Zigeunerpigen

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VII. Czinká Pankravu Civiliseres

   Det gik ganske, som Inger Brun havde forudset. Czinká Pankravu var ikke kun af Ydre og Væsen sin Races Barn. Hun besad desuden den Smidighed og den lykkelige Tilpasningsevne, som gjorde det muligt for hende efter næppe et Par Måneders Forløb uden nævneværdig Anstrengelse og uden at volde Besvær, at falde til Ro i sit nye Hjems Forhold og indordne sig det daglige Livs Skik og Brug.
   Line Andersen var nået til næsten at holde lidt af hende, fordi hun så stille fandt sig i Husets Orden og var villig og håndrap, når det gjaldt lidt Hjælp i Køkkenet.
   Line Andersens Opfattelse af Barnet var kort og godt den, at Czinká Pankravu var en Løjerlig en, der ikke lignede andre Børn, men at det vel sagtens måtte undskyldes, da hun jo ikke var af vores Race.
   Derimod var Per Steensen, »Elmebo«s Alt-mulig-Mand, ligefrem glad for dette Herskabets lille Plejebarn.
   Han var født til at blive den ideelle Gartner, en Blomsternes kærlige Vogter, som han havde drømt om det og haft Trang til det fra Barndommens Lykketid.
   Men det var gået ham som så mange andre. Tidens Ugunst havde også slået ham ud af hans Bane. Ti År havde han røgtet Blomsterfloret i en rig Direktørs parklignende Have. Men den rige Direktør, der vilde være endnu meget rigere, end han kunde blive på ærlig Vis, sad på tredie År i Fængsel, og stakkels Per Steensen havde lige så længe søgt Plads et Sted, hvor han som før kun skulde være Blomsters Vogter og Blomsters Læge, men uden Resultat.
   Efter flere og forgæves Forsøg på at blive Medhjælper i landlige Forretninger og talrige sindsnedstemmende Skuffelser var han da til sidst havnet som »Alt-mulig-Mand« hos Docenten på »Elmebo«.
   Pladsen tog al hans Tid, fordi han ofrede hver fri Stund på sit Yndlingsarbejde - Pasningen af Haven, dens Blomster og Træer. Han var glad, når han gik alene og puslede med sine Planter, men han var endnu gladere, når han, som ofte i den senere Tid, havde Selskab ved Arbejdet af Czinká Pankravu, der viste sig ikke kun at have Interesse for og Kærlighed til Planter, men også udmærket Håndelag for deres Behandling.
   Skønt Per Steensen var faguddannet Gartner, så viste det sig dog ofte, at Zigeunerbarnet havde mere Viden med Hensyn til Blomsters og Urters særlige og ukendte Egenskaber, end han nogen Sinde havde hørt om. Men tit var det sære og mystiske Ting, hun fortalte om Planternes Evne til at virke godt eller ondt for Menneskene. Der var Planter med god Ånd og Planter med ond Ånd, og når man rigtig kendte til alt det, så kunde man råde både for sin egen og andres Skæbne og for Lykke og Ulykke.
   Men Per Steensen, som naturligvis mente at vide bedre Besked, gjorde sit bedste for at, få hende bort fra disse usunde Forestillinger og bibringe hende sit eget sunde Syn på Planterigets Vækster, både de, der gør Nytte, og de, som er Smykke i Livet.
   Med stor Opmærksomhed hørte hun efter, hvad Per Steensen forklarede, og forholdsvis hurtigt lærte hun Planternes Navne, både de latinske og danske. Men de gode såvel som de onde »Ånder«, der havde til Huse i Blomster og Urter, fik han ikke drevet ud af hendes Bevidsthed, hverken med Påstande eller Eksempler.
   Selvfølgelig var både Docenten og hans Hustru sig i høj Grad bevidst, hvilket stort Ansvar de havde påtaget sig med Hensyn til Udviklingen af dette Barn, som Skæbnen havde ført lige ind i deres Hjem.
   Det var derfor ingenlunde deres Mening at gå let hen over hendes Opdragelse. Hellere end gerne vilde de gøre hende til et intellektuelt Menneske, men Opgaven var alt andet end nem at løse.
   Der måtte gås varsomt frem med dette lille primitive Væsen, som hverken kunde læse eller skrive, hvis ikke Begrebet Lærdom skulde blive et Skræmmebillede for hende.
   At sætte hende i Skole sammen med de seks-syvårige Begyndere gik jo slet ikke an. Dette særprægede Barn, som i flere Henseender var forud for sin Alder, vilde uvægerligt blive Skive for alle sine jævnaldrendes Drilleri og Spottelyst; thi ingen kan være mere ubarmhjertige end Børn, når de stilles over for det meget ejendommelige og uforståelige, og særlig over for en så lidet indladende Natur som Czinká Pankravus. Hendes Skolegang vilde blive et Martyrium, og Resultatet derfor utilfredsstillende.
   I denne Henseende var Docenten og Fru Ingeborg fuldkommen enige, og derfor blev de også let enige om selv at bibringe hende Begyndelsesgrundene i alle de Fag, som de nu anså for de nødvendigste og mest udviklende.
   I ganske små daglige Doser skulde Czinkás Undervisning foreløbig gå for sig, derom var Parret også enige.
   Derimod var de ikke fuldt så enige, når de drøftede Spørgsmålet: Frøkenen, som fra I. September skulde tiltræde Pladsen som Lærerinde for Czinká Pankravu.
   Endnu var den Person ikke fundet, som i alle Henseender vilde være den passende Lærer for en så ualmindelig Elev.
   Foruden fagmæssig Dygtighed forlangte Docenten, at vedkommende også med blid, men fast Hånd kunde gennemføre den nødvendige Disciplin.
   Fru Ingeborg derimod forlangte først og fremmest, at vedkommende skulde have Forståelse af og Føling med Barnets ejendommelige og fremmedartede Naturel, så dette ikke gennem Undervisningen skulde blive forfladiget og forkvaklet. At spænde en Czinká Pankravu ind i almindelige Børns Ramme vilde være at kvæle hendes Personlighed, i hvert Fald at tage Støvet af Sommerfuglevingerne.
   Docent Emil Brun, som først og fremmest var god, klog og fornuftig, kunde også være fiffig.
   En Dag, da han og Czinká var alene i Haven, sagde han til hende:
   - Svar mig nu ærligt, lille Czinká, keder du dig meget her hos os?
   Som altid lod Svaret vente lidt på sig.
   - Nej, Papa.... nej.... her er jo så dejligt....
   - Men alligevel, Czinká, ønsker du ikke ofte, at du havde nogle jævnaldrende Småpiger at lege med?
   - Nej.... nej Tak.... det bryder jeg mig slet ikke om.
   - Men hvorfor bryder du dig ikke om det? Du må ikke være sær, lille Czinká.
   - Men jeg forstår ikke rigtigt at lege.... ikke sådan, som de leger, Pigerne ovre fra Lundegaarden.
   - Hvorfra ved du, hvordan de leger? Du har jo ikke været på Lundegaarden.
   - Nej, men den Dag, da jeg var med Per Steensen i Fredensborg for at købe Frø, sad de og flere andre Piger inde i Skoven, og en af dem havde en Stok, som hun svingede, og så rabbede de alle sammen en Masse Ord, men det var ikke til at forstå.... og Per Steensen sagde, at de legede Skole.... og det så da ikke så morsomt ud.
   - Nej, jeg kan godt forstå, at det i dine Øjne ikke så ud til at være særlig morsomt. Men det er simpelt hen, fordi du endnu hverken kan læse eller skrive rigtigt, og....
   - Jo, Papa, jeg kan snart så meget, at jeg kan skrive det til Søster Inger, når der er noget, som jeg vil bede om, det har hun nemlig sagt, at jeg skal.
   - Det er udmærket, det er uhyre fornuftigt af Søster Inger. Det er såmænd ikke umuligt, hvis du er rigtig flittig, at du om en Måneds Tid kan være så flink, at du kan skrive Brev til os, mens vi er ovre i Jylland.
   - Tror Papa virkelig det?
   - Ja, hvis du siger til dig selv, at du vil, så går det. Når et almindeligt, velbegavet Menneske har et Hjerte af Guld og en Vilje af Stål, så kan man komme langt i Verden.
   - Det er godt, for så kan jeg dog måske blive det, jeg gerne vil.
   - Og hvad er det, du gerne vil, foruden alt det nødvendige, som du skal: læse, skrive, tale Sprog, sy o.s.v.?
   - Jeg vil gerne spille Violin, men lige så dejligt som ham, vi hører i Radio.
   - Ja, men ser du, lille Czinká, for at blive en stor Kunstner må man have et stort Talent. Det gælder al Kunst og måske mest af alt Musikken, hvad enten man vil spille eller synge. Man må i lige høj Grad have en fin musikalsk Sjæl og et usvigeligt sikkert Øre.
   - Men, Papa, det har jeg måske også.
   - Måske. Men det ved vi ikke endnu, det må først gennemprøves.
   - Og hvis jeg nu ikke har Talent, skal jeg så ikke lære Musik?
   - Det vilde absolut være det fornuftigste, om alle umusikalske Mennesker vilde lade være at producere Musik. Det, de laver, er jo hverken til Glæde for dem selv eller for andre, og så er det dumt at spilde Tiden med at ville lære det. Desuden er der jo nu om Dage så rig Anledning til at gøre god Musik. Der er Radioen, hvor der ofte er udmærkede Ting, og Grammofonerne med Masser af fortræffelige Plader, for ikke at tale om det Utal af verdensberømte Virtuoser, som koncerterer her. Man kan såmænd godt undvære sit eget Fuskeri.
   - Nå ja, Papa,.... men der er også noget andet, jeg gerne vil.
   - Også noget med Kunst? Male, modellere eller danse måske?
   - Nej, slet ikke sådan noget.
   - Hvad da, Barn?
   - Jeg vil gerne være Opfinder.
   - Opfinder!! råbte Docenten og gav næsten et Hop på Bænken. - Det var dog en mærkværdig Lyst!.... Og hvilken Tanke, hvilket Mål forbinder du med den Idé? Er der en bestemt Retning, en bestemt Hensigt forbundet med Forestillingen hos dig om at blive Opfinder? Hvad er det, du synes, det kunde være dejligt at overraske Verden med?
   - Jo, Papa, hør nu! Et Apparat, hvori man kan se alt, hvad der foregår rundt omkring i Verden; akkurat ligesom man hører i Radio. Det vilde da være en stor Opfindelse. Ikke?
   - Unægtelig jo! Den vilde endda overgå Radioen. For du ved jo, at Radioen kun kan afsende, hvad den modtager fra de forskellige Stationer ude i Verden. Men du vilde altså have, at man kun skulde behøve at sætte sig foran en Slags Verdenskikkert og så bare indstille den på det Sted, man gerne vilde vide Besked om.
   - Ja, Papa.... ja!
   Ordene faldt ivrigt og alvorligt.
   - Og hvor er det så, du gerne vilde se hen? For der må jo være et eller andet Sted ude i Verden, som du tænker på og som du synes, det måtte være rart at se, hvad der foregik?
   Barnet nikkede.
   - Er det her i Danmark?
   - Nej, nej, det er langt, langt borte, sagde hun blødt og dæmpet, mens hun gjorde en beskrivende Bevægelse. Det er Stedet der oppe i Sverige, hvor Vognen står. Kunde jeg bare se, om Moder danser, og om alle Dyrene lever og gør deres Kunster, og se, hvordan lille Søster Lejla har det.... Å, kunde jeg dog bare se det alt sammen!
   Der var stor og rørende Vemod i dette halvvilde Barns stilfærdige Længsel.
   Docenten forstod nu, at det var Angsten for, at Faderen skulde finde hende, og Længselen efter at gense Moderen, der bestandig tyngede hendes Sind og dæmpede hendes barnlige Glæder, skønt man på alle Måder søgte at gøre hende glad og tryg.
   Uvilkårlig måtte han lægge Armen om hendes Skulder og trykke hende ind til sig. Han og hans Hustru vilde jo intet hellere end gøre Livet lyst for dette Barn, som Skæbnen havde betroet dem at tage Vare på. Og Czinká hældede sig trygt og villigt til denne Støtte, som hun følte var den sikre og usvigelige Tilflugt i hendes Tilværelse.
   - Hør nu, lille Pige! For at blive en stor Opfinder må man også have en stor Viden, og man må derfor studere i mange År. Så du forstår, Czinká, at det er ganske meningsløst at snakke om det, så længe du endnu ikke har de samme Kundskaber, som alle andre Børn i din Alder. Men da du jo længes så meget efter din Moder og Søster, så....
   - Så skal jeg sendes tilbage til Manden? Å, nej! Nej!
   Der var en formelig Rædsel i dette Udbrud og i Hænderne, som hun krammede om hans Arm.
   - Nej, nej, Czinká, vær dog rolig, Barn! Vi vil jo ikke miste dig.... så, så.... men det var det, jeg vilde sige dig, at vil du så gerne vide, hvor din Moder er, og hvordan de har det i »Vognen«, så skal vi prøve på at få Oplysninger om dem. Det kan måske nok lade sig gøre.
   - Å, ja! Papa, Papa! råbte hun i et Øjebliks strålende Glæde, bøjede sig og kyssede hans Hånd.
   Men straks efter fløj Tanken til Skræmmebilledet, Faderen.
   - Men Manden! Manden må ikke få det at vide.... aldrig.... for så kommer han og tager mig.... Når jeg er stor nok, skal jeg jo også danse.
   - Vær dog rolig, og stol på os, Czinká. Vi må selvfølgelig være forsigtige, at det ikke opdages, hvorfra Forespørgselen kommer.
   - Og det er vel Politiet, som skal ud og søge efter Moder, for så er Moder altid så angst, og så bliver også Manden meget mere ond.... og Moder er ulykkelig nok, fordi hun ikke ved, hvor jeg er blevet af.
   - Det vilde være unaturligt andet, svarede Docenten. Men der var lidt Harme i Tonen, og den undgik ikke Barnet.
   - Papa må ikke være vred på min Moder. Hun er ulykkelig, og hun er så smuk.
   De Ord, som lå Docenten på Læberne, vilde han ikke udtale af Hensyn til Barnet, og han nøjedes derfor med blot at stryge beroligende over hendes Hoved, mens han tænkte på, om det nu også var lykkedes ham at komme på det rene med, hvordan det egentlig stod til med Pigebarnets Lærelyst, for Samtalen var jo gledet ind på det sædvanlige Emne, Angsten for »Manden« og Længselen efter Moderen og Vognen.

Kapitel 8 >