Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. Gunnar og hans Moder
„Gunnar!”Intet Svar.
„Gunnar! - Kom nu! - Der skal Bud på Apoteket straks!”
Fru Frederiksen anstrengte sin Stemme, så den var lige ved at slå over; men det lod ikke til, at hendes Søn kunne høre hende, skønt han ikke var længere henne end nede i det store Trælysthus i Haven, og hun selv stod på den lille Havestueveranda.
„Gunnar! - - - Gunnar!”
Hendes Stemme var nu klagende, og dersom hun ikke havde været en voksen Dame på hen mod de fyrre, ville man næsten have troet, at hun var lige ved at græde. Hun vidste nok, at Gunnar havde noget for nede i Lysthuset; men når han ikke kom på hendes Kalden, kunne hun ikke tro andet, end at han måtte være gået derfra. - Hun havde endda bedt ham så indtrængende om at holde sig hjemme, hvis hun skulle få Brug for ham, når Doktoren kom, og nu var denne lige gået.
Stakkels Inger lå deroppe i Sengen og kastede sig feberglødende fra den ene Side til den anden. Doktor Furbo havde ikke sagt, hvad hun fejlede; men han havde været foruroligende tavs, og da han gik, havde han sagt, at han kom igen i Morgen Klokken ni for at se til Patienten og høre, hvordan Natten var gået.
„Gunnar! - Kom nu Gunnar!”
Det raslede bag Plankeværket inde i Naboens Have. Det var en brav og flink Skipperfamilie, der boede derinde i det lave, gamle Hus. Enkefru Frederiksen kendte ikke stort til dem. I de halvandet År, der var gået, siden hendes Mand døde, havde hun ganske vist haft det meget ensomt her i Villaen, så der havde været Anledning til at komme i Forbindelse med Skipperfamilien; men hun kendte den kun af Udseende - mere ikke.
Nu stak et fregnet Ansigt med en Glorie af lyst Hår - næsten hvidt - op over Plankeværket. Det var Harald. Skipper Nielsens ældste Søn. Han var Gunnars Kammerat i Skolen. Hjemme kom de sammen nu og da, som Gunnars Humør stod; til Tider kunne han være meget lunefuld, og han døjede desværre med at holde fast på sine Kammerater. Det var Fru Frederiksen bedrøvet over.
„Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med, Fru Frederiksen?” spurgte Harald, og der gik et venligt Smil hen over hans fregnede Ansigt, så det næsten blev helt kønt.
Fru Frederiksen kendte udmærket Harald. - Han var den eneste af Skipperfamilien, som havde været inde i Villaen.
„Du ved da ikke, hvor Gunnar er?” spurgte hun.
„Nej! - Men jeg kan nemt løbe det Ærinde for Dem! - Jeg var ved at binde vore Roser op, og så hørte jeg, at De sagde, De skulle have Bud på Apoteket.” - Det sidste føjede han forklarende til.
„Ja, Inger er blevet alvorligt syg! - Doktor Furbo har været her, og der skal hentes noget på Apoteket. - Helene har fri i Eftermiddag! - Jeg kan ikke begribe, hvor Gunnar er henne.”
Det kunne Harald heller ikke; men på den anden Side kendte han Gunnar så godt, at han vidste, at han kunne være alle mulige andre Steder, end netop dér, hvor man ventede ham.
„Lad bare mig løbe! - Jeg skal være tilbage lige så hurtigt, det kan lade sig gøre,” forsikrede Harald.
„Det er rigtignok pænt af dig!” smilede Fru Frederiksen sørgmodigt. - „Nu skal jeg løbe efter Recepten, så rækker jeg den over til dig.”
Men inden hun var inde i Havestuen, svang Harald sig som en Abe over Plankeværket og over på Havestueverandaen. Hans Bevægelser var kraftige, og når man så ham stå der i den slidte Lumberjacket og de lappede, grå Knæbukser med bare Ben og Sandaler, måtte man indrømme, at han - de store Fregner til Trods - var en køn Dreng med et åbent Ansigt og et Par kønne, blå Øjne.
„Ih! - Er du der Harald? - Jeg kunne da nok have rakt Recepten over til dig!” udbrød Fru Frederiksen.
„Tak!” sagde Harald og greb Papirstrimlen. „Jeg kender dem så godt inde på Apoteket fra i Vinter, da Mor var syg. - Jeg skal nok få dem til at skynde sig.”
Fru Frederiksen fik næppe Tid til at sige Tak, før Drengen satte i Spring ned ad Verandatrappen, så han havnede næsten helt ovre i den anden Side af den grusede Havegang og fo'r om Hushjørnet og ud på Gaden. - Hun stod et Øjeblik og stirrede i den Retning, Drengen var forsvundet.
„Havde Gunnar endda været sådan!” mumlede hun med et Suk. „Men han har så ringe Følelse for andre end sig selv, og jeg synes endda, jeg er så god imod ham, at han skylder mig lidt til Gengæld.”
Så gik hun med tungt Hjerte op til Gavlværelset, som var i Tagetagen. - Her lå Inger i den ene af de to Senge. Hendes mørke Hår klistrede til hendes Pande og Kinder. Det fine Ansigt, der ellers plejede at være temmelig blegt, glødede nu af Feberen. Hun var næsten tretten År, halvtredie År yngre end Gunnar og en meget god og tålmodig lille Pige.
„Mor! - Hvorfor blev du væk så længe? - - Det gør så ondt her, du ved, i Maven! - Mor, hvor er Gunnar?” - Hun talte hurtigt og lavmælt, men den kærlige Mor forstod alt, hvad hun sagde.
„Jeg ved ikke, hvor Gunnar er. Jeg har kaldt og kaldt! - Han er vel gået en lille Tur, tænker jeg. Men Harald kom, og nu er han løbet på Apoteket. - Fru Frederiksen tog et Lommetørklæde og tørrede sin lille Datters hede Pande, mens Tårerne stod hende i Øjnene.
„Harald er altid så flink! - Mor! Jeg har sådan en Hovedpine. Det banker i mine Tindinger, sådan dunker, du forstår! - Og jeg er så tørstig! Giv mig lidt koldt Vand!”
„Doktoren sagde, at du ikke måtte få så meget koldt Vand. - Nu skal jeg hente en Apollinaris; Sodavand slukker Tørsten bedre.” - Hun gik hen mod Døren.
„Mor! - Giv mig lidt Hindbærsaft i! Så bliver det rigtig Limonade! - Endda af ægte Frugter, som der står på Etiketterne.”
Inger var barnlig, og lidt kunne glæde hende. Hendes Mor sukkede. Hun vidste, at hendes lille Pige altid var taknemmelig for, hvad man gjorde for hende.
---
Imens dette foregik sad Gunnar nede i Trælyst huset i Havens Baggrund. Han havde nogle Stykker af en leddelt Fiskestang liggende på Bordet foran sig og sad med et i Hånden. Han var ivrigt beskæftiget med at sætte nye Ringe på Stangen så Snøren kunne glide igennem. Det var let at se, at han var yderst fingernem. Den begede Tråd, som han surrede med, føjede sig lydigt for hans smidige Fingre, og han fæstede Enderne med en Færdighed, som mangen gammel Sportsfisker ville misunde ham.
Han var egentlig en smuk Dreng. Det glatte, sorte Hår var pænt redt og lå glat om hans fint formede Hoved. - Næsen var trods de femten År ret skarp og Læberne tynde. - - De mørke Øjne var måske en Smule flakkende; men alle, der så ham, måtte sige, at han var en meget smuk Dreng.
Han havde hørt, at hans Mor kaldte på ham; men Arbejdet med Fiskestangen var alt for interessant. - Nu havde Doktoren vel været der. - Den Tøs skulle der jo altid hentes Doktor til, så snart hun havde en øm Tå. Man kunne aldrig få rigtig Ro her i Huset. - De havde jo da også Telefonen; men den brugte Mor vist mest til Venindepassiar. - - - På Søndag ville han på Fisketur. Sagerne skulle være i Orden inden den Tid, og der var meget at lave.
„Det var også noget underligt noget af Mor at give Helene fri,” mumlede han halvhøjt. - De havde hende vel nok, for at de skulle have Nytte af hende.- Ellers gad han vide, hvad man holdt Tjenestepiger til.
Så, nu sad den Snøreholder, som den skulle. Nu var der kun to til at gøre i Stand. - Det var en hel Nydelse at se, hvordan han kunne bruge Bidetang og Hammer til Metaltråden, som blev banket flad, så den kunne ligge fast ind mod Stangen.
Mon Inger virkelig skulle være alvorlig syg? - Det kunne han ikke tro på. Der var jo altid Vrøvl med hende. - Så spiste hun for meget, fik Kvalme og skulle kaste op, og så kunne hun ikke tåle at spise den Slags Mad og så ikke den. - Hun var kræsen, det var Sagen.
Nej, så var han rigtignok en anderledes Karl. Han kunne tåle at spise, hvad det skulle være, uden at det anfægtede ham Spor. - Ja, det manglede da bare, at han skulle spise kogt Mælk og Klipfisk. Man var vel nok så gammel, at man havde Lov til at være med til at bestemme hvad man ville have.
Så, nu sad alle Snøreholderne, som de skulle. Nu stod det bare tilbage at få købt en ny Snøre. Den kostede 2 Kr. 50 Øre; men han havde Pengene. - Tja, egentlig skulle han i Biografen i Aften og se Lygtepælen og Ledstolpen i „Fætter Fiks og Frands Faks fra Fjollerup”.
Nå, men den Krone kunne han vel nok slå sin Mor for.
Så pakkede han omhyggeligt sine Sager ind og gik op mod Villaen. Hans Mor var ikke i Stuerne, så hun var vel oppe i Soveværelset. I Entreen fandt han den lokale Stiftstidende, der lige var blevet puttet ind gennem Brevspjældet.
Han kastede sig grådigt over den, for den bragte i denne Tid en bloddryppende engelsk Kriminalroman af Edgar Wallace. Han var snart så dybt inde i Rædslerne, at han ikke hørte, at hans Mor kom ind i Stuen.
„Men hvor har du været, Gunnar? - Sysse er meget syg! - Jeg har sådan kaldt på dig,” sagde Fru Frederiksen.
Han svarede ikke, men trak på Overlæben, ærgerlig over at blive forstyrret i Læsningen.
„Harald kom af sig selv, da jeg kaldte, og tilbød at løbe på Apoteket. - Det var så pænt af ham. Han var tilbage i Løbet af ti Minutter, og jeg synes, Inger har det lidt bedre, siden hun fik Medicinen.”
„Nå, så er der jo ingen Skade sket,” mumlede han tvært.
„Hun er nu meget syg, og Doktoren var betænkelig!”
„Det er han jo altid! - Han ligner akkurat et Kalvehoved, der skal laves i Skildpadde. - Har du for Resten varmet lidt af den fra i Middags til Aftensmad?” spurgte han med noget mere Interesse, end han før havde vist.
„Nej, jeg har smurt Maden. Den står på en Bakke inde i Spisestuen, så du kommer til at nøjes med, hvad der er. - Jeg bliver oppe hos Inger. - Hun er så urolig.”
Gunnar svarede ikke, for han havde nu kastet sig over Avisens Politinyt. Referater af Nævningeforhør hørte til hans Yndlingslæsning.
„Hvor var du henne, da jeg kaldte?”
„Hvor jeg var? - - - Nede i Lysthuset selvfølgelig.”
„Hvorfor kom du så ikke?” Fru Frederiksens Stemme var nu en Smule skarp.
„Jeg har ikke hørt, at du har kaldt!” løj han frækt. „Døren var lukket. Det er jo koldt i Dag.”
Heller ikke det var sandt. Døren havde været åben hele Tiden, mens han sad derinde, og han havde både hørt, at hans Moder kaldte, og at Harald var kommet ind på Verandaen.
„Jeg kan ikke forstå, at du ikke har hørt mig. Jeg kaldte så højt, jeg kunne. - Harald derimod kom straks. - Han er en flink Dreng.”
„Tak! - Og det er jeg ikke! - Den kender vi, Mor! - Skal vi ikke lade være med at drøfte det Spørgsmål?”
Fru Frederiksen så forfærdet på ham, sådan havde han aldrig svaret hende.
„Fy, Gunnar! - Det er dog en skrækkelig Tone!”
„Det ved jeg såmænd ikke. - Jeg har ikke hørt dig kalde. - Er det så ikke Forklaring nok?”
Hun var lige ved at briste i Gråd. Siden hendes Mand døde, havde hun med Sorg i Hjertet mærket, hvordan Magten over Sønnen gled hende af Hænderne, og hvor egenkærlig han var.
„Spis nu! - Jeg går op til Inger! - Dersom du kommer op for at se til hende, må du gå meget stille; det kan være, hun falder i Søvn. - Medicinen er vist bedøvende.”
Gunnar svarede ikke. Han gik ind i Spisestuen. Bakken så meget lækker ud. Flæskesteg, Fiskefilet, Rullepølse og Ost; det lod sig høre. - Det havde dog været rarere, om der havde været varmet en Portion af den forlorne Skildpadde. - Hans Mor vidste da nok, at det var en af hans Livretter. - Ikke desto mindre spiste han det gode Smørrebrød mod fortrinlig Appetit.
Så sad han atter en Tid og dryssede over Avisen. Egentlig skulle han læse både Historie, Fysik og Tysk til i Morgen; men det var ikke just spændende. Han gik ud i Entreen og fik fat i Skoletasken med Bøgerne. - Historien var det vel bedst at give en lille Omgang. Den blev kun lempelig. Klokken var over halv otte, og Klokken otte begyndte Forestillingen i Biografen.
Dér på Anretterbordet lå hans Mors Pung. Han gik derhen, så i den og stak et Kronestykke til sig. Så var Snøren reddet. Han var i Færd med at gå ud ad Gadedøren, da han kom i Tanker om, at han vel ikke så godt kunne være bekendt at gå, uden at sige det. - Så listede han yderst forsigtigt op ad Trappen og lukkede Sovekammerdøren op. - Det kunne lade, som om Inger sov. - Hun var sikkert rask i Morgen.
„Mor,” hviskede han. „Jeg har taget en Krone; jeg vil i Biograf.”
Fru Frederiksen så bedrøvet, ja, næsten forfærdet på ham. - Hun rystede energisk på Hovedet. Tale ville hun ikke.
„Pyt! - Jeg er her jo om halvanden Time,” hviskede han og trak sig tilbage.
Inden Fru Frederiksen kunne få sig listet ud af Soveværelset, kunne hun høre Entredøren smække i.
Gunnar fulgte som sædvanligt sine egne Lyster og tænkte ikke på andre.
- - -
Det lod ikke, som om Medicinen havde haft nogen særlig Virkning på Inger. Hun vedblev at dreje sig fra Side til Side i Sengen under den lette Feberslummer, og hendes Mor fulgte ængsteligt hendes Bevægelser.
Pludselig fo'r Inger op med et Skrig og satte sig over Ende i Sengen. - „Mor! Mor!” skreg hun. „Jeg flyver! - Jeg flyver! - Der er så mange Stjerner for mine Øjne. - Mor hold på mig! - Jeg er så svimmel! - Åh! Mor! Mor!”
Fru Frederiksen var straks sprunget hen og havde grebet sin lille Pige om Skulderen. - Feberen måtte være voldsom, når hun sådan talte i Vildelse.
„Mor! - Mor! - Det hele drejer rundt!- Åh! Mor! - Hvad er det der, de blanke Skygger? - Jeg tror, jeg falder ned! - Åh, lille Mor!”
Det blanke var en elektrisk Lampe, en Slags Ampel. - Det var tydeligt, at hun fantaserede. „Mor! Hold på mig! - Jeg - falder ned. - - - Jeg kan ikke tåle at flyve så hurtigt!”
Så fik det arme Barn en voldsom Opkastning. Fru Frederiksen stod og holdt på hende med Tårer i Øjnene. - Endelig sank den syge sammen i Puderne. - Der måtte uden Tvivl være noget meget alvorligt på Færde. - Hvad skulle hun gøre. Hun var jo helt alene. Både Pigen og Gunnar var borte. Hun sprang hurtigt ned i Dagligstuen, hvor Telefonen var, og ringede til Doktor Furbo. - Hun bad ham om at komme straks.
Doktoren kom i Løbet af få Minutter. Han var en fåmælt Mand; men han var rolig og sikker.
„Ja, så ved jeg Besked om Ingers Sygdom,” sagde han roligt. „Den har udviklet sig hurtigere, end jeg ventede.”
„Hvad fejler hun, Doktor?”
„Det er Blindtarmsbetændelse. - Hun skal straks på Hospitalet. - Hvor har De Deres Telefon, Frue?”
„Er der Fare?”
„Det kan man aldrig sige noget om. - Når Folk spørger mig direkte, får de den fulde Sandhed.”
Fru Frederiksen brast i Gråd.
„Skal hun opereres?”
„Ja, kun en Operation kan redde hende.” Doktoren var som altid beroligende sikker. „Jeg ringer efter Ambulancen nu!”
„Og jeg har ingen til at hjælpe mig!” klagede hun.
„Jeg bliver og sørger for, at hun kommer ned i Vognen. - Jeg beder dem forøvrigt ude på Hospitalet om at sende en Sygeplejerske herud.”
Så gik Doktoren til Telefonen for at ordne Indlæggelsen. Fru Frederiksen prøvede på at finde lidt Undertøj til Inger; men Tårerne blændede hende, så hun var næsten hjælpeløs. - Lidt efter stod Doktor Furbo i Døren og så medlidende på hende.
„Er det ikke bedst, vi vækker Deres Søn?” spurgte han.
„Han er ikke Hjemme. - - - Han er i ude - - - sammen med nogle af sine Kammerater,” hulkede hun.
„Nå, han kunne heller ikke gøre videre Gavn her! - Jeg mente kun, at han måske kunne være Dem til en Smule Trøst! - Om et Øjeblik er Søster Dorthea her. - Hun er ganske udmærket, og så skal De se, Fru Frederiksen, at det kan altsammen blive godt. - Overlæge Roskjær er en overordentlig sikker og dygtig Kirurg.”
Fru Frederiksen kunne slet ikke svare for Gråd.
Imens sad Gunnar sammen med en hel Del andre unge Knægte henne i Svanebiografen og så de berømte Filmshelte, Lygtepælen og Ledstolpen, i det så opreklamerede Lystspil, der havde den smukke Titel: „Fætter Fiks og Frands Faks fra Fjollerup.”