Flyvernes Konge

---

O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

6. Tilbage til Livet!

   Mens Gertie og Edward var i fuld Virksomhed ude, var Drews vågnet af sin lange Bevidstløshed.
   Sære forvirrede Tanker jog gennem hans Hoved, der smertede meget, og han søgte forgæves at få Rede på, hvor han kunne være. Han hørte noget pusle i Nærheden, og der lød en svag Knurren, idet han søgte at rejse sig op. Det smertede i hans venstre Arm og Side, men han bed Tænderne sammen og fik sig drejet halvt om.
   Det var helt dunkelt, og han kunne i Skæret fra Lamperne kun skelne de allernærmeste Omgivelser af Hulen.
   Noget af det første, han fik Øje på, var hans store, firbenede Vogter, men den gjorde ham ikke angst. På alle mulige Måder søgte den at vise ham sit venlige Sindelag og slikkede hans Hånd.
   Hvor var han dog! Og hvor var den Hund kommen fra? Hans Blik for rundt og søgte at gennemtrænge Halvmørket. Der lå en lille Bylt noget borte. Hvad var det, der lå ovenpå? Det så ud som to store blanke Øjne, der stirrede ham i Møde. Nu kendte han det. Det var Flyvebrillerne.
   Samtidig begyndte Erindringen om den ulykkelige Flyvetur at dukke frem. Hvordan var det gået? Her lå han og havde Smerter næsten overalt. Hvordan var det gået »Falken«? Og Robert Wellt! Han var her ikke. Hvad var der dog sket? Men eet var sikkert - han var vendt tilbage til Livet.
   Tanken om, at Vennen muligvis var forulykket, overvældede med eet den svage, unge Mand, og han sank igen tilbage til Lejet.
   Da var det, at Stærk forglemte sig og løb ud for at kalde på Edward og Gertie. Derpå løb den ind igen.
   Drews havde på ny drejet sig. Han så Salven, der var smurt på, og følte, at han var hos Mennesker, der ville hjælpe. Venlige Hænder havde plejet ham; det følte han. Men hvad var det for Mennesker, der boede her på den ensomme, indesluttede Ø?
   Han fik ikke lang tid til at spekulere over det. Hunden for med alle Tegn på Glæde hen mod Hulens Indgang, og i det samme viste der sig det forunderligste Syn for hans forbavsede Blik.
   Var det et Åndesyn eller var det et Foster af hans forvirrede Hjerne, den yndige unge pige, der forvirret og glad ilede hen til hans Leje, knælede,ned og trykkede et Kys på hans Pande, idet hun sagde:
   »Velkommen til vor ensomme, ulykkelige Ø, du fremmede! Velkommen til Lingu!«
   Nej, det måtte være sandt. Han følte Kysset på sin Pande. Han hørte og forstod Ordene. Hvordan kunne det være muligt. Pigen havde grebet hans højre Hånd, og han følte hendes Tryk. Han syntes at skimte et Ansigt til, så Hundens Hoved over sig. Så flød det alt sammen i en Tåge, som han søgte at kæmpe sig igennem, men forgæves.
   Forskrækket så Edward ham falde tilbage.
   »Gertie, han dør! Dør han nu?«
   »Nej. Skynd dig! Bring Vand!«
   I Hun puslede om den syge og forklarede imens Edward, at de måtte være meget varsomme. Deres \/en havde sikkert fået en Hjernerystelse ved Faldet. - -
   »Han bliver dog nok rask, men vi må være tålmodige, ikke tale ret meget, ikke fortælle og ikke spørge. Han skal have Ro.«
   Kort efter åbnede Drews igen Øjnene.
   Gertie tyssede på ham, da hun så, han ville spørge.
   »Stille! Ikke nu! - Senere! Du er hos Venner, fremmede. Hvil nu!«
   Da Drews kort efter sov ret roligt, gik de ud og hentede Robert Wellt. Varsomt drog de også Flyverdragten af ham og fik ham anbragt på et lignende Leje som Drews's, men i nogen Afstand fra det.
   Og nu gik der mange Dage, hvor Gertie så godt som ikke veg fra de to Sygelejer.
   Robert Wellt var stadig bevidstløs, men når hun gav ham en Mundfuld af den styrkende Drik, havde hun dog den Glæde, at han sank det. Hun forstod slet ikke, hvad der var i Vejen med ham.
   Derimod var hun fuld af Håb om Helbredelse for Drews. Så snart han vågnede, var hun der, forstod altid, hvad han manglede, forstod at undgå alle Forklaringer, til han kunne tåle at tage mod dem.
   Drews følte sig så forunderlig til Mode. Han kunne ligge i Timer og følge hendes Færd. Hun var ham på een Gang så kendt og dog så fremmed. Kendte var de milde Øjne og det yndige, men smalle og blege Åsyn, indrammet af det rige Brus af lysblondt, krøllet Hår. Kendt var hendes bløde Stemme, der talte hans Modersmål om end med fremmedartede, snarest forældede Udtryk. Men fremmed var hendes Dragt, der var vævet eller flettet af et underligt Stof. Den var slynget om hende som en Toga og .smøg sig i bløde Folder ind til hendes slanke pigeskikkelse.
   Fremmed var også Maden og Drikken, hun bød ham, men han tog det gerne og følte, hvordan Kræfterne kom.
   Han var ved at forgå af Utålmodighed efter at få Opløsning på Gåden, hvordan hun kunne være på den ukendte Ø. Men han tvang sig til lydigt og tålmodigt at vente, til hendes Tid kom at fortælle det.
   Vennens Skæbne kendte han. Dog havde Gertie udtalt større Håb, end hun inderst inde nærede, og fra sit Leje kunne han ikke se Wellts tavse, ligblege Åsyn med de lukkede Øjne.
   Endelig en Dag sagde hun: »Dine Øjne spørger, fremmede! Edward, jeg og Stærk er de eneste tre tilbage på Lingu. Derovre på Longa hos de vilde er både Fader og vores Broder Georg og de fem - hvis de er i Live. De vilde har Magten over dem. Edward og jeg stod hjælpeløse. Men nu er du kommet, fremmede! Du vil hjælpe os! - ikke sandt?«
   Tårerne brød frem j hendes Øjne; hun var knælet ned ved hans Leje, Edward kom hen ved hendes Side, og idet han slyngede sin Arm om hendes Hals, så også han ængsteligt og bedende mod Drews.
   »Ak, jeg arme Stakkel, der ikke engang kan hjælpe mig selv - hvad kan jeg gøre?« spurgte han.
   »Jo,« udbrød Edward. »Du er snart rask, og du er Udfrieren, som Fader altid talte om måtte komme engang. Du skal føre os ud i den store, vide Verden, som de Andre altid taler om og aldrig kan glemme!«
   » Ja, ja!« istemte Gertie. »Og nu skal du høre vor Historie.«
   Hun rejste sig fra sin knælende Stilling og satte sig på Gulvet ved hans Leje. Så vedblev hun:
   »Som helt unge drog Fader og Moder på Bryllupsrejse til Sydhavet. Fader var en velhavende Skibsreder; og de gjorde Rejsen på et af hans Skibe, der blev ført af hans Ven Kaptajn Robertson. Men Skibet forliste her ved Øen. Fader, Moder, Kaptajnen og fire Matroser var de eneste, der frelste sig i Land. Gennem mange, mange År levede de her, og her fødtes både min ældste Broder Georg, jeg selv og til sidst Edward. Men hans Fødsel kostede stakkels Moder Livet. Ellers havde vi det godt. Vi har både Kildevand og Brødfrugter og mange andre dejlige Sager. Lingu, »den lyse Ø«, kaldte Fader vores Hjem modsat Longa, »den mørke Ø«, som ligger noget herfra.
   I lange Tider, inden vi kom hertil, troede de skibbrudne, at Longa var en ubeboet Ø ligesom denne, men en Dag opdagede Fader og Kaptajnen, at der ovre på Longas Strandbred færdedes nogle mørke, nøgne Skikkelser. Da de ikke vidste, om det mulig var Kannibaler, skjulte Fader og Kaptajnen sig hastig mellem nogle Buske, og de blev da Vidner til, hvordan de vilde på det grusomste lemlæstede og dræbte en stakkels Fange, en af deres egne, som rimeligvis havde nægtet Lydighed ved at udføre et eller andet. Nu vidste de hvide, hvad der ventede dem, hvis de faldt i Hænderne på Longas Beboere, og det gjaldt at være varsom for Eftertiden. Heldigvis lå vore Bopladser, på den anden Side af Øen, og i mange År blev vi aldrig forulempet af vore Naboer. De kom kun et Par Gange om Året herover og plukkede Kokosnødder, der vokser på et bestemt Sted i en Dal nær Kysten. Da vi havde opdaget dette, vogtede vi os vel for at plyndre disse Palmer. De ville havde åbenbart tidligere gennemsøgt Øen og brød sig ikke om, hvad der ellers var.
   Men noget fik vi dog at høre derovre fra. En Morgenstund fandt vi nemlig en ung vild ved Stranden, halvdød, af Piskeslag og Anstrengelse ved at svømme herover. Buto hed han, og han blev vor gode Ven og Hjælper. Men han var en hel Undtagelse fra sine Landsmænd, så mild og blid og god han var. Derfor kunne han slet ikke trives imellem dem og blev hundset og pint af dem alle sammen, indtil han en Nat kastede sig i Vandet og frelste sig herover. De vilde fandt det vel ikke Umagen værd at sætte efter ham, eller de troede, at han var druknet, vi beholdt ham i alle Tilfælde hos os. Han lærte vort Sprog, og vi lærte hans, Fader mente, det kunne altid komme os til Nytte. Stakkels Buto - han døde for to År siden og ligger jordet ved Siden af Moder.«
   Gertie tav et Øjeblik, så vedblev hun med skælvende Stemme:
   »Så levede vi længe i Ro og Fred, lige indtil for et halvt Års Tid siden. Da var Fader og de andre nede ved Stranden og tænkte ikke på nogen Fare. Men den Dag landede Longas Folk ikke som ellers ved Kokosdalen, men brød deres tyve Års Sædvane og søgte netop til den Kystside, hvor vi holdt til. Alle de seks Mand blev overvældet og ført bort som Fanger. Hvad der er blevet af dem, ved vi ikke - om de er dræbte eller må leve som de vildes Trælle.
   For længe siden havde Fader og Kaptajn Robertson indrettet denne Hule som Nødhjælp, hvis vi skulle blive angrebet. Her var netop Edward og jeg sysselsatte med at bringe visse Fødemidler op - for Fader ville have, den altid skulle stå rede til at modtage os i Tilfælde af Fare. Min Broder Georg der er så stor og stærk som en Kæmpe, hjalp os med at bære Sagerne op. Som han på sin Gang kom tilbage til, Hytterne, så han en Flok vilde i Færd med at stikke Ild på dem. Han skjulte sig hastig, og da de gik bort, fulgte han i Frastand og fik set, hvordan Kanoen sejlede bort med Fader og de andre og alle de vilde.
   Havde ikke Tanken for os to, Edward og mig, holdt ham tilbage, havde han sikkert i sin Sorg og Fortvivlelse kastet sig i Vandet og var svømmet efter dem. Men han turde jo ikke lade os to Stakler ene tilbage.
   Så levede vi da her skjult i Hulen, stadig i Frygt og Rædsel for et nyt Gæste af de vilde, indtil Georg ikke længere kunne holde Uvisheden ud. Han måtte have at vide, om Fangerne var levende eller døde. Og så svømmede han en nat Over til Longa, men - han kom ikke tilbage. Han er dræbt eller Slave som de andre.«
   Pigen tav, overvældet af sin Bevægelse skjulte hun Ansigtet i Hænderne.
   »Ja,« faldt Edward ind. »Enten er de døde, eller også træller de som Slaver hos de vilde. Men du vil hjælpe os at skaffe Klarhed over det, ikke sandt, du vil hjælpe os fremmede?«
   »Det vil jeg, min Dreng,« sagde Drews fast, »Med Guds Hjælp vil jeg skaffe jeres Fader og de andre fri - eller få Vished om deres Død.«