Niels Klims underjordiske Reise

---

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XVI: Forfatterens Tilbagekomst til sit Fædreland, og Enden på det femte Monarkie

   Længe låe jeg ganske følesløs og uden Sandser imellem Klipperne; thi dette Fald og den forunderlige Forvandling, hvorved jeg, som nylig var Stifter af det femte Monarkie, pludselig såe mig omskabt til en fattig og forhungret Baccalaureus, havde reent fortumlet min Hierne. Og sandeligen, dette Fald var så gyseligt og så poetiskt, at det kunde have forvirret endog det allerstærkeste Hoved. Jeg begyndte at spørge mig selv, om det var sandt hvad jeg såe, eller om det kun var en Drøm? Da Heeden noget havde sat sig, og jeg begyndte at komme til mig selv igien, forandredes Forskrækkelsen til Bedrøvelse og Fortrydelse.

O almægtige Fader! udbrød jeg, og strakte mod Himlen
Bævende Hænder - hvad Synd opirred' din Hevn, at du styrter
Alle Straffens Tordner ned på min Isse? hvor er jeg?
Hvorfra kom jeg? hvorhen? hvor flyer jeg, o Himmel! din Vrede?

Sandelig! giennemblader man alle Tiders Årbøger, vil man hverken i den gamle eller nye Historie finde Exempel på så stort et Fald, når jeg undtager NABUCODONOSORS, som fra den største Konge på Jorden blev forvandlet til et umælende Dyr. Jeg måtte prøve ligeså hård en Skiebne. I et Øieblik bleve to store Kongeriger, med næsten tive Provindser, revne fra mig, og nu havde jeg allene Skyggen deraf og de tomme Billeder tilbage. Nylig havde jeg været MONARK: nu kunde jeg neppe håbe at blive SKOLARK eller Skolemester i mit Fædreneland. Jeg var bleven kaldet Solens Gesandt: nu måtte jeg frygte for at blive Famulus hos en Provst, eller i det høieste hos en Biskop. Før havde Håb, Ære, Held og Seier altid fulgt mig, nu såe jeg ikke andet for mig, end Sorg, Jammer, Sygdom, Gråd og Klage. Jeg lignede Soelblomstret, der i en Hast opvoxer, og i en Hast igien forsvinder. Kort sagt: Smerte, Fortrydelse, Skam, Angest og Fortvivlelse oprørte således min Siel, at jeg snart tænkte på,

         - - til Ende på min Plage
Fra Siden, lig Kong Saul, mit Sværd at drage -

snart igien havde i Sinde at styrte mig hovedkulds ned igien i den Hule, hvoraf jeg var opkommet, for at forsøge, om en anden Underjordsreise vilde fåe et lykkeligere Udfald.

Tregange prøved' jeg mit skarpe Sværd at drage;
   Tre Gange stak jeg det i Skeden ind igien -
Tregange sprang jeg til - men sprang igien tilbage -

thi jeg erindrede mig, at jeg var en Christen, og afstod fra dette Forsæt, da den christelige Religion forbyder at berøve sig selv Livet for Tiden.
   Jeg stræbte altså at stige ned af Bierget på den besværlige og trange Stie, som fører til SANDVIG; men snublede adskillige Gange på Veien, da mit Sind var adspredt ved Bekymringer og ganske fordybet i Tanker på det femte Monarkie. Disse, skiøndt tomme, dog endnu nye Billeder, svævede endnu så levende for min Siel, at de næsten berøvede mig alle Sandser. Jeg havde også virkeligen lidt så stort et Tab, at jeg ikke troede, nogen Lykke i mit Fædreneland kunde oprette det. Hvad Erstatning vilde det være, tænkte jeg, om man gav mig Stiftamtmandskabet over BERGEN? eller, hvad endnu var meere, Statholderskabet over hele Norge? Hvad Trøst vilde det være for den, der nylig var Eenevoldsherre over så mange Riger, som han selv havde stiftet? Dog besluttede jeg hos mig selv, at dersom noget Statholderskab i mit Fædreneland skulde tilbydes mig, vilde jeg ikke ganske afslåe det. Da jeg var kommet Halvveien ned, blev jeg nogle Drenge vaer. Jeg vinkede ad dem, at de skulde komme mig til Hielp, og sagde: JERU PIKAL SALIM, hvilket i det Qvamitiske Sprog betyder: VISER MIG VEIEN. De bleve forskrækkede over at see et Menneske i fremmet Klædedragt med en Hat på Hovedet, der glimrede af gyldne Solstråler, gave sig til at skrige himmelhøit, og styrtede sig så hastig ned af Klipperne, at de kom en heel Time tidligere til SANDVIG, end jeg, som gik så langsomt, da mine Fødder vare sårede af de afbrudte Klippestykker. Der giorde de den hele Bye forskrækket; thi de svore høit og dyrt på, at de havde seet JERUSALEMS SKOMAGER vandre iblandt Klipperne: at han havde Solstråler om Hovedet, og at han gik bestandig og sukkede, til Tegn på hans gamle Hiertesorg. Da Bønderne spurgte dem, hvoraf de vidste, at det var Jerusalems Skomager, svarede de, at jeg selv havde sagt dem mit Navn og Fædreneland. Jeg sluttede mig siden til, at denne Vildfarelse var kommet af mine Ord: JERU PIKAL SALIM, som de ikke havde forstået. Hele Byen kom i Oprør, og ingen tvivlede om denne Fortællings Sandhed, så meget meere, da Eventyret om den vandrende Skomager nylig var opkågt, såsom man sagde, at han for kort Tid siden havde ladet sig see i HAMBORG.
   Da jeg selv henimod Aften kom til SANDVIG, såe jeg alle Indbyggerne ståe forsamlede i store Hobe; thi den alle Dødelige medfødte Begierlighed til at høre og see noget nyt, havde lokket dem sammen fra hele Egnen. De havde længe stået længselfulde ved Foden af Bierget, for at modtage den nye Giest; men såsnart som de hørte mig tale, bleve de forskrækkede, og toge alle Flugten, undtagen een gammel Mand, der var dristigere end de andre. Jeg talte til ham, og bad ham at give en Vildfarende Herberg i sit Huus. Han spurgte mig:

   -Hvor er du fød? hvor har du hiemme?
Fra hvilken Egn af Verden kommer du? -

Jeg svarte ham

      -med Suk og afbrudt Stemme:
Jeg mine Plagers Krønike vil giemme
   Til bedre Tid og Sted - ledsag mig nu! -

og når jeg kommer i dit Huus, skal jeg fortælle dig Tildragelser, som vil forekomme dig utrolige, og hvortil du ikke vil finde Magen i nogen Historie. Den Gamle blev nysgierrig, tog mig ved Hånden, og førte mig til sit Huus, ærgerlig over sine Landsmænd, der af en utidig Frygt toge Flugten for ethvert ubekiendt Ansigt, som om det var en Komet. Såsnart jeg kom ind i hans Huus, forlangte jeg noget at drikke, for at slukke min Tørst. Han rakte mig selv et Glas Øl, thi hverken hans Kone eller Pige vovede at komme mig nær. Da jeg havde drukket, begyndte jeg således: "Du seer her et Menneske for dig, som har været en Bold for Lykkens ustadige Vinde, og er bleven forfulgt af Skiebnen meere end nogen anden Dødelig. Man veed vel, at endog de allervigtigste Ting kunne forandre sig i et Øieblik; men det, som er hendet mig, overgåer al menneskelig Forventning:

Hvad mig er hendt er uhørt, uden Mage,
I vore Tider og i gamle Dage. -"

Hertil svarede min Vert: "Dette er de Omvandrendes Skiebne; thi hvor mange Tilfælde og Forandringer kunne ikke indtreffe på en Reise, som varer i sexten hundrede År?" Jeg fattede slet ikke hans Meening, og bad ham derfor sige mig, hvad han forstod ved disse sexten hundrede År. "Dersom man skal troe Historien," svarede han, "så er det nu sexten hundrede År siden JERUSALEM blev ødelagt, og jeg tvivler ikke om, ærværdige Mand, at du jo ved dens Ødelæggelse allerede var til Års; thi er det sandt, hvad man fortæller om dig, så måe du være født under TIBERS Regiering." Jeg kunde ikke svare noget dertil; thi jeg troede han var bleven afsindig, og lod ham vide, at hans Ord vare mig en mørk Tale. Men han bragte mig et Kobberstykke, hvorpå Jerusalems Tempel var afbildet, og spurgte, om det virkeligen lignede Originalen. Midt i min Sorg kunde jeg ikke bare mig for Latter, og spurgte om Årsagen til så forvirret en Tale. "Jeg veed ikke," svarte han, "om jeg tager Feil eller ikke. Indbyggerne på dette Sted bevidne, at du er den i Historien berømte JERUSALEMS SKOMAGER, som siden CHRISTI Tid har omvandret den hele Verden. Men jo meere jeg seer på dig, jo meer erindrer jeg mig en gammel Ven, som for tolv År siden omkom på dette Biergs Top." Ved disse Ord forsvandt Tågen for mine Øine, og jeg kiendte min gamle Ven ABELIN igien, i hvis Huus i BERGEN jeg så ofte var kommet. Jeg løb ham i Favnen med udstrakte Arme, og råbte: "Altså er det dig, min kiere ABELIN! jeg kan neppe troe mine egne Øine. Her seer du da din KLIM igien, som er kommet tilbage fra den underjordiske Verden. Jeg er den samme, der for tolv År siden styrtede ned i Hulen." Han blev over dette Særsyn,

      -Som den der truffen af et Lyn,
Ståer henrykt uden Liv, og stirrer uden Syn -

"Jeg seer min KLIMS Ansigt igien!" råbte han, "det er hans bekiendte Stemme!

Så strakte han sin Hånd, således såe han ud! -

Men endskiøndt jeg ikke har seet nogen, der meere har lignet KLIM, kan og bør jeg dog ikke troe mine Sandser; thi nu omstunder ståe de Døde ikke meere op: jeg må have kraftigere Beviser, om jeg skal troe dine Ord."
   For da at betage ham al Tvivl, fortalte jeg ham nøiagtigen og stykkeviis alt hvad der fordum var foregået imellem os. Da han hørte dette, bleve hans Øine ligesom åbnede, han faldt mig om Halsen med Tårer, og sagde: "Nu seer jeg, at du er KLIM selv, og ikke hans Gienfærd; men fortæl mig, hvor du i så lang Tid har ligget skiult, og hvorfra du har fået denne underlige og ubekiendte Dragt." Derpå begyndte jeg ordentlig at fortælle ham alt, hvad der var hendet mig efter min Nedgang i Hulen. Han hørte agtsom derpå, indtil jeg kom til at fortælle om Planeten NAZAR, og de fornuftigtalende Træer; thi her blev han utålmodig, og sagde: "Ingen Drøm kan være urimeligere, ingen rasende eller drukken Mands Snak meere forvirret, end det du siger. Jeg vilde snarere troe med vor eenfoldige Almue, at du var faldet iblandt underjordiske Trolde; thi alt hvad man fortæller om dem, forekommer mig meget rimeligere, end din underjordiske Reise." Men jeg bad ham indstændig, at han vilde have Tålmodighed, og lade mig bringe min Fortælling til Ende. Endelig taug han, og jeg begyndte at fortælle hvad der videre var mødt mig hos de underjordiske Indbyggere, og hvorledes jeg havde stiftet det største Monarkie, som nogensinde har været til i Verden. Alt dette forøgede end meere hans Mistanke om, at jeg havde været iblandt Skovtrolde, som havde forhexet mig ved deres Koglerier, så at jeg havde grebet Skyggen for Legemet; og for at see, hvorvidt min Afsindighed gik, begyndte han at spørge mig om de Saliges og Fordømtes Tilstand, de elysæiske Marker, og deslige. Da jeg mærkede hvad han sigtede til, svarede jeg: "Din Vantroe er meget tilgivelig; thi min Fortælling måtte forekomme enhver fabelagtig og opdigtet. Det, som er hendet mig, er så overordentligt, at det overstiger al menneskelig Troeværdighed. Imidlertid sværger jeg ved alt det, som helligt er, at jeg ikke har opdigtet eller tillagt noget, men at jeg har fortalt alting oprigtigen og ligefrem, som det er mødt mig." Men han blev ved sin Vantroe, og bad mig, at jeg i nogle Dage vilde udhvile mig, da han håbede, at min forvirrede Hierne imidlertid skulde komme i Orden.
   Efterat jeg havde henbragt otte Dage her i Rolighed, troede min Vert, at jeg havde havt Tid nok til at forvinde min Galenskab, og begyndte igien at tale om den underjordiske Reise; thi i disse otte Dage havde han ikke tilladt mig at tale eet Ord derom. Han håbede nu, at det femte Monarkie, tilligemed dets tive Riger og Fyrstendømmer, var så aldeles forsvunden, at der ikke var en eeneste Bye eller Flek tilbage deraf. Men da han hørte, at jeg igientog det samme som før i det Hele og stykkeviis, at jeg fortalte det i sin Orden fra Begyndelsen til Enden, og tilsidst bebreidede ham hans Vantroe; og da jeg desuden indvendte ham eet og andet, som han ikke kunde nægte, for Exempel, at jeg for tolv År siden var styrtet ned i Hulen, og at jeg endelig var kommet tilbage til mit Fædreneland i en fremmet og ubekiendt Klædedragt: så begyndte han at blive tvivlrådig, og vidste ikke hvad han skulde svare. Bestyrtset vilde han gåe fra mig, men jeg blev ved at beviise ham, at hans Troe på Trolde og Biergfolk var langt urimeligere end min Underjordsreise; thi disse vare kun Drømmerier og Ammestue-Fabler, da derimod adskillige store Philosopher havde antaget, at Jorden var huul, og at der var en anden mindre Klode inden i den: og at min Erfaring nu havde stadfæstet denne Meening, så jeg ikke kunde modsige mine egne Sandser.
   Endelig gav han efter for disse Beviiser, og sagde: "Din Bestandighed i at påståe dette, som du ikke kunde have nogen Fordeel af at digte, vinder Seier over min Vantroe." Overbeviist om Sandheden, bad han mig at begynde mine Tildragelser forfra, og fortælle dem udførlig. Det behagede ham meget, hvad jeg fortalte ham om Planeten NAZAR, og især om Fyrstendømmet POTU, hvis Love og Indretninger, han sagde, burde være en Rettesnoer for alle Republiker. Han mærkede nu, at Planen til en så vel indrettet Stat ikke kunde komme af et forvirret Menneskes Hierne; disse Love syntes ham at være meere guddommelige end menneskelige, og han opskrev alt hvad jeg sagde, for ikke at glemme noget deraf.
   Da jeg mærkede, at han var overbeviist, begyndte jeg at tænke på mig selv, og spurgte ham, hvad jeg i disse Omstændigheder skulde giøre, eller hvad Lykke han meente jeg nu, efter så store Bedrifter i den underjordiske Verden, kunde håbe i mit Fædreneland. Han svarede: "Jeg råder dig, at du ikke åbenbarer nogen Dødelig dine Hendelser. Kiender du ikke vore Præsters Forfølgelsesånd? Da de sætte dem i Band, som antage, at Jorden bevæger sig, og Solen ståer stille, så ville de ganske vist erklære dig for ugudelig og uværdig til de Christnes Samfund, når du taler om en Soel og Planeter under Jorden. Hvor meget vil allene Magister RUPERTUS forfølge dig, og tordne imod dig? han, som i forrige År dømte en Mand til at ståe offentlig Skrifte, allene fordi han troede Antipoder? Ganske vist vil han dømme dig til Bålet, for din Lære om den nye Verden. Jeg råder og formaner dig derfor, at du lader dette blive en evig Hemmelighed, og at du i nogen Tid holder dig skiult hos mig." Derpå bad han mig at aflægge mine underjordiske Klæder, og at ombytte dem med andre; og siden viiste han alle dem bort, som kom af Nysgierrighed, for at see JERUSALEMS SKOMAGER, og foregav, at han var igien i en Hast forsvunden. Ikke destomindre udbredte dette Rygte sig i en Hast over det hele Land, og alle Prækestole gienløde af Advarsler og Spådomme om en forestående Ulykke, der skulde følge på denne Åbenbarelse. Jerusalems Skomager, sagde man, var kommet til SANDVIG, som Guds Vredes Herold, for at formane Folket til Omvendelse. Og da et Rygte altid forstørres, jo meere det udbredes, forbedrede man også denne FabeI med mange Tilsætninger. Således fortalte nogle, at den omtalte Skomager havde forkyndet Verdens Ende, og truet, at dersom Menneskene ikke omvendte sig inden St. Hansdag, skulde alting undergåe ved Ild, og deslige. I et vist Sogn giorde disse Spådomme så stor Opsigt, at Bønderne lode deres Agre ligge udyrkede, da de, formedelst Verdens forestående Undergang, ikke ventede nogen Høst; men såsom Præsten i dette Sogn, Magister NIELS, frygtede, at han derved skulde miste sin Tiende og andre Indkomster, tillyste han, at den yderste Dag var udsat et År, og at de derfor ikke skulde tage i Betænkning at vende tilbage til deres sædvanlige Arbeid. Da ingen, uden min Vert og jeg, vidste den sande Årsag til disse Fabler, så gave de os Anledning nok til Latter.
   Da jeg endelig ikke kunde være længer skiult i et fremmet Huus, og jeg nødvendig igien måtte lade mig offentligen see, foregav min Vert, at jeg var en Student fra TRONDHIEM, der var beslægtet med ham, og nylig var kommet til denne Egn i et Besøg. Siden anbefalede han mig så eftertrykkelig, både mundtlig og skriftlig, til Biskoppen i BERGEN, at Hans Høiærværdighed endelig lovede mig det første Rectorat, som blev ledigt. Dette Embede var meest efter min Smag, da det syntes at have nogen Lighed med min forrige Stand; thi et Skole-Rectorat er et Billede på den kongelige Regiering. Riset i Skolen ligner meget et Scepter, og Kathedret kan man gierne kalde en Trone. Men da der længe ingen Plads var ledig, og jeg behøvede hastig Befordring, besluttede jeg, for ikke at døe af Hunger, at tage imod det første Embede, som jeg kunde fåe. Kort derefter døde Klokkeren til Korskirken overmåde beleiligen, og Biskoppen udnævnede mig til hans Eftermand. En latterlig Befordring for den, der nylig havde hersket over så mange Riger. Dog, da intet giør Menneskene latterligere end Fattigdom, og det er dårligt at kaste det skidne Vand bort, førend man har det reene, så afslog jeg ikke dette Tilbud: og henlever nu min Tid i dette Embede i en philosophisk Rolighed. Kort efter denne Forvandling blev foreslået mig et hæderligt Givtermål med en Kiøbmandsdatter fra BERGEN, ved Navn MAGDALENE. Jeg kunde lide Pigen; men da det var rimeligt, at Keiserinden i QVAMA endnu levede, frygtede jeg, at jeg skulde giøre mig skyldig i Polygamie, om jeg givtede mig med samme MAGDALENE. Men Herr ABELIN, i hvis Barm jeg pleiede at udøse alt hvad der låe mig på Hiertet, betog mig denne Tvivl, og beviiste mig Dårligheden i min Betænkelighed med så mange Grunde, at jeg endeligen ægtede hende.
   Med denne MAGDALENE levede jeg sex År i et fredsomt og kierligt Ægteskab. Dog fortalte jeg hende aldrig mine underjordiske Hendelser; men da jeg alligevel ikke ganske kunde fåe den Høiheds Glands af Hovedet, som eengang omgav mig, yttrede det sig undertiden, og yttrer sig endnu den Dag i Dag er, i enkelte Tegn og Handlinger, som kun lidet passe sig til min nærværende Tilstand. I dette Ægteskab har jeg avlet tre Sønner, CHRISTIAN, JENS og KASPAR; jeg har altså fire i alt, dersom ellers Prindsen af QVAMA endnu er i Live.