Bogkassens Hemmelighed

---

Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

1. Arminianerne

   Der så ikke fredeligt ud i Rotterdams Gader, og dog var der Fred i Riget - for så vidt man kunde tale om Fred i hine Tider, da den mindste Gnist kunde få Krudtet at fænge. Ivrige Borgermænd med lange Kapper og bredskyggede Hatte, i Knæbenklæder og store Støvler eller Spændesko hastede gennem Gaderne eller stod i Småklynger og talte sammen med ophidsede Åsyn.
   Det brede flamske Sprog med dets mange mærkværdige Lyde syntes endnu mere knudret og buldrende end til daglig. Det var ikke let at blive klar over, hvad der var på Færde; men hørte man efter, vilde man Gang på Gang opfatte Ordet „Arminianer”.
   Hvad kunde dog bringe Folk i en sådan Ophidselse på den varme Sommerdag den 28. August 1618?
   Selv Kvinderne var med i det brogede Skuespil. De havde ikke engang givet sig Tid til at tage Overtøj på; men de kom ud af Husene i deres maleriske Dragter: de stærkt nedringede Kjoler med de korte Ærmer og de mangedelte Skørter, kulørte Opslag eller flanderske Kniplinger, Guldkæder om Hals og Arme, dyre Stene fra Indialand på Fingre og i Øren, vide Nederdele, så folderige, at de så ud som en Bikube på Vandring, men tillige ofte af de kostbareste Stoffer, Klæde fra Ypern, Fløjl fra Brabant, Silke fra det Kejserrige Kina, hvor Solen står op, eller fra Italialand, hvortil Munke skulde have bragt Kundskaben om at opdrætte Silkeorme.
   Nu kom der en Flok Byknægte gennem Gaden.
   Den forreste Række bar langskaftede Partisaner, hvis brede Plader, der var blanke som Sølv, lynede og glimtede i den skære Sommersol. De næste Rækker bar Hagebøsser og store Sværd. Hille dog, som de brystede sig. Det var nemt at se, at de var vigtige Folk. Tvivlede man om det, behøvede man blot at kaste et Blik på den Fændrik, som førte Troppen.
   Stolt og alvorsfuld som en kalkunsk Hane skrider frem i Spidsen for sine Høner, gik han foran sin Trop med det lange Sværd på Skulderen. Nej, der var ingen, som med Grund kunde tvivle om, at han var en af Staden Rotterdams vigtigste Personer - Fændrik blandt Stadsknægtene, som havde indlagt sig så megen Fortjeneste i Krigen med Spanierne.
   „Brænd dem, de lede Kættere!” råbte en tykmavet Mand, der kunde se ud som en Slagter.
   „Bind dem Sten om Halsen og kast dem i Kanalen!” skreg hans Sidemand, en stor, stærk Smed, som lige havde forladt sin Smedie. Han havde endnu sit Skødskind på, og hans sortplettede Ansigt fortalte tydeligt, at han ikke havde nået Tid til at give sig en lille Afpudsning, inden han sprang ud på Gaden.
   „Kættere skal brændes, Mester Rudolf!” sagde den tykke.
   „På samme Måde, som Gud overgiver deres Sjæle til den evige Ild, skal den menneskelige Dom overgive deres Legeme til Luerne!”
   Hans Ord hilstes med Bravoråb af de nærmeststående.
   „Brænd dem! Brænd dem!” hylede de, og deres Skrig istemmedes snart af hele Gaden.
   Folk begyndte at bevæge sig i Retning af Bysvendene, som snart fik et mægtigt Følge efter sig.
   Ved Zwarte Paardestaat lå en Trækskøjte i Kanalen. Skipperen, den skikkelige og brave Cornelius Dirks fra Gorkum, stod på Dækket og stirrede på den Menneskemængde, som hastede forbi ham. Han kunde ikke få i sit Hoved, hvad der kunde være i Vejen.
   „Hvad er der løs?” råbte han til en Mand, som kom langs med Kanalen. „Er Fjenden i Landet?”
   „Ja, han er i Landet! Men nu er det ude med ham. I Dag har Rådet truffet Bestemmelse om, at de skal fængsles!”
   „Hvem?” spurgte den skikkelige Cornelius og så forundret på Manden.
   „Arminianernes Førere! Du er nok ej rigtig med, min brave Skipper. Hvor er du fra?”
   „Såmænd, nej! - Rigtig med er jeg ej; det skal jeg villig indrømme. Jeg er da ellers fra Gorkum, og hvad Arminianerne angår, da har jeg både set og hørt Jacob Harmensen mange Gange, når jeg var i Leyden. Nu er det vel en Snes År siden, at han døde; men jeg tvivler om, at der findes nogen Præst i Nederlandene, der giver bedre Prædikener, end han gjorde.”
   „Du er måske selv Arminianer?” spurgte Manden mistænksomt.
   „Nej, det er jeg ej! - Jeg er ej Arminianer, lige så lidt som jeg er Katolik. Jeg kan bare ej forstå, at Folk i de fri Nederlande, hvor vi selv og vore Fædre har kæmpet så tappert for vor Tro, ej kan få Lov til at høre til den Kirke, som de synes om, og dyrke deres Gud, som de finder det tjenligt! - Det er nu sådan min Religion!”
   Manden på Kajen skulede ondt til Skipperen.
   „Du er nok ej helt ren i Troen alligevel, min gode Mand. - Jeg kunde fristes til at melde dig for Rådet!”
   „Gør du kun det! - Men jeg hører ej hjemme i Rotterdam, og min Skude kan bringe mig hen, hvor jeg lyster. Vil nogen prøve at komme her om Bord, da har jeg vel en Håndspage eller en Smule Økse, og så vanker der brodne Pander!”
   „I er noget for jer selv, I Sydhollændere!” sagde den anden mildere.„Men det lader ej til, at du ved noget om, hvad der foregår i Byen?”
   „Nej, det kender jeg ej!”
   „Så skal jeg fortælle dig det. - Rådsherrerne med Prins Moritz af Oranien i Spidsen har bestemt sig til, at de vil lade Johan van Oldenbarneveldt og Hugo de Groot fængsle!”
   „Hvad? Rådspensionæren og Borgmester Hugo de Groot!”
   „Det er en meget lærd Mand. Han kaldes også Hugo Grotius blandt sin Lige. - Van Oldenbarneveldt er jo en meget kendt Mand!”
   „Det tror jeg! - Men han må da have Prinsen til Ven, siden det var ham, der hjalp ham til Magten.”
   „Det skal du ej sværge på! - Prinsen er først og fremmest Religionens Forsvarer, og over for dem, som angriber den, har han ingen Nåde. Nej, i Dag er det ude med Johan van Oldenbarneveldt.”
   „Mon man skulde tro det?” sagde Skipperen og rystede på Hovedet.
   „Nå, nu vil jeg gå, Skipper! Jeg må se, når man trækker af med de fine Herrer. Det Syn kan jeg lide!”
   Cornelius Dirks brummede i Skægget, mens han låsede Lugen over den lille Kahyt.
   Han havde kendt Johan van Oldenbarneveldt gennem mange År og vidste, at han var en Mand, der havde gjort sit Land uvurderlige Tjenester; men endnu bedre kendte han den venlige og ejegode Hugo de Groot. Der tjente hans egen Datter Rebekka jo som Barnepige, og hun kunde ikke noksom rose den brave Doktor Hugo og den godhjertede og slanke Fru Maria.
   Skulde man se nøjere til, så var det nok ikke så meget de religiøse Stridigheder, som var Skyld i disse Optøjer, som det, at Prinsen ønskede at få Johan van Oldenbarneveldt gjort uskadelig, så han ikke skulde komme hans Planer om at komme på Nederlandenes Trone på tværs. Oldenbarneveldt var Republikaner, og det skulde Prinsen også være. Men skam den, som troede ham, den skulende Karl, tænkte Skipper Cornelius, da han gik i Land.
   Han gik roligt og sindigt gennem Gaderne hen til det Hus, hvor den lærde Borgmester Hugo de Groot eller, som man også kaldte ham, Hugo Grotius, boede. Uden at lade sig anfægte af Stimmelen i Gaden banede den rolige Skipper sig Vej til Porten og gik ind i Huset.
   Han gik ad Køkkenvejen; men der var ingen at finde. Derimod kunde han fra det tilstødende Værelse høre Børn, som græd og klynkede, og han kunde kende sin Datters Røst, mens hun søgte at stille de små tilfreds. Så gik han hen og bankede på Døren.
   Rebekka kom ud. Hun var en stor, køn Hollænderinde, fyldig og sund med røde Kinder og røde Hænder og Arme. Hendes Ansigt lyste af Godhed og Kraft.
   „Men, Far! Du her!” råbte hun og slog Hænderne sammen med et lydeligt Klask.„Her ser rigtignok ud til den dyre Tid!”
   „Det gør nok så! - Jeg skulde ellers hilse fra Gorkum.”
   „Ja, det kunde jeg da tænke! Jeg mener ellers: „Tak skal du have.” Men er det da ej forskrækkeligt, som de nu behandler den gode Doktor Hugo?”
   „Hvad vil de vel gøre ham?”
   „Får de Lov at råde, som de har Lyst, så hugger de nok Hovedet af ham. Fru Maria græder, som om hun skulde græde sine Øjne ud. De små græder, når de ser deres Moder græde. Doktor Hugo sidder ved sit Bord og vil skrive noget ned, som ej må blive glemt, hvis det skulde gå sådan, at han mister Livet.”
   „Det er nok et strengt Hus, man kommer til i Dag! - Ja, jeg havde hørt en Fugl synge om det; men hvorfor kan Doktor Hugo ej lade Arminianerne og Gamaristerne strides, uden at han skal være med? - Det vilde jeg nu gøre, om jeg var ham,” sagde Cornelius sukkende.
   Rebekka så på sin Fader med et straffende Blik.
   „Men du er ej Doktor Hugo! - Han skal nu være med, hvor der kæmpes med Ord og Meninger. Oldenbarneveldt er hans bedste Ven, og han vil ikke lade ham ene på Nødens Dag. Fru Maria siger, at hendes Mand er modigere end den tapreste Soldat, og jeg ved selv, at han er den mest godhjertede Mand i Verden. - Så, nu græder lille Pieter igen, så må jeg ind til ham!”
   Hun for ind i Barnekammeret, og Skipper Cornelius blev alene.
   Dette her var lige ved at gå over hans Forstand. Hvem kunde tænke på at gøre sådan en Mand som Hugo de Groot Fortræd? Var det endda en Krigsmand eller en mægtig Adelsmand eller Handelsherre, som man vilde frygte kunde rive Magten til sig i Staten.
   Men det drejede sig kun om, at Præsten Jacob Harmensens Tilhængere eller Arminianerne, som man kaldte dem, så lidt anderledes på Trossager end de renlivede Calvinister eller Gamaristerne, som det nye Navn til dem nok var.
   Cornelius Dirks skulde ikke få lang Tid til sine Overvejelser. Pludselig lød det, som om Huset blev stormet. Der hørtes Trampen af mange Fødder på Hovedtrappen, Klirren af Våben og Raslen af Sporer; Kommandoråb, Banden og Skænden, blandet med Hylen og Spektakel af Mængden udenfor, fik en til at tro, at Fjenden var i Byen.
   Så kunde han høre, at en Dør blev slået op. Et Øjeblik - men også kun et kort Sekund - blev der mere stille; men så lød der et skingrende Kvindeskrig.
   Nu kunde den brave Cornelius ikke holde sig i Ro længere. Han greb det svære Jernstegespid, som stod ved Siden af Arnen, sprang hen og åbnede Døren ind til Stuen.
   Der mødte ham et sørgeligt Syn.
   Inden for Døren stod et Par Byknægte med de drabelige Hellebarder, der var så lange, at de rørte Loftsbjælkerne. Udenfor i Gangene kunde han se flere, og midt inde i Stuen stod en Officer med draget Sværd og talte til Hugo Grotius, som lige havde rejst sig fra sit Skrivebord, der var dækket med Papirer.
   Han støttede endnu med den ene Hånd på Bordpladen, mens han med den anden holdt om sin Hustru Maria (el. Margarete) van Reigersberg, som havde kastet sig ind til ham og slået begge Arme om hans Hals i sin grænseløse Angst og Rædsel. Det var hende, som havde skreget.
   Men den lærde Herre havde ikke tabt Modet. Netop som Cornelius kom ind, vendte han sit rolige Ansigt mod Officeren og spurgte:
   „Hvad kan jeg være jer til Tjeneste med, Hr. Kaptain?”
   „Jeg kommer på Generalstaternes Befaling for at fængsle jer, Doktor Grotius!”
   „Fængsle mig? - Hvad Anklage fører I da mod mig? I ved vel, Hr. Kaptajn, at her i de fri Nederlande er det Skik og Brug, at man først forhører en Mand, inden man fængsler ham, om han da ikke har begået Mord eller andre grove Forbrydelser? Jeg må da med nogen Ret spørge, hvad Anklage I fører mod mig?”
   Grotius talte roligt og lidenskabsløst, og det var ikke synligt på ham, at han var bange eller rystet af Begivenhederne.
   Kaptajnen rømmede sig.
   „Det må I lade Generalstaterne og Prins Moritz om. Jeg kommer efter Befaling, og min Ordre lyder på, at jeg skal bringe jer med mig, enten I vil eller ej.”
   „Hugo, Hugo! - Du ved da nok, hvad det drejer sig om. - Nu tager de dig fra mig, og jeg får dig aldrig at se mere!” jamrede Fru Maria.
   Hun brast i voldsom Gråd, og han lod sin smalle, hvide Hånd glide kærtegnende ned ad hendes Nakke.
   „Men det lover jeg dig for sandt, Hugo! - Hvor de fører dig hen, der skal jeg følge dig, og de skal gemme dig godt, om jeg ej skal finde dig!” fortsatte hun.
   Kaptajnen snoede sin vældige Knebelsbart og så på det ulykkelige Par med et Blik, som lyste af ondskabsfuld Glæde.
   „Der ser I, Doktor Hugo, hvad der kommer ud af at være i Selskab med Arminianere og Kættere! - Nu må I følge med mig straks! Jeg har ej Stunder at vente. I skulde nødigt komme senere til Forhørsbordet i Stadshuset end eders Makker, Rådspensionæren!”
   „Skal Oldenbarneveldt også fængsles?” spurgte Doktoren.
   „Vist skal han så! - Nu er Gideons Sværd over Amalekiterne. Nu skal al Vantro udryddes, og kun Calvins rene Lære skal herske i de frigjorte Nederlande!” skreg Kaptajnen.
   „Ja, så er Turen nok kommet!” sagde Hugo Grotius henvendt til sin Hustru. „Kære Maria! - Jeg må forlade dig og vore Børn. Hold Modet oppe! Den gode Gud vil nok holde sin Hånd over dig!”
   Kaptajnen rynkede Brynene og gik hen og greb Grotius i Armen for at rive ham fra hans Hustru.
   „Nu er den Snak lang nok! - Ej vil jeg stå her og spilde min Tid og høre på jer Gudsbespottelse. En Kætter tør ej nævne den gode Guds Navn. - Kom nu, Doktor Hugo!”
   Grotius gjorde sig lempeligt fri for sin Hustru.
   „Må jeg have Lov at sige Farvel til mine Børn?” spurgte han.
   „Lad så være! - Men det må ske her. - Man kan ej vide, hvad I kan finde på!”
   Fru Maria gik ud og hentede Børnene. Den seksårige lille Pige, Popeje, som hendes Kælenavn var, der betyder lille Dukke, og Pieter, hendes fireårige Broder.
   Hugo Grotius bøjede sig ned over sine Børn og tog Afsked med dem. Han sagde ikke noget; men hans Øjne stod fulde af Tårer, og det var let at se, at denne Afsked kostede ham den sværeste Kamp.
   „Lad det så være nok!” råbte Kaptajnen. „Jeg kan ej stå her den hele Dag!”
   Det var et rørende Optrin, som man skulde synes måtte bevæge en Sten; men den rå Kriger var ej sådan at røre.
   „Nu skal det have en Ende!” råbte han brutalt og sprang hen og puffede ublidt Fru Maria til Side.
   Så greb han Hugo Grotius i Armen og vilde slæbe ham ud.
   Men dette blev Skipperen fra Gorkum for meget. Ingen havde hidtil ænset hans Nærværelse, som han stod der inden for Døren.
   „Lad Doktor Hugo være i Fred!” skreg han og gjorde et rasende Udfald efter Kaptajnen med Stegespiddet. Det var for så vidt ærligt nok, som det gennemborede Køllerten og rev den op i Siden.
   „Fordømte Galning!” skreg Kaptajnen og greb efter sit Sværd, som han havde stukket i Skeden; men han fik ikke Brug for den. En af Knægtene gav Cornelius et Slag i Hovedet med Hellebardens jernbeslåede Skaft, så han sank stønnende om på Gulvet.
   Svendene greb Hugo Grotius i Armene og trak af Sted med ham. De gav ham ikke engang Tid til at tage en Hat på; men trak ham barhovedet med sig gennem Gaden.
   Her modtoges han med Hujen og Skrigen af Pøbelen.
   Mange af de rige Borgere og deres Fruer og Døtre, som var kommet ud på Gaden, så efter Hugo Grotius med medlidende Blikke; men de kunde ikke hjælpe ham. Prinsen var i Byen med mange Krigsfolk, og det vilde kun passe ham alt for godt, om han kunde få Lejlighed til at fare over det rige Borgerskab i Rotterdam.
   På Løjbænken i Hjørnet af Stuen lå Skipper Cornelius fra Gorkum, og hans Datter stod ved Siden af ham og badede den vældige Bule, han havde fået i Panden.
   Fru Maria sad også derinde med sine to Børn i Favnen. En Gang imellem sukkede hun dybt og sagde:
   „Men jeg giver ej op! - Jeg følger ham, om det så skal være til Verdens Ende.”
   Endelig var Cornelius ved at komme lidt til Klarhed igen. Han opfattede Fru Marias Udbrud og sagde:
   „Mangler I en Hjælper, Frue, send da Bud efter Cornelius Dirks i Gorkum; han er kun en ringe Mand; men han er altid til Tjeneste.”