Flyvernes Konge

---

O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

12. Friheden forsvares

   De udfriede, der var næsten lige så forbavsede og overraskede som de vilde, skyndte sig nu hurtigst muligt ned til Flåden.
   Det gjaldt om at komme bort, mens Skrækken endnu sad Fjenden i Blodet, og alle Spørgsmål og Forklaringer måtte gemmes til siden.
   Flåden var ikke stor nok til at bære dem alle, og der udbrød en ædel Kappestrid mellem dem om, hvem skulle vente til anden Omgang.
   »I skal med alle nu,« sagde Gertie. »Jeg tør ikke lade nogen vente. Nu vil vi ikke mere skilles.«
   Så kom Georg med et Forslag, der blev fulgt.
   Leach, Drews og Gertie skulle sidde på Flåden og ro. Han og de andre skulle svømmende følge efter. Fra Ungdommen af var de alle vant til at boltre sig i Vandet. Der var ikke så langt, og skulle de blive trætte, kunne de støtte sig til Pontonerne.
   De kom lykkeligt over. Også Stærk tog Svømmeturen med Glans. Den kom endda først til Lingu, sprang i Land, rystede sig, så det sprøjtede langt omkring den, og sprang så højt gøende op ad dem alle, efterhånden som de kom op. Det var, som det kloge Dyr nu havde en Følelse af, at der igen var frit Sprog som i de gode, gamle Tider.
   Dens Gøen kaldte Edward ud af Hulen, og han kom skyndsomt ned mod dem. Hans Glæde var ubeskrivelig, og han for først sin Fader, sin Broder og Gertie og derpå alle de andre om Halsen.
   »Er I der alle! Nej, er I der virkelig alle!«
   Kort efter var de samlet hjemme i Hulen. De satte ikke engang Vagt ud. Foreløbig følte de sig sikre for Fjenderne.
   Der var stor Glæde. Alles Åsyn strålede, og nu blev der en Spørgen, Svaren og Forklaren.
   Endelig meldte dog Trætheden sig i den Grad, at de måtte give tabt og lægge sig til Hvile.
   Allerede næste Dag var de i travl Bevægelse. Nu gjaldt det om at være rede til Forsvar, hvis de vilde igen havde fattet Mod og angreb.
   At den Tid måtte komme, endda ret snart, var de alle klar over. De tidligere Fanger vidste af Erfaring, at Longa ikke havde Føde til sine for ret lang Tid.
   Drews blev enstemmigt valgt til Leder. Han protesterede og mente, at dette rettelig tilkom Leach, men bøjede sig dog, da han mærkede, at det virkelig var alles Ønske.
   Under hans Vejledning blev der så taget fat.
   Først og fremmest skulle Hytterne genopbygges. Hulen var for lille til dem nu, og de længtes efter deres luftige, rummelige Boliger.
   Drews kunne have ønsket en anden Plads end den gamle, der lå alt for nær ved Landingspladsen og var let udsat for Overrumpling. Men han mærkede, at Flytningen ville være en Sorg for Leach og især for Gertie, og så fremkom han slet ikke med noget Forslag. Det kunne gemmes til senere.
   Arbejdet med Genopbyggelsen gik nu let fra Hånden. Drews havde fået bragt Motorerne hjem. Af dem fik han en udmærket Ambolt, og nu smedede han lystigt løs, først Økser, siden Spyd og Pile.
   Friluftslivet var en Fryd for dem alle. Det var noget andet, end da de måtte henlægge alle Ting til de månelyse Nætter.
   Wellt blev båret ud, enten til Drews's Smedje eller til Byggepladsen, hvor Georg og en af Mændene havde travlt med at hugge og tilspidse Tømmeret og drive det ned i Jorden.
   Skønt han endnu havde det ens, spredte han dog Humør, hvor han kom. De andres Arbejdsglæde gjorde ham mærkeligt nok godt. Vel kunne der undslippe ham et Suk og en enkelt Ytring om hans sørgelige Tilstand, men han strøg det hurtigt af sig.
   Allerlivligst blev han, når han var hos Drews. Så fløj hans Vittigheder om Kap med Gnisterne fra det varme Jern på Ambolten.
   Herlige Dage var det og for Edward og Stærk. De var både her og der og alle Vegne, begge lige henrykte over den genvundne Frihed, som de benyttede sig af i rigeste Mål! Ihvor de strejfede, hørte man Drengens muntre Sang og Hundens glade Gøen. Stærk tog rigtig Gengæld efter den lange, påbudte Tavshed.
   Gertie havde travlt med at mætte de mange Munde; men der var rigelige Guds Gaver at tage af. Hun fik igen, røde Kinder og klare Øjne, og Drews fandt hende skønnere end nogen Sinde. Når hun ved Faderens Arm kom for at se på Arbejdet - for også det fik hun Tid til -, følte han den største Trang til at lægge Hammeren for en Tid bare for at se på hende.
   Hun og Faderen frydede sig gensidigt over hinanden. Det var hende en stor Glæde at se den nedbøjede Mand rette sig Dag for Dag, og når han fulgtes med hende, hørte på hendes klare, bløde Stemme og så på hendes Træk og Bevægelser, der var Moderens så lig, drømte han sig tilbage til tidligere lykkelige Dage.
   Arbejdet med Hytterne var færdigt og Flytningen foretaget. Drews og Wellt havde fået deres egen Hytte.    Alt Metallet var nu opbrugt, men hver Mand havde også fået udmærkede Våben: en Kniv, en Økse, et Spyd og nogle Pile samt en Bue. Nu havde de godt Mod til at tage Kampen op, selv mod en stor Overmagt.
   Hver Dag holdt de Øvelser i både Spydkastning og Bueskydning. Hver Nat blev der holdt Vagt.
   Drews kunne ikke opgive. Tanken om Krudtet, og han var igen begyndt med sine Forsøg og Forbedringer. Vel blev Resultatet ikke absolut godt, men han nåede dog så vidt, at han kunne tænke på at berede de vilde en lille Overraskelse, når de vovede sig til at aflægge en Visit.
   Nede ved Landingsstedet, omtrent det eneste Sted, hvor Lingus Kyst var nogenlunde tilgængelig, gravede han et Par Huller, et lige ved Stranden og et noget længere oppe. Deri indrettede han Miner, godt spækket med Sten. Det var hans Mening, at de skulle tændes ved Elektricitet fra et Sted inde i Krattet, men nu kunne han ikke skaffe Ledning mere. Så snoede han en lang Lunte. Den kunne foreløbig godt ligge bar, da der endnu var længe til Regntid.
   Der begyndte at blive Spænding på Lingu. Efter alle Beregninger måtte de vilde snart have opspist. Den første Tid efter Udfrielsen havde ikke een vist sig på Longas Kyst. Nu blev det stadig flere og flere, der spejdede stirrende over mod dem.
   Flere Nætter i Træk mente Vagten at have hørt Uro ovre fra Fjenderne; men endnu var det ikke blevet Alvor.
   Endelig så det ud til Angreb, endda midt om Dagen. På seks store Flåder, der hver kunne bære en halv Snes Mand, kom de ville drivende over mod Lingu.
   Drews havde instrueret alle, og de havde skjult sig i Krattet, Drews rede til at tænde Lunten.
   De kunne tydeligt skelne Kongen. Han havde taget Plads allerbagerst og søgte nu ved Tilråb at få sine Mænd frem.
   Det lod ikke til, at deres Mod var stort. Ofte standsede de. Til sidst hørte de helt op med at bruge Stagerne og så ind mod Lingus Kyst. De forreste løftede truende Køllerne og udstødte nogle ville Hyl.
   Så vendte de brat om, fulgt af de andre. Inde fra Krattet kunne Lingus Forsvarere se, hvor Kongen derude truede og rasede, men ingen lød hans Bud, og så måtte også han følge Trop.
   Dette gentog sig de to følgende Dage og - så vidt Vagten kunne skønne - også den mellemliggende Nat. Endelig den tredie Dag blev der Alvor i Angrebet.
   Muligvis havde Sulten været Kongen en god Hjælper til at få Tropperne frem.
   Spejdende til alle Sider gik de første Hold i Land, stod så i en tæt Klynge og ventede på de andre, der sluttede sig til, efterhånden som de kom op.
   Kongen stod ude på sin Flåde og kommanderede. Det lod ikke til, at han ville op på Land. Men han måtte. Ingen gik et Skridt, før han havde stillet sig i Spidsen.
   Tøvende gik det opad. Nu var de snart ved den øverste Mine.
   Da tændte Drews Lunten, og under Sprutten og Hvæsen bevægede Ilden sig langs Jorden ned mod den fremtrængende Fjende.
   De forreste vilde, som så Ildslangen nærme sig, standsede i største Forfærdelse. De efterfølgende, der intet så, trængte på, og således stod de i en sammentrængt Klynge, lige over Minen, da Ilden nåede denne.
   Der lød er mangestemmigt Hyl, da de væltede rundt i det frygtelige Virvar, mens Jord og Sten regnede ned over dem. Nogle blev liggende et Øjeblik, som om de troede, Benene var slået fra dem, andre kravlede af Sted, mens atter andre i største Hast tumlede nedover, nogle så hurtigt, at de væltede og slog Kolbøtter.
   Men Ildslangen var løbet videre, foran de flygtende. Inden de forreste var nået ned, eksploderede den nederste Mine, og det blev de vilde for meget. De kastede sig ned på Jorden, rullede og tumlede til Siden ud over Skræntekanten. Nedefra lød Bump og høje Brøl, efterhånden som de bageste væltede ned over de forreste.
   Svømmende og vadende nåede de Flåderne og fortsatte ilsomt Flugten hjem. Først da de omtrent havde nået Longa, vendte de sig over mod Lingu, truede med Køllerne og hylede op.
   Denne Gang var Faren lykkeligt af værget. Glade havde Drews og hans Folk ligget i Krattet og set Fjendens Nederlag og Flugt.
   Men der var dog ingen Tvivl om, at de vilde blev tvunget til at forsøge igen, om ikke der, så på et andet Sted.
   Leach kom derfor med et Forslag, som fra først af vakte de unges Mishag. Men de bøjede sig dog for hans overbevisende Ord.
   »Vi har jo i Overflod, og vi har ikke Lov til at hade de stakkels vankundige Skabninger eller lade dem sulte ihjel. Lad os dele med dem! Kunne vi vinde deres Venskab, var jo al Fare forbi.«
   »Ja, men det er umuligt, Fader!« udbrød George. »Holder vi liv i dem, bliver det til vort eget Fordærv. Ved første Lejlighed vil de samvittighedsløst falde over os.«
   Leach fik dog sin Vilje sat igennem.
   Da der første Gang igen sås nogle på Longa, stod han og de unge på Lingus Skrænter. De vinkede og løftede Kokosnødder højt i Vejret; så bar de dem ned til Landingsstedet. Dette gentog de flere Gange. Til sidst lå der en hel Dynge og lokkede.
   Det varede Dage, inden de vilde vovede sig over, og de så frygtsomt rundt, trådte tøvende på Jorden, som var de rædde for, at den ligesom sidst skulle åbne sig under dem, og skyndte sig hurtigst muligt bort med deres, dyre Last.
   Dette gentog sig ofte, og nu gik der Måneder i Fred.
   - I Mellemtiden var der sket noget, som havde sat alles Sind i den største Bevægelse og vakt det bedste Håb om Udfrielse. Edward og Stærk havde nemlig gjort et vigtigt Fund i Bregnekrattet.
   Drengen kom en Dag løbende ilsomt hen til Drews og råbte:
   »Drews, jeg har fundet noget mere Metal!«
   »Hvad har du? - Nej, nu mangler der ikke mere af »Falken«. Vi har brugt det hele.«
   »Jo, inde i Krattet er der nu noget mere, men det har boret sig fast; jeg kunne ikke rykke det løs. Kom og se!«
   Drews fulgte hurtigt med, og da han så Drengens Fund, greb han ham om Livet og svingede ham rundt, idet han jublede:
   »Du er en Knub, min Gut! Du har fundet det bedste, du kunne finde, meget mere, end du aner!«
   »Hvad er det da?« råbte den sprællende Dreng. »Sæt dig ned, Drews, og fortæl mig det! Hvad har jeg da fundet?«
   »Du har fundet Vejen ud i den store Verden, min Dreng! Det er lige det, du har!«
   Og Drews greb ham igen og gav ham en ny Tur, så Drengen troede, han var blevet forvirret.
   »Jeg forstår det ikke, Drews! Er det rigtig sandt?«
   »Ja, så sandt, så sandt! Med den, der kan vi kalde på dem derude i Verden og bede dem hente os.«
   Det var det trådløse Apparat, Edward havde fundet.
   Drews fik travlt med at anbringe det på en høj Mast oppe på Højen. Et Batteri blev stillet an med Ledning op til det, og nu sendte det hver anden Time, Dag og Nat, sine elektriske Bølger og sit Råb om Hjælp ud over Sydhavet.
   En Ledning ned til et Modtagerapparat satte dette i Stand til at modtage Melding, når Råbet fik Svar.
   Og hos alle Lingus Beboere havde det lille Håb om Udfrielse vokset sig stort.