Bogkassens Hemmelighed

---

Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

4. Den strenge Herre

   Mynherr van Penkenburg, Slotsherre på Loewestein, var en meget streng Mand. Han havde svunget sig op i Krigene mod Spanierne og havde tjent under Prins Moritz af Oranien. Denne, der med Rette regnes for at være en af Krigskunstens største Begavelser, forstod altid at se, hvad der boede i en Mand, og kunde så anvende ham efter hans Evner.
   Ved det vigtige Knudepunkt, som Fæstningen dannede mellem Floderne Naol og Maas, var det en Nødvendighed at have en Mand, som man kunde stole på, og som var ubestikkelig.
   Disse Egenskaber havde van Penkenburg; men han var tillige gnaven, skummel og utilnærmelig, så han egnede sig rigtig til at passe på Statsfanger, og derfor anvendte den beregnende Prins Moritz ofte dette Sted som Fængsel for politiske Forbrydere.
   Dagen efter at Hugo Grotius og hans Familie var ankommet til Loewestein, sad den lærde fordybet i sine Granskninger af et gammelt græsk Skuespil. fru Maria ordnede Skabe og Skuffer, og Rebekka havde travlt med at gøre det forreste Værelse beboeligt.
   Popeje og Pieter legede på Gulvet med en Hundehvalp, som havde sluttet sig til dem, straks de kom på Slottet.
   De var meget optagne af den ny Legekammerat, som for Resten var den mest udprægede Køter, man kunde tænke sig. Den var halvvejs krøllet, og over Munden havde den det pudsigste Overskæg.
   „Hvad skal den hedde?” spurgte Popeje. „Hvad synes du, Rebekka?”
   „Det ved jeg næsten ikke!” svarede Rebekka, der var meget optaget af at lægge Lintøj ind i det store Stolpeskab. „Hvad synes du?”
   „Jeg synes, den skal hedde Moritz!” svarede Popeje. „Det ligner Prinsen med det Mundskæg!”
   „Tys, Barn!” hviskede Rebekka forskrækket, „Det går aldrig an. Tænk på, at vi er her på et af Prinsens Slotte!”
   Pieter sad i dybe Tanker. Han vilde gerne have et godt Navn til Hunden; men han var en lille, betænksom Fyr, der sjældent forhastede sig.
   „Så må vi helst kalde den Munter, for det er den da!” sagde Popeje.
   „Nej, den skal hedde Nero!” sagde Pieter bestemt.
   „Hvorfor det?”
   „Jo, for Nero var lige så slem som Prinsen!”
   „Hvordan ved du det, lille Pieter?” spurgte Rebekka.
   „Jo, jeg hørte Far sige til Mor, at Prinsen var lige så grusom som Nero,”
   „Jo, men det er ikke et pænt Navn, for den er nu så sød,” sagde Popeje, der sad med sin firbenede Ven i Favnen.
   „Det er et nemt Navn!” sagde Rebekka. „Det kommer an på at give Hunde et let Navn, som man kan sige i en Fart.”
   I det samme blev Døren til Stuen revet op, og Slotsherren trådte ind. Han var en Mand på et halvt Hundrede År. Hans Hår var gråsprængt; men han førte sig rankt og stolt. Hans hvasse Øjne syntes at overse og gennemskue alt. På Hovedet havde han en bredskygget Hat med en Fjerbusk i. Koften var at grønt Klæde og holdtes sammen om Livet med et bredt Læderbælte, hvori der sad en Daggert. Ved Siden bar han en lang, lige Stødkårde. På Fødderne havde han mægtige Støvler med brede, gule Hjorteskindsopslag.
   „Er det en Hund, I har ført med jer?” spurgte han strengt og pegede på Nero, der hilste hans Komme med et arrigt Bjæf.
   „Nej, strenge Herre!” svarede Rebekka. „Den hører til her på Slottet. Den holder sig til Børnene.”
   „Smid den ud!”
   Det trak op til Gråd hos Popeje; men den lille Pieter knyttede trodsigt Næverne.
   „Det er Synd for Børnene!” sagde Rebekka frygtsomt.
   Men Nero, der kunde mærke, at man snakkede om den, sled sig løs og stillede sig an på sine skæve Ben og gøede rasende på den høie Herre; men det agtede han ikke at finde sig i.
   Med et velrettet Spark sendte han det ulykkelige lille Dyr ud gennem Døren, som han havde ladet stå på Klem.
   „Det er nok, at man skal have Huset fyldt med Arminianere og deres Yngel; man behøver min Tro ej at huse omstrejfende Køtere også!”
   Så gik han lige hen til Døren, som førte ind til det Værelse, hvor Fru Miria og Doktor Hugo var, og uden at banke på trådte han ind.
   Den lærde Herre anede ikke, at det var Slotsherren, som kom; men han blev siddende fordybet i sine Bøger.
   Fru Maria, som nok kunde tænke, hvem det var, rejste sig op og nejede ærbødigt.
   Slotsherren værdigede hende ikke et Blik og besvarede ikke hendes Hilsen.
   „Ha! - Det må jeg sige, Hugo de Groot! I skænker ej eders øverste foresatte megen Agtelse!” udbrød han. Doktoren for forvirret op og vendte sig mod ham med et kejtet Buk.
   „I får undskylde, Mynherr van Penkenburg; men jeg anede ej eders Nærværelse!” svarede han.
   „Anede ej min Nærhed! - Det passer med, hvad jeg har hørt, at lærde Folk er Tosser! Men nu er I engang på Loewestein, og der må I rette eder efter mig, og jeg skal love, at I skal komme til at ane min Nærværelse, inden der er gået mange Dage!”
   Fru Maria kom ærbødigt nærmere.
   „I får undskylde, høje Herre; men når min Husbond er optaget af sine Bøger, så kan man rive Huset ned over ham, og han mærker intet.”
   „Da skal jeg nok vække ham af hans Grublerier. - Måske var det bedst at anmelde sin Ankomst med et Pistolskud. Det kunde måske være en Vækker, som kunde få ham til at samle sig. - Jeg husker ikke, om Generalstaterne har forbudt jer at beskæftige jer med Læsning; men indtil jeg bliver klar over, hvorvidt I må studere eller ej, er det nok bedst, at jeg får Bøger og Papirer under Lås og Slå. Ej heller kan man jo vide, om I beskæftiger jer med arminianske Kætterier eller driver Trolddom og andre i den hellige Skrift forbudne Sysler!”
   Hugo Grotius blegnede. - Skulde han fordømmes til Uvirksomhed? - Så vilde Fængselslivet blive uudholdeligt, og han måtte ende med at blive vanvittig.
   Men nu trådte Fru Maria til.
   „Når I, min Herre, vil forhindre min Husbond i at læse og drive Studier, da overtræder I eders Myndighed!”
   „Her på Loewestein er der kun een, der råder, og det er mig!”
   „Men I trodser ej Generatstaternes Bud!”
   „Hvad Bud har I, jeg skal være hørig?”
   „Doktor Hugo har Tilladelse til under sit Fangenskab at drive sine Studier, som han altid har gjort. Også må han få de Skrifter trykt, som Generatstaterne finder egnede dertil!”
   „Derom ved jeg intet. - I får undskylde mig, Frue, om jeg ej føler mig forpligtet til at give eders Mand denne Tilladelse på eders Udsagn!” svarede van Penkenburg hånligt.
   Fru Maria gik hen til Rejsekisten, som stod i Stuen, tog et Dokument ud og gav det til den barske Herre. Han åbnede det hastigt og løb det igennem. Der var ingen Tvivl mulig. Det var Generalstaternes Tilladelse til, at Fru Maria og Børnene måtte følge med til Loewestein, og at Hugo Grotius måtte drive Studier.
   Mens han læste, så Doktoren på sin Hustru med et uendelig kærligt Blik. Den brave Maria havde som altid været hans gode Engel - også dette havde hun tænkt på.
   „I har nok været forsynlig, Fru Maria van Reigersberg! - Men der er også andre Ting, som vi skal have i Orden med det samme. - Ser I, Doktor Hugo! Mig kunde det passe bedst at behandle jer som en almindelig Fange. I må jo vide, at I er her i en Fæstning, hvor der er Soldater og Krigsfolk! - Det kan ej nytte, I søger at komme i Forbindelse med nogen uden for Fæstningen. Der står her i Dokumentet, at jeg skal sørge for, at I får passende Bevægelse, og at I en fuld Time daglig skal gå i fri Luft. Den Spadseretur skal I få. Jeg holder mig altid Generalstaternes Ordrer efterrettelig. Men I må finde jer i Følgeskab! - Et Par Spyddragere skal daglig stå til jeres Rådighed.”
   Hugo Grotius rødmede. Også hans Tålmod havde en Grænse.
   „Er det Meningen, at I vil behandle mig som en Forbryder?”
   „Den Slags er det som Regel, man giver i min Varetægt. Kættere og Arminianere hører vel også med under den Betegnelse?”
   De sidste Ord blev sagt med en grusom, beregnet Hån.
   „Men nu har jeg et Par Ord at sige til jer, Fru Maria van Reigersberg! Pas på, at I ikke kommer til at krydse mine Veje! Hold jer inden for de passende Grænser. Det Dokument der viser mig, at I er en snedig Kvinde, som jeg skal vide at passe på! Prøv ikke at lave Flugtforsøg eller den Slags! Jeg skal da vide at straffe, så det skal ramme jer på det føleligste. - Og endelig! Ingen Klagen eller Vrøvl over Kosten! I får den Forplejning, der er bestemt for Statsfanger! Vil I have mere, kan I købe hos Slottets Folk. - Til Slut skal jeg kun lade jer vide, at jeg fordrer blind Lydighed og Underkastelse!”
   Uden at sige Farvel spankede den høje Herre ud at Værelset.
   Dersom han havde set sig godt for, da han gik gennem den forreste Stue, vilde han have set, at Popeje havde meget travlt med at gemme noget i Sengen.
   Det var Hundehvalpen.
   Da van Penkenburg gik ind i det andet Værelse, var den lille Pige faret ud i Gangen for at få fat på det lille Dyr. Hun fandt det siddende, ynkeligt pibende, i en Krog.
   Popeje tog Nero og bar den ind i Sengen. Den blev ved at småpibe og jamre sig, og Barnet græd om Kap med den.
   „Han er en ond, ond Mand! Nero skal ikke være bange for ham. Han skal aldrig komme til Nero mere; det skal Popeje sørge for!” småsnakkede hun.
   Men Rebekka havde slet ikke sine Tanker ved Lintøjet mere. Hun sad og lyttede til de onde Ord af Slotsherrens Tale, som hun kunde opfange gennem Døren.
   Det blev nok en streng Tid den, der kom, følte hun.
   Hun nåede netop at komme til Side, da Slotsherren slog Døren op, og hun fik sig også anbragt så forsigtigt, at han ikke kunde se, hvad det var, Popeje syslede med i Sengen.
   Så snart van Penkenburg var forsvundet, sagde Pieter:
   „Når jeg bliver stor, så vil jeg være Krigsmand, og så vil jeg føre Krig med denne slemme Mand!”
   „Det vil vi to også være med til, Nero!” hviskede Popeje til sin firbenede Ven. „Du vil nok bide ham i Benene. Vil du ikke?”
   Nero var for Resten den, som huskede Løftet bedst. Den kunne for Fremtiden ikke tåle at høre Slotsherrens Trin. Så snart den hørte ham i det fjerne, knurrede den rasende.
   Lidt efter at van Penkenburg var gået, kom Fru Maria ud til Rebekka og Børnene.
   Hun var forgrædt og ulykkelig.
   „Her bliver det nok ej lykkeligt at være!” sukkede hun. „Her ser rigtignok ud til den dyre Tid!”
   „Den Slotsherre er nok en ond Mand!” istemte den trofaste Pige.
   „Ja, det kan du tro, Mor. Han sparkede Nero så slemt, at den skreg, så man kunde høre den langt hen!” sagde Pieter.
   „Hvem er Nero?”
   „Det er vores Hund!” sagde Popeje. „Se, her er den!”
   Hun løftede Dynen til Side, så hendes Moder kunde se Hunden.
   „Men Børn da! - I skal lade den Hund gå. Det er jo ej jeres.”
   „Men den vil kun være hos os! Må vi ej beholde den?”
   „Den vil kun være hos os, og vi har givet den Navn, så det er vor Hund,” sagde Pieter.
   „Men Slotsherren kan jo ikke lide den!” indvendte Moderen.
   „Nej, det kan han ikke,” indrømmede Popeje.
   „Han sparkede den, så derfor skal vi være gode mod den.”
   Børnene vedblev at plage så længe, at de fik Lov til at beholde Hunden hos sig.
   „Det er ej så for de små Børn. Jeg kan ej sige nej til dem, de små Stakler. Det er tungt at komme i Fængsel allerede som Barn.”
   „Nej, det må I nok sige, Frue. - Men det bæres mig for, at Doktor Hugo nok skal komme ud af Fængslet.”
   „Det har nok lange Udsigter!” sukkede Fru Maria.
   „Det kan ikke hjælpe, at vi taber Modet. Gør vi det, så hjælper Gud os heller ikke!” svarede Rebekka frejdigt.
   Men Fru Maria kom ikke til at fortryde, at Nero kom til at høre med til Familien. Dens Had til Slotsherren og dens lydhøre Øren gjorde, at de mangen Gang kunde nå at få noget til Side, som ellers kunde opvække hans Vrede, når han kom på sine Besøg, der altid førte Ubehageligheder med sig.