Flyvernes Konge
O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
13. Den første Gnist
De to Torpedobåde, »T. 17« og »T. 18«, der havde været på Eftersøgning efter Drews og Wellt, var for Hjemgående, den ene ca. 50 Sømil nord for Lingu, den anden noget længere borte i nordøstlig Retning.
Der var ikke Humør om Bord. Nu var al videre Søgen opgivet. Der blev ikke noget af den store Dusør, som kunne have gjort såvel Chefen som hver enkelt af Mandskabet velhavende.
Hundreder af Øer havde de gæstet. Mangt et Eventyr havde de oplevet på deres Ture ind over Øerne, og alene det havde været meget værd for de unge eventyrlystne. Men Pengene havde dog været bedre, og så denne Glæde at have kunnet bringe »Flyvernes Konge« hjem til Fædrelandets Tjeneste.
Det havde mest været de mindre Øgrupper, der kun sjældent besøgtes af Skibe, de havde eftersøgt. Hver Båd havde fået sit Område og sat hverandre Stævne nord for Hawaii 2 Måneders Dagen efter Afrejsen, hvis da intet særligt indtraf.
Der var Spænding om Bord, hver Gang der styredes ind i en ny Lagune, og de nysgerrige mørkhudede indfødte strømmede til. Men overalt mødte den samme Skuffelse. Ingen havde hverken set noget til eller hørt noget til »Mary Wellt« og de to Flyvere.
»T. 18« havde opdaget tre ukendte lave Øer, og med større Håb end sædvanlig tog de Kurs efter dem. Men - Resultatet blev det samme.
Nu gik Turen altså hjemad, mens Mismodet bredte sig blandt Besætningerne.
Virkelig bedrøvet over det sørgelige Resultat af Eftersøgningen var Chefen på »T. 18«, Charley Drews, Harry Drews's Broder. Han, der tjente Amerikas Marine, havde søgt om Tilladelse til at være med, og han fik sit Ønske opfyldt.
For ham, der elskede og beundrede sin Broder, og som med Fryd havde overværet hans Triumf ved San Francisco, havde den forgæves Eftersøgning været et hårdt Slag. Han kunne ikke opgive Håbet om, at Broderen levede, og havde det stået til ham, skulle Eftersøgningen have været fortsat. Men som Soldat måtte han adlyde Admiralitetets Ordre og være hjemme til den fastslåede Tid.
Da »T. 18« befandt sig på det omtalte Sted, havde han Vagt og opholdt sig på Kommandobroen.
Nede i en dertil indrettet Kahyt sad Telegrafisten og fik sig en lun Passiar med sin Kollega på »T. 17«, der opholdt sig ca. 40 Sømil vestligere.
Fra Gnistfangeren på Masten gik der Ledning ned til et almindeligt Telegraf-Modtagerapparat. Men han havde stoppet for Papirrullen. Øvet, som han var, kunne han høre sig til Rette af Apparatets Tik-Tak.
På een Gang blev der Kludder i det. Der var en uvedkommende, som snakkede med og gjorde det uforståeligt.
Telegrafisten satte Papirstrimlen i Gang. Men Resultatet var det samme. Apparatet var helt tummelumsk.
Det var ham uforståeligt. Mon der var andre Skibe af Marinen i Nærheden?
Han signaliserede til »T. 17«, om at holde inde.
De adlød. En Stund var der Tavshed, så begyndte det at tikke igen.
Han fo'r op, straks han havde hørt de første få Smæk fra Apparatet. Dette Signal kendte han så godt, han havde ikke nødig at adspørge Papirstrimlen.
Det var Signalet for Fare. Men hvor? Hvor?
Han tog fat og sendte Spørgsmålet ud. Så holdt han inde.
Der var Svaret. Han kunne næppe holde sig for at rive løs i Strimlen. Samtidig greb han Telefonrøret og indstillede Telefonen til Kommandobroen.
»Det er Telegrafisten. Der kaldes på Hjælp.«
»Hvorfra?«
»Jeg ved det ikke endnu ... Et Øjeblik!«
Han drejede Strimlen og læste ud af Prikkerne og Stregerne, så hurtigt de kom frem.
»Hallo! Det er fra Lingu ... Ø i Tangbanken ... 7° sydlig og 167° 5' vestlig ... ukendt ... Er det forstået? ...«
Mere og mere spændt og ophidset stirrede han på Strimlen. Nu holdt Apparatet op med sin Tikken, og med et heftigt Ryk rev han det sidste af Strimlen til sig.
Hans Øjne faldt på de sidste Prikker og Streger, og i Iver og Henrykkelse skreg han det ud:
»Det er undertegnet »Wellt og Drews«! ... Kaptajn! Hvad befaler De?«
Han fik intet Svar, men få Øjeblikke efter kom Kaptajn Drews styrtende ind. Han var helt bleg af Spænding og Ophidselse.
»Er De sikker på, De har læst rigtigt? Er Fejltagelse umulig?«
Telegrafisten havde rejst sig op og stod med Hånden til Huen.
»Ja, Kaptajn! Aldeles sikker.«
»Nu ingen Formaliteter! Sæt Dem ned og spørg! Spørg, om det er rigtigt! Om det er Drews og Wellt!«
Telegrafisten tog straks fat, og Svaret var der øjeblikkeligt.
»Jo, det er Drews og Wellt.«
»Åh, Gud være lovet!«
Kaptajn Drews prøvede at sætte sig ned, men det ville ikke gå. Han rejste sig igen og travede frem og tilbage, mens han gav sine Ordrer.
»Spørg dem ud! - - Om alt er vel? - Hvordan vi skal hjælpe? - - - Skynd Dem! Vi må jo have Skuden svinget hurtigst muligt!«
Lidt efter var Svaret der.
»Kan kun ... hjælpes ... af Flyvere ... Øen ... ligger ... midt i Tanghavet ... Her er Guld ... Guld i Mængder! ...«
Langsomt, efterhånden som Strimlen rykkede frem, aflæste Telegrafisten det, men det gik ikke hurtigt nok for den utålmodige Officer.
»Pyt med det Guld! Men hvordan har de det? Er alt vel?«
Igen kom Svaret langsomt.
»Drews ... i bedste ... Velgående ... Wellt syg!«
»Fortæl dem, at det er »T. 18« af U.S.A.s Marine. Drews's Broder Chef!« - - Han satte sig ned og udregnede og fortsatte derpå:
»Flyver inden 8 Dages Forløb Og så et Farvel!«
Charles Drews fo'r ud til sin Plads og gav sine Ordrer ned til Maskinrummet.
Det var en Aftale fra først af, at det Skib, der først fik Nys om Flyverne, skulle udnytte alle Chancer for at vinde Dusøren. Måske havde »T. 17« også modtaget Råbet om Hjælp. Nu gjaldt det et Kapløb.
Kaptajn Drews var stadig på Kommandobroen. Han stod og stirrede fremad, som om også det kunne hjælpe. Han så tykke Røgskyer langt mod Øst og ringede til Telegrafisten.
»Skaf os Besked om, hvem det er, der går der ovre mod Øst!«
Svaret kom noget efter.
»En Afdeling af U.S.A.'s Marine.«
»Meld »T. 18«! Spørg, om de har Flyverskib med!«
»Ja, to Kampflyvere og en Transportflyver.«
»Godt! - Få deres Kurs og meld, at vi støder til.«
Kaptajn Drews gned sine Hænder. Søvnigheden og Trætheden, der havde begyndt at melde sig, forsvandt igen. Nu var der ikke Tid at tænke på sligt. Denne Dag var en sand Lykkens Dag. Hele 4 Dage var sparet!
Han modtog Besked om Flådeafdelingens Bevægelse og udregnede sin Kurs derefter. Sydpå gik de oven i Købet! Nok et nyt Held!
»T. 18« svingede og fo'r så frem i en Retning, der var omtrent tværs på den tidligere Kurs.
I Løbet af få Timer var de nået stærkt ind på Flådeafdelingen. Drews, der var utålmodig, dristede sig til at bede om Forbindelse med Flådeafdelingens Øverstkommanderende.
Han fortalte om den vigtige Meddelelse, »T. 18« havde modtaget, og udbad sig Assistance af Flyver-Skibet.
Hele Flådeafdelingen gik for Ordre, men gennem Telegrafen kom Admiralen i Forbindelse med Marineministeriet, hvor Meddelelsen vakte stor Opsigt og Glæde.
I Løbet af kortest mulig Tid kom Ordren.
»Giv Kaptajn Drews på »T. 18« al den Hjælp, han måtte ønske sig!«
Kort efter dampede de to Skibe i hurtig Fart i Retning efter Tangbanken.
På »T. 18« måtte de dog sagtne Farten noget for ikke at løbe fra Skibet med de uundværlige Flyvere.
Han havde ellers instrueret alle de unge, der holdt Vagt, så hvem som helst kunne sende Signalet, ja endog Edward og Gertie havde prøvet at afsende Råbet om Hjælp og Udfrielse.
Tre Gange i Træk skulle Signalet gives, og for hver Gang skulle de vente en Stund.
Der var gået Uger uden noget Svar, men lige udholdende blev de ved, stadig i det bedste Håb. Engang måtte det jo komme.
Da Drews den omtalte Dag havde givet Signalet første Gang og allerede belavede sig på at forny det, gav det et Sæt i ham. Han turde knap tro sine egne Øjne, da Apparatet deroppe på Masten gav den første Gnist.
Hjertet stod helt stille! han holdt Åndedrættet tilbage og spejdede angst.
Jo, der var den næste, og den næste igen! Der var ingen Tvivl mulig, også Apparatet nede på Jorden gav sig til at tikke, Tik-tak i Takt med Gnisterne.
Nu hamrede Hjertet løs, rystende af Spænding satte han Papirstrimlen i Gang, læste og gav Svar.
Han gik ikke, han løb ikke, nej, han styrtede ned fra Højen, ned mod Hytterne, da alt var klaret med »T. 18«, han var ude af sig selv af Glæde, helt ustyrlig.
Edward og Stærk kom ud fra Krattet og stirrede forbavset efter ham.
Drews greb Drengen og svingede ham rundt, idet han jublede: »Den første Gnist! Den første Gnist!« Edward sprællede, lo og spurgte. Men før han rigtig fik set sig for, stod han, meget fortumlet og betuttet, igen nede på Jorden, mens Drews for videre, nu ledsaget af den højt gøende Stærk, der syntes, at det var en lystig Tagfat. Så satte Edward bagefter.
Drews's Råb og Hundens Gøen havde kaldt de andre ud fra Hytterne. Nu stod de om ham, alle undtagen Wellt.
»Den første Gnist! Vi er fri! Vi bliver fri! Om otte Dage kommer de og henter os!«