En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VIII.
Carl fik aldrig noget at vide om Madam Berthelsens mislykkede Besøg på Søgaard. Han arbejdede for to fra Morgen tidlig til Aften silde og gav sig aldrig Ro til at tænke over sig selv eller over andre.De Mennesker, som levede om ham, var igen bleven automatiske Figurer, som spiste og drak, tog til Ægte og fik Børn efter bestemte, uforanderlige Love. De kom ham ikke ved. Han talte ikke til dem, så dem næppe. Der var kommen noget hårdt og forstenet, næsten livløst over hans Væsen, en fast og tæt Skorpe, der støt og sikkert hindrede den indre Ild og Varme i at bryde igennem. Folk skyede ham, og han skyede dem.
Hans Far så kun hans Flid og Ihærdighed og frydede sig over den Forandring, der var foregået med ham, men Madam Berthelsen vred sine Hænder og græd de bitreste Tårer over det skønne, frodige Ungdomsliv, som nu var knust af Livets hårde Storme. Hun vågede over ham tidlig og sent, fulgte hans Veje og gløttede efter hvert lille Glimt, som kunne tyde på Forandring. Carl kom næsten aldrig op i Skolen nu, men Madam Berthelsen gjorde sig så ofte som muligt Ærinde i hans Hjem; han var evig og altid i hendes Tanker!
Carl lagde næppe Mærke til det; han var ufølsom over for andres Deltagelse, som han selv var uden Medlidenhed og Barmhjertighed mod de Mennesker, han levede iblandt.
Den rige Strøm af Følelser, som hans Kærlighed til Helene havde fremkaldt, var igen standset, og hans Sjæl var som det kolde, døde Vand i Mergelgraven deromme i Stakhaven.
Tiden gik hurtig for ham, som den altid går for den, der ikke lever åndeligt med, men kun er optaget af det materielle Slid og Slæb.
Efteråret med Pløjning og Såning, med Tærskning og Kornrensning var forbi, før han anede det, og en skønne Dag lå Veje og Marker hvide af nyfalden Sne. Vinteren holdt sit Indtog.
Nu, da Dagene blev så korte og Aftenerne så lange, kunne Carl ikke længere døve sin Sjæl med hårdt og slidsomt Arbejde. Han fik mange ledige Stunder, og Tankerne trængte sig frem, sydende og boblende som det indestængede Vand i de dybe Vejhuller: Plads .. Plads! .. Luft!
Han forsøgte på at holde dem i Tømme ved Læsning, ved lange, ensomme Ture mellem Bakkerne og langs med Fjordens Bredder, men atter og atter overmandede de ham og fremkaldte Længsel og knugende Savn.
En Aften i December kom han gående nede fra Fjorden, hvor han havde drevet om uden Mål og Med et Par Timer.
Det var mildt Frostvejr uden Måneskin, og den tunge Luft lå grå og trøstesløs over Markerne.
Halvvejs mellem Fjorden og Bonderup By lå et lavt, langstrakt Hus med mange små Vinduer, som vendte ud mod Vejen. Carl kendte det godt og havde ofte været derinde. Byens Tømrer og Hjulmand boede der.
Ellers når Carl på sine Aftenvandringer kom forbi, plejede disse Vinduer at være mørke, men på denne Aften strålede der Lys fra dem alle. Der var stort Selskab.
Det undrede Carl meget, for Hjulmanden var Ungkarl og levede ene for sig selv uden Samkvem med Egnens Befolkning. Han var en underlig indesluttet Natur, en stor Slider og en ihærdig Grubler. Madam Berthelsen havde fortalt Carl, at han var Fritænker, for han gik aldrig i Kirke, og de »hellige« i Egnen var han altid på Nakken af.
Carl havde aldrig talt med ham om andet end det Arbejde, han af og til på sin Fars Vegne fik udført hos ham, men han havde flere Gange set ham sidde fordybet i Læsning af nogle gamle, snavsede Bøger.
I det korte Tidsrum, da Carls Interesse for Egnens Folk på så forunderlig Vis var bleven vakt ved Madam Berthelsens Fortællinger, søgte hans Tanker flere Gange til Tømrer Jensen, og han havde sat sig for at tale nærmere med ham, men det var aldrig blevet til noget.
I den senere Tid havde han lige så lidt tænkt på ham som på de andre Mennesker, han levede iblandt.
Men nu på denne Aften standsede han uden for Tømrerens Hus og så med Undren på de oplyste Vinduer og de mange Mennesker.
Hvad var der på Færde!
Carl listede sig hen til et af Vinduerne og kiggede ind, og hans Undren blev endnu større; der var »Helligforsamling«.
Han kendte alle Ansigterne, som nu var vendt mod Taleren, en stor, svær Mand med hvidt Hår og Skæg. Ham kendte Carl ikke; det var vel en eller anden rejsende Lægprædikant.
Carl så dog ikke længe på ham; hans Blik søgte Tømreren, og langt om længe fandt det ham.
Han sad i en Krog på en Balje, der vendte Bunden i Vejret. Hans tynde Læber val sammenknebne, så man kunne se de dybe Kindhulinger i det glatbarberede Ansigt, og hans Øjne lyste i brændende, fanatisk Glød. Carl kunne så tydelig se ham, fordi der hængte en Lampe lige foran ham.
Hvad Prædikanten sagde, var det umuligt for Carl at høre, og han brød sig egentlig heller ikke om det. Synet af Tømrerens Ansigt greb ham stærkere, end noget Ord formåede.
Dette ellers så rolige, noget stive Ansigt var som forvandlet. Den indre Ild havde gennembrudt den hårde Skorpe; de indestængte Følelser havde fået Afløb i stærk Tro eller inderligt Håb .. eller hvad det nu var, der lyste ud af denne Mands Ansigt.
Carl kunne næppe drage sit Blik fra ham og blev en Stund stående som fastgroet til Stedet.
Imidlertid rejste en af Tilhørerne sig og åbnede det Vindue, Carl stod ved, så nu måtte han gå til Side. Men straks efter var han derhenne igen, og nu hørte han Talerens Ord:
»Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst, men dersom dit Øje er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stor bliver da Mørket!«
Disse Ord af Bjergprædiken greb Carl med en underlig Magt; de svarede så godt til de Tanker, som dukkede op hos ham ved Synet af Tømrerens forvandlede Ansigt.
»Dersom dit Øje er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt!«
Carl hørte ikke mere; han var begyndt at gå opad imod Landsbyen halvt som i Drømme.
»Dersom dit Øje er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst, men dersom dit Øje er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt,« klang det atter og atter for hans Øren.
Ja, hans Øje var ondt, og hans ganske Legeme mørkt.
»Dersom derfor det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!«
Carl gyste. Hvad vår det dog for et Liv, han levede! Et Liv i Mørke .. i Mørke! .. Ikke et Lysglimt trængte frem i hans Sjæl, fordi hans Øje var ondt.
Han havde jo læst Bjergprædiken så mange Gange før hos gamle Berthelsen; han kunne meget af den udenad som Lektie, også de Ord, han havde hørt i Aften; men de havde aldrig haft Ærinde til ham.
Nu greb de ham med en egen og sær Magt.
»Dersom derfor det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!«
Hans Sjæl blev fyldt af en Gru så mægtig, at den lammede ham rent legemlig.
Han sank ned på sine Knæ ved Vejkanten, og idet han strakte sine Hænder mod den trøstesløse, grå Vinterhimmel, bad han i sin Kval og Pine: »Herre, før mig bort fra Mørkets onde Magter, send mig Lys .. Lys!«
Han anede næppe, hvad han gjorde, vidste næppe af sig selv at sige.
Da han atter blev klar over sig selv, var han på Vejen ned mod Tømrerens Hus.
Lysene fra Vinduerne, de mægtige Ord, han nylig havde hørt, og frem for alt Tømrer Jensens forvandlede Ansigt drog ham uimodståelig.
Da han atter stod ved det åbne Vindue, lød der Sang inde fra Huset:
»Kærlighed er Livets Krone,Stemmerne var ru og tørre, men der var en Inderlighed og Hengivelse i Ordene, som virkede stærkt på Carl.
Kærlighed er Lysets Glans.
Derfor sidder på Guds Trone
Jesus nu med Stråleglans.
Han, som Lyset er og Livet,
Har for os sig selv hengivet,
Bliver i og lever ved
Guds, sin Faders, Kærlighed.«
Han så igen efter Tømrerens Ansigt, men nu kunne han ikke se det; det var skjult af Salmebogen.
Carl blev stående ved Vinduet, til Salmen var sunget til Ende; så gik han bort fra Huset ned mod Fjorden.
»Kærlighed er Livets Krone .. Kærlighed er Lysets Glans« lød det nu for hans Øren, og han blev ved at gentage disse Ord, som om han fandt en Trøst i dem, og dog var de kun en Lyd for ham endnu; hans Hjerte havde de ikke nået.
Da Carl korn ned til Fjorden, lå den som før grå og kold, tung og følelsesløs. Langs med Bredden begyndte Vandet at stivne, men ude i Dybet gik mørke, langstrakte Dønninger.
Carl stod en Stund og så over imod Lyset i Færgehuset på den anden Side. Der var ligesom et Håb, en Redning, i det fjerne, blinkende Lys.
»Kærlighed er Livets Krone .. Kærlighed er Lysets Glans« sang det for hans Øren. Guds store Kærlighed til Menneskene!
»Herre, lad mig føle din Kærlighed!« bad Carl uden lydelige Ord, »lad mig mærke Lysets Glans i mit Hjerte gør mit Øje sundt ... fri mig fra Mørkets onde Magt!«
»Men viser du selv Kærlighed mod dine Medmennesker« lød det som fra en Modrøst, »gør du selv godt mod de Mennesker, du lever iblandt .. vil du ofre dig for dem og hjælpe dem!« .. »Nej, nej, mit Øje er ondt, og derfor er mit ganske Legeme mørkt!«
Som Carl stod i disse Tanker, hørte han med eet skærende Skrig ude fra Fjorden. Han for sammen og stirrede i den Retning, Skrigene kom fra. Han havde for et Øjeblik siden hørt Latter og Lystighed, men han havde ikke lagt videre Mærke til det.
Nu vågnede han af sine tunge Tanker og lyttede spændt.
Atter lød der skærende Skrig, og han syntes, han kunne skimte noget mørkt ude i Vandet.
Han vidste, hvor Fiskernes Både lå, og løb af Sted til den nærmeste. Hurtigt løste han den, og nu roede han af al Kraft ud på Dybet.
Medens han arbejdede sig fremad, hørte han flere Skrig, så han kunne med Lethed følge Retningen. Snart var han ved Stedet, og nu så han en kæntret Båd og tre menneskelige Skikkelser, der klamrede sig til Kølen.
»Hallo! .. Hvad er der på Færde,« råbte han af al sin Kraft.
»Hjælp .. Hjælp!« var det eneste Svar han modtog; og al Forklaring var jo også unyttig.
Carl roede hen til den kæntrede Båd, og uden Vanskelighed fik han to af de forulykkede reddet. Men den tredie havde ikke Kræfter til at holde sig; han slap Kølen og sank i Dybet, før Carl fik Tag i ham.
Hurtig kastede Carl sin Yderfrakke og sprang ud efter ham. På Lykke og Fromme dukkede han ned og greb om sig med Hænderne; da han atter kom op i Overfladen, havde han den druknende med sig.
De andre to hjalp nu til, og snart var de alle i Carls Båd. Den syge lå i Bunden med Hovedet på Carls Knæ, og de andre to roede af alle Kræfter ind mod Land.
I Begyndelsen blev der ikke talt et Ord, men da den syge havde kastet en Del Vand op og nu følte sig raskere, fik Carl en kort Forklaring på, hvorledes Ulykken var gået for sig.
De tre unge Karle havde været en Tur ovre på Øen, og i Færgehuset havde de drukket vel mange Kaffepuncher.
Da de skulle til at ro hjem, var de meget lystige, og under Sang og Latter fik de Båden flot. Det gik dog helt godt med Roningen det første Stykke, men da de kom omtrent midt ud i Fjorden, begyndte de at trættes om, hvem af dem der var mest beruset. De to, der nu roede Carls Båd, holdt på, at de var ganske ædru, men at deres Kammerat, som nu lå syg, var helt fuld. Det ville han ikke lade sidde på sig, og med eet sprang han op på Bådens Ræling for at vise dem, at han kunne holde Balancen på den smalle Kant. Men Båden kunne ikke bære den store Vægt; den kæntrede, og de blev alle kastet i Vandet.
Det var dog lykkedes dem at få fat i Bådens Køl, og der havde de altså holdt sig fast, til de blev reddet af Carl.
Det var det hele; en ganske dagligdags Historie som det syntes.
Således ville Carl vist også have betragtet denne Begivenhed til andre Tider; men på denne mærkelige Aften var det som en Prøve for ham.
Ikke det, at han straks forsøgte på at redde dem, det ville han have gjort til enhver Tid, men de Følelser, han var fyldt af, medens han udførte Redningsarbejdet!
Ikke et Øjeblik havde han tænkt på sig selv, som dengang Helenes Hund faldt i Vandet. Fare eller ikke Fare, det Spørgsmål havde ikke et eneste Øjeblik fremstillet sig for hans Tanke. Her var Mennesker i Nød, og de måtte hjælpes!
For første Gang i sit Liv havde han ofret sig helt og fuldt for andre Mennesker.
Han havde fået Fred i sin Sjæl; han var som ved et Under bleven løftet fra Mørkets Rige ind i Lysets.
Medens han sad der i Båden med den syge Karls Hoved på sine Knæ, bad han inderligt til Gud og takkede for Frelsen.
Da de kom i Land, søgte de til det nærmeste Fiskerhus; her fik de det våde Tøj af og kom i en varm seng.
I Fiskerhuset var der kun to Senge, så de måtte ligge sammen to og to, og Fiskeren og hans Kone måtte nøjes med en Stol som Natteleje.
Næste Morgen var de alle tre tidlig vågen, og efter at de havde drukket en skoldende hed Kop Kaffe på Sengen, trak de i deres Tøj, der i Løbet af Natten var bleven tørret ved Kakkelovnen. Derefter takkede de Fiskeren og hans Kone på det hjerteligste og forlod Huset.
Carl gik alene ad den kendte Vej op mod Bonderup By. Han følte sig så frisk og let, som om han lige var stået op fra et langt og smerteligt Sygeleje. Hans Øje var igen bleven sundt, og hans ganske Legeme lyst.
Da han gik forbi Hjulmandens Hus, der nu lå mørkt og øde i Daggryet, så han på det med venlige Følelser.
Det var, som om dette Hus havde ydet sit Bidrag til at gøre hans Sind lyst igen.
Han tænkte på Husets Ejer, som nu også havde fundet Freden og Glæden der, hvor den ene var at finde.
Carls hele Sjæl droges imod ham og mod dem, der om Aftenen havde været samlet til Andagt og Sang i hans Hus.
Han havde hidtil betragtet »de Hellige« i Sognet som temmelig lavtstående Mennesker, der var hildet i Selvgodhed og Dømmesyge, og sådan var de måske også i Virkeligheden, men de kendte Kilden til Freden og Lykken, og de havde lært ham at finde den. Han ville søge deres Forsamlinger, bede sammen med dem i Lys og Glæde.
Da Carl nåede sit Hjem, traf han Faderen i Gården; han havde netop været nede og vække Karlene.
Carl fortalte straks Grunden til, at han havde været borte hele Natten, og Faderen hørte på ham uden at vise nogen ydre Glæde over den Dåd, hans Søn havde udført.
»Ja, sådan nogle Tosser, de var næsten ikke værd at redde,« sagde han tørt og lidt tvært, »det kan ikke betale sig at sætte Livet på Spil for sådan nogle! .. Men nu er det bedst, du går i Seng, at du ikke går hen og bliver syg!«
»Nej, jeg har sovet så godt nede i Fiskerhuset! .. Jeg ta'r straks fat på. Arbejdet .. vi skal jo tærske!«
Per Nørgaard så forundret på Carls lyse, fornøjede Ansigt og gik hen til sine Grise.
Trods det ligegyldige Ydre, han lagde for Dagen, var han dog stolt af Sønnens Bedrift, og medens han arbejdede i Grisehuset, mumlede han: Ja, der sidder et godt Hoved og nogle raske Hænder på den Fyr .. sikken en Gård, vi skal få, bare han bliver her! Per Nørgaard standsede et Øjeblik i sit Arbejde og lagde Armene op på Stolpeværket, som skilte Fodergangen fra Svinenes Rum.
Der var på denne Morgen noget i Carls Ansigt, som ikke huede ham!
I Løbet af Dagen holdt han i al Hemmelighed Øje med sin Søn, og før Aften stod det klart for ham, at der var foregået en Forandring.
Carl var venlig og god mod sine Medarbejdere, og han sled ikke nær så hårdt, som han plejede.
Nørgaard rystede på Hovedet, og da han om Aftenen gav Grisene det sidste For, mumlede han ængstelig hen for sig: Nej, han bliver her ikke .. han giver sig til at læse igen!
Men Carl blev og ytrede ikke det mindste om, at han ville læse videre.
Han arbejdede fremdeles støt og sikkert, men den Hårdhed og Utilgængelighed, der som et Panser havde omgivet ham, var veget bort for Mildhed og Venlighed.
Han viste atter Interesse for de Mennesker, han levede iblandt, og især droges han mod de Hellige.
Længe varede det da heller ikke, før hele Bonderup talte om, at Sognefogdens Carl var bleven »omvendt« og søgte Helligforsamlingerne.
Per Nørgaard hørte det også, og han forstod nu, hvad der var Årsag til den mærkelige Forandring, der igen var foregået med hans Søn.
Det var ham ganske ubegribeligt, at nogen kunne forfalde til sådanne unyttige Spekulationer, som han kaldte det, og det var en Skuffelse for ham, at Carl ville søge Selskab med sådanne Folk som de Hellige. Det var en Nedværdigelse af samme Art, som om han havde forlovet sig med en Husmandsdatter.
De Hellige i Sognet var så godt som alle fattige, simple Folk, og det var en stor Sjældenhed, at en af de velhavende sluttede sig til dem.
De vandt i det hele ikke mange Tilhængere, og det var derfor en stor Triumf for dem, at de denne Vinter havde fået deres Tal forøget med to så værdifulde Meningsfæller som Tømrer Jensen og Carl Nørgaard.
De drømte om en stor Vækkelse som den, der for en halv Snes År siden var gået hen over Egnen, og de kunne ikke blive trætte af at takke Gud for den gode Begyndelse.