Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11. Hvorledes van Penkenburg blev straffet
Vognen rullede ind gennem Antwerpens Byport og kørte hen til det Herberg, hvor Hugo Grotius boede. Både Pieter og Popeje var trætte og søvnige. Sultne var de også, og det var Nero med. Derfor fik Fru Maria og Rebekka travlt med at få dem givet noget at spise, og så måtte Børnene på Hovedet i Seng.Selvfølgelig var de gnavne og vrante - det kan Børn, selv de artigste, så let blive, når Ole Lukøje er på Spil - men så forklarede Fru Maria, at nu måtte de være kønt artige; thi i Aften kunde de få et Godnatkys af deres Fader, og det havde de jo ikke fået i en hel Måned. Det hjalp, så var der ikke det mindste i Vejen med dem.
Fru Maria og Doktor Hugo sad hver i sin højryggede Stol foran Kaminen i Herbergets bedste Stue. De var nu ene og kunde tale fortroligt med hinanden. Børnene sov, og Leo og Rebekka var gået en Tur ud for at se på Staden, hvor de for Resten begge havde Venner.
„Du talte om, da vi kørte ind i Byen, kæreste Maria, at van Penkenburg havde fået sin Straf. Hvordan er det da gået til?”
„Jo, nu skal jeg fortælle dig, hvorledes det kom til at gå på Loewestein, efter at du var flygtet!”
Så rykkede de Lænestolene tættere sammen og nærmere mod Ilden, og Fru Maria begyndte at fortælle.
- - -
Da van Penkenburg var kommet tilbage til Loewestein efter sin mislykkede Eftersøgning af Flygtningen, havde han været som en rasende. Først og fremmest gik det ud over den arme Fru Margarete. Men hun var jo blevet ført lige så meget bag Lyset som han.
Han for omkring i Stuen og brølede som en Tyr. Han kaldte hende ved de forfærdeligste Navne og var lige ved at påstå, at hun havde været Doktor Hugo behjælpelig med Flugten.
Den arme Frue forsøgte at forsvare sig, så godt hun kunde. Han vidste da, at hun hadede Arminianerne lige så meget, som han gjorde.
„Hvem hjalp med at bære den fordømte Kasse ud af Slottet?” hvæsede han endelig, da han var blevet i Stand til at tænke nogenlunde fornuftigt.
„Det var Leo og Robert!”
„Leo! Han er måske den bedste Soldat på Loewestein næst efter mig selv. Robert er derimod en sløj Fyr! Han er doven; men han har Kræfter som en Bjørn.”
„Er du så sikker på Leo?” spurgte Fru Margarete grundende.
„Leo! Han går kun den Vej, hans Pligt byder!”
„Ja! Men du har vel nok lagt Mærke til, at han går og snakker i Krogene med Rebekka!”
„Rebekka? Hvem er det?”
„Stil dig nu ej an, som om du ej ved, at Doktor Hugos Tjenestekvinde hedder sådan!”
„Hvor skulde jeg vide fra, hvad den Kættertøs hitter på at hedde. Jeg vil såmænd nok tro, at hun har et bibelsk Navn. Men at Leo skulde have hjulpet Doktoren, tror jeg ej på. Aldrig har han været uefterrettelig i sin Tjeneste. Som Vagt er han den bedste af hele Slottets Besætning. Og som han kan føre en Kårde! - Ja, sådan noget har Kvinder ej Forstand på.”
„Da har jeg Forstand på, at Doktorens Pige og han har et godt Øje til hinanden!”
„Er du sikker på, at det ej er Robert og hende?”
Fru Margarete trak på Skuldrene. Når hendes Mand var i det Hjørne, kunde det ikke nytte, at hun prøvede på at tale ham til Fornuft.
„Nå, du svarer ej? Så får jeg nok selv se ad, om jeg ej nok skal finde ud af, hvilke Forrædere der findes inden for Slottets Mure.”
Så buldrede han ud af Stuen og gik ud på den høje Stentrappe, som vendte ud til Slotsgården, og snart fortalte nogle hæse Brøl, at Slotsherren på Loewestein ønskede at tale med nogle al Folkene.
„Hej! I Slyngler! Svinhunde! Forrædertampe!”
Ja, der kom endnu flere og meget værre Skældsord; men de hørte med til den daglige Tone på Loewestein, så dem skal vi ikke gentage her.
Soldaterne i Vagtstuen stormede ud på Ryggen af hverandre. Det var jo ikke nemt at vide, hvem Slotsherren menten hans vrede Ord kunde jo lige så godt gælde en enkelt som dem alle. De kendte ham og vidste, at det godt kunde være en enkelt, han ønskede at give en Overhaling; men det kunde også hænde, at de alle skulde undgælde, fordi det behagede Herren at være i ondt Lune, og at han var i sit allersletteste Humør nu, tvivlede de ikke om.
„Leo! Robert! I Asensbæster! Kom herhen!” skreg han, sorteblå i Ansigtet af Raseri.
De to Soldater kom langsomt hen imod ham.
„Det var jer to, som bar den Bogkasse ud af Fangefløjen?”
Karlene indrømmede det.
„Vidste I, at Doktoren var i den?”
„Nej,” begyndte Robert ivrigt, „det må den nådige Herre på ingen Måde tro, at vi vidste. - Ja, det vil sige, jeg havde jo nok en Anelse - - -”
„Du havde en Anelse!” brølede van Penkenburg.
„Ja,” nikkede Robert. „Da vi tog fat på Kassen, sagde jeg, at jeg troede, der var en Arminianer i den, for den var så tung.”
„Så skulde du have lukket den op og set efter, Fæhund!”
„Vi havde set Kassen åben,” sagde Leo roligt.
„Ja, det vil sige - - -”
„Når I har set Kassen åben,” måtte I da vide, hvad der var i den!” afbrød Hr. van Penkenburg den stammende Robert.
Sagen blev mere og mere indviklet, syntes han.
„Vi - vi så, at Fru Maria åbnede den på Klem og skød nogle Papirer ind i den.” „Var der da et Menneske at se i Kassen?”
„Nej, vi kunde kun se et hvidt Klæde.”
„Det mente vi var bredt ud over Bøgerne!” indskød Leo.
„Jeg fandt, at den var alt for tung,” fortsatte Robert, „så jeg sparkede til den med Foden; men så for den gule Køter, som Ungerne har, til og bed mig i Benet. Nådigherren kan godt få at se, hvor dybt dens Tænder stikker i min Læg.”
„Fjols! Jeg vilde ønske, den havde bidt et Ben af dig! - Men du, Leo! Intet taler til din Undskyldning! - Sig mig! Er du forlibt i det arminianske Pigebarn, som Kætterne har med sig?”
Leo så op på Slotsherren med et trodsigt Blik.
„Kommer dette Spørgsmål min Tjeneste ved?”
„Er du kæphøj? Vover du at svare din Husbond sådan?”
Leo svarede ikke. Han slog kun Hælene sammen og stod rank og strunk på Soldatermanér.
Med al sin Råhed og Hårdhed var van Penkenburg langtfra et godt Hoved. Han kunde se på Soldaternes Ansigt, at de i Hjertet holdt med Leo. Derfor måtte han gøre en Ende på Sagen.
„I skal straffes hårdt for den Forsømmelse, I har udvist!” hvæsede han. „Robert kan komme et Par Dage i Hullet, og Leo kan blive jaget på Porten! - Forstår du! Jaget på Porten som en skabet Hund. Du skulde have din Frihed om få Dage. Nu jager jeg dig bort. Jeg vil ikke se dig på Loewestein mere. Og - hører du - dine Orlovspenge for god Tjeneste mister du! Forstår du, hvad jeg siger? Eller skal jeg lade dig jage af Gårde med Stigremmen?”
Leo bukkede.
„Når skal jeg rejse, nådige Herre?” spurgte han.
„Nu straks! - Den anden Slyngel kan I føre over til Slutteren nu med det samme. Han kan sidde i det mørke Hul i det søndre Tårn i otte Dage til at begynde med, og er han trodsig, kan han få Lov til at sidde der, til han rådner.”
Så spankede van Penkenburg atter ind i Stuen og begyndte at skænde forfra på sin Kone. Men her var han mere afdæmpet. Nu havde hans Galde da også i nogen Grad fået Luft.
Leo gik over i Soldaterfløjen og pakkede sine Ejendele sammen. Han fik en Kammerat, som var fri for Tjeneste, til at ro sig over Floden til Gorkum; men forinden lykkedes det ham at få taget Afsked med Rebekka.
Han passede hende op, da hun kom over til Køkkenfløjen for at hente Aftensmaden.
Deres sidste Stævnemøde på Loewestein holdt de i Kælderen.
„Så skal jeg bort!” sagde han.
„Er du ordret i Tjeneste af Slotsherren?” spurgte hun.
„Nej, Rebekka! Jeg er jaget af Gårde!”
Så fortalte han hende alt, hvad der var foregået. Han kunde ikke lade være med at le, når han kom til at tænke på van Penkenburgs magtesløse Raseri. Men samtidig gjorde det ham ondt at lade de to Kvinder og Børnene blive i den anden Mands Vold.
„Kunde jeg blot tage jer med!” sluttede han.
„Åh! Vi får såmænd snart vor Frihed. Nu er Doktor Hugo udenfor, og han har mægtige Venner. Han skal nok få sørget for os!”
„Jeg vil håbe det! Nu tager jeg til Gorkurn, og der ved du jo, hvor jeg er at finde. Sker der noget, kan du jo vare mig ad!”
„Det skal jeg, min Ven!”
Så kyssede han hende til Farvel. Hun smuttede op af Kælderen, og han begav sig til Vagtstuen for at sige sine Kammerater det endelige Farvel.
Han følte sig egentlig lettet, fordi den strenge Tjeneste var til Ende. Orlovspengene skænkede han ikke en Tanke.
- - -
I Gorkum fik Leo Arbejde hos sin Ven Klejnsmeden. Det passede ham godt atter at stå ved den flammende Esse og arbejde med Hammer og Fil. Men hver Time på Dagen gik hans Tanker over til Loewestein og dem, han havde forladt derovre.
Og hver Aften, når Arbejdet var endt, og han havde kastet Skødskindet og de sodede Klæder, gik han pyntelig og pillen, som var han endnu den strunke Soldat og ikke Smedesvend, hen i det Gæstgiversted, som lå nærmest ved Færgestedet over til Loewestein. Her kunde han nemlig have Udsigt til at træffe Folk fra Slottet, så han kunde spørge nyt.
Efterretningerne var kun triste. Han fik at vide, at Fru Maria, Rebekka og Børnene var låset inde, og at det var dem forbudt at få deres daglige Spadsereture på Volden.
En Aften sad han i Gæstgiverstedet i den lune Krog ved Kaminen sammen med sin Mester, den brave Adrian Diez. De sad netop og drøftede Fangernes Udsigter og de Muligheder, der var for, at det kunde lykkes Mester Hugo at fri dem af Fangenskabet.
Da blev Døren revet op, og ind kom van Penkenburg buldrende med Ridepisken i Hånden. Han var i Følge med to Officerer.
„Det er, som jeg siger jer, Godtfolk! Nu skulde man ikke tro, at der var Lov og Ret i de fri Nederlande mere. Hvad siger I til den sidste Ordre? At jeg skal give Kætteryngelen fri og sørge for, at de får deres Ejendele med sig!”
„Skal I ikke også befordre dem til Antwerpen til Doktoren?” spurgte den ene. „I kan tro, at den Vending kan I takke ham for!”
„Jeg ved det! Jeg ved det, min Broder! Kunde jeg blot hævne mig på ham. - I Morgen skat jeg lade dem løs. Jeg har Staternes Ordre her inden for min Vams!”
I det samme faldt van Penkenburgs Blik på Leo.
„Sidder du der, din Spitzbube” skreg han. „Det var selvfølgelig dig og din Kæreste, den lede Kættertøs, som hjalp ham til Flugt?”
Leo lettede sig i Sædet, og Mester Adrian lagde beroligende sin Hånd på hans Arm.
„Var jer Mund, Mynheer van Penkenburg! Jeg er ej jeres Træl mere. Om Rebekka Dirks skal I intet ondt sige, Ej heller er jeg Spitzbube for jer nu om Stunder!”
Denne Kulde var for meget for van Penkenburg. Han havde ventet Lydighed eller et hidsigt Ord; men at Leo vovede at tale til ham, som om de var Ligemænd, forekom ham ganske forbavsende.
Han blev så rasende, at han slog efter Leo med Ridepisken. Det var Hensigten, at han skulde have haft et snertende Slag over Ansigtet; men han undgik det behændigt ved at bukke sig.
„Træk nu fra Læderet!” råbte Leo og for frem med sin lange Stødkårde draget. „I har vovet at slå på en fri, indenlandsk Borger, og det vil komme jer dyrt til at stå!”
Slotsherren til Loewestein blev ligbleg; han fik sin Kårde draget og stillede sig i Dækstilling.
„Dæk jer!” skreg Leo.„Jeg vil have den Fornøjelse at lege med jer!”
Mester Adrian lagde Mærke til, at den ene af Officererne søgte at komme bag ved Leo. Han anede Svig, og derfor råbte han med høj Røst:
„Kom her, Borgere! Det gælder Stadens Anseelse!”
Hans Råb og Våbnenes Klirren kaldte Borgermændene, som stod i de øvrige Stuer, til, og nu turde Officererne ikke blande sig i Striden.
Leo gik på som en rasende. Hans Udfald og Parader fulgte efter hinanden med Lynets Hurtighed. Det var hans Hensigt at trætte sin Modstander til det yderste, rigtig lege med ham, inden han gav ham Nådestødet.
Sådan tænkte i hvert Tilfælde de mange Tilskuere.
Også van Penkenburg troede, at hans sidste Time var nær, Øjnene stod som stive Kugler i hans Ansigt, og han trak Vejret med Besvær. Han blødte af flere Rifter, og de tilstedeværende lagde Mærke til, at Tøjet bogstavelig talt blev skrællet af ham.
Men Leo var ikke til Sinds at dræbe sin forrige Herre.
Hele Fægtescenen var nærmest en Spøg, selv om den også skulde være en alvorlig Afstraffelse. Han var sin Modstander så fuldkommen overlegen, at han med Lethed havde kunnet tage hans Liv, om han havde villet.
„Se så, van Penkenburg!” råbte han.„Nu kan I tale med om, hvad det vil sige at fægte med en Smedesvend fra Lüttich. - Pas nu på jer Næse! - Det er sidste Gang, I har den Fornøjelse at have en Næse som andre Mennesker!”
Leos Kårde hvinede gennem Luften, og den var at se på som en lysende Sol.
Mynheer van Penkenburgs Værge for raslende hen ad Gulvet; men Slotsherrens Næsetip gjorde den Selskab.
Håndklap og Bravoråb hilste Leos mesterlige Våbendygtighed; men selv stak han smældende sit Våben i Skeden.
„Så er vi kvit, van Penkenburg! Det var kun et Mærke til Minde om den Behandling, I gav Doktor Hugo og hans Familie!”
Van Penkenburg sad udmattet på en Stol; hans Venner støttede ham og lod gå Bud efter en Badskær, som kunde tage sig af det kedelige Sår.
Det blev ikke ham, som kom til at give Fru Maria og Børnene deres Frihed næste Dag. Dette måtte han overlade til den djærve Fru Margarete. Han kunde nemlig ikke vise sig på Loewestein, uden at han syntes at læse både Hån og Foragt i Ansigterne.
Rygtet om, hvorfor Slotsherren var kommet hjem med Bind om Ansigtet, havde bredt sig som en Løbeild, og næste Dag vidste man det i det halve Holland.
Fru Maria, Børnene, Nero og Rebekka kom over til Gorkum hos den brave David Daetzelaer, og samme Dag sagde Leo sin Plads op hos Mester Adrian. Nu havde han ikke mere Tid at ofre på Hængelåse og Nøgler.
„Det var en hård Straf,” sagde Fru Maria, da hun så Leo. „Det har gjort ham kendelig for Livstid!”
„Ej for hård, Frue!” svarede han. „Som man reder, må man ligge!”
„Hav Tak for, hvad du har gjort for min Husbond.”
Fru Maria gav ham Hånden.
„Hvad jeg har gjort for Doktor Hugo, har jeg gjort for mig selv. - Fik jeg ej eders Husbond fri, Frue, fik jeg jo ej heller min Rebekka ud af Loewestein.”
- - -
Alt dette fortalte Fru Maria den Aften i Herberget i Antwerpen, mens Doktor Hugo lyttede opmærksomt til, snart med Smil og snart med Tårer.
„I har lidt meget, kæreste Maria!” sagde han med sin underlig blide Stemme.
„Det er for intet at regne mod, hvad du, bedste Ven, var udsat for, da de dømte dig og muligt vilde have taget dit Liv. - Men nu, Mand, er det på Tide at komme i Seng.”
„Ja, lad os gå ind og se Børnene.”
Så gik de ind og så på deres største Skat, de to sunde Børn, som lå der og sov sødt, rødmossede og friske af Luften, som de havde været ude i den ganske Dag.
Hugo Grotius bøjede sig ned og trykkede et Kys på deres Pande.
Men foran Sengen lå Nero og så på ham med sine sorte Øjne, der var som Stenkulsperler.
Den fik et venligt Klap på Hovedet, og Fru Maria bøjede sig ned og strøg dens stride Pels med sin hvide Hånd.