Niels Klims underjordiske Reise

---

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XII: Forfatterens Ankomst til QVAMA

   Imidlertid stimlede en stor Mængde Mennesker omkring mig fra alle Kanter. De opfordrede mig med een Mund til at tale; men da jeg ikke forstod deres Sprog, vidste jeg ikke hvad jeg skulde svare dem. De gientog ofte de Ord DANK, DANK, og da disse syntes mig at være tydske, svarte jeg dem først på Tydsk, siden på Dansk, og endelig på Latin; men de gave ved Rysten med Hovederne tilkiende, at disse Sprog vare dem ubekiendte. Jeg forsøgte tilsidst at forklare mig i de underjordiske Sprog, nemlig på NAZARISK og MARTINIANSK; men også det var forgieves. Jeg sluttede deraf, at dette Folk måtte ikke have mindste Omgang med Fremmede, enten ved Handel eller andre Forbindelser, og at jeg altså her måtte nødes til at blive Barn igien, og gåe i Skole på nye.
   Efterat vi i lang Tid havde talt sammen, uden at forståe hinanden, førte man mig til en lille Hytte, som var flettet af Vidier. I denne fandtes hverken Stole, Borde eller Bænke; de sadde på Jorden og spiiste, og isteden for Senge, strøede de Halm på Gulvet, hvorpå de låe i Flæng blandt hinanden om Natten. Dette forundrede mig så meget meere, da Landet har Overflod af tykke Skove. Deres eeneste Næringsmidler vare Melk, Ost, Bygbrød og Kiød, som de stegte på Gløder, siden de slet ikke forstod at kåge: kort sagt, de levede næsten som de første Mennesker,

   Der bare dræbte Dyrs aflagte Klæder,
Åd Vildt, og Rødder; drak af næste Flod,
   Og uden Love, Penge, Kunster, Sæder,
På Rang og Rigdom, Pragt og Overflod
   Sig lige lidt forstod.

Jeg måtte derfor i lang Tid leve som en Hund, indtil jeg lærte så meget af Sproget, at jeg kunde tale med dem, og komme dem lidt til Hielp i deres Vankundighed. De allermindste Leve-Regler, jeg gav dem, bleve anseete som guddommelige Befalinger. Mit Rygte udbredte sig snart, og alle stimlede til mig i Hobetal fra de omliggende Landsbyer, som til en Lærer, der var sendt dem ned fra Himmelen. Jeg hørte endog, at nogle havde begyndt en nye Tidsregning fra min Ankomst. Alt dette kildrede mig så meget meere, da man tilforn på NAZAR havde forhånet mig for min Ubetænksomhed og flyvende Fattekraft, og i MARTINIA for min Dumhed. Så sandt er det gamle Ordsprog, at imellem de Blinde regierer den Eenøiede; thi jeg var nu kommen til et Land, hvor jeg med ganske almindelig Lærdom, og med så got som ingen Ting, kunde svinge mig op til de høieste Værdigheder. Jeg havde den beste Leilighed af Verden til at anbringe mine Talenter, eftersom dette meget frugtbare Land i Overflødighed frembringer alt hvad Mennesker bruge, såvel til Fornøielse som Nytte. Indbyggerne vare just ikke ulærvillige, og manglede ikke heller Begreb; men da de aldrig havde lært noget, levede de i det tykkeste Mørke. Da jeg fortalte dem om min Herkomst, mit Fædreneland, det Skibbrud jeg havde lidt, og adskillige andre Begivenheder på mine Reiser, vilde ingen troe mig. De troede meget meere, at jeg var en Indbygger af Solen, og var kommen ned til dem fra samme, hvorfor de og gemeenligen kaldte mig PIKIL-SU, eller SOLENS GESANDT. Hvad Religionen angåer, da nægtede de vel ikke, at der var en Gud til; men bekymrede sig ikke meget for at bevise det: de meente, det kunde være dem nok, at deres Forfædre havde troet det samme, og i denne eeneste Lære bestod deres hele Theologie. I Moralen kiendte de blot dette eene Bud: GIØR IKKE IMOD EN ANDEN, HVAD DU IKKE VIL, AT EN ANDEN SKAL GIØRE IMOD DIG! De havde ingen Love; Keiserens Villie var deres eeneste Rettesnoer. Det var altså kun offentlige Misgierninger der bleve stra ffede; men når nogen ellers begik Skielmsstykker, skyede man hans Omgang, og denne Foragt var så utålelig for de Skyldige, at de fleste gierne sørgede sig ihiel, eller af Kiede til Livet dræbte sig selv. I Tidsregningen vare de fuldkommen uvidende: de regnede blot deres År efter Soel-Formørkelserne ved NAZARS Mellemkomst. Når man derfor spurgte om eens Alder, svarte man: at han havde oplevet så og så mange Formørkelser. Deres Kundskab om Naturen var yderst maver og urimelig: thi de troede, at SOLEN var en Guldplade, og Planeten NAZAR en Ost. Da jeg spurgte dem om Årsagen, hvorfor denne Planet på bestemte Tider tog af og til, svarte de: at de vidste det ikke. Deres Formue bestod meest i Sviin, som de med Mærker på, havde gående i Skoven; og enhver blev holdt for rig, efter som han havde mange Sviin til. De Træer, som ikke bare Olden, eller ikke trivedes, gave de Pidsk, fordi de i deres Eenfoldighed tilskrev Ondskab og Misundelse denne Ufrugtbarhed.
   Således var dette elendige Folks Tilstand beskaffen, som jeg i Førstningen mistvivlede om, ved Kunster og Underviisning at kunde bringe til Menneskelighed; men da det randt mig i Tanker, at

Ufortrøden Flid sin Frugt vil altid finde,
Og med Tålmodighed man alt kan overvinde.

anvendte jeg al muelig Umage på at forfine og oplyse dette råe og udyrkede Folk, hvilket giorde, at jeg blev anseet iblandt dem som en Guddom, og deres Tillid til min Viisdom gik så vidt, at de troede ingen Ting var umuelig for mig. Derfor

Når hist en Stud man stial, og her en Koe var syg,
   Når Ræven tog en Gås, og Sviin på Skoven døde,
Når Haglen nedslog deres Byg,
   Og andre slige Vanheld kunde møde,

kom de løbende midt om Natten til min Hytte, og bønfaldt mig om Hielp. Således fandt jeg engang en Bonde på Knæe uden for min Dør, som vred sine Hænder, græd, og klagede jammerlig over sine Træers Ufrugtbarhed, med veemodig Bøn til mig, at jeg ved min Myndighed vilde udvirke, at de herefter bar Olden, som tilforn.
   Jeg hørte, at hele dette Rige stod under en Regent, hvis Residents på den Tid låe otte Dagreiser fra den Bye, hvori jeg opholdt mig. Jeg siger: på samme Tid, fordi Residentsen var ustadig, og, isteden for faste Huse, bestod af Telte, hvori Hoffet og hele Hofstaten pleiede at flytte fra een Provinds til en anden. Den da regierende Fyrste var en ældgammel Mand, og kaldtes CASBA, som bemærker: DEN STORE KEISER. I Henseende til de mangfoldige Provindser, dette Rige indeholder, kunde det rigtig nok med Grund kaldes et Keiserdom; men, formedelst Indbyggernes Vankundighed, som ikke have vidst at benytte sig af deres mange Fordeele, har det bestandig været anseet som ubetydeligt, udsat for Naboernes Angreb og Forhånelser, og ikke sielden måttet betale Skat til de usleste Nationer.
   Rygtet om mit Navn og mine Fuldkommenheder udbredte sig i kort Tid over alle Provindserne. Fra den Tid af foretog man sig intet, uden i Forveien at rådspørge mig, som et Orakel, og når et og andet Foretagende mislykkedes, tilskrev man det min Koldsindighed og Uvillie, hvorfor der og vare adskillige, som ved Offringe stræbte at formilde min Vrede. Jeg gider ikke opramset alle de Uri meligheder, som dette yderst dumme Folk faldt på; jeg vil blot for tælle et Par, hvoraf man kan slutte sig til alle de øvrige. En frugt sommelig Kone troede, at jeg med liden Umage kunde mage det så, at Fosteret, hun gik med, blev en Dreng; en anden bad mig at giør sine gamle Forældre unge igien; en tredie tiggede mig om at føre si igiennem Luften til Solen, for deraf at kunne tage så meget Guld, som han behøvede, og bringe en stor Skat tilbage med sig. Af disse, og mangfoldige andre ligeså dumme Begieringer, blev jeg så pla get, at jeg mange Gange måtte sætte dem alvorligen til Rette fo deres Tåbelighed; thi jeg frygtede, at den alt for store Tillid til mi Magt og Fuldkommenhed tilsidst skulde endes med guddommelig Dyrkelse. Omsider blev det bragt for den gamle Keisers Ører, at der var kommen en stor Mand, i fremmet Dragt, til Landet, som udgav sig for Solens Gesandt, og havde, ved at give adskillige QVAMITER (så kaldtes Indbyggerne efter Landets Navn QVAMA) de allerviiseste, og næsten guddommelige Leveregler, viist sig at være meer end et Menneske. Han afsendte derfor strax Gesandtere med Befalinger at indbyde mig til den Keiserlige Residents-Stad. De vare tredive i Tallet, og alle klædte i Tigerskind, hvilken Dragt holdes for den stør ste Prydelse i disse Lande, eftersom ingen har Tilladelse at bruge den, uden de, som have udmærket sig i Krig mod TANAQVITERNE, der vare fornuftige Tigre, og QVAMITERNES dødelige Fiender.
   Jeg havde i den lille Bye, hvor jeg boede, ladet mig bygge et muret Huus af tvende Stokværk, efter den Europæiske Måde. Denne Bygning studsede Gesandterne ved, som et Værk, der overgik menneskelige Kræfter, og gik ind deri, som i en Helligdom, med den andægtigste Ærefrygt, for at forkynde mig Keiserens Indbydelse i følgende Tale: "Da den store Keiser, vores allernådigste Herre, regner sit Slægtregister i mangfoldige Led fra SPYNKO, Solens Søn, den første Regent i QVAMA, kunde intet i Verden overraske ham behageligere end dette Gesandtskab, især da det sigtede til Rigets største Nytte, og det var at formode, at hele Landet under en så ypperlig og himmelsk Lærer snart vilde fåe en ganske anden Skikkelse; Hans Majestæt håbede derfor, at Solens Gesandt heller indfandt sig i Hovedstaden, da der i samme var større og mangfoldigere Leilighed for ham til at virke med alle sine Fuldkommenheder." Jeg besvarte dette med den ydmygste Taksigelse, og begav mig strax på Reisen til Hovedstaden med Gesandterne. Disse Herrer havde været fiorten Dage om at giøre denne Reise hid; men på Tilbageveien havde vi, ved Hielp af min Kunst, nok i fire Dage. Thi da jeg havde lagt Mærke til, at der i Landet var Overflod af Heste, som vare Indbyggerne meere til Byrde end Nytte, siden de løbe vilde omkring i Skovene, viiste jeg dem den store Nytte man kunde have af disse ædle Dyr, og lærte dem at tæmme dem. Der blev strax nogle fangede og giorte tamme, så at jeg, mens Gesandterne vare hos mig, allerede havde så mange færdige og tilredne, som vi behøvede til Reisen. De bleve meget forskrækkede ved at see disse Heste, og toge længe i Betænkning at sætte sig op på dem; men da de såe mig og adskillige andre, uden Frygt og Fare, tumle og regiere dem med Tømmen, som vi vilde, toge de Mod til sig, giorde selv et Forsøg, og beqvemmede sig endelig til denne Reisemåde, hvorved de kom hiem i tredie Parten af den Tid, de havde brugt til at reise hen i. Da vi nærmede os Stedet, hvor Hovedstaden skulde ligge, hørte vi, at den var flyttet til en anden Provinds; vi måtte altså vende om igien, og toge en anden Vei.
   Man kan ingen Forestilling giøre sig om den Forundring og Bestyrtelse, hvormed QVAMITERNE såe vort Indtog. Nogle bleve så forskrækkede, at de løbe ud af Byen. Keiseren selv vovede, af Frygt, ikke at komme uden for sit Telt, og lod sig ikke see, førend een af Gesandterne steeg af Hesten, gik ind, og forklarede ham denne Hemmelighed. Kort efter blev jeg på det høitideligste med et stort Følge indført i det Keiserlige Telt. Den gamle Keiser sad på et Teppe, omringet af sine Hoffolk. Da jeg kom ind, ophøiede jeg i de beskedneste Udtryk den store Nåde, Hans Keiserlige Majestæt viiste mig, hvorpå han reiste sig op, og spurgte mig, hvad Kongen i Solen, hans Families Stammefader for nærværende Tid tog sig for? Da jeg fandt det nødvendigt at underholde denne gamle Vildfarelse hos QVAMITERNE, svarte jeg: at Hans Majestæt, Kongen i Solen, havde sendt mig ned til dette Land, for ved gode Love og Leveregler at forfine de udyrkede QVAMITERS Sæder og Levemåde, og lære dem de Kunster, hvorved de ikke allene kunde modståe deres stridbare Naboer, men endog udbrede deres Riges Grændser: og lagde til, at det var mig befalet, bestandig at blive her. Keiseren fandt megen Behag i denne Tale, lod strax et Telt opreise for mig tæt ved sit, gav mig femten Tienere til min Opvartning, og behandlede mig ikke som sin Undergivne med en Overherres Myndighed, men som sin fortrolige Ven.