Skibbrud

---

Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

10. Harald kommer hjem

   Ind under Jul begyndte det at blæse fra Øst. Det stod først i flere Dage med skarp, bidende Blæst og let Frost; men man kunne føle, som Timerne gik, at det blev koldere og koldere. Søer, Damme og Indvige var allerede tilfrosne og nu begyndte der også at komme Is i Fjordene.
   En Dag kom der Omslag i Vejret. Blæsten stilnede af, og Temperaturen steg. Folk begyndte så småt at vente Tøvejr, men Søfolk og Fiskere trak på Skuldrene, vendte betænkeligt Skråen en Omgang og kikkede mod Nordost.
   „Vi får Sne!” sagde de. „Det bliver en ordentlig Lussing! - Der er Lurk i Vejret.”
   Om otte Dage var det Juleaften, så der var stor Spænding i Tusinder af Hjem, hvor man ventede Gæster til Festen. Togstandsning er ikke velkommen, når Højtiden står for Døren.
   Hos Skipper Nielsens på Strandstien var der stor Spænding. Fru Nielsen, de to Drenge og Erna var næsten alle lige ophidsede. „Svanen” var nemlig undervejs fra Danzig med en Ladning Kul til den hjemlige Havn, og efter alt at, dømme kunne Skonnerten slippe hjem til Juleaften. - Der var i År to at længes efter, for det første Far, men han var udeblevet så tit, og så Harald, som de små Søskende forgudede, nu han var borte.
   „Du skal se, Far kommer nok,” sagde Knud, der var ældste Mand hjemme, efter Haralds Bortrejse. „Han giver Motoren en ekstra Dram Petroleum, og så skærer den lige her hjem i Havnen.”
   Fru Nielsen smilede vemodigt. Vejrefterretningerne, som hun fulgte i Radioen, var ikke gode. Hun havde lige hørt om voldsomt Snefald i Sydsverige og Nordtyskland. Tillige blev der meldt om Snebyger og tiltagende Kulde ved Bornholm.
   „Ja, og så skal vi have Juletræ og Gåsesteg,” sagde Erna. „Jeg var selv med Mor inde i Torvehallen og bestille dem. Vi skal have to, for Maskin-Mikkel har ingen Mor at rejse hjem til.”
   „Ja, og som han kan spise,” indskød Erik. Han glemte aldrig, at han en Dag havde set Motorpasseren sætte et vældigt Fad Grød til Livs om Bord i Skonnerten.
   „Vi håber, det går,” sagde Fru Nielsen. „Det er ikke sådan at færdes på Vandet, når det er Vinterdage.”
   Samme Aften begyndte Sneen at styrte ned, og samtidig blæste det op til Orkan.
   Den gamle Lods sagde, at sådan en Snestorm godt kunne vare en hel Uge, og at det mindste, man slap med, var tre Døgn. - Det var en Udtalelse, Folk havde Respekt for. Han var Byens mest vejrkyndige Mand, og der var mange, der troede mere på ham end på Radiomeldingerne.
   - - -
   „Svanen” lå underdrejet Øst for Bornholm. Stormen var kommet med en Voldsomhed, som Skipper Nielsen kun sjældent havde oplevet Magen til, og han havde endda i mere end tyve År sejlet på Østersøen og kendte dens Luner ud og ind.
   Skonnerten var hårdt lastet, Skipperen havde endda for egen Risiko haft en god Slump Tørvebriketter på Dækket; men de var snart skyllet udenbords. Til at begynde med havde man ladet Motoren stampe af Sted op mod Stormen for at holde Boven i Søerne, så Skuden ikke skulle fyldes med Vand.
   Men Motorer er lunefulde Væsener, og det er ikke sjældent, at de svigter, når man har mest Brug for dem. Midt i den sorte Decembernat, mens Søerne brød om Boven og skyllede indover Dækket, gav Motoren et Par hule Drøn, og Motorpasseren kom et Par Minutter. efter kravlende op fra det, oliestinkende Hul, klamrende sig fast til, hvad der var at få Tag i af Gods og opstående, og arbejdede sig hen til Skipper Nielsen, der stod til Rors inde i det lille Styrehus, der var bygget agter for Ruffet over Kahytten.
   „Så er vi der!” brølede han ind i Øret på Skipperen. „Magneten er brændt over!”
   „Kan den ikke laves i Stand?”
   „Nej! - Og selv om vi kunne, så hugger hun, så jeg ikke kan holde på en Nøgle!” forklarede Maskin-Mikkel. „Jeg er, som om jeg var gennemtærsket.”
   Skipper Nielsen blev som en helt anden Person. Nu var der virkelig Fare på Færde. Han måtte have så meget Herredømme over Skuden, at den kunne styre. - Hans fra Thurø kom og stak Hovedet ind ad Styrehusets Dør.
   „Vi falder af!” sagde han. „Søerne brækker over luv Bov!”
   „Tag Roret, Hans!” Skipperen kantede sig ud.
   „Spring hen og kald på Lars! du, Mikkel. - Vi må have en Stump af Skonnertsejlet op. - Begynd at slå los! - Så snart jeg er på Dækket igen, sætter vi Stagfokken. - Er den rebet?”
   „Ja! - Der er stukket et Reb!”
   „Stik et til!”
   Så fo'r han ned i sin egen Kahyt, hvor Harald sov sødeligt trods den voldsomme Slingring. Lampen var tændt dernede og gyngede frem og tilbage i sin cardanske Ophængning. Hans Støvler fo'r frem og tilbage over Dørken og legede Tagfat, som var de et Par Hundehvalpe.
   Skipperen greb sin sovende Søn i Skulderen med et fast Tag, som en ny Overhaling gjorde endnu voldsommere.
   „Op med dig, Harald! - Træk Islænderen på og få en Olietrøje over. - Få også dine Støvler på. - Vi skal sætte Sejl.”
   Harald var på Benene i samme Nu. Han skød sig ud af Køjen. Han havde sovet med både Bukser og ulden Trøje på. Det gjaldt jo om at være klar til at tørne ud.
   „Havari på Motoren! - Sans nu at holde fast, når du kommer op. - Rap dig!”
   Det var egentlig mod Sømandsskik, at han selv purrede sin Søn. Hans Plads var jo på Dækket, men Omsorgen for, at Drengen fik Tøj nok på, havde fået ham til at springe ned i Kahytten.
   Netop som han smøg sig op gennem Lugen, lå Skonnerten under for en svær Sø, der var kommet ind midtskibs. Der gik en Del Vand ned ad Trapperne til Kahytten, og han måtte skynde sig at slå Halvdørene i. - Så arbejdede han sig fremover. - Vandet slog ham op over Hofterne, men han ænsede det ikke. Endelig stod han hos de to Mand, der sled med at knytte de stive, frosne Bændsler i Fokken.
   „Skynd jer Drenge!” råbte han gennem Stormen. „Så snart vi får den Stump Stagfok sat, stiver det på Skuden! - Rap jer nu!”
   Han behøvede såmænd ikke at skynde på dem. Både Mikkel og Lars vidste, hvad det gjaldt.
   „Nå! - Så klar ved Faldet! - Sæt det Skøde fast! - Bliver der en af os ramt af Blokken, kan han være sikker på, at han bliver Torskeføde!”
   Han lagde sine vældige Kræfter i for at hale Sejlet op. „Sådan! - Hivohøj! - Så tager vi alle på én Gang! - Op med den!”
   Fokken måtte op for de tre stærke Mænds forenede Kræfter. Men det er ikke helt let at få et stivfrossent Reb til at glide gennem en Blok.
   „Slæk så Skødet!” råbte han. „Hans forstår nok at lade den gå for Vinden lidt! - Så løs på Skonnertsejlet!”
   Nu kom Harald forsigtigt kravlende ud til dem, idet han bogstavelig talt klamrede sig fast så ved det ene og så ved det andet for at undgå at blive revet om på det glatte Dæk. Han tog straks en Hånd med i Arbejdet med Sejlet; her var både Styrke og Omtanke nødvendig.
   At rebe og sætte Sejl i Storm og høj Sø er et forfærdeligt Slid, og kun den, der har prøvet det, har Lov til at tale med om det farlige ved dette Sømandsarbejde. Her gjorde Harald for første Gang sin rigtig alvorlige Erfaring om Havets Vælde og Menneskenes Svaghed, og han lærte, at intet andet Sted gjorde Sammenholdet så meget som her.
   Under en uhyre Kraftanstrengelse kom Skonnertsejlet op. Det var nu klodsrebet, kun en elendig lille Klud, men alligevel nok til, at man lidt efter lidt bragte Skibet op til Vinden.
   „Så er vi der!” sagde Skipperen og lagde sin Hånd på Haralds Skulder.
   „Hvor, Far?”
   „Så er vi underdrejet! - Nu må vi pejle Pumperne! - Vi har fået en Mængde Vand over!”
   Der var selvfølgelig kommet Vand i Lasten, og Harald måtte sammen med Lars og Mikkel til Pumpen. Der var ikke Tegn på nogen Læk; i Løbet af en halv Snes Minutter gav Pumpeslangen kun lidt Vand.
   Hans fra Thurø stod inde ved sit Rat, som var han skåret i Træ. Kun hans Hænder var i uafbrudt Bevægelse, som han stod dér og knugede dem om Rattets Knager. Han var som ét med Skibet, og det var tydeligt at se, at han forstod den vanskelige Kunst at holde Kurs op mod Vinden og de frådende Søer. Han var en ægte Havets Søn, hvis Forfædre Slægt efter Slægt havde pløjet den blå Ager.
   „Tror du, vi kommer hjem til Julen, Hans?” spurgte Harald, da han kom ind til ham efter Pumpningen.
   „Måske! - Men Stormen må først lægge sig. - Ellers kan vi nemt gå nedenom og hjem. - Kan du se, hvor hvidt det lyser derude?”
   Harald kikkede gennem de frosne Ruder. Kun den store, tykke Rude foran Kompaslanternen var helt isfri. - Han tøede et lille Hul med Hånden.
   Jo, Rigningen lyste hvidt. Skonnerten var ved at ise til.
   „Kan du se? - Nu forstår du nok, man skal holde fast med Grabberne, når man er på Dækket!”
   „Vi når aldrig hjem,” svarede Harald, og Tårerne begyndte at trille ham ned ad Kinderne.
   „Sludder, Dreng!” trøstede Hans. „Så længe Masterne peger opefter, kan vi sejle Skuden i Havn.”
   Den Ro, der var over Hans, gjorde Drengen godt; men han forstod, at han nu havde gjort Bekendtskab med Havets Vrangside.
   - - -
   Lige da Klokkerne begyndte at ringe Julen ind, masede „Svanen” sig gennem Fjordens Sjapis hjem til den lille By. Alt var gået godt. Stormen havde lagt sig lidt efter lidt, og Skonnerten var sluppet ind til Ystad, hvor en Mekaniker hurtigt havde ordnet den genstridige Motor.
   Hvor havde Harald været, utålmodig do sidste to Døgn. Han var så bange for, at de ikke skulle nå hjem til Jul. Men Østenvinden var venlig; den blev ved at holde sig, og Skipper Nielsen var for en Gangs Skyld flot med den dyre Petroleum. Motoren fik Lov til at stampe fremad for alle Hestekræfter, og for så mange Sejl, som kunne føres, fløj „Svanen” mod den hjemlige Havn.
   Sådan gik det til, at to Gæs blev for lidt til Skipper Nielsens Juleaften, for både Lars fra Hou og Hans fra Thurø måtte blive i Byen Natten over; men Fru Nielsen var ikke rådvild. Glæden over at have Mand og Søn friske og frelste hjemme fik hende til at overvinde alle Vanskeligheder og skaffe Julemad til alle. En Ribbenssteg måtte hjælpe med.
   Der er næsten ingen Grænser for, hvad fem stærke Mandfolk, der i syv-otte Dage ikke har fået rigtig tillavet Mad, kan sætte til Livs, når de endelig sidder ved et godt Bord.
   Det sværeste for dem var at tåle Varmen. Maskin-Mikkel svedte, så der stod store Perler i hans røde Ansigt, og Lars fra Hou var så ophedet, at han sad stille og pustede.
   „Gør ligesom jeg,” sagde Skipper Nielsen. „Smid Trøjerne og Flipperne. Mutter har før set Søfolk i Skjorteærmer.”
   „Vi har da også taget rene Skjorter på,” grinede Lars. „Men det er sandelig en skrap Hede.”
   Man var kommet til at spise sent i Skipperhuset og det blev næsten hen mod Klokken ti, inden Juletræet kunne tændes, og de utålmodige små få deres Julegaver.
   Erna fik en Sparegris fra Finland og en Dukke fra Danzig, Lappesko fra Åbo og en smukt malet Dukkevogn fra Gefle. - Det var helt utroligt, alt det Skipper Nielsen havde husket art købe til sine Børn. De små Drenge fik både Finneknive og Finnestøvler, og Fru Nielsen fik et Par smukke Skåle af dejlig finsk Krystal. Det havde været et helt Kunststykke at stuve dem om Bord i Skonnertens Kahyt, så de ingen Skade kom til.
   De tre Matroser havde også Smågaver til Børnene. De var købte i Ystad, kunne Harald se, så Folkene havde regnet med at skulle fejre Juleaften i Skipperens Hjem. - Og Harald selv! - Ja, han havde tænkt på alle. Hans Mor fik smukke Træskeer til Køkkenbrug og en Kagerulle med fint udskåret Håndtag. Erna fik en morsom udskåret Træmand, der trak med en Trillebør. Desuden fik hun en Akrobat, der kunne gøre de mest halsbrækkende Kunster. - De små Brødre fik også morsomme Ting. - Jo, der var rigtignok Juleaften i Skipperhuset.
   Men Trætheden efter den hårde Tur begyndte at melde sig. Maskin-Mikkel gabede mere og mere søvnigt. Hans nikkede dybere og dybere, og Lars havde længe siddet og stirret frem for sig med stive, vandblå Øjne.
   „Nu er det vel nok klogest, I går om Bord, Folkens, og tørner ind!” sagde Skipper Nielsen. „Hans og Lars skal jo med Toget i Morgen tidlig. - Du kan komme herop og spise til Middag, Mikkel, når du får udsovet.”
   „Det kan måske knibe med det!” mente Mikkel, og det var sandt; den Søvn, han havde fået, siden de sejlede fra Ystad, var ikke meget bevendt.
   De små kom i Seng, og Fru Nielsen gik og ryddede op. På sit Sybord fandt hun en aflang Pakke i rødt Papir, som hun åbnede. Den indeholdt et nydeligt Læderbælte med smukt tegnede Mønstre. Det var finsk Arbejde, kunne hun se.
   „Hvem har glemt det der?” spurgte hun og holdt det op. „Det må være en af de to, der skal rejse. Mikkel køber ikke den Slags.”
   „Nej!” lo Harald. „Det er mit.”
   „Dit? - - - Det er jo et Damebælte.”
   „Ja, jeg har købt det til Inger! - Hun skal da også have en Julegave.”
   Fru Nielsen smilede. - Når det kom til Stykket, syntes hun, at det var morsomt, at det gamle Venskab mellem Harald. og Inger blev ved med at bestå.
   „Hun fortalte mig, at du havde skrevet til hende fra Kalmar!” sagde hun.
   „Ja, jeg havde jo lovet at skrive. - Hun skrev også til mig; jeg fik Brev, mens vi lå i Danzig,” fortalte Harald. „Hvordan går det med den grå Mis?”
   „Den er større end sin Mor! - Nu ser vi ikke så meget til den, siden det er blevet så koldt. - Jeg tror, Fru Frederiksen synes helt godt om en nu.”
   Harald sad lidt og pillede med et Slips, som hans Mor havde givet ham i Julegave.
   „Hvordan går det med Gunnar? - Er han i Banken endnu?”
   Fru Nielsen satte sig ned på en Stol. Hendes Mand havde lagt sig tilbage i Chaiselongen og snorkede højlydt. Nu meldte Trætheden sig også hos ham.
   „Jeg tror ikke, det går så godt!” sagde hun. „Jeg har hørt Folk her i Nabolaget fortælle, at han kommer sammen med nogle Kommis'er, og at de både spiller Kort og drikker Spiritus.”
   „Så er det bestemt tykke Hansen og Carl Steffensen! - Det er de to henne hos Worms - rigtig et Par ækle Fyre, jeg aldrig har kunnet lide. Både Gunnar og Poul var, som de var tossede efter dem.”
   „Det kan nok være!” Fru Nielsen sad og så tankefuld ned i Bordpladen. „Der har været flere Ting i Vejen i Efteråret. - Jeg ved fra Fru Frederiksens Naboer til den anden Side - Jensens, du ved - at Gunnar er kommet forfærdelig fuld hjem en Aften for en Månedstid siden, og at han ikke kunne møde i Banken næste Dag. - Det er forskrækkeligt med den Dreng.”
   „Jeg har ikke smagt Spiritus endnu, Mor.” sagde Harald stille.
   „Det vil din Far ikke tillade dig, så længe du er sammen med ham. - Jeg tror heller ikke, du har Lyst til den Slags. - Det ligger ikke for vor Familie. - Helene var herinde en Aften for nogle Dage siden. Der var blæst noget af hendes Vasketøj herind. - - - Hun fortalte mig, at Fru Frederiksen græd meget over Gunnar. Han skal være blevet så forskrækkelig næsvis imod hende. Du ved nok, at han lige fra lille af har haft Anlæg for at være stor på det. - Nu lader han sine Utyskestreger gå ud over både sin Mor og Helene. - - - Han er vist en rigtig snavs Fyr.”
   Harald sad lidt og så på det smukke Bælte, som hans Mor endnu sad med i Hånden.
   „Mor! - Hvordan får jeg Inger givet det Bælte?” spurgte han alvorligt. „Jeg kan jo ikke sådan gå ind med det, og Gunnar kan ikke tåle at se mig.”
   Fru Nielsen smilede blidt.
   „Det kommer vi nok over. - Erna og Inger er meget fine Venner. Hun er ofte derinde halve Dage, og både Fru Frederiksen og Helene forkæler hende skrækkeligt. - Hun kan nemt gå ind med det i Morgen Formiddag.”
   „Mor! - Tror du ikke, at Fru Frederiksen har forkælet Gunnar, mens han var lille?”
   „Da var det vel ikke værst, min Dreng! - - - Men han har nok fået sin Vilje for tit, og derfor er han nu blevet sådan, at han vil råde!”
   „Mon han klarer sig godt henne i Banken, Mor?”
   „Det ved jeg ikke noget om, min Dreng! - Men Gunnar får vist meget svært ved at klare sig, hvor han kommer hen! - - - Nu skal du i Seng, Harald! - Du er jo så træt, at du næsten ikke kan sidde oprejst!”
   Så gik Harald ind i sit gamle Kammer. - Hans Tanker drejede sig om Gunnar. - Hvad der end havde været dem imellem, og hvad han så end hørte om ham, så blev han ved med at holde af ham; det følte han.