På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11. Altid frejdig, når du går Veje, Gud tør kende
Nu da Emil atter havde fået Klæder på Kroppen, gik han fra de øde Marker ud på den mere befærdede Vej.Ret mange Mennesker færdedes der dog ikke så tidlig på Dagen, og de få, han mødte, så ikke videre venligt til den fattige, pjaltede Dreng. De betragtede ham åbenbart som en ren Røver og Vagabond.
Emil lagde dog ikke Mærke til deres Uvenlighed, så glad og lykkelig som han var over at have overstået den frygtelige Nat.
Han havde i Øjeblikket kun eet Mål at stræbe efter, og det var at komme så langt bort fra Sognefogden som muligt.
Derfor gik han et Par Timer uden at standse og nåede lige ved Kl. 7 en temmelig stor Landsby.
Han følte sig nu voldsom sulten og listede sig derfor ind i en af de allerførste Bøndergårde for at tigge.
Da han gik igennem Porten og over Gårdspladsen, skævede han ængstelig snart til den ene og snart til den anden Side af Frygt for pludselig at blive angrebet af en Hund, for han havde allerede på sin Vandring opdaget, at disse Dyr ikke kunne lide ham.
Men her var Fred og ingen Fare. Han så ikke en levende Skabning, hverken Dyr eller Mennesker.
Heller ikke da han bankede på Køkkendøren, viste der sig nogen.
Så lukkede han selv op og gik ind.
Det var et meget stort og rummeligt Køkken, der viste sig for ham. Der var et langt Bord med lange Bænke ved Siderne og med en Trælænestol ved hver Ende, og på Bordet stod der fuldt op af Brød, Smør, Ost og Kød, men der var ikke et eneste Menneske at se.
Emil blev forlegen slående henne ved Døren. Der måtte vel snart komme nogen!
Men, der gik fem Minutter, og der gik vist fem til, og endnu viste der sig ikke en Sjæl.
Emil stod og så begærligt på al den dejlige Mad, og jo længere han så, des mere sulten blev han.
Blot to-tre Skridt, og han kunne have Mad nok til hele Dagen! Men han havde jo sat sig for derude på Marken, at han ville ikke stjæle ... han ville ikke!
Blodet begyndte at banke i hans Tindinger med tunge Slag, og uvilkårlig flyttede han sig nærmere til Bordet.
Bare de dog ville komme ... bare de dog ville komme!
Men der kom ingen. Det var, som om Gårdens Befolkning ganske var uddød.
Men det var da heller ikke så farligt, om han tog et Par Stykker bart Brød og puttede under sin Trøje ... de ville jo slet ikke savne det, og han gjorde det jo bare, fordi der ikke kom nogen! ...
Hvis Konen nu kom, så ville hun sikkert give ham Smørrebrød med både Kød og Ost på ... og han ville kun tage det tørre Brød! ... For hun kom jo ikke ... hun kom jo ikke ... og han var så sulten, så sulten!
Uden rigtig at vide, hvad han gjorde, rakte han med eet Hånden frem for at tage noget af det Rugbrød, som lå på Bordet, men i det samme åbnedes Døren ud til Haven, og en temmelig svær Kone trådte ind i Køkkenet.
»Nej, nu har jeg aldrig kendt så galt!« råbte hun og slog Hænderne sammen. »Vil du bare se, du rupper dig, dit Utoske! ... Ska' du gå ind i andre Folks Huse og stjæle! ... Sådan en Rad ... du kan tro, jeg skal lære dig!«
Emil trak forfærdet Hånden til sig, sprang med et Sæt ud ad Døren og løb så hurtig, han kunne, over Gården; men Konen løb efter ham.
Hun havde set, hvor pjaltet og elendig den stakkels Fyr så ud, og hun fortrød straks sin Hidsighed.
Han måtte jo gerne få lige så megen Mad, han ville spise, det Skind.
»Kom, kom!« råbte hun. »Kom bare tilbage ... du skal få lige så megen Mad, du kan spise. Kom, kom!«
Men Emil kunne slet ikke høre, hvad hun sagde. Han troede, hun skældte ud, og løb hurtigere og hurtigere, jo mere hun råbte.
Folk gloede forundret på ham fra Døre og Vinduer, og Landsbyens Hunde for ud af Porte og Led for at bide ham i de bare Ben.
Men han ænsede det ikke, for Angsten var igen i hans Krop, som da han om Natten flygtede derude på Markerne, efter at han havde dræbt Hunden.
Han løb og løb og standsede ikke, før han var kommen et godt Stykke fra Landsbyen.
Den Glæde, han havde følt, efter at han igen havde fået Tøj på Kroppen, var nu ganske veget bort fra hans Sind, og han følte sig lige så ulykkelig, som da han sad ude ved Bakken.
Han var så træt, så træt - og så forfærdelig sulten.
Og han turde ikke gå ind og tigge mere, han turde ikke!
Møjsommeligt slæbte han sig hen ad den støvede Vej. Han kunne næsten ikke holde sig oppe mere.
Men med eet standsede han og hævede Hovedet. Han hørte Sang inde fra et Hus, som lå lige ved Vejen.
Gennem de åbne Vinduer kunne han se, at det var en Skole.
Drengene og Pigerne stod op på deres pladser med Salmebogen i Hånden, og oppe på Katederet sad en ung Lærer og så ud over dem.
De var alle så pæne og renvaskede, og så sang de med klare, morgenfriske Stemmer:
Altid frejdig, når du gårDet lød så kønt og så godt, og Emil blev stående og hørte alle tre Vers.
Veje, Gud tør kende,
selv om du til Målet når
først ved Verdens Ende.
Han havde så tit sunget den Sang i Skolen sammen med sine Kammerater, men han har,de egentlig aldrig tænkt over Ordene.
Nu da han gik på de vilde Veje, slog det ned i ham, at de Ord var så sande, så sande. Han kunne aldrig blive glad, aldrig blive frejdig som før, så længe han gik Veje, Gud ikke tør kende.
Å, han var så ulykkelig, så ulykkelig! ...
Langsommeligt slæbte han sig atter henad Vejen, men han kunne ikke holde sig oppe længere; han måtte se at finde et Sted, hvor han kunne skjule sig og hvile sig.
Hans blik søgte igen ud over Markerne, og nede ved en Tørvemose opdagede han så et lille Træskur.
Der var ikke et Menneske at se i hele Mosen, så der kunne han sikkert være i Fred.
Langsomt gik han ned over Markerne for at komme til Skuret, og på sin Vej kom han forbi en Roeager.
Roeplanterne var endnu meget små, men de havde begyndt at danne Rødder, og det så Emil ved første Blik.
Hurtig drog han nogle af Planterne op af Jorden, rev Toppen af og puttede Roerne i Lommen, og med dette sit Bytte gik han så ned til Skuret.
Det var heldigvis ikke låset, så Emil kunne frit gå ind.
Der stod en Del Redskaber, som man brugte ved Tørvegravning, og så lå der noget Halm, men det så ikke ud til, at der havde været Mennesker den sidste Uges Tid.
Træt og forkommen kastede Emil sig på Halmen og begyndte at spise sine Runkelroer.
De var hårde og træede, men de smagte ikke så galt, og de stilnede i hvert Fald for en Stund hans voldsomme Sult.
Han fik dog ikke spist mere end et par Stykker, før han faldt i en fast og dyb Søvn, og denne Søvn gjorde hele den lange Sommerdag til en god Dag for den stakkels Emil, for den kastede Glemsel over al hans Sorg og al hans Ulykke.