På de vilde Veje

---

Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

4. En Aften på Bakken

   Emil så godt, at Stationen lå til venstre lidt borte fra Vejen, men hvad skulle han til Byen efter, han ville netop bort fra den - langt bort fra det hele!
   Så gik han gennem det røde Led ind i Skoven.
   Der var en Masse Mennesker derinde.
   Nogle lå og strakte sig på den bløde, mosgrønne Skovbund, nogle spadserede stille om under de høje, ranke Bøgetræer, og andre tumlede sig i munter, støjende Leg med glade, jublende Børn.
   De var alle så fine og pyntede.
   Emil så lidt misfornøjet på sine udtrådte, revnede Sko, sine hullede, blankslidte Benklæder og sin snavsede, forrevne Bomuldsbluse.
   Han havde ligesom en Følelse af, at her hørte han ikke hjemme.
   Og dog - han havde jo lige så megen Ret til den lyse Himmel og den grønne Skov som de andre! Der kom noget trodsigt og hårdt i hans Sind, og han gik atter frank og fri henad den brede Vej op mod Bakken.
   Jo nærmere han kom, des flere Mennesker var der, og noget borte hørte han en dump, forvirret Larm af Trommer og Lirekassemusik.
   Den Lyd kendte han. Det var som Alléenberg, hvor han så ofte havde været med sine Kammerater om Søndagen.
   Han gik i den Retning, hvor Lyden kom fra, og nåede inden ret mange Minutter en Række Beværtningstelte.
   Her sad Folk stille og roligt ved deres Mad og deres Øl, men oppe fra Bakken til venstre lød de buldrende Trommer og den skrattende Musik stærkt og drønende.
   Ved Kirsten Piils Kilde standsede Emil for at få sig en Drik Vand.
   Han kendte ikke noget til Sagnet om den smukke, fromme Pige, der for vild i Skoven og blev ledet til sit Hjem af den venlige Bæk, så der knyttede sig for ham ingen Minder til det berømte Kildevæld.
   Men han var en videbegærlig og lærelysten Natur, og han studerede derfor ivrigt den løjerlige, gammeldags Skrift over Kildespringet:

Det Kildevæld, som her sit Udspring haver taget, er af Kirstine Piil først fundet og opdaget.

   Han læste det flere Gange igennem, og det underlige, gamle Rim sang i ham, da han gik op ad den brede Allé op mod Bakken.
   »Det Kildevæld, som her sit Udspring haver taget, er af Kirstine Piil først fundet og opdaget.«
   Om, og om igen.
   »Hallo, Hallo! ... Hvem vil slå Tyren på Panden! ... Kom her ... kom her! ... Det koster kun 10 Øre ... kun 10 Øre ... og den Herkules, som får Klokken til at ringe, vinder det store Lod og har frit Slag for sig og alle sine Efterkommere i al Evighed ... Hallo, Hallo! ... Kun 10 Øre ... kun 10 Øre!«
   Emil standsede forundret. Det var en virkelig Tyr at se til med Hud og Hår, med Horn og Klove.
   »Hallo, unge Mand ... kom her og vis Deres Styrke ... kun 10 Øre, og frit Slag for Dem og alle Deres Efterkommere, hvis Klokken ringer ... kun 10 Øre!«
   Emil følte sig smigret ved at blive tiltalt med De og unge Mand.
   Han gav Udråberen en Tiøre, greb Køllen og slog Tyren på Panden med al sin Kraft.
   Loddet sprang kun et lille Stykke op ad Målestangen; der var endnu en lang Afstand op til Klokken på Toppen og ingen Udsigt til frit Slag for Emil og alle hans efterkommere.
   »Hallo, Hallo! ... Verdens berømteste Skydebane ... det største Under i Europa! ... Når Kuglen rammer Prikken, så kukker Gøgen, Hesten vrinsker, Koen brøler, Fåret bræger, og Hanen galer ... kun 10 Øre ... kun 10 Øre!«
   »Hallo, Hallo! ... varme Vafler ... skøre som Is, gule som Honning, lækre som Smør ... kun 10 Øre ... kun 10 Øre!«
   »Hallo, Hallo! ... Dampkarrusel ... elektrisk Rutschbane ... mekanisk Gynge ... første Klasses Befordring ... hurtig og let, god og billig ... kun 10 Øre ... kun 10 Øre!«
   »Hallo, Hallo! Verdens største Tombola ... altid Gevinst, aldrig Nitter! ... De kan vinde en Herregård, et Dampskib, en persisk Hingst, Sæbe, Kamme, Børster, Elfenbensdåser, Sølvskeer, Diamantringe, fineste Spisestel og Kopper med Guldkant ... kom her og træk ... kun 10 Øre, kun 10 Øre!«
   »Hallo, Hallo! ... Verdens største Troldmand ... Verdens mindste Dværg ... det vidunderlige Slangemenneske og Damen uden Arme og Ben ... kun 10 Øre ... kun 10 Øre! ... Hallo, Hallo!«
   Emil gik fra Bod til Bod og morede sig meget over Udråberne og over Folk, som gik ud og ind.
   Noget videre Indtryk gjorde dog disse Forlystelser ikke på ham. Han var jo så vant til dem fra Alléenberg, og han var mest tilbøjelig til at regne det hele for Humbug og Optrækkeri.
   Men de mægtige, bredkronede Bøgetræer, som hvælvede sig over Boderne med alt deres Skrammel, beundrede han.
   »Halløj, Gut! ... Er du ikke taget hjem endnu ... ja så skal du minsandten også se Mester Jakel, før du rejser!«
   Det var den tykke, hvidvestede Herre, som med hele sit Følge gjorde en Ronde op over Bakken, Ansigterne glødede, Cigarerne dampede, og Støjen og Latteren iblandt dem var umådelig.
   »Kaspar ... Kaspar,« råbte de, da de kom hen til det lille, grønmalede Træskur, hvorover der med store, sorte Bogstaver stod skrevet: »Mester Jakel.«
   »Kaspar, Kaspar! ... Op med Rullegardinet og lad os få lidt Komedie!«
   Og så satte de sig på Bænkene foran Scenen.
   Så snart Folk så de hvidvestede Herrer tage Plads foran Mester Jakels Bod, strømmede de til, og snart var der et stort Publikum omkring Dukketheatret.
   Emil havde sat sig på den forreste Bænk og ventede med Længsel på, at Komedien skulle begynde.
   Det varede heller ikke længe, før Tæppet rullede op, og en stor Dukke i Pjerrotdragt kom frem.
   »Mine Herrer og Damer,« råbte han med sin brede Mund, »mine Herrer og Damer ... nu begynder den store Komedie: Den fiffige Jens Peter eller Roskilde Majmånedsmarked ... Kom og se ... kom og se! ... Det koster ingenting for voksne og det halve for Børn! ... Hallo, Hallo!«
   Derpå bukkede han for Tilskuerne og forsvandt, og så begyndte Dukkekomedien.
   Tjenestekarlen Jens Peter kommer ind på Scenen i gammeldags Bondedragt: hvide Strømper, Knæbukser, rødstribet Vest med Sølvknapper og kort Vadmelstrøje.
   »Go' Dav ... go' Dav! ... Jeg er den fiffige Jens Peter, som tjener hos Storbonden Kaspar men jeg er kommen alt for tidlig op i Dag, for jeg skal til Roskilde Marked for min Husbond! ... Nåda, sikken et Slav, jeg skal slå!«
   Så kommer Storbonden Kaspar med en Pose Penge i Hånden. Den giver han Jens Peter under mange Fagter og mange Advarsler om Forsigtighed og byder ham gå til Roskilde Marked og købe en Hest.
   Jens Peter får Posen på Nakken og marcherer af Sted.
   Da han har gået et Stykke Vej, bliver han tørstig og må ind på en Kro for at få sig en Snaps og en Drik Øl.
   Han nøjes dog ikke med een Snaps, men drikker sig lidt beruset og lægger sig så til at sove ved Vejkanten med Pengeposen under Hovedet.
   Der kommer så Lurifax, en omstrejfende, forslagen Student, og han får efter en lang Scene lokket Pengene fra Jens Peter og forsvinder med dem.
   Og nu går det rent galt for den stakkels Tjenestekarl.
   Først får han Prygl af sin Husbond, derefter bliver han ført i Arrest af et Par Betjente, og til sidst bliver han af Dommeren dømt til at hænges.
   Men da Bødlen skal udføre Dødsdommen, lader den fiffige Jens Peter, som om han slet ikke forstår, hvordan han skal få Hovedet ind i Rebet. Bødlen må vise det. Han stikker Hovedet ind i Løkken, og Jens Peter trækker til under stor Jubel fra Tilskuerne.
   Bødlen hænger og dingler i Galgen, og Jens Peter går vel fornøjet ud af Landsbyen bort til andre Oplevelser og Eventyr.
   Emil morede sig meget over denne Komedie og klappede ivrigt i Hænderne, da Pjerrot atter kom frem og forkyndte, at nu rar den Historie ikke længere - nu kom den alvorlige Del af Festen, og det var Mutter med Talerkningen.
   »Se så, Dreng ... stik nu a' ned til Stationen, at du kan nå Byen, før det bliver Aften,« sagde den tykke Herre og lod en Håndfuld Småpenge rasle mod den fremstrakte Tallerken.
   Emil tog sin Hue af og forlod Stedet, men han gik ikke til Stationen; han blev på Bakken mellem de glade, lystige Mennesker.
   Det blev Aften, og skønt det var ganske lyst, blev der dog tændt kulørte Lamper hist og her ved Telte og Boder.
   Flere og flere Folk kom til, og Larmen og Støjen blev stærkere og stærkere, som Timerne gled.
   Emil gik fra Bod til Bod, men han tog sig vel i Agt for ikke atter at blive set af de hvidvestede Herrer.
   Han så dem tage en rask Svingom inde i Dansesalonen og hørte dem klappe og råbe Bravo i et Sangerindetelt, men når de kom ud, smuttede han ind mellem Mængden.
   Hen på Aftenen følte han sig meget sulten og gik ind i et af de simpleste Beværtningstelte for at få noget Smørrebrød.
   »Ja, har du nogen Penge,« spurgte Opvartningsjomfruen og så ringeagtende på hans dårlige Tøj.
   Emil lagde en Halvtredsøre på Bordet, og lidt efter kom Pigen med 4 Stykker Smørrebrød og et Glas Hvidtøl.
   Emil spiste og drak med god Appetit og gik derefter atter ud i Vrimlen.
   De hvidvestede Herrer var nu forsvundne, og Emil følte sig ligesom mere ene og fremmed, efter at de havde forladt Bakken.
   Folk morede sig heller ikke så meget mere, syntes han. De larmede og støjede vel lige så meget som før, men en Masse af dem var fulde og drukne, både Herrer og Damer.
   En Gang imellem kom de i et vældigt Slagsmål, og så måtte Politiet skille dem ad og føre nogle af dem på Stationen.
   Emil havde slet ikke tænkt sig, at der var Politi herude i Skoven, og han blev meget forskrækket, da han så Betjentene.
   Her var altså ikke noget sikkert Sted; han måtte bort her fra, helt ud på Landet, ellers ville Politiet gribe ham og bringe ham ind til Byen.