Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
28. Den store Tro
Urusek tog afsked med Hvermand og gik tilbage til sin hytte. Hans sjæl var tung, og han var træt af at gå; han lae sig ned og sov. I drømme så han en stor skikkelse, måske et bjærg eller en sky, men efterhånden tog den udseende af et menneske. Den havde sit hoved højt oppe under himlen i den klare luft; brystet var omgivet af mørke skyer, hvorfra der kom torden og lyn; lænderne var tildels skjult i de støvskyer, som blæsten rejste af jorden; fødderne vadede dybt i dynd eller sand. Menneskeskikkelsen vendte sit hoved til alle sider; han så verden om sig og under sig; men han kom kun langsomt frem i forhold til de afstande, hans øjne vandrede; han syntes at slæbe jorden med sig ved sine fødder, men hans frie hoved ligesom bar den lette himmel, der var oven over. Han talte til vækster og dyr ved sin fod; han mærkede sig dem en for en og gav dem navn. Han bøjede sig en smule og lod hænderne løbe gennem de hede støvskyer, der piskede om hans lænder. Han betragtede skyerne højere oppe, greb efter lynet og syntes at holde det fast; han var uden frygt. Han løftede øjnene mod himlen, hvor det vrimlede af væsener, der var talrige som dyrene, men som gik deres bestemte gang i ordnede flokke; han talte til dem og gav enkelte navn, først sol og måne, siden nogle af de andre. Mennesket stod ikke stille noget øjeblik, skønt fødderne gik tungt i jorden, men hans tanker kom videre omkring end fødderne. Da drømmen havde varet en lang tid på denne måde, så Urusek, hvordan der kom forandring over menneskeskikkelsen; den stod flere gange stille og syntes at lytte til sig selv; dens gang blev mere bevæget, ligesom urolig; den så ikke på alle de ting, den havde givet navn, men gik hæftigt frem ad og til siden og tilbage igen. Sådan gik der lange tider; Uruseks drømmende sjæl regnede dem i år. Da bemærkede han, at det uhyre menneske stod ganske stille med hodet bøjet mod jorden. Han trak sine fødder op af det bundløse dynd og satte dem igen, hvor de ikke kom til at stå bedre. Han forsøgte at gå, men opgav det og stod stille og mumlede. Urusek hørte ham tale til sine fødder. Kan I ikke gå mere? Hidtil har I dog fundet vejen, selv om den var slet. Er den nu blevet borte for jer? Her er en kæp; den skal støtte jer; her er en brand i min hånd; den skal hjælpe jer at finde vejen. Kan I alligevel ikke gå? Hvorfor er I ikke som mit hoved, der er uden lyde? Hvorfor er I ikke som mit bryst, der er fuldt af flammer og ikke kender til træthed? Eller om I dog blot kunde måle jer med mine lænder, der endnu har styrke til lang tid. Hvad er der sket med jer, siden det at gå og fare vild er blevet det samme? Så må jeg vel foretrække, hvad der er slemt, men dog mindre bittert: at stå stille, frem for at gøre vildfarelsen endnu større ved at gå. — Mennesket blev stående ubevægelig, sammensunken, dog endnu stor at se til under himlen. Han så op imod den, og fra hans øjne udgik et vældigt lys. Urusek så det lys; det dannede en anden skikkelse, der også syntes at være et menneske, endnu større, men utydelig. Mennesket så mod denne skikkelse og spurte: Vil du hjælpe mig? Vil du gi mine fødder ny kraft? Vil du føre mig til ende med min vandring? — Der kom ikke noget svar, og ny lange tider gik forbi den ubevægelige menneskeskikkelse. Så så han ned på sine ligesom livløse fødder, derfra op på himlen, hvor synet igen kom til at stå, uhyre men næppe til at se. Han sae med forandret stemme: Sådan siger min gud: Jeg vil hjælpe dig. Jeg vil gi dine fødder ny kraft. Jeg vil føre dig til ende med din vandring. — Men i det samme kom der et voldsomt vindstød; mennesket blev sønderrevet, spredt og kastet til alle sider: under himlen, mellem skyerne og på jorden. Urusek vågnede forvirret.Urusek vendte tilbage til sit folk. Han hørte om et stort stævne, der skulde holdes til styrkelse af den rene tro, og han mødte frem til stævnet, der blev ledet af de troendes høvding, en mand ved navn Hadbrand, en smuk mand med stolt holdning og brede skuldre, men hans glødende, stive øjne forrådte, hvad for en sjæl der boede i ham. Urusek stod ukendt midt i forsamlingen og hørte Hadbrand tale, og da det var forbi, kom han frem og sae: Jeg er Urusek; jeg vil tale til jer igen.
En forundret mumlen lød fra mængden, Hadbrand tav, stift stirrende på den gamle mand, hvis ansigt var ham ubekendt, men mange af de ældre råbte, at de vilde høre, hvad Urusek havde at sige.
Urusek talte sådan: Den lære, Hadbrand forkynder, er ikke den, som Gud engang indgav mig. Den var vel stræng, men Hadbrands lære er fjendsk. Jeg havde ment, at når den rene lære havde sejret ved sin egen strænge styrke, så skulde mildhed følge efter, men I har føjet ny strænghed til. Dette er ikke Guds mening; han har ganske vist vakt jer med hård hånd af jer dvale, men når han ser, at I er vågne, så vil han tale venligt til jer. Derfor siger jeg: Hadbrands ord kommer ikke fra Gud. Jeg hørte engang en af jere lærere sige: Gud kan ikke fordrage menneskene. Og jeg ser, at denne umenneskelige lærer her har en discipel, der ikke er mildere end han.
Mere fik Urusek ikke sagt. Hadbrand opløftede et råb af raseri og løb frem imod ham, og mange med ham, men en anden del af forsamlingen slog en tæt kres om Urusek, og da de Fromme så, at de ikke uden kamp kunde få Urusek i deres hånd, undså de sig for at la det komme så vidt på dette sted. Urusek kom bort og tog med nogle få, der fulgte ham, vejen til de Gules land. Her mødte han Hvermand, der venligt tog sig af ham og sae: Jeg vil gi dig en tom hytte ved floden Ogrodânje; der kan du bo, så længe du vil, og ingen vil gøre dig noget. Jeg elsker dig ikke, Urusek, men jeg har medlidenhed med dig. De vise iblandt os siger om dig: Det var et mægtigt ord, der kom til Urusek i hans ungdom, men det var hårdt og kunde ikke let blive menneskene til glæde. Senere da Urusek indså dette og vilde gøre det mildere, da var al ordets kraft veget fra ham, og ingen vilde nu høre på ham. Men de, der har fået ordets kraft efter ham og har drevet det fra hårdt til ondt, de stræber ham nu efter livet. — Dog, så længe du blir boende i min hytte ved floden Ogrodânje, tror jeg ikke, de Fromme vil kunne nå dig.
Urusek levede endnu adskillige år. Han talte til dem af Sydfolket, der samlede sig om ham, men det var aldrig mange; hans forkyndelse var venlig og mild, men uden kraft, og de, der havde tænkt sig, at en mere forsonlig lære kunde vinde magt ved siden af den strænge, blev skuffede. Men Urusek selv troede på det; han drog stadig længere frem langs Ogrodânjes bred, hvor han havde sine tilhængere, og nåede på den måde ind i Sydfolkets land, hvor de Fromme snart fik bud om den falske profet, der vovede sig ind på deres område.
En dag, mens Urusek stod ved bredden af Ogrodânje og talte til en lille forsamling, kom Hadbrand til, fulgt af tre bevæbnede mænd, og forsamlingen spredtes til alle sider. Kun Urusek blev stående, hvor han stod med sit gamle ansigt vendt mod de kommende, og Hadbrand trådte nær til ham og talte.
Meget ondt har denne krønnike haft at berette, men Hadbrands ord skal ikke opbevares på dens blade, de skal, om det er muligt, glemmes. Ingen mand kommer til en anden, så hård og glad i sin ondskab som den, der tror, at han i sit onde ærende kommer sendt af Gud.
De tre mænd gik ind på livet af Urusek for at hugge ham ned, men idet de løftede deres våben, så de et underligt syn, der fik dem til at stanse. Langt borte, modsat den retning, de var kommet, viste der sig en stor støvsky, der langsomt kom nærmere. Snart sås også en flok mennesker samle sig på en bakketop et stykke borte, og der lød fjærne glædesråb. De tav et øjeblik som for at gi lyd til ord, der blev talt, men lidt efter hørtes de igen, og mængden begyndte at vandre ned ad bakken og hen mod det sted, hvor Urusek stod og syntes at ha glemt, hvad der ventede ham. Stemmerne lød nu mere tydeligt, så de kunde forstås; de sae: Ordet har igen taget skikkelse iblandt os; ordet er vendt tilbage til os.
Urusek så en lille flok mennesker nærme sig; forrest gik en ung mand med et strålende ansigt, og Urusek trådte hen til ham og spurte: Er du den profet, vi venter på?
Den unge mand svarede smilende og forundret? Jeg er kun den ringeste af hans tilhørere, jeg er støvlemageren Øseps, en ukyndig mand, der kun forstår lidt af, hvad der er blevet talt.
Øseps blev stående, idet han rystede på hodet, tavs og smilende, og Urusek mumlede hen for sig: Jeg har set meget i mit lange liv, men glæden ser jeg i dag for første gang. Ser du den også, Hadbrand, lige sådan for første gang? Men måske du slet ikke vedkender dig den.
Øseps så nu Hadbrand og de tre mænd; der gik en trækning over hans ansigt, og han spurte: Du kommer med bevæbnede folk; hvem har du i sinde at dræbe?
Urusek svarede smilende: Visner nu glæden på dit ansigt, da er den ikke så længevarende en blomst, som jeg troede.
Men Øseps gensvarede smilende: Jeg skal sige dig et ord af Renkôsi: En dag kom der en mand til ham og sae: De Fromme hader dig og vil slå dig ihjæl, og når de har gjort det, vil de i deres ondskab udrydde selve din lære. Men Renkôsi svarede: De Fromme lærer mennesket at tro på en gud, hvis hårde ord ingen hører uden gennem hårde menneskers mund. Jeg vil lære jer noget bedre og tillige sværere: ikke at tro på ondskaben, som I daglig synes at se om jer. I skal tro, at den er kun et blændværk, der engang opløses af sig selv, ti hvis I urokkeligt troede på det onde, så vilde det vinde i magt, ligesom en gud bliver mægtigere, jo flere, der tror på ham.
Da Hadbrand hørte de ord, løftede han hånden ligesom i rædsel eller vrede, og de tre mænd tog det for et tegn til dem; de dræbte Urusek og kastede hans lig i floden Ogrodânje, som de havde fået befaling til.
Støvlemageren Øseps saa fra de blodige økser til Hadbrand. Han var alvorlig, men uden frygt, da han sae: Sandelig, Renkôsi havde ret, da han sae til den samme mand: Det er let at tro på en gud, der holder sig fjærnt fra menneskene, men man blir ikke altid bedre af det, derimod er det svært ikke at tro på det onde, der kommer os nær nok, og at sige til dig selv: onde mennesker er ikke til; der er kun ulykkelige, men du blir i alt fald ikke selv ond af en sådan tro.