En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
X.
På Søgaard havde man hidtil ikke lagt videre Mærke til Carl Nørgaard. Man huskede vel hans Besøg i Sommerferien og hørte også Rygtet om, at han var bleven »hellig«, men man lagde ikke mere Vægt på denne Meddelelse end på de mange andre Smånyheder, der med større eller mindre Mellemrum trængte indenfor Dørene.Nu var dog Opmærksomheden for ham bleven vakt.
Han var jo nu på en Måde kommen ind på Jørgensens og hans Frues Herskeområde. Ganske vist hørte Ungdomsforeningerne ikke ligefrem til den snævrere grundtvigske Kreds, men de var dog Udvækster deraf, og de få Tilhængere, Kredsen fik, kom også derfra.
En Aften gik Jørgensen da i egen høje Person op i de unges Forsamling, og da han kom hjem igen, var han meget begejstret for Carl.
»Det er en Kraft, siger jeg dig .. en Kraft af første Rang,« sagde han til sin Kone, »et Hjertemenneske ... bare lidt mere Fart .. lidt mere Fut! .. lidt mere Mandfolk sådan som Christian Mogensen f. Eks.!
Fruen svarede ikke noget videre på dette; hendes Tanker gled uvilkårlig fra Carl Nørgaard og Christian Mogensen til Helene, hendes prægtige lille Pige.
Hun havde været så underlig kuet og trykket, da hun var hjemme i Juleferien .. og især når hun var sammen med sin Forlovede! .. Den gamle Livslyst og Frejdighed var næsten helt borte. Det var i Grunden så mærkeligt, at Christian Mogensen kunne få sådan en Magt over hende, hun som ellers var nok så vanskelig at styre! .. Men det havde han haft altid, lige fra de var små .. de havde gået alt for meget sammen! Nå, for Resten . . Christian havde nu en underlig Magt over alle dem, han var sammen med .. han kunne være så ubarmhjertig hård og brutal uden egentlig at sige noget, uden at gøre noget, og han var bleven det mere og mere de sidste Par År! .. Agnes Blom, som nu uddannede sig til Sygeplejerske, havde fortalt, at alle de syge på Hospitalet rystede af Angst for ham, men de blev raske under hans Behandling, for de turde ikke afvige det fjerneste fra de Ordrer, han gav! .. Han var vistnok et dygtigt Menneske .. men .. men .. nej, han skulle ikke have Lov til at ødelægge Helene .. det var jo sørgeligt, som hun så ud .. som om hun var syg! .. Stakkels Helene! ..
Fru Jørgensen endte sine Betragtninger med en stor Beslutning: Helene skulle hjem.
Allerede næste Dag talte hun med Jørgensen om det, og han var, som sædvanlig i huslige Sager, enig med hende.
»Det må du selv om, Mor .. det må du selv om! Jeg syntes også, hun så noget blegnæbbet ud, da hun var hjemme i Julen .. det var vel den Byluft! Lad hende bare komme!«
Fru Jørgensen vidste nok, at det ikke ville volde Vanskelighed at få sin Mand overtalt; hun var mere bange for, at Helene selv skulle gøre Modstand.
Og det viste sig da også, at hun havde Grund til at nære denne Frygt. Helene gav det Svar på Moderens Brev, at hun måtte blive i København og fortsætte sin Uddannelse i Husholdning.
»Jeg længes så forfærdelig efter jer alle sammen, kære Mor,« skrev hun, »efter Skoven og Markerne, efter Fårene og Køerne og det hele! Jeg føler mig slet ikke hjemme herinde i den store By, og det var jo også Meningen, at jeg skulle være bleven hjemme sidste Sommerferie, men så kom jo dette her, Mor .. og nu må jeg blive her Tiden ud! Om et År er Christian færdig, og så .. nej, jeg han ikke rejse herfra .. jeg kan ikke, kære Mor!«
Fru Jørgensen rystede sørgmodig på Hovedet, da hun lagde Brevet fra sig: Hun kan ikke! .. nej, hun må ikke, hun tør ikke! .. Stakkels Helene! .. Hun var den frejdigste og modigste af alle unge Piger .. så stormende frisk, så lysende glad, og nu er hun som en knækket Blomst, .. kuet, fortrykt! .. Nej, hun skal bort fra ham, om end blot for nogen Tid .. ellers går hun til Grunde! .. Hun skal! ..
Fru Jørgensen rejste sig energisk fra Stolen og gik til sit Arbejde.
Jørgensen læste også Brevet fra Helene, men han fik et helt andet Indtryk af det.
»Nej, det tænkte jeg nok! .. hun er den samme som altid! .. Hun er et Viljesmenneske, er hun! .. Hvad hun har begyndt på, det vil hun også udføre! .. Han kan få Læs nok med hende, den gode Christian!«
Fru Jørgensen rystede på Hovedet ad sin Mands Uforstand, men hun vidste, hvor vanskeligt det ville være at give ham den rette Forståelse af Forholdet, og derfor tav hun.
Men hendes Beslutning stod fast, og i den nærmest følgende Tid talte hun derfor bestandig om Helene, som man taler om en, der er syg og svagelig.
Jørgensen blev til sidst helt urolig og bad hende indstændig om endelig at rejse til København og hente Helene hjem.
Og det var netop det, Fru Jørgensen ville.
Blot hun kom derind og fik set Helene og talt med hende, så skulle hun nok få hende bort derfra, mente hun.
En Dag i Juni rejste hun da af Sted, og allerede næste Formiddag overraskede hun Helene i det Pensionat, hvor denne lærte Husholdning.
Helene stod i Køkkenet ved sit Arbejde, da en af Pigerne meldte, at der var en Dame, der ville tale med hende.
Hun strøg Ærmerne ned og gik nysgerrigt og lidt forventningsfuld ind i Modtagelsesstuen. Der var ingen andre, der plejede at besøge hende, end Agnes Blom, men hun kom aldrig på denne Tid af Dagen.
Da Helene så Moderen, kastede hun sig i stormende Glæde om hendes Hals.
»Å, Mor .. Mor! .. Det var rigtignok en Overraskelse! .. Men hvordan kan det være .. er Far også med?«
»Nej, jeg er alene!«
Helene så forundret og ligesom lidt ængstelig på hende.
»Er der noget i Vejen, Mor? Du er da ikke syg?«
»Nej, nej .. jeg kommer bare for at se til dig, Helene! .. Vi gik derhjemme og var så bange for, at du var syg .. vi syntes, vi kunne mærke det på dine Breve .. og så ville Far ha', jeg skulle rejse ind og tage dig med hjem!«
»Å, Mor .. Mor! I er så gode imod mig!« sagde Helene glædesstrålende og slog igen sine Arme om Moderens Hals.
»Nå .. vi ville jo gerne ha', at vor lille Helene skulle blive rigtig rask og frisk igen!«
Fru Jørgensen var henrykt; hun havde ikke tænkt sig, at det skulle gå så let.
»Men jeg er ikke syg, Mor,« sagde Helene noget forlegen og forvirret, »jeg er ganske rask .. og jeg kan heller ikke rejse hjem nu .. jeg må blive Tiden ud! .. Christian vil heller ikke ...«
Der var ligefrem Angst i hendes Blik nu, og Moderen sad og så med Bekymring på hende. Ansigtet var så blegt og magert, og Øjnene var så store.
»Christian bliver jo først færdig på Hospitalet om et År .. og til den Tid bliver jeg også færdig .. jeg trænger rigtignok til at lære meget mere Madlavning endnu, Mor!«
Helene forsøgte på at smile, men det mislykkedes for hende, da hun mødte Moderens alvorlige, bekymrede Blik.
Hun stod et Øjeblik og drejede sig forlegen frem og tilbage, men med eet kastede hun sig på Knæ foran Moderen, lagde sit Hoved i hendes Skød og brast i Gråd.
Moderen klappede hende på Håret, blødt og varsomt.
»Så .. så, lille Helene .. så .. så! Kan du nu se, du er syg .. det er Nerverne! .. Sådan har du jo aldrig været før, lille Helene men det skal nok blive godt igen, når du kommer hjem!«
Da Helene havde grædt ud og igen var bleven rolig, løftede Moderen hende op, tørrede hendes Øjne med sit Lommetørklæde og kyssede hende.
»Så .. gå nu ud i Køkkenet igen, Helene, og sig til Pensionatsfruen, at jeg ønsker at tale med hende.«
Helene gik, og lidt efter kom Fruen ind.
Hun vidste, at det var Helenes Moder, så der behøvedes ingen Præsentation.
»Ja, jeg må desværre tage Helene med hjem,« sagde Fru Jørgensen, efter at de havde vekslet et Par Ord om Rejsen og Vejret, »hun er ikke rask!«
»Nej, jeg synes også, Frøken Helene ser noget medtaget ud, men Kandidat Mogensen siger, det betyder ingenting .. det er blot lidt Træthed og Blodmangel.«
»Ja, hun må ud på Landet igen .. hun tåler ikke Byluften. Nu skal jeg tale med Mogensen om det!«
Fru Jørgensen sagde dette som en selvfølgelig og ligefrem Ting, men i Virkeligheden gyste hun ved Tanken om den Samtale, der forestod.
Hun havde dog sat sig for, før hun rejste hjemme fra, at Helene skulle med tilbage, og hun var i høj Grad bleven styrket i sit Forsæt, nu da hun havde set, hvordan det i Virkeligheden stod til.
Om Eftermiddagen tog hun da alene ud på Hospitalet for at tale med Christian Mogensen, og så snart hun var bleven ene med ham, fremkom hun straks med sit Ærinde.
»Vi har i lang Tid gået derhjemme og været bekymrede for Helenes Helbred, og så blev Jørgensen og jeg enige om, at jeg skulle rejse herind og tage hende med hjem! .. Hun er i virkeligheden meget syg , Christian hun tåler ikke Byluften .. hun må ud på Landet en Tid!«
Christian Mogensen hørte koldt og roligt på sin vordende Svigermoders Ord, og da hun med et ængsteligt spørgende Blik endte sin Tale, trak han hånligt på Skulderen.
»Ja, du, som er Læge, må da kunne se, at hun er syg!« fortsatte Fru Jørgensen lidt heftig, »hun skælver jo af Nervøsitet .. og græder .. og er så ulykkelig!«
»Nå, hun er måske lidt træt og lider lidt af Blodmangel .. men det skal vi snart få ordnet! .. Hun må blive sin Læretid ud .. man kan jo ikke sådan rende fra det hele!«
»Jo, man kan! .. Hun rejser med mig hjem i Morgen tidlig .. jeg har talt med Pensionatsfruen!«
»Men Helene .. hun har vel også et Ord at sige i den Sag!«
Christian Mogensen smilede hoverende; han kendte sin Magt.
»Helene vil gerne rejse med!«
»Har hun sagt det!«
»Nej, men jeg ved, at hun vil .. og iøvrigt, når hendes Far og Mor vil ha', at hun skal .. så ..«
»Nå, Helene har selv Rådighed over sin Person .. og jeg siger Dem, hun rejser ikke med!«
Blodet for Fru Jørgensen til Hovedet, og hun var lige ved at lade sin Harme over det Tyranni, Christian Mogensen udøvede mod Helene, bryde løs; men hun tog sig i det og ytrede kun: »Nej, hvis du overtaler hende til at blive, så rejser hun måske ikke .. men ellers gør hun det!«
»Jeg overtaler hende ikke .. hun må selv afgøre det!«
»Godt, så rejser vi i Morgen tidlig! .. Du kommer vel hen i Pensionatet i Aften!«
»Jeg skal have Vagt i Nat, men jeg har fri mellem 9-10 .. så skal jeg komme!«
Derpå skiltes de, og hver for sig var sikker på Sejren.
»Nu har jeg været ude hos Christian,« sagde Fru Jørgensen, da hun kom tilbage til Pensionatet og sad sammen med Helene på dennes Værelse.
»Hvad sagde han?« spurgte Helene ivrigt og ængsteligt.
»Ja, han kommer herhen i Aften! .. Nu skal jeg hjælpe dig at pakke ind .. vi rejser i Morgen tidlig!«
»Ja, men jeg ved ikke, Mor ...«
»Jo, vist så! .. Du skulle bare se, hvor Haven står i Flor nu .. og Skoven! .. Kaprifolierne ude i dit Lysthus er lige ved at springe ud, og Rødtjørnen står i fuld Blomst! .. Se, så .. nu lægger vi dit Linned her .. og dine Kjoler pakker vi ned i den store Kuffert! ... Jo, du kan tro, der er dejligt derhjemme nu! .. Alting står så frodigt i År .. Græsset har aldrig været så stort i Engen før, og der er fuldt op af Engblommer, Kabbelejer og Karse!«
Moder og Datter arbejdede ivrigt på Indpakningen, medens deres Tanker dvælede ved Herlighederne derhjemme.
Helenes Kinder blussede, og medens hun arbejdede, spurgte hun Moderen ud om alt derhjemme fra, mere og mere ivrigt.
For en Stund glemte hun alle sine Betænkeligheder og levede kun i Glæde og Forventning om al den Lykke, Hjemmet havde at byde.
Så fuldstændig gik hun op i denne Følelse, at hun, da Christian Mogensen på den aftalte Tid trådte ind i Stuen, glædestrålende løb hen imod ham og udbrød: »Tænk dig, Christian .. Rødtjørnen står i Blomst derhjemme, og Kaprifolierne er lige ved at springe ud .. å, hvor jeg glæder mig til det alt sammen!«
»Du rejser altså med hjem?«
Christian skød hende fra sig og så hånligt på hende.
Helene blev ned eet ganske bleg, og hendes Stemme skælvede af Angst, da hun svarede på hans Spørgsmål:
»Ja, jeg vil så gerne ... bare en Uges Tid .. hvis du synes! .. ellers ...«
Fru Jørgensen så skarpt på Christian Mogensen; han havde jo lovet ikke at overtale Helene.
»Du må selv afgøre det!« sagde han koldt.
»Ja, det er jo afgjort,« svarede Fru Jørgensen, »du hører jo, Helene vil gerne .. og vi er næsten helt færdig med Indpakningen!«
Christian Mogensen forstod, at han havde tabt. For første Gang siden Forlovelsen havde han mistet sin Magt over Helene. Hjemkærligheden havde sejret.
Han stræbte derfor efter at være så venlig og så god som muligt denne sidste Aften, han var sammen med Helene. Han talte med hende om Egnen derovre ved Søgaard, som jo også var hans Hjemegn, og det blev bestemt, at han skulle komme derover i Begyndelsen af August og hente Helene tilbage til Pensionatet.
Fru Jørgensen ytrede ikke et Ord imod denne Plan, men i sit stille Sind besluttede hun, at Helene skulle være hjemme, lige til hun skulle giftes.
Da Klokken var henad 10, tog Christian Mogensen Afsked med de to Damer og tog igen ud til Hospitalet.
På Vejen derud dvælede hans Tanker atter og atter ved den åndsfraværende Måde, Helene havde sagt Farvel til ham på.
Hun havde jo nok kysset ham, og han syntes også, der var Tårer i hendes Øjne, men det var alligevel, som om hun var langt borte fra ham, som om alle hendes Tanker og hele hendes Hu droges mod det Hjem, hun inden ret længe skulle havne i.
En dunkel og svag Anelse om, at hun fra denne Stund var tabt for ham, dæmrede i hans Sind. men den fik ikke Lov til at fæste Rod. Han stolede på sin Magt over hende; den havde endnu ikke svigtet, selv ikke i det frygtelige Øjeblik, da han troede, at han havde mistet hende for bestandig! ...
Christian Mogensen havde holdt af Helene, fra de begge var ganske små, og allerede da han var 12-13 År, stod det klart og sikkert for ham, at hun og ingen anden skulle være hans for hele Livet.
Han betragtede det som en selvfølgelig Ting, der slet ikke kunne tvivles om, og hans Sikkerhed forplantede sig til alle Omgivelser. Hans egne Forældre og Helenes Folældre var, uden at de selv vidste det, gledne ind i den Tanke, at deres Børn var bestemt for hinanden, og Forlovelsen sidste Sommer og det nu forestående Giftermål stod derfor for dem som det naturligste og selvfølgeligste af Verden.
Hvad Helene mente, eller hvad hun tænkte, faldt det ingen ind at grunde over, end ikke Christian selv.
Hun var, lige fra hun var ganske lille, vant til at følge ham, vant til at gøre, som han ville.
Hun kunne være vanskelig nok at styre for andre, men Christian bøjede hun sig altid for. Om hun holdt af ham eller ikke, blev der aldrig spurgt om, og hun tænkte aldrig selv over det. Han var som en ældre Broder for hende: Herre og Kammerat på samme Tid. For hende var det lige så selvfølgeligt som for alle de andre, at hun og Christian hørte sammen for Tid og Evighed.
Men da var det, at Kærligheden vågnede i hendes Sjæl, og hun gav efter for den, rig og lykkelig, selvforglemmende. Den stærke Følelse havde for en Stund trængt alt andet til Side. At den var et Brud med alle Omgivelser, med Christian, kom ikke i hendes Tanke.
Først da han Dagen efter kom til hende og på den selvfølgeligste Måde gjorde sin Ret over hende gældende, slog det hende med Forfærdelse, at hun var bunden, at hun altid havde været det. Hun kunne ikke bryde dette forhold. Hun turde ikke. Hun var under Christian Mogensens Magt; han ejede hende med Sjæl og Legeme, for Tid og Evighed!
Derfor måtte hun skrive det ulykkelige Brev til Carl, og derfor havde hun følt sig trykket og kuet lige siden hin Dag, der var den lykkeligste i hendes Liv.
Før den Dag havde hun ikke mærket Båndet, men nu strammede og snærede det, så alt hendes Mod og Frejdighed svandt hen. Den Kraft, der fordredes for at bryde dette Åg, ejede hun ikke længere.
Da hun sammen med Moderen forlod København og for hvert Minut fjernede sig mere og mere fra Christian Mogensen, var der foruden Forventningens Glæde skælvende Angst i hendes Sjæl.
Den Handling, hun nu udførte, var så utænkelig oprørsk, at hun slet ikke forstod, hvorledes hun havde fået Mod til det.
Men det var Moderen og Længselen efter Hjemmet .. den kære, gode Mor, det skønne, herlige Hjem!