler har deres tid; falder først et modent æble fra sit træ, falder snart mange. Og til hver beretning blev der føjet de ord: Det er dyrets gerninger; se dyrets magt. — Sydfolkets vilde sind forlystede sig i voldsomme handlinger. De tålte vel ikke fred længere; deres hjærter var matte og nedslåede af den alt for længevarende mildhed, tiden havde ligesom lidt under. Nu fik de deres sunkne hjærter løftede i grum ubeherskelse, de kendte sig selv igen. De havde været svage; tiden havde haft et sygt sted, men dyret var kommet med lægedom og kraft.
Men Hissârdjan, som mange kaldte den gode, så roligt på alt dette væsen, og til sine rådgivere, især Dârkys, der råbte på magt, svarede han med disse ord af Jêkon den yngre: Sygdom har sin tid. Længe flakker den hjemløs om i luften; den ser på menneskene og tænker sukkende: O hvor finder jeg en bolig, der kan huse mig, gi mig varme og trivsel? En dag møder den et skikket menneske, og ud fra ham tar den med større lethed andre i besiddelse. Så raser sygdommen, til den har fortæret sig selv; en dag fordriver døden den fra sit sidste sted, og den må blive ved sin omflakken som før. — Sådan, lae Hissârdjan til, — ser jeg her en stor sygdom; den vokser, men snart vil den sygne hen og dø.
Hissârdjans milde ord viste sig at være mindre kloge. En dag rykkede en hær frem mod tempelpladsen for at besætte den og siden undertvinge de Gules land og østlandet. Tvêlkovatl havde givet sin hær feltråbet: Mordrak er gud! — men mange af disse selvrådige karle med de brusende hjærter lystrede ikke og råbte, da de rykkede frem: Dyret og Tvêlkovatl! — Det lod modstanderne se faren og gjorde dem mere kamplystne. Kampen var lang og hård. Den unge Sânduat var en af førerne for de Gule, han var også en af de første, der faldt, dræbt uden vanskelighed som det syntes, af Tvêlkovatl selv. Mod aften, da udfaldet endnu var uvist, besluttede Dârkys med hundrede mand at ofre sig for sejren. De gik frem i en spids kile og fældede sig en blodig vej gennem fjendernes rækker frem mod Tvêlkovatl og dræbte ham efter hård kamp. Ingen af dem slap bort, men Sydfolket trak sig tilbage og erkendte sig for overvundet. Men mandefaldet havde været stort, og mange mindedes Kasíngos ord, der siger: Døden er altid midt iblandt os, den går ved hvert menneskes højre side og ser på ham; den går over til den anden side og tar ham nøje i øjesyn, længselsfuldt ventende på sin tid. Den træder ham i hælene og går foran og føler på ham efter et sted til angreb. Menneskene frygter døden, men af og til blir de grebet af et massevanvid; de veksler håndslag med døden og går frem for at slå ihjæl: Tag vore fjender! råber de. — Døden tar til sig af deres fjender, og af dem selv, og glæden synes ens blandt dem, der dræber og dem, der blir dræbt. Hvad der til daglig er en rædsel, er i øjeblikket en fest. Så tredobbelt besynderligt et dyr er mennesket: Han er bange for at dø; han er kun lidet tilfreds med at leve, men han er fuld af jubel ved dødens gilde.
Hissârdjan viste mildhed med de overvundne, men næste morgen gik en forfærdelig tidende gennem landet: Tolv af Tvêlkovatls mænd havde overrumplet Aja i hendes hytte og havde slæbt hende med sig. Hvorhen vidste ingen. Tolv mand og en kvinde; det var vel deres hævn mod den døde Dârkys. Sådan en udåd var aldrig hørt før, den fyldte alle med gru, og Hissârdjan den gode blev fra den dag helt forandret. Han sae: Siden det onde ikke kan dø af sig selv, vil jeg udrydde det med magt. — Det var de første høvdingeord, han havde sagt, og han handlede efter dem. Han lod de tolv mænds børn slå ihjæl, for at denne ondskabens sæd dermed skulde være udryddet. Han lod drab følge på enhver ond handling. Et ondt ord medførte død, sådan også tøjlesløst levned, utåleligt hovmod og undertrykkelse. Men de, der skulende vogtede på deres mund og færd, lod han daglig udspejde. Hissârdjan hørte på angivere og dræbte efter deres ord. Siden opdagede han angivernes ondskab og forsøgte ved drab også at udrydde dem. Men forgæves, ti i stedet for opstod der et nyt parti, der blev Hissârdjans venner, de kaldte sig de Gode, og de gav ham mange gode råd, som de selv kaldte dem. Men de måtte være meget forsigtige med deres øjne og klangen i deres ord, ellers faldt de for Hissârdjans dom. De Godes parti kom derfor efterhånden til at bestå af meget kloge mænd. Det fortælles, at der var flere Gule blandt dem, men det kan være bagvaskelse, for de Gule, som det gik mindst ud over, blev en tid beskyldt for øjentjeneste. De Gode roste Hissârdjan meget og sae, der havde aldrig været en høvding som han. Han havde fået den tanke, der måtte være kommet fra Mordrak selv, at udrydde ondskab af jorden, og når han engang døde, så vilde det onde i alt fald være så vidt udryddet, at det aldrig mere kunde få magt.
Sådan gik ti år. En dag da Hissârdjan gik alene i skoven, fik han øje på den gamle Lênnabor, der stod udenfor sin hytte. Hissârdjan gik hen til ham, bebrejdede ham venligt, at han ikke mere vilde være blandt hans rådgivere. Så udtalte han sin glæde over, hvor godt det gik i landet, og spurte Lênnabor om hans mening. Lênnabor svarede ikke, men så på ham med forunderligt stirrende øjne, så Hissârdjan blev urolig og spurte stammende: Hvad ser du, Lênnabor?
Lênnabor svarede uden at ta sine øjne fra Hissârdjan: Jeg ser dyret og alle dets gærninger.
Hissârdjan gik med møje tilbage til sit hus. Han faldt i stor sygdom og sjælsvildskab. Tre dage efter døde han.
Dermed holdt forfølgelsen op, men navnet de Gode kom for had og gik snart af brug.