En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I.
Nede ved Fjorden i en Udkant af Sognet lå Bonderup By.Den var omgivet af Lyngbakker på alle Sider og lå lunt og godt.
Ved den ene Side af Byvejen, der ikke var forsynet med Grøfter, løb en lille Bæk sin egen krumme, bugtede Vej - smal hvor Jorden var blød og muldagtig, men bredere hvor Grunden var fast og hård.
Ville man ind hos Sognerådsformanden, måtte man springe over den, og efter et Regnskyl slap man ikke altid fra det med tørre Fødder.
En Dag i Begyndelsen af Marts stod Sognerådsformandens Søn, Carl, uden for Porten og forsøgte med en Skovl at sætte rimelige Grænser for Bækkens Lyst til at brede sig.
Sneen lå endnu i store Driver under Bakkerne, og den stærke Tø gjorde Bækken til en rivende Strøm og fyldte Vejens dybe Huller med snavset, grumset Snevand.
Carl skovlede og gravede af Hjertens Lyst, og aldrig havde Bækken været lettere at lede end nu, da den selv hjalp til i higende Længsel efter at komme frem; men i Vejhullerne hvirvlede Vandet rundt i sydende, skummende Brus, i kogende Forbitrelse: Plads, Plads! ... Luft, Luft!
Carl forlod Bækken og gik i Gang med at skaffe det utålmodige Vand Afløb. Han lavede Grøfter og Kanaler, og en underlig, betagende Fryd gennemstrømmede ham, da det indestængede Vand omsider blev fri og gennem forskellige Veje forenede sig med Bækkens brusende Strøm.
Stillestående Vand gjorde Carl trist og sørgmodig, og han kunne i Timer sidde ved Mergelgraven bag ved Gården og håbløst stirre ned i det kolde, mørke Vand.
Men Bækken gjorde ham altid glad og munter.
Han savnede den om Sommeren, når kun det fine Grus og Småstenene viste dens Bane, men han vidste, den kom igen med Efteråret, så sikkert som at Stæren drog bort, så sikkert som at Bladene faldt af de gamle Piletræer rundt Faderens Stakhave.
Men aller fornøjeligst var den dog om Foråret, når Sneen tøede; da bruste og skummede den i hele sin Livsfylde, sprængte sine vante Grænser og ville sikkert have trængt ind i Sognerådsformandens Gård, dersom Carl ikke havde været der med sin Skovl.
Carl var 16 År og havde de sidste to År fået privat Undervisning af den gamle Skolelærer Berthelsen, som boede i den store, nye Skole ved Vejen fra Bonderup til Sognekirken.
I Skolen havde Carl altid været den øverste. Han havde nemlig fra første Dag vist sig i Besiddelse af stor Regnefærdighed, og Regning var Berthelsens bedste Fag, det eneste han brød sig om at undervise i med Undtagelse af Religion. Saliggørelsens Orden og den store Tabel var for ham Hovedsummen af al Lærdom.
»Kan du din Katekismus og den store Tabel, min Dreng, så skal du nok komme frem i Verden!« sagde Berthelsen og kradsede med den tykke Pibespids i sin fedtede Paryk.
Og hver Dag gik det løs med Katekismussen og Tabellen.
Det blev den rene Mekanik for Børnene, men på Grund af den store Kappestrid langt fra kedeligt.
De skrev hvert Regnestykke ind i en Skrivebog, og jo sirligere og pænere det blev udført, des mere Ros fik de; for Berthelsen var en udmælket Bog, holder, hvad han viste både som Sekretær i Sognerådet og som Regnskabsfører ved Byens Andelsmejeri.
Lige ved Siden af Skolestuen havde Berthelsen sit lille Kontor, og ofte blev Undervisningen afbrudt af en eller anden, som skulle have skrevet noget, eller ved Besøg af Sognerådsmedlemmer og Andelshavere.
»Bartholine!« kaldte Berthelsen da på sin lille, buttede Kone, »Bartholine! kom her og hold Styr på Børnene lidt, mens jeg snakker med Per Jensen!«
Da blev der ordentlig Liv og Røre.
Når Madammen trådte ind, var det for Børnene, som om Skolestuen udvidedes til en eneste stor Æventyrverden. Hun fortalte altid Historier for dem, og ingen kunne fortælle som hun.
Enten lå de på Bænkene og skoggerlo, eller også sad de og græd de stride Tårer over al Verdens Elendighed og Ulykke.
Madammen græd selv, så Tårerne løb ned over Berthelsens pertentlige Protokoller.
Hun havde så let til Gråd, så let til Latter.
Hun havde lidt og levet, var gift for 2den Gang og havde dog ingen Børn. Ja, Man talte rigtignok om en Søn, der af og til besøgte hende, men ingen vidste andet om ham, end at han var kommen til Verden i Mellemrummet mellem Madam Berthelsens første og andet Ægteskab.
Berthelsens Katekismus-Moral havde Madammen aldrig fået ind i sit Hoved, og den store Tabel var en ukendt Verden for hende; men hvor der var Hjælp at yde, var hun den første på Pladsen.
Hun græd med de sørgende og lo med de glade.
Der var ikke det Hus i Skoledistriktet, hvor Madam Berthelsen ikke var som hjemme.
Blev et Barn sygt, døde en gammel Kone, eller en Brud skulle pyntes, så var Madammen den første, man tyede til.
Huset besørgedes af en gammel Pige. Bønderne vidste at skønne på Madammens Hjælpsomhed, og aldrig var Berthelsens Køkken tomt, altid bugnede Bordet af fede, solide Retter, som Berthelsen nød med langsom Grundighed og fordøjede i sit lille Kontor ved en Pibe Tobak, som han med sine korte Fingre grov op af en stor 4 Pd.s Pose, 2 Kr. Posen.
I Berthelsens Skole havde Carl fået sin væsentligste Påvirkning. Moderen var død, mens han var ganske lille, og hans Far gav sig ikke af med ham, optaget som han var af sin Gård og af kommunale Anliggender.
Det var en høj, tør Mand af den gamle Skole i fuld Overensstemmelse med Berthelsens Katekismus og Tabel.
Berthelsen var også hans bedste Ven, og de holdt trofast sammen mod det moderne grundtvigianske Liv, som havde begyndt at røre sig i Sognets Hovedby.
Carl levede sit eget Liv.
Han var fuldstændig hjemme i den Berthelsenske Systematik og tumlede med lige så stor Lethed de halsbrækkende Regneopgaver som de ikke mindre indviklede theologiske Spørgsmål.
Madammens Æventyr var han ikke nær så klar over for. Der var bestandig noget nyt.
Der var nu først det, at hun aldrig kunne huske sine Æventyr fra den ene Gang til den anden, og dernæst disse bratte Overgange fra den ynkeligste Sorg til den mest jublende Glæde.
Hvor fik hun det fra, alt det hun fortalte!
I den sidste Tid før sin Konfirmation syntes Carl ofte, at han var for stor til at høre alle disse Historier, men de drog ham med uimodståelig Magt. Og han havde da selv givet sig til at læse Æventyr og Fortællinger.
Alt hvad han kunne skrabe sammen i Sognebiblioteket, slugte han de lange Vinteraftener med Hovedet støttet i Hænderne og Benene dinglende fra Bænken, til Fødderne var kolde som Is.
Men disse Æventyr og Historier var dog slet ikke som Madammens. I hendes var der mere Liv, mere Virkelighed.
Og så var der det, at man kunne le dem bort eller græde dem væk sammen med alle de andre.
Men nu efter Konfirmationen var Carl ene med alle sine Sorger, ene med sine Længsler.
Det stivnede i ham som Vandet i den dybe Mergelgrav bag ved Stakhaven.
Når han nu i Vinterskumringen gik derom og satte sig, lyste den jævne, hvide Sne ham i Møde, ren og kold, tanketom og udtryksløs.
Han krøb sammen og frøs, så han til sidst næppe mægtede at gå ind, og der var heller ingenting at gå ind efter.
Kun det samme tanketomme, udtryksløse: Berthelsens Regnestykker og religiøse Stile, og så Biblioteksbøgerne, som han nu kunne uden ad.
Ingen havde han at betro sig til, ingen han kunne tale med. Faderen var uimodtagelig for alt, hvad der ikke vedrørte Gårdbrug eller kommunale Anliggender, og den gamle Husholderske havde kun Tanke for hans Tøj og Renlighed.
Et Par Gange havde han forsøgt sig hos Karlene og Pigerne, men de lo ad ham og gjorde Grin med de højtidelige Ord og Vendinger, han i sin ungdommelige Ubehjælpsomhed gjorde Brug af.
Det var ikke frit, at de betragtede ham som halvgal, men grov lærd det var han.
Og det syntes hans Far og Berthelsen også.
De var for længe siden bleven enige om, at han skulle tage Studentereksamen på et Kursus i København og derefter studere Theologi.
For Landmand duede han jo slet ikke til at være.
En af de første Dage i April kørte da Carl og hans Far til den nærmeste Banestation.
Vognen sneglede sig langsomt op ad den sandede Vej med Lyngbakker på begge Sider. Den klare Forårsluft var fuld af forjættende Lærkesang, og Bækkene strømmede i sprudlende Livslyst ned ad Bakkernes stejle Sider.
Som Carl sad der i den høje Agestol ved Faderens Side, var der noget af Forårets klare Skærhed i hans Blik og noget af dets rene Kølighed i hans blege Kinder.
Han var temmelig høj af sin Alder, spinkel og holdningsløs.
De hjemmevævede, grå Vadmelsklæder hang løst om hans Krop, og Trøjekraven skød sig op i Nakken og skjulte næsten helt hans lyse, lokkede Hår.
Hestene gik langsomt på den sandede Vej; altfor langsomt for Carls fremadhigende Sind, men hurtigt nok for Faderen.
Han lod langsomt sit Blik glide hen over de brune Flader eller de grønne Marker, beregnede Vintersædens Fyld og Jordens Tjenlighed for Forårssædens Såning.
Da de kom op til Hovedbyen forbi Sognets store Forsamlingshus, så de Skolelærer Mogensen marchere ind i Foredragssalen med sine Skoledrenge for at bruge den første Time til Gymnastik.
Det ærgrede Sognerådsformanden at se Forsamlingshuset blive benyttet på den Måde.
Han var af Proprietær Jørgensen på Søgaard bleven opfordret til at tage Aktier i det Hus, og denne havde forklaret ham, at den ene Ende af Lokalet skulle indrettes til Lokale for Sognerådet.
Dette havde tiltalt ham; han blev jo så fri for at bruge sine egne Stuer til Sognerådsforhandlinger.
At der blev holdt Foredrag havde han heller ikke noget imod, men at Skolelærer Mogensen fik Lov til at pynte op med Flag og med Billeder af Grundtvig og Ingemann, var langt fra efter hans Hoved.
Og allerværst var det med al den unyttige Gymnastik, både med Piger og Drenge.
Han måtte tænke på Berthelsens Ord den Aften, han gik til Mødet på Søgaard:
»Tag dig i Agt, Per Nørgaard ... det er nogle Lurendrejere de Grundtvigianere. De går på Listesko!«
Men nu var det for sent.
Han var bleven overrumplet, og han så nu klart, at dette Forsamlingshus var Arnestedet for al den Opposition, der var mod både ham og Berthelsen. Ved næste Valg var de færdige; det var der ingen Tvivl om!
Men han skulle dog vise de gode Grundtvigianere, at han derfor ikke var helt ude af Spillet. Han havde en Trumf i Baghånden, som ville overraske dem.
Den gamle Sognefoged havde for længe siden bedt om sin Afsked, men Herredsfogden havde fået ham til at blive, indtil Per Nørgaard kunne overtage Posten.
Og den Dag han faldt som Sognerådsformand, skulle de få at høre om hans Udnævnelse til Sognefoged.
Per Nørgaard lo så småt ved Tanken.
Imidlertid var de kommen gennem Byen ned mod Søgaard, som lå et Stykke derfra.
Her var Lyngbakkerne veget for kraftig Efterårssæd og store, udstrakte Pløjemarker.
Carl sad hensunken i sine egne Tanker og udmalede sig den Fremtid, der ventede ham efter denne betydningsfulde Dag. Madammens Æventyr trængte sig i myldrende Livfuldhed frem for hans Sind, et for et, med rige Løfter om en glimrende Fremtid i al sin Ubestemmelighed; men når Tankerne endte ved Berthelsens Afskedsord: »Glem ikke din Katekismus, min Dreng!« gled alle de brogede Fremtidsbilleder ud i en eneste, grå Ensformighed med mange afblegede, underlige, ulegemlige Benævnelser, der i al Højtidelighed var som klingende Malm og lydende Bjælde uden Holdepunkt for Virkelighedssansen.
Da de kom til Søgaard, vågnede Carl op, og idet de kørte forbi Hovedbygningen, så han et Glimt af en ung Pige oppe på Trappen. Hun sad med det ene Ben over Trappegelænderen og holdt i Hånden en Pilegren med disse lådne, gule Rakler, som i den første Forårstid drysser sine bløde Dun over Veje og Stier.
Carl kendte hende godt. Det var den yngste af Jørgensens to Døtre. Hun hed Helene og var 15 År gammel.
Kun een eneste Dag havde Carl været sammen med hende, og det var nu to År siden; men han huskede det, som var det i Går.
Hvor ofte havde hun ikke siden den Tid stået for ham i hans Fantasier og Drømmerier, spillet med i Madam Berthelsens Æventyr og i Sognebibliotekets Romaner.
Snart var hun Prinsesse, og snart var hun Ellepige og Troldunge. Hun var Dronning Dagmar i »Valdemar Sejr«, men hun kunne også godt være Bengærd.
Snart dukkede hun frem som det elskeligste og skønneste, han kendte, og snart var hun Vildskaben og Letsindigheden selv.
Og alt det blot for en Eftermiddags Samvær.
Proprietær Jørgensen var en Dag i Forsommeren kommen ned til Carls Far i et Sognerådsanliggende, og Helene havde været med.
Hun skulle sidde på Vognen og vente, til hendes Far havde besørget sit Ærinde, men Per Nørgaard trængte på, at de værs'go' måtte komme ind og drikke Kaffe, og begyndte øjeblikkelig at spænde Hesten fra.
Den blev sat på Stald, og de fremmede fulgte med Per Nørgaard ind i Stuen.
Lidt efter sad Proprietær Jørgensen i Sofaen med en Kop Kaffe og en lang Pibe og snakkede Sognerådspolitik med Værten. Der var Masser af Ting, der skulle drøftes, og Tiden gik.
Helene kedede sig og begyndte at gå omkring i Stuen og se på de snurrige Billeder.
Imidlertid var Carl bleven vadsket og pyntet af den gamle Husholderske og kom nu i Søndagstøj og hilste.
»Ja, nu kan du og Carl gå ud og more jer en Times Tid, mens vi snakker, Helene!«
Helene sprang straks ud efter sin Hat og stod nu ved Døren og ventede, medens Carl lidt forlegen søgte efter sin Hue.
Hvor var hun smuk, som hun stod der i sin halvkorte Kjole, rank og slank med viltre Lokker om et lille, brunet Ansigt med fastformet fremstående Hage og smalle lige Bryn.
Racedyret, som Faderen kaldte hende.
»Nå, kom så, du, vi går op på Lyngbakkerne!«
Carl fulgte med.
Da de gik op ad Byvejen, kom de forbi et Morelletræ, hvis Grene hang ud over Vejen.
Helene gjorde et rask Hop og greb et Par Bær.
»Det er Ane Per Sørens!« sagde Carl forskrækket.
»Å, skidt! .. vil du ha' et af dem!« -
Carl tog imod det og skottede ængstelig til Anes Vinduer.
»Er du bange for hende?«
»Nej«, sagde Carl langsomt, »men Berthelsen siger«...
»Nå ham, den gamle Skolelærer med Parykken!.. ja, men ved du, hvad Christian Mogensen siger om dig! .. han siger, at du er en rigtig Tøsedreng!«
Carl blev rød og gik og gumlede forlegent på Kirsebærret, medens han grundede på noget rigtigt ondskabsfuldt om Christian, men han kunne intet finde i Øjeblikket.
»Kom, så springer vi over Grøften og løber op ad Lyngbakken!«
Med et rask Sæt sprang hun over, og Carl fulgte efter.
Derpå greb hun hans Hånd og løb nu op ad Bakken, så hurtig hun kunne.
Så snart de var kommen op på Toppen, smed Helene sig ned i Lyngen.
»Læg dig ned!«
Carl lagde sig lidt fra hende.
»Kom helt herhen du, så skal jeg fortælle dig noget grinagtigt om Frøken Mortensen og Forvalteren!
.. Å! hun er så forelsket i Hansen, den gamle Grimrian! .. Forleden Dag stod de og kyssede hinanden oppe ved Skovleddet .. jeg lå selv og så det.. pøj! føj! .. det var væmmeligt ... men nu skal du høre .. så lige med eet farer jeg frem og giver et Brøl ... åh! du skulle set Frøken Mortensen, hun sprang i Vejret som en Raket, det lange Register, og Hansen gav sig til at bande ... ha, ha, ha! og Frøkenen skældte mig ud for en uartig Tøs! .. men Mor siger, at Hansen kan ikke gifte sig, for han har ingen Penge! Nej, ved du, hvad jeg vil være, når jeg bliver konfirmeret jeg vil være Gymnastiklærerinde, og så vil jeg rejse omkring og holde Foredrag for Kvindesagen og sådan noget ... for Mor siger, at Kvinderne, de har ingen Ret .. og så vil jeg også holde Foredrag om Politik, for jeg er Venstremand! ..«
Carl var i Førstningen meget undselig over den Frihed, hvormed Helene fortalte om Lærerinden og Forvalteren, men til sidst da hun fortalte, at hun ville holde Foredrag om Kvindesagen og om Politik, kunne han ikke lade være at le.
»Hvad ler du af? .. ja, jeg ved godt, at både du og din Far er Højremænd, og den gamle Skolelærer også! .. Hvorfor kommer du ikke til Gymnastik i Forsamlingshuset! .. Se her, kan du gøre det?«
I det samme rejste hun sig op i siddende Stilling med Armene over Kors på Brystet og sprang derpå med et rask og let Sæt op og stod på Benene.
Carl måtte prøve det, men det mislykkedes den ene Gang efter den anden.
Helene lo og viste ham det gentagne Gange.
»Nej, nu skal du se! men jeg kan ikke så godt, når jeg ikke er i Gymnastikdragt!«
Hun rettede sig, samlede Kjolen lidt op, løb et Par Skridt frem og slog en nydelig Saltomortale.
Carl så forbavset på hende. Aldrig havde han set noget så lyst og let.
Helene kom mere og mere i Ånde, hendes Kinder blussede, og Øjnene strålte. Hun udførte Højdespring og Længdespring og blev mere og mere vild.
Til sidst greb hun Carl om Livet, og i vild Ustyrlighed rullede hun med ham ned ad Lyngbakken, hurtigere og hurtigere, indtil de øre og berusede standsede ved Foden.
Helene for op og begyndte at børste sin Kjole af.
Carl rejste sig langsomt; han var helt fortumlet, alting susede ham om Ørene, og en Gang imellem blev det helt mørkt for hans Øjne.
Helene lo ad hans vaklende Gang og forstyrrede Udseende, men lidt efter hjalp hun ham med at børste Jord og Lyng af Tøjet, hentede hans Hue, som han havde tabt på Turen, og begyndte så langsomt at gå ned mod Fjorden.
Carl fulgte med, og nu var Helene så stille og rolig, at det ikke varede længe, før han var sig selv igen.
Som Helene nu var, svandt al Carls Forlegenhed og Tvungenhed, og de begyndte at tale sammen, roligt og sindigt.
Carl blev mere og mere fri, og det trohjertede og tillidsfulde i hans Natur kom efterhånden frem og gav sig Udtryk i lange Fortællinger om Berthelsen og Madammen, og før han selv vidste det, var han inde på Æventyrene og fortalte nu for Helene med tindrende Øjne og glødende Kinder.
Helene var en god Tilhører og blev snart revet med, så når han blot standsede et Øjeblik, skyndede hun på ham, slugte hvert Ord og fulgte hver Bevægelse.
Hun havde ofte hørt Æventyr, men aldrig var det blevet så levende for hende som under Carls Fortælling.
Hun så flere Gange beundrende på ham, og da han endelig holdt op, var hun så greben af de mange vekslende Syner, at hun længe gik stille ved hans Side i dyb Eftertænksomhed.
Da de nåede ned til Fjorden, satte hun sig på en Sten og så ud over Havet, og ingen skulle have troet, at denne stille Pige var den samme som Vildkatten deroppe på Lyngbakken.
Carl satte sig også; al Skyhed og Forlegenhed var som jaget bort af hans Sind. Han følte sig så inderlig glad og lykkelig. Det var, som havde han kendt Helene i mange År.
Da de noget senere gik op ad den sandede Bakke til Bonderup By, var Helene bestandig tavs og fortænkt, og da de nåede Mergelgraven omme ved de store Piletræer i Stakhaven, standsede hun, stod et Øjeblik og så på Carl, greb derpå med eet om hans Hoved med begge Hænder og kyssede ham.
Så sprang hun rask ind ad Porten, ind i Stuen.
Carl fulgte efter, sprudende rød i Ansigtet, men da han nåede Forstuedøren, vendte han om og gik ud og satte sig ved Mergelgraven.
Kort efter hørte han Vognen rulle frem for Døren, men han blev siddende stille og sammenkrøben. Han havde ikke Mod til at gå ind og sige Farvel.
--------
Denne forunderlige Eftermiddag for 2 År siden sad Carl nu og tænkte på, medens Hestene langsomt trak Vognen hen ad de sandede Veje.
Han havde gennemlevet den mange Gange før. Det var hans største Oplevelse - den eneste egentlig. Der var både Fortid og Fremtid i den, syntes han!
Da de nåede den lille Banestation, tog Faderen tørt og kort Afsked, og Carl kom ind i en 3die Klasses Kupé, hvor han satte sig i det ene Hjørne og henfaldt i dybe Drømmerier.
Det var først, da de kom til Fredericia, at han vågnede op og med Undren betragtede de mange rejsende.
Færgen over Lille- og Store-Bælt vakte hans største Beundring; men han havde tænkt og drømt så meget om den store By, København, at han blev fuldstændig skuffet, da Toget i den tidlige Morgen rullede ind til Ankomststationen, og han så et halvt Hundrede Mennesker stå og vente på Perronen.
Han havde tænkt sig det ganske anderledes.
Blandt de ventende var også Madam Olsen, en Pige hjemme fra hans Egn, som nu var gift og boede i Oehlenschlägersgade.
Hos hende skulle han bo, og hun ordnede hans Tøj og sørgede for Vogn; så længe varede det ikke, før han sad på sit Værelse i den lange, trange Gade på Vesterbro, i Hovedstadens Larm og Tummel, fjernt fra de høje, solrige Lyngbakker og den lille, rislende Bæk derhjemme.