På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3. Emils Flugt
Men Emil var allerede langt borte fra Politi og Bøller.Han løb så hurtigt, hans Ben kunne bære ham, op ad Saxogade, over Vesterbrogade, om ad Værnedamsvej, ned ad Gl. Kongevej og ud langs Dosseringen mod Østerbro - bare bort.
Han ville ikke på Stationen - ville ikke ... for han havde ingenting gjort! Det var Anders og Oluf, som havde været inde i den Galanteributik for at stjæle, og han havde bare stået Vagt! ... Men så var det, at Galanterihandleren kom efter dem og fik at vide af en Dreng, hvem de var ... det Fjols til Dreng men han kunne bare vente! ... bare vente!
Emil måtte standse lidt på Grund af den stærke Færdsel ved Dronning Louises Bro, men omsider borede han sig igennem og fortsatte sit Løb ud ad Dosseringen.
Nu kunne de ha' det så godt dernede på Politistationen ... de skulle ikke få fat på ham ... aldrig! ... Men derhjemme ... hvad ville de sige, når han ikke kom i Aften ... og på Mælkeforsyningen!
Emil sagtnede lidt betænkelig sit Løb. Skulle han vende tilbage?
Nej, nej ... han ville ikke ... han turde ikke ... Politiet kom naturligvis, og så skulle han sidde på Stationen i Nat ... nej, nej . . og hjemme savnede Far og Mor ham ikke ... han fik jo Lov at gå og komme, som han ville, undtagen om Fredagen, når han skulle aflevere sin Ugeløn! ... Men Marie ... Marie ... det var Synd mod hende ... hun var så god og så kær hun sad på Systuen til langt ud på Natten bare for at tjene til Føden og til Huslejen ... for Far bestilte jo aldrig noget, og Mor var altid syg! ... Men når de nu ikke fik de fem Kr., som han tjente om Ugen på Mælkeforsyningen! ...
Emil sagtnede igen sit Løb; men Frygten for Politiet og et lille Stænk af Lyst til Eventyr drev ham atter fremad.
Ved Trianglen på Østerbro standsede han, og først nu gav han sig til at overveje det vigtige Spørgsmål, hvor han skulle tilbringe Natten.
Til venstre for ham lå de store Fælleder med det bløde Græs og de mange hjemløse Vagabonder; der var Plads nok, og der var Selskab nok. Men bedre var det dog, om han kunne finde et Skur eller en tom Lejlighed.
Medens han stod i disse Tanker, kom et lystigt Selskab ud fra en Restaurant lige ved Sporvognenes Holdeplads.
Der var en halv Snes Stykker i alt, tykke, velnærede Mænd med hvide Veste og høje Silkehatte.
De var varme og støjende, som om de kom fra en bedre Middag, og der stod en hel Sky af Cigarrøg om deres Hoveder.
»Ja, hvor får vi nu fat på en Vogn,« sagde den tykkeste og livligste af hele Selskabet, »hvor får vi fat på en Char-à-banc! ... Vi ka' da'nte komme jollende i Drosker til Bakken ! ... Hallov, du der ! ... Ved du ikke, hvor der bor en Vognmand?«
Emil rev Kasketten af Hovedet med et ryk. Han var straks rede og glemte for et Øjeblik hele sin sørgelige Stilling.
»Ka' du'nte rende hen og få en Char-à-banc til os, så går vi ind og ta'r en Vand imens!«
Den tykke Herre kastede en Halvtredsøre til ham og vendte sig atter til sine Fæller.
Emil pilede af ned ad Østerbrogade og vendte kort efrer tilbage med en glinsende, funklende Skov-char-à-banc, forspændt med et Par store, blankbrune Heste.
Han tronede stolt ved Siden af Kusken på den høje Buk og svingede flot med sin Kasket, da Vognen under stærke Piskeknald standsede foran Restauranten.
»Det ka' jeg li' ... det ka' jeg li',« sagde den tykke Herre, som nu kom ud på Gaden, fulgt af hele det glade Selskab.
Emil sprang ned og lukkede Vogndøren op, og da alle de hvidvestede Herrer efter en hel Del Støj og Latter var kommen til Sæde, lukkede han atter Døren og slog Trinnet op.
»Vil du ha' en Køretur med, Dreng, så spring bare op på bukken! ... Vi skal nok lodse dig hjem med Jernbanen!«
Emil blev henrykt og sad i eet Nu ved Siden af Kusken.
Og så gik Farten ud ad den sollyse Strandvej med de hvide Villaer, det glitrende Sund og de grønne Marker.
Det var som et helt Eventyr, og Emil glemte for en Stund både Fortid og Fremtid.
Han havde aldrig været uden for Byen før, og det var, som om en ny og større Verden åbnede sig for ham.
Kusken viste ham Trekroner, Lynetten og Sverrigs Kyst der langt borte på den anden Side Sundet.
Han fortalte ham om den store Tuborgflaske, om Charlottenlund og om Skovshoved med sine mange Både og Fiskenet.
Og Emil så med store, undrende Øjne og hørte med åbne, videbegærlige Øren.
De fem Kvarter, Turen varede, gik for ham, som havde det været fem Minutter, og da Vognen rullede op for Klampenborg Kro, var det med et Suk, at han sprang ned af Bukken og åbnede Vogndøren for de nu noget trætte og sløve Skovherrer.
»Det er godt ... det er godt,« sagde Føreren for Selskabet, »der har du en Halvtredsøre, min Dreng og stik så af med Toget til Byen, så hurtig du kan!«
Emil takkede, tog Afsked med Kusken og fjernede sig.