På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. En Nat i Skoven
Så gik han da ud i Skoven, og lidt fra Kirsten Piils Kilde drejede han ned ad en Vej til højre.Der var så øde og stille, ikke et eneste Menneske og ikke en eneste Lyd.
Oven over sig så han gennem Træernes Kroner den lyse Sommerhimmel, men til Siderne inde mellem Træstammerne var der mørkt og skummelt.
Det var første Gang, Emil var i en Skov om Aftenen, og han havde ikke gået mange Skridt, før Angsten greb ham.
Han kunne høre sit Hjerte banke og måtte hvert Øjeblik se sig tilbage. Det forekom ham bestandig, at der gik en lige bag ved ham.
Når han så vendte sig, så han de blinkende Lys oppe fra Bakken og hørte den summende Larm, og han fik den største Lyst til atter at vende tilbage.
Men der var jo Politiet, og der måtte sikkert ikke være nogen fremmede om Natten. Der kunne vel heller ikke være så langt gennem den mørke Skov, og ude på Vejene var der jo lyst og klart!
Så gav han sig til at løbe, så hurtigt hans Ben kunne bære ham.
Bag ved sig hørte han atter de hurtige, raske Trin, og hvert Øjeblik ventede han, at hans usynlige Forfølger ville gribe ham i Nakken og holde ham fast, men han standsede ikke og så sig ikke et eneste Øjeblik tilbage - han turde ikke, for nu var han ganske vis på, at der virkelig var en efter ham.
Blodet hamrede med tunge, dumpe Slag i hans Tindinger, og gennem hver en Pore trængte Sveden frem.
Aldrig nogen Sinde i sit Liv havde han været så angst, og han begyndte allerede at fortryde, at han var løbet derhjemme fra.
Men endelig - endelig - var han ved Skovens Udkant! Der var jo en Lysning lige foran ham!
Han satte endnu stærkere Kraft på og nåede inden ret mange Minutter en stor åben Plet, der på alle Sider var omgivet af høje Bakker.
Her standsede han udmattet og forpustet og så sig tilbage.
Der var ingen, ikke en Mors Sjæl.
Han trak Vejret lettere og forstod nu, at det hele var Indbildning. Han var slet ikke bleven forfulgt.
Men Angsten sad endnu i hans Krop, og da han så, at det kun var en åben Plet, og at Vejen fortsattes gennem Skov, rislede det ham koldt ned ad Ryggen.
Han turde ikke gå videre, turde ikke engang gå tilbage.
Han så sig om for at finde et Natteleje og opdagede nu en Slags Høstak, hvorover der hang et Pyramidetag, som kunne hejses op og fires ned, eftersom Stakken var stor eller lille.
For Øjeblikket hang Taget helt oppe i Toppen af de fire Stolper, som bar det, medens Høstakken kun var et Par Alen høj.
Der gik han så hen og klatrede op ad en af Stolperne, op til Høet.
Det duftede dejligt, og der kunne laves en lun og blød Seng, når man først kom helt op.
Emil begyndte at kravle på alle fire for at komme ind til Midten af Stakken, men med eet standsede han og udstødte et forfærdet Skrig; han havde grebet fat i et Par Ben.
»Nå ... nå ... hvad er den a',« brummede en søvnig Stemme, »ka' man'te få Lov å' ligge i fred! ... Du tror kanskesens, mine Skanker er assureret i Statens Ulykkesforsikring ... hva!«
»Om Forladelse,« sagde Emil forskrækket, »jeg troede ... jeg tænkte ... jeg ville bare ligge her i Nat!«
»Troede! tænkte! Nå, hvorfor lægger du dig ikke da! Her er skam Plads nok!«
Emil lagde sig ganske stille i Høet.
Han var frygtelig angst, men følte sig alligevel glad ved atter at være i menneskeligt Selskab.
»Nå, hvad er du så for en Fyr! ... Hvorfor render du her og føjter om på denne Tid af Dagen?«
Emil ville ikke fortælle, at han var rendt derhjemme fra, men mumlede noget om, at han havde været på Bakken, og så var det bleven så sent.
»Nej, kom ikke med den! ... Der går Tog lige til Klokken 12 ... og ellers kan du vel bruge dine Ben! ... Næ', du pjækker den, din Rad! Har du nogen Penge!«
Emil svarede ikke; han ville nødig af med de 40 Øre, han havde tilbage.
»Nå, har du nogen! ... Kom og lad mig se!«
Den fremmede greb i det samme i Emils Bluse og halede ham hen til sig.
»Nå, op med Portemonixen, Dreng, så skal jeg gemme Pengene for dig til i Morgen!«
Emil rakte ham Pengene, og den fremmede puttede dem i sin Lomme.
»Ja, så må vi ha' en Skraver ... for her er ikke megen Morgenro i denne Beværtning!«
Så lagde den fremmede sig til at sove, og Emil kravlede forsigtig et Stykke fra ham.
Han var ikke videre bange længere, for han syntes, den fremmedes Stemme lød helt godmodig, og nu da han lagde sig til at sove igen, var der jo heller ingen Fare.
Men det var alligevel uhyggeligt at ligge her ved Siden af et Menneske, han slet ikke kendte.
En Stund lå han og så op mod den lyse Sommerhimmel, medens Tankerne søgte dem derhjemme.
Nu var Far og Mor nok gået i Seng, og det var slet ikke sikkert, de havde savnet ham, og Marie var ikke kommen hjem endnu! Men når hun kom, ville hun lige straks gå hen til hans Seng, som hun plejede, og når hun ikke fandt ham, ville hun gå ned på Gaden og kalde på ham! ... Måske gik hun nu i dette Øjeblik og råbte hans Navn med sin gode, bløde Stemme!
Tårerne begyndte at trænge frem i Emils Øjne, og de blege Sommerstjerners Lys blev endnu mattere for hans Blik.
Havde han dog bare ikke flygtet! ... Var han dog bare fulgt med Politiet! Men så ville Marie jo ikke have truffet ham alligevel, for så havde han siddet på Rådstuen! ... Nej, nej ... de skulle ikke få fat på ham, for han havde ingenting gjort ... ingenting gjort!
Under disse Tanker faldt han i Søvn, der han lå med Ansigtet vendt mod den stille, rolige Himmel, og da han atter vågnede, skinnede Solen lys og blank over Bøgetræernes grønne Kroner.