Kolerabarnet
Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I.
Tingelingelingelinge, hop, hop, hop! ... Tingelingelingelinge, hop, hop, hop!Træskoene klaprede taktfast i Stenbroen og hvirvlede Støvet op i de åbne Munde og svedige Ansigter.
Tingelingelingelinge, hop, hop, hop!
Stemmerne blev hæse og skrigende i den hede Sommerluft, og Åndedragene gispende og pibende.
Tingelingelingelinge, hop, hop, hop!
Op ad Klærkegade, om Hjørnet af Ny Kronprinsessegade og ned ad Rosengade, om Hjørnet af Rigensgade og igen op ad Klærkegade.
Tingelingelingelinge, hop, hop, hop!
Det var Klærkegades Drenge, der morede sig.
De havde fundet en død Kat i Rendestenen, bundet et Stykke Sejlgarn i Halen på den og løb nu i Flok og Skare og trak den op ad Gaderne.
Det var en Eftermiddag i Juni i Året 1853.
Solen brændte og glødede fra en skyfri Himmel, og ildelugtende Dampe steg op fra dybe Rendestene og skumle Baggårde.
Folk sad inde i Husene og gispede for åbne Vinduer, og i Logihuset på Hjørnet sov Gæsterne Middagssøvn på Gulv og Bænke, medens Værten i Forklæde og Skjorteærmer stod udenfor Døren og røg sin Pibe. Ellers var der stille og øde i Gaden; ikke et Menneske og ikke en Vogn.
Kun Drengene blev ved med deres taktfaste Trampen og Råben:
Tingelingelingelinge, hop, hop, hop!
- At de gider! - sagde den tykke Logivært og strakte sig - ... i sådan en Varme! ... man skulle tro, de var skøre i Ballonen alle sammen ... men sådan rendte man vel også selv og tossede, mens man var Dreng! ... Halløj, hvad er der nu i Stykker!
Logiværten tog Piben af Munden og skridtede henad de smalle Fliser, så hurtigt som hans Tykkelse og hans brede, udtrådte Slæber tillod det. Hvad var der i Vejen?
Drengene var lige drej et om Hjørnet af Rigensgade med deres underlige Køretøj, da de pludselig blev afbrudt i deres Leg af skingrende Hvin og Skrig.
Det var en gammel Dame, som kom gående ud fra en af de øverste Gadedøre.
Kappen sad skævt på hendes Hoved, og Håret hang i lange grå Proptrækkerkrøller ned over Kinder og øren.
Af Ansigtet kunne man kun se den spidse Hage og den Spidse Næse.
En sort, forslidt Kjole flagrede under de stærke Bevægelser op om hendes tynde Ben og blottede et Par snavsethvide Bomuldsstrømper og et Par alt for store Safianssko.
- O, I Uhyrer! I Dyrplagere! I Djævels Drenge! ... O, min Zemire! ... min Zemire! ... stakkels lille Zemire ... og hende har I myrdet! ... hende har I skamskændet! ... I Rakkerhunde! ... I ... uh!!
Hun strakte de knyttede Næver med de spidse Knoer op mod deres Ansigter og stampede med de store Safianssko i Stenbroen.
Drengene stod betuttede omkring hende, nogle stumme af Overraskelse, andre stumme af Skræk.
De kendte alle sammen Jomfru Mejer, Kattejomfruen, som de af og til havde råbt efter hende på Gaden, men aldrig havde de set hende i den Tilstand som i Dag. Hun, som ellers var så blid, som gik så stille og gjorde sine Indkøb, og som ellers passede sig selv og sine Katte deroppe på de små Kvistværelser i Baggården.
- Vi har ikke slået Katten ihjel - sagde endelig den største, - vi fandt den i Rendestenen.
- I Rendestenen ... O, stakkels Zemire! ... den løb hjemme fra i Går ... og nu er den død ... og I har skamskændet den ... gå I onde Drenge!
Ingen gik; de stod endnu alle og så på den gamle Jomfru.
Hun havde lagt sig på Knæ ved Siden af den døde Kat og forsøgte nu med sine rystende, magre Hænder at løse den stramme Sejlgarnsknude. Tårerne strømmede ud af de noget sammenknebne øjne og faldt som Dråber ned fra den spidse Næse, og Munden mumlede bestandig ømme og blide Ord: Min Zemire, o, stakkels Zemire!
- Skal jeg hjælpe Dem! - sagde en rask, køn Dreng på 10-11 År, idet han knælede ned ved Siden af Jomfruen med sin åbne Foldekniv i Hånden.
Den gamle Dame så mistænksomt på ham, men da der for hendes Blik viste sig et alvorligt rødmosset Ansigt, et Par klare, blå øjne og nogle lyse Lokker, som stak frem fra en blå Lærredshue, mumlede hun en Tak og greb Kniven.
Et øjeblik efter var Knuden skåret over, og den gamle Jomfru stod med den støvede, mishandlede Zemire ømt trykket til sit Bryst.
- Haa, haa, haa - brast det ud af Logiværten, - hun er jo ganske mør i Kalotten, det gamle Ben! haa, haa, haa!
Nogle af Drengene lo med, og en enkelt forsøgte på et »Kattejomfruen leve!«, men det mislykkedes.
Der var ingen andre, der råbte Hurra end han selv, og det var der ikke nogen Fornøjelse ved.
Jomfruen forsvandt i Gadedøren med sin dyre Skat, Logiværten gik hjem til sine sovende Gæster, og Drengene drev op ad Volden for at se, om der ikke var et Par Nyboderdrenge, de kunne mule.
Klærkegade lå atter øde og tom i det bagende Solskin.