På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. En ny Ven
Det var en dejlig, stille Sommeraften.Langs med Vejkanten gnirrede Græshopperne deres ensformige Musik, og inde fra Markerne hørte man Køernes hyggelige Gumlen.
En enkelt Fugl pippede svagt, før den satte sig til Ro i Hegnets tætte Buskads, og inde fra Bøndergårdenes Haver hørtes dæmpet Tale eller sagte Hvisken.
Der hvilede en forunderlig Fred over hele Naturen, og denne Fred trængte sig gradvis ind gennem Emils ophidsede Nerver og gød Ro i hans Sind.
Han sagtnede efterhånden sit hidsige Løb og gik til sidst sindig og tænksom langs Landevejens blomsterduftende Grøftekant.
Han blev så underlig blød om Hjertet, næsten som dengang han en Formiddag trådte ind under Frue Kirkes højtidelige Hvælvinger.
Han tænkte med Afsky på den kvalme Tobaksrøg og de kvælende Spiritusdunster i Beværtningen derinde i Byen, og en svag Følelse af Anger over at have været i de rå Drikkebrødres Selskab trængte frem i hans Sjæl.
Men sin Dåd overfor Italieneren var han stolt af, for han havde godt fortjent det. Hvorfor ville han stikke Krøllejernet med en Kniv?
Krøllejernet havde været en god Kammerat for Emil den lange Dag, og han kunne have været ham en god ven i mange, mange Dage, hele Sommeren!
Men nu var det forbi, og han var atter ene.
Freden var med eet veget bort fra Emils Sind, og nu havde han kun en eneste Tanke i sin Hjerne: Hvor skulle han finde et Natteleje, og hvordan skulle han klare sig i Morgen! I enkelte af de Huse og Gårde, han gik forbi, så han Lys, men han turde ikke gå ind og bede om Nattelogis, for han vidste, at de lige straks ville spørge ham, hvor han kom fra, og hvor han skulle hen, og de Spørgsmål hverken kunne eller ville han besvare.
Altså gik han da lige ud ad Landevejen og så sig ivrigt om til alle Sider for at finde et Sted, hvor man kunne ligge om Natten.
Omsider opdagede han nogle Høstakke i en Eng, som lå lidt borte fra Vejen, og der gik han så ned.
Der stod 5-6 Stakke i det hele, og Emil valgte en af de midterste, for der mente han at være mere sikker end i en af de yderste.
Her lavede han sig et udmærket Leje ved at rive en Del Hø ud og på den Måde danne en Hule i Stakkens Side.
Der lå han blødt og godt, varmt og lunt, og hverken fra Markerne eller fra Vejen kunne man opdage hans Skjulested.
Et Øjeblik dvælede hans Tanker ved Far og Mor derhjemme, ved Krøllejernet, som nu lå syg og såret, og ved Italieneren, som rimeligvis sad arresteret på Rådhuset; men længe og inderlig tænkte han på den gode Søster Marie, som nu sad og græd over ham oppe på Systuen mellem alle de andre unge piger, der altid var så glade og muntre.
Det gjorde ham så ondt at tænke på Marie, og han besluttede at skrive til hende, så snart han kunne få fat på Papir, Pen og Blæk.
Og det kunne han nok købe i Morgen, for han ville gå rundt og synge ved Dørene, ligesom han havde gjort sammen med Krøllejernet i Dag, det var noget, der betalte sig.
Efter at have lagt disse planer for Fremtiden lagde han sig magelig til Rette i det bløde Hø og faldt i Søvn.
Næste Morgen tidlig blev han vækket ved, at en stod og trak ham i Benene.
»Hallov, du! ... Hvad ligger du her efter! ... Op med dig!«
Emil løftede sit tunge Hoved og så sig forvirret om. Han var slet ikke klar over, hvor han befandt sig, men han havde en bestemt Følelse af, at han måtte op, enten han ville eller ej, og så rejste han sig over Ende og gned sine Øjne.
»Nå, hvad er du for en! ... Hvad ligger du her for?«
Emil tog Hænderne fra Øjnene og så nu, at den, der havde vækket ham, var en stor Dreng på 13-14 År. Han havde Bomuldsbluse, blå Lærredsbenklæder og bare Ben i Træsko.
»Nå, kan du ikke svare! ... Hvad ligger du her for ... har du ikke noget Hjem?«
Emil havde endnu ikke fået lavet nogen Løgnehistorie, som kunne bruges overfor så bestemte Spørgsmål, og derfor fortalte han den fremmede Dreng om sin Flugt fra politiet og om sit Bekendtskab med Krøllejernet.
Drengen betragtede ham med den største Forbavselse og kløede sig forlegen i Nakken.
»Men hvor vil du så få Mad fra,« spurgte han betænkeligt.
»Det ved jeg ikke ... jeg vil synge ved Dørene, så gi'r Folk mig vel et Par Øre.«
»Nej, det kan ikke nytte ... de jager dig bare bort! ... Her render så mange!«
»Ja, så må jeg tigge.«
»Nej, det kan heller ikke gå ... det må du ikke for Sognefogden! Han bor deroppe i den store Gård ... det er ham, jeg tjener hos!«
Emil blev meget betænkelig ved at høre, at det var selve Sognefogdens Mark, han lå på, og skyndte sig at komme på Benene.
»Hvad hedder du?« spurgte Tjenestedrengen, som åbenbart betragtede Emil både med Beundring og Medlidenhed.
»Jeg hedder Emil ... men nu skal jeg nok gå min Vej! ... Du må endelig ikke fortælle Sognefogden, at jeg har ligget i Høstakken her!«
»Nej, det kunne da aldrig falde mig ind! ... Men hør! ... Du kan jo blive her i Dag og hjælpe mig med Køerne, for det bliver voldsomt varmt, og så bisser de, de Høveder! ... Jeg får min Frokost med herud, når jeg skal flytte Kl. 9, og så kan du få et par Stykker Mad af mig!«
»Men Sognefogden?« sagde Emil lidt ængstelig.
»Å, han kommer næsten aldrig ud i Marken ... ham kan du sagtens ta' dig i Agt for, når du bare ikke render omkring og tigger i Gårdene!«
Emil blev meget glad over dette Tilbud og lagde sig atter i Høet.
»Ja, læg du dig bare ned,« sagde den godmodige Tjenestedreng og nikkede til ham. »Nu går jeg hjem og spiser Davre, og om et Par Timer kommer jeg tilbage så skal jeg nok ha' nogen Mad med til dig!«
Så gik Drengen fløjtende sin Vej, og Emil var atter alene.
Han strakte sig velbehageligt i det bløde Hø og smilte. Han havde alligevel Lykken med sig.
I Går Morges var det Krøllejernet, og i Dag var det denne gode Tjenestedreng, som kom ham til Hjælp! ... Kunne han blot klare sig 2-3 Dage, så gik det, for så begyndte Ferien, og fra Skolen ville de ikke længere søge efter ham! ... Politiet havde så meget andet at tage Vare .. de glemte ham nok, for han havde jo ikke gjort andet end stå Vagt for Anders og Oluf! ... Men Marie, Marie! Han måtte se at få skrevet til hende!
Således søgte Emil at trøste sig, medens han på denne dejlige Sommermorgen lå og ventede på den Frokost, Tjenestedrengen havde lovet ham.
Solen stod allerede højt på Himlen nu, og ude på Markerne raslede de tunge Slåmaskiner og rumlede de lette Høstvogne.
Humlebierne summede om det duftende Hø, og hvidgule Sommerfugle flagrede let og yndefuldt over den nyslåede Engbund.
Hvilken umådelig Forskel var der ikke på Land og By!
Nu løb Emils Kammerater Trappe op og Trappe ned med Mælkeflasker derinde i den kvalme, hede By. Sveden drev i Strømme ned ad deres Kinder, og Skjorten klæbede sig fast til deres varme Kroppe. De blev tunge og øre i Hovedet, og så snart de satte sig, faldt de i Søvn. Arbejdsvognene bumblede på Stenbroen, de elektriske Sporvogne susede og brusede, Cyklerne klingrede og klimtede, og Automobilerne hvæsede og spruttede.
Slåmaskinernes fjerne Raslen og Høstvognenes svage Rumlen var som stille Fred mod al denne Larm og Tummel.
Emil faldt i en let Slummer og drømte, at han og Søster Marie boede på Landet i et hvidmalet Hus med Storkerede på Taget og med Overflødighed af Bær og Frugt i den lille Have.
»Hallov! ... Ligger du og snuer endnu, Københavner« lød en Slemme for hans Øren. »Se nu, du kommer på Benene ... her er Frokost til dig!«
Emil rejste sig og lo fornøjet, da han så Tjenestedrengen stå foran sig med en stor pakke Mad i Hånden.
»Ja, du må gerne spise det alt sammen, for jeg huggede voldsomt i mig af Davren, og der er jo ikke så længe til Middag! ... Men skynd dig nu ... den brogede begynder allerede at bisse derhenne!«
Emil tog straks for sig af den gode Mad, og medens han spiste, fortalte hans ny Ven ham en hel Masse om Køerne og Fårene, som alle stod under hans Kommando.
Emil fik også at vide, at Tjenestedrengen hed Hans, at hans Hjem lå en halv Mil derfra, og at han skulle konfirmeres til Efteråret.
En halv Time efter var de to Venner i fuldt Arbejde med at vande Køerne i en Mergelgrav, som lå ved Siden af Engen. Hans trak to Køer ad Gangen, men Emil fik ikke Lov til at tage mere end een, og det kneb også nok med den.
Hvert Øjeblik, når Koen slog Hovedet tilbage for at jage Fluer bort, fløj Tøjrpælen ud af Emils Hånd, og han havde stor Møje med atter at få fat i den. Undertiden strittede Koen imod med alle fire Ben, så Emil måtte hale til af alle Kræfter for at få den frem, men når de så nærmede sig Mergelgraven, for Dyret af Sted i vildeste Flugt, og så var det Emil, der måtte stritte imod. En Gang imellem slap han Tøjret og lod Koen løbe, men for det meste holdt han fast og lod sig slæbe på Maven efter den.
Hans lo, så han næppe kunne stå på sine Ben, og sørgede bestandig for, at Emil fik de værste Køer at trække.
Omsider blev de da færdige og fik alle Tøjrpælene slået i; men det var et rigtigt Bissevejr den Dag, som Hans sagde, og et Par Minutter efter stak den brogede Halen i Vejret og rendte rundt i Tøjrslaget, som om den var helt gal.
»Se så ... pas nu på! ... Nu rykker den lige straks Tøjrpælen op, det Høved,« sagde Hans og så på Emil.
Og han havde næppe udtalt, før den brogede gav et Ryk, så Tøjrpælen fløj højt i Luften.
»Snup den! ... snup den!« råbte Hans og løb derhen, og Emil fulgte med, men det var for sent. Den brogede pilede af Sted i strakt Galop over Kløvermarken og ind i Havren.
De to Drenge halede efter den, så hurtigt de kunne, og var også så heldige at fange den ved nogle Buske på Diget ind til Naboen.
Men da de omsider kom tilbage med den, var alle de andre Køer i vildt Oprør. De stak Halen lige i Vejret som efter Aftale og rendte rundt i deres Tøjrslag.
Og pludselig var der en, som trak Tøjrpælen op og for af Sted, og så nok en, og nok en.
De to Drenge pilede efter dem og fangede dem en for en, men når de endelig havde fået dem tøjret, var der igen andre, der rev sig løs, og først ved Middagstid kom der atter Ro i Flokken.
Hans og Emil var nu næsten helt udmattede af at løbe, og trætte og svedige kastede de sig ned på Jorden.
»Ja, du kan tro, det er ikke sådan at være Hyrdedreng,« sagde Hans og pustede, så har I det vist alligevel bedre i København.
»Nej, jeg må løbe næsten lige så meget hver Dag, og så skal jeg endda i Skole bag efter!«
»I Skole hver Dag om Sommeren ... nej, det er dog for meget af det gode! ... Her ude på Landet går vi kun to Gange om Ugen!«
»Er det nogle rare Lærere, I har?«
»Lærere! ... ja, vi har da kun een, og han er s'mæn' meget rar, når vi bare kan vore Lektier ... men det kan vi næsten aldrig! ... Er der da flere Lærere ved den Skole, du går i?«
»Ja, der er vist en Snes Stykker, og så er der lige så mange Lærerinder.«
»Sikken dog en Masse ... men så er der vel også mange Børn i Skolen?«
»Ja, det er vist 1500!«
Hans slog Hænderne mod sine Lår i Forbavselse og ytrede stor Lyst til engang at se sådan en Skole.
Således lå de to Drenge og talte sammen, mens de hvilede ud efter deres hidsige Jagt efter de bissende Køer.
De var allerede bleven rigtig gode Venner, og syntes de havde kendt hinanden i lang Tid.
Da det blev Middag, gik Hans hjem for at spise, og Emil gik atter ned til sin Høstak, hvor han holdt sig i Skjul, til Pigerne hen på Eftermiddagen var færdige med at malke, og Køerne igen skulle vandes.
Så kom Hans, og han havde Mad med som om Formiddagen, så Emil led ingen Nød.
Rigtig glad var han dog ikke, for han havde jo ikke fået skrevet til Marie, og nu gik hun derhjemme og sørgede.
Men Hans lovede ham, at han nok skulle skaffe Skrivesager næste Dag, og dermed slog Emil sig til Ro.
Han blev atter i godt Humør, og under Latter og Lystighed hjalp han nu Hans med at vande Køerne til Aften.
Denne Gang var de stille og fredelige, så det varede ikke længe, før de to Drenge var færdige med deres Arbejde.
Og nu lagde de sig i Engens bløde Græs og snakkede så fornøjeligt og hyggeligt sammen, som om alt havde været i den bedste Orden af Verden.
Da Solen sank i Vest, og Fuglene satte sig til Ro i det dugvåde Græs, skiltes de to Venner. Hans gik hjem til sin Nadver og sin Seng i Sognefogdens Karlekammer, og Emil søgte ned til sit bløde Leje i den duftende Høstak.
Det havde været en god og lykkelig Dag for dem begge.