Kolerabarnet

---

Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

III.

   Næste Morgen, da Alfred vågnede, var Faderen gået på Snedkerværkstedet, og Moderen var ude i Køkkenet. Han så på det store Bornholmerur, at Klokken var over syv, og at han måtte op med det samme, om han skulle nå Skolen, før det ringede.
   Hurtigt sprang han op af Sengen og begyndte at klæde sig på.
   Han glemte ganske sit Sår i Panden og lod Kattejomfruens snavsede Tørklæde sidde om Hovedet.
   Medens han klædte sig på, trådte Moderen ind.
   - Men, Alfred! ... hvad er det dog for et Tørklæde, du har på! ... har du slået dig!
   Alfred foer lidt forskrækket med Hånden op til Hovedet. Nu huskede han det hele.
   - Å, det var bare en Sten, der kom til at ramme mig!
   - Kom til! ... ja, nu kan du tro, jeg skal snakke med Far, og du skal ikke længere få Lov til at rende med alle de Gadedrenge! ... lad mig se!
   Moderen foer hen og tog Tørklædet af hans Hoved.
   - Uh! ... det er jo ganske sort! ... hvad er det dog, du har smurt på!
   - Det var Kattejomfruen, som tog mig med op ...
   - Kattejomfruen! ... som aldrig nogen får Lov til at komme ind hos!
   Nysgerrigheden tog helt Overhånd hos Moderen, og hun begyndte at spørge ud.
   Alfred fortalte om de lange Trapper, om den fæle Luft og om de mange, mange Katte.
   Moderen glemte helt at skænde og hjalp ham med Påklædningen, vaskede ham, gav ham hans Mælkebrød og fik ham af Sted til Skolen.
   Og længe efter at han var gået, dvælede hendes Tanker ved den mærkelige Jomfru Mejer og alle hendes Katte.
   Men Alfred ilede af Sted til sin Skole, Fattigskolen i Bredgade.
   På Hjørnet af Hindegade og St. Kongensgade blev han imidlertid standset i sin Fart.
   Der var et helt lille Opløb om en Droske.
   Koner med bart Hoved og Hænder under Forklædet, Sjovere med fedtede Kabudser på Hovedet og Hænderne i Lommen, og Drenge med Bøger og Madpakker.
   - Hvad er der på Færde! ... Hvad er der på Færde!
   -Der er en, der er syg! ... der er en, der er død! ... væk, nu kommer de med ham!
   Alfred trængte sig hen til Døren.
   Oppe på Trappen buldrede og bumlede det, og så kom en Politibetjent ud, og efter ham to Mænd, der bar den syge på deres Arme.
   Det var en arbejder.
   Hans Strømper var hullede og snavsede, og hans Tøj forslidt og forrevet. Han så frygtelig ud.
   Hans Hår strittede til alle Sider, og hans Ansigt var ligblegt med sorte Ringe under øjnene og Fråde om Munden.
   Der var ganske stille omkring Vognen, og først da Døren var lukket, og Hesten begyndte at sætte sig i Bevægelse, blev der lidt Liv.
   - Hvad fejlede han! ... var han død ... var han fuld, havde han slået sig! ...
   Fra alle Sider spurgte de og trak sig sammen om en af de Mænd, der havde hjulpet.
   - Det var vist Kolera! - sagde Manden stille, - han faldt om, ligesom han havde fået Tøjet på og ville gå til sit Arbejde!
   Der gik ligesom et Stød gennem hele Forsamlingen.
   - Kolera! Kolera!
   Mange trak sig hastigt tilbage og ilede bort.
   Men en af Sjoverne trængte sig frem mod Døren.
   - Kolera! - sagde han, idet han stak Hænderne dybere ned i Lommen og skrævede ud med Benene, - den er inte vanskelig at kurere, den Sygdom ... det er bare Brændevin og immer Brændevin ... det kan den'te tåle! ... je' har våren med, hvor de døde som Fluer a' den, men mig holdt den sig fra ... og det var Brændevinen, forstår I ... den klare, rene Brændevin! ... nej, den er inte farlig, den Sygdom! ... den angriver inte Standspersoner!
   - Hurra for Pimpestoffer! ... han hører til Standspersonerne ... leve Brændevinskongen! - råbte nogle af. Drengene og holdt sig rede til Flugt.
   Men Pimpestoffer bare skelede til dem og rørte sig ikke af Pletten. Han holdt det for under sin Værdighed at rende efter dem så tidlig på Morgenstunden.
   Alfred havde stået og set på Sjoveren, medens han talte, men han hørte ikke ret meget af det. Han kunne ikke løsrive sine Tanker fra det frygtelige Syn, han lige havde set.
   Sådan så de altså ud, når de havde Kolera!
   I de sidste Dage havde han nok hørt, at man så småt talte om, at der var Kolera i Byen, men nogen videre Skræk var der ingen, der følte.
   Hans Fader havde endogså for et Par Aftener siden på en halv lystig Måde fortalt om Koleraen i Berlin 1837.
   Han havde dengang opholdt sig der som Snedkersvend og havde tjent mange Penge ved at lave Ligkister.
   - Det var nok en slem Sygdom, havde han sagt, og den var meget smitsom, men når man bare holdt sig ren og ikke spiste umoden Frugt eller drak for megen Spiritus, kunne man sagtens undgå den! -
   Men han havde nok ikke set nogen af de syge dernede!
   Nu havde Alfred set det, og når de så sådan ud, måtte det jo være en forfærdelig Sygdom.
   Og tænk om han nu var bleven smittet!
   Han kom til at ryste over hele Kroppen og syntes næsten, han var syg allerede.
   Han måtte have noget Vand at drikke, ellers kom han til at kaste op.
   Hurtigt løb han ind i en Gård og fik sig en Slurk af Vandposten.
   Men det hjalp ikke stort, for Vandet var ganske lunkent og smagte væmmeligt.
   Medens han stod der og drak, hørte han Klokken slå 8 fra St. Pauls Kirketårn.
   Forskrækket foer han op: Skolen, Skolen!
   Og nu gik det i fuld Firspring ud af Gården og hen ad Gadens toppede Stenbro.
   Han glemte ganske Sygdom og Smittefrygt og havde nu kun en Tanke: kunne han nå at komme ind i Klassen før Hr. Møller! ... kunne han det! ... kunne han nå det!
   I tre Minutter klarede han Vejen, og hæseblæsende foer han ind ad Porten, op ad Trappen, ind i Klassen.
   Der var Tummel og Larm, Skrig og Råb.
   Drengene var der, men - enten gik St. Pauls Kirkeur galt, eller også var det Hr. Møller, der gik galt - der var ingen Lærer.
   Alfred satte sig stille på sin Plads og pustede ud.
   - Stælle I Slåberter! - råbte en af de store Drenge og gik op til Kathederet, - Stælle, I Sløngler!
   Han satte sig på Stolen, stak Penneskaftet bag øret, tog en lille Papirsæske op af Lommen og tog sig en Pris: Atsch!
   Atsch! nyste hele Klassen, så det rungede, Atsch!
   Men i det samme åbnedes Døren, og ind trådte Hr. Møller.
   Den store Dreng listede sig sagte ned på sin Plads, og de andre rejste sig, buldrende, snakkende.
   Hr. Møller gik op til Kathederet.
   - Stælle I Slåberter!
   Han satte sig på Stolen, trak en Snustobaksdåse op af Vestelommen og tog sig en ordentlig Pris: Atsch!
   Atsch! - sagde nogle af de nederste Drenge.
   - Stælle I Sløngler! ... Atsch ... når jeg siger stælle, så skal der være ... Atsch! ... hører I! når jeg siger ... Atsch! ... så skal der være stælle! ...
   Drengene vred sig af Latter, og der blev ikke »stælle«, før Hr. Møller havde taget en stor, tyk Rebtamp frem fra et Skab og lagt den på Kathederet.
   Hr. Møller satte sig igen på Kathederet, skød sine Hornbriller op på Panden, rettede på sin Kalot og tog Balles Lærebog frem.
   - Æh! ... det er 8de Kapitel, Anmærkning a ... »Det er altfor usikkert og dårligt« ...
   - Det kan du, Alfred Hansen ... du plejer at kunne.
   Alfred fortsatte: ... »at ville opsætte sin Beredelse til Døden, fordi man er ung, eller sund og frisk; thi Døden bortrykker ofte mange Mennesker i deres blomstrende Alder ... blomstrende År. Så véd man ... ej heller ... om ... om Døden kommer ... kommer ... pludselig ... eller ...
   Nej, det gik ikke.
   Alfred kom igen til at tænke på den syge Arbejder, og det kvalmede atter for ham.
   - Jeg ... jeg er ikke rask, Hr. Lærer!
   - Ække rask! - Hr. Møller så forbavset på ham ... ække rask!
   - Nej ... jeg ... jeg har vist Kolera ... jeg er bleven smittet!
   Det gav et Sæt i Hr. Møller. Han blev hel bleg i Ansigtet og greb sin Snustobaksdåse.
   - Gå hjem ... atsch! ... og la' din Mor gi' dig varm ... atsch! ... Hyldetæ ... og svøbe dig ind i ... atsch ... Uldtæpper ... og lægge en ... atsch ... Varmedunk under dine Fødder!
   Alfred rejste sig og gik ud af Klassen, ned ad Trapperne.
   Da han kom ned i Gården, ville han dog prøve, om en Drik Vand ikke kunne hjælpe, og han gik derfor hen til Vandposten.
   Men det var en gammel, halvrådden Træpost, og undertiden måtte man pumpe meget længe, før der kom Vand op i Tuden.
   Når det så endelig kom, var de første Stråler i Reglen fulde af alle Slags Dyr og Planter.
   Medens Alfred stod der og sled i Pumpes tangen, kom en af hans Skolekammerater farende med et Glas i Hånden og satte det for Tuden.
   - Jeg skal ha' noget Vand! ... Hr. Møller er bleven helt dårlig! han er ligbleg i Ansigtet, og Hænderne ryster, så han ikke kan holde Snustobaksdåsen! ... pump væk!
   Alfred pumpede væk. Det rumlede og snurrede nede i det gamle Sugerør, og hvert øjeblik lød det, som om Vandet var lige oppe ved Tuden og derpå rendte ned gennem Røret igen.
   Men endelig kom det væltende ud: Mudder, Grønalger, Træstumper og Vandsalamandre i skøn Blanding.
   - Hurra ... det kan blive et dejligt Bæger til Hr. Møller! - jublede Drengen, idet han fyldte Glasset med det grumsede Vand og lagde en Salamander på Bunden.
   Alfred kunne ikke lade være at le ved Tanken om Hr. Møllers Ansigt, når Drengen kom med Vandet.
   Selv havde han fået nok af Synet, han følte ikke Spor af Tørst mere.
   Nu syntes han for Resten også, han havde det bedre, men det kunne jo komme igen, hvad øjeblik det skulle være, så det var bedst, han skyndte sig hjem.
   På Vejen kom han forbi Huset, hvorfra de bar den syge Mand ud, og det frygtelige Syn stod igen for ham.
   Han følte sig atter syg og ilede af Sted til Klærkegade.
   - Ih, men Alfred! ... hvordan er det dog, du ser ud! - råbte hans Mor, da han kom ind ad Døren, - er du syg!
   - Ja, jeg ... jeg har vist Kolera, Mor! ... jeg er bleven smittet!
   Alfred syntes selv, det var så sørgeligt. Han kunne ikke lade være med at græde lidt.
   Moderen blev så angst, at hun skælvede og gav sig straks til at klæde ham af.
   - Hr. Møller sa'e, jeg skulle ha' Hyldete og uldne Tæpper og Varmedunk!
   - Ja, lad os bare få dig i Seng, min Dreng, så kan Far se dig, når han kommer hjem til Middag!
   Lidt efter lå stakkels Alfred lunt og godt i sin Seng.
   Han fik Hyldete, uldne Sjaler og Varmedunk, og han svedte, så der stod en tæt Damp omkring ham.
   I den Tilstand fandt Faderen ham, da han kom hjem for at spise.
   - Hvad i al Verden går der dog af dig, Alfred! - spurgte han forbavset.
   - Jeg har Kolera, Far! ... jeg er bleven smittet!
   Han syntes for Resten selv, at han ikke fejlede det mindste i øjeblikket.
   - Hvad er det for nogen Snak, Alfred! ... hvor er du bleven smittet?
   Alfred fortalte nu om sin Tur til Skolen om Morgenen, og efterhånden som han skred frem i Fortællingen, opklaredes Faderens Ansigt mer og mer, og tilsidst lo han helt fornøjet.
   - Ja, den Kolera kender jeg godt! ... den havde jeg også, da jeg lavede den første Ligkiste nede i Berlin i 1837; men den varer kun en Dags Tid, og du er allerede færdig med din, kan jeg se! ... Stå du nu op og få dig en ordentlig Portion Grønkål, så er den Historie forbi!
   Alfred stod straks op af Sengen, spiste Grønkål og Flæsk med stor Appetit og følte sig frisk som en Fisk.
   Om Eftermiddagen hjalp han Moderen med Arbejdet i Huset, og om Aftenen fik han en munter Passiar med Faderen på den lille Bænk uden for Vinduerne. Al Sygdom og Smittefrygt var forsvunden.
   Hans Koleratilfælde var endt på den heldigste Måde.