Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Beatrice havde taget en Bog med, som hun besluttede at læse i for at tvinge sig til ikke at tænke.
Hun var træt af sin egen nervøse Stemning. Hun havde en Følelse af, at Fremtiden indeholdt noget, som var mere fuldt af Spænding, mere nervepirrende end hvad hun hidtil havde oplevet.
Hun glemte Brown, men Howard kunne hun trods al Viljeanspændelse ikke blive fri for at tænke på.
Hun var rasende på sig selv over det. En Mand skulle ikke have Lov til at beherske hendes Forestillinger mod hendes Vilje. Og da hun så igen tog fat på Bogen, og tvang sig til at læse næsten Ord for Ord, kom pludselig Erindringen om, hvad hun havde hørt om Ghata Sasin til hende.
Hun kunne snarest vente Brev fra ham, havde Tom sagt.
Noget så fjollet, så underligt. Hvad kunne det vildfremmede Menneske finde på at skrive til hende om?
Tom måtte naturligvis have fremstillet hende for ham således, som han bildte sig ind at kende hende. Farlig, koket, intrigant - Himlen ved hvad mere. I hvert Fald som en Sjæl, der hårdt trængte til en hjælpende Hånd, skulle den ikke fortabes i Verdslighed.
Det var ikke noget særligt smigrende Billede, og hvis Tom og denne Inder troede, at hun sad og sønderknust afventede deres Bistand, så tog de fejl.
Hun afventede ingen ukaldet Bistand, og hun ønskede ingen.
Hun havde i så mange År forstået at finde sin Vej frem i denne vanskelige Verden ved Hjælp af sine Hjælpemidler, at hun på Forhånd var godt oplagt til at afvise enhver ukaldet Håndsrækning.
Det var og blev uforskammet af Tom at blande sig i hendes Sager, men Hun kendte Mænd godt nok til at vide, at de ikke gjorde sig så megen Umage for en Kvindes Skyld, dersom der ikke lå erotisk tvingende Momenter bagved.
Hun havde gennem Årene lært at bruge sine Øjne og set, at når deres erotiske Interesse overfor en Kvinde dør, så er al anden Interesse samtidig dødsdømt, og at en Kvinde, der vil erobre sig en Plads i Tilværelsen og er ene om at forsvare den, gør klogt i at regne med enhver erotisk Indflydelse, hun er i Stand til at udøve, selv om denne Indflydelse gælder en måske ubetydelig og uinteressant Mand.
Folk vil undertiden give denne Viden Navn af Spekulation, og den er det, lige så meget som enhver anden af vore Handlinger, der lige fra vor Fødsel har mere eller mindre af Spekulation i sig.
Det spæde Barn benytter sig af de Kunstgreb Moder Natur lærer det, for at opnå et Stykke Legetøj.
Ungdommen smigrer og overtaler med sine Midler for at opnå, hvad den vil.
En Hestehandler bruger sine Kneb for at købe et Dyr billigt eller få et fejlfuldt afsat som fejlfrit, akkurat som Gadens Pige, der maler og pynter sig for at opnå den højeste Pris.
Den Mand, som vil frem i Verden, bruger lumske eller brutale Midler for at nå det, ligesom nu hans Natur og Forholdene er til. Og den Kvinde, der ligeledes vil frem og for hvem Vejen er så ulige mere trælsom, fordi det nu engang er Mændene, der har bygget denne Tilværelse op, skal nok lære, dersom hun er klog, at hun ikke bør lade hånt om selv en nok så beskeden og uanselig Hjælper.
Beatrice havde set dette. Hun havde mere end een Gang bemærket, hvorledes en Kvinde, der endnu ikke havde erobret sit Omdømme, var bleven skubbet i Forgrunden, hen imod de indflydelsesrige Mænd, gennem de upåagtedes Beundring.
Le bruit court - der hviskes mellem de bagerststående at hun er smuk, attråværdig. Den dæmpede Hvisken bliver til en Mumlen, der når frem til Rækkerne foran. Der mumles højere og denne Mumlen vokser tilsidst til et Råb, som får selv de forvænte, skeptiske og optagne til at vende deres Opmærksomhed mod den nye, ukendte Stjerne.
Beatrice havde set dette med andre og erfaret det med sig selv.
Hun holdt af Tom, fordi han så ubetinget beundrede hende. Og for en Ting til, - fordi hun inderst inde med hele sin Naturs Styrker afskyede de Mænd, der omgav sig med en Skare pjattede og påtrængende Kvinder, hvis Smiger de ikke havde Forstand til at tage for, hvad den var værd. Og til dem hørte han visselig ikke.
Hun holdt af Tom Brown, og hun undervurderede ikke den både direkte og indirekte Støtte, han var i Stand til at yde hende, og var taknemlig for den, men hendes udviklede Uafhængighedsfølelse oprørtes ved at skulle ledes af ham mod en Skæbne, hun ikke selv havde nogen Tilbøjelighed for.
For alt dette med Inderens Magt over Sjæle, dersom det da ikke var Vrøvl altsammen, ville det da ikke være at miste i hvert Fald en stor Del af sin Selvbestemmelsesret, og give sig ind under en andens Vilje?
„Nej, jeg vil ikke,” fo'r det halvhøjt ud af hende, og forskrækket over sin Selvforglemmelse løftede hun Hovedet og Så lige ind i Ansigtet på den Mand, der sad overfor hende.
Han kom til at smile og gjorde en let Bøjning med Hovedet ved at møde hendes Blik, og hun lo og sagde „Undskyld”.
„Man kan da så let komme til at læse højt, når man rigtig er optaget af en Bog,” svarede han, og noget i det muntre, udtryksfulde Ansigt fik hende til at ønske at fortsætte Samtalen.
Han var en Mand på vel op imod halvfjerdsindstyve År. Hans Hår var næsten hvidt, men tykt og stridt, og han strøg ofte Hånden hen over det, som strøg han en Manke. Han gjorde ikke Indtryk af at væne en fornem Mand, men hans små, blanke Øjne strålede af Iagttagelseslyst og Venlighed.
„Jeg ved ikke - jeg tror, jeg tænkte højt.”
„Det kan jeg så godt forstå. Hvor let kan man ikke få flere Tanker ind i sit Hoved end man synes, der er Plads til derinde,” smilede han og bankede sig på Panden. „Mange Gange, når jeg får fat i et særlig interessant, gammelt Stykke, - jeg er Antikvitetshandler, - i Paris naturligvis,” føjede han til, som ville han for alt i Verden ikke mistænkes for at være det noget andet Sted i Verden, „og jeg så står med det i Hånden og prøver på at læse dets Historie, dets personlige Historie, mener jeg, dets Oplevelser, så snakker jeg ofte højt med det, som om det bedre kunne forstå og svare, når det hører min Stemme. Å, jeg har lært de underligste Ting at kende på den Måde.”
Beatrice så på den løjerlige gamle Mand og tænkte, at hans Ansigt forekom hende bekendt.
„Javist,” svarede han, skønt hun ikke havde sagt et Ord, „javist er det godt muligt, at vi har set hinanden før. Måske har De været inde hos mig. De har sikkert tidligere været i Paris.”
„Flere Gange.”
„Det kunne jeg tænke mig. De taler så godt Fransk, ,og De er vant til at rejes. Å ja, det kan jeg da nok se, - jeg kan altid se på et Menneske, om det føler sig hjemme i en Kupé eller ikke. Jeg selv har rejst den halve Verden rundt, på Forretningens Vegne. Jeg har set mange Lande, mange Mennesker. Jeg har været i Ægypten, i Indien -.”
„I Indien -,” udbrød hun uvilkårligt.
„Ok ja, rigtignok, i lang Tid. Det interessanteste Land i Verden. Dersom jeg kunne tænke mig at opgive Antikvitetshandelen og Rue Baudin, hvad jeg selvfølgelig ikke kunne, ville jeg ikke bo andre Steder end i Indien. Men naturligvis - enten er man Pariser eller man er det ikke. Og jeg er ægte, indfødt, ikke af disse, der kommer allevegne fra og kalder sig Parisere, fordi de har rendt tre Gange op og ned ad Boulevarderne. Men jeg kunne fortælle Dem meget derovrefra.”
„Rue Baudin - bor De der? Det må være lige i Nærheden af det Hotel, hvor jeg har bestilt Værelse.”
„Det var da morsomt,” den lille snakkesalige Mand syntes endnu mere oplivet end før ved Udsigten til at denne smukke Englænderinde ville slå sig ned i hans Omegn, „så må De komme og se mine gamle Sager, - også mine gamle Sager fra Indien. De må endelig komme. Jeg mener ikke som kunde, men som Gæst. De vil synes om Butikken.”
„Det vil jeg uden Tvivl,” svarede Beatrice. Den sære gamle Mand morede hende mere og mere.
„De må jo også se mange underlige Mennesker, gør De ikke, mange sørgelige Skæbner, når Folk kommer og sælger for Eksempel deres Arvestykker og sådan noget.”
„Ja, det kan De tro, det kan De tro, Lady. Mange, mange underlige Skæbner. Rige Mennesker, der sælger for at dække en Forbrydelse, fattige, der sælger for Brød eller Brændevin eller for at holde fast på deres Pige. Det er måske også derfor, jeg aldrig har giftet mig. Jeg har haft så travlt med alle de andres Hændelser, at jeg ikke har haft Tid til at opleve noget selv. - De holder måske også af at studere Folk?”
„Meget. Det er mit Håndværk. Jeg skriver om Mennesker.”
„Å, så, nej, tænk hvor morsomt. Så må De endelig komme til mig. Jeg kender alle mulige Slags Folk. Jo løjerligere de er, des mere synes jeg om dem. Og skal jeg sige Dem hvorfor, Lady. Ser De, det er kun dem, der oplever noget, som forstår noget af, hvad der foregår udenom dem. Når nogen siger til mig: „Det er dog en sær Snegl, den George, ikke sandt, Far Boudon?” så svarer jeg: „Er han en sær Snegl, så er det vel, fordi han ikke gider lave sig anderledes end han er. Han har set så meget af Livet, at han ikke synes, det er Ulejligheden værd at spille Komedie. Så er han, som han er, og vi er allesammen sære Snegle, hvis vi bare ikke stiller os an.” Og hvorfor stiller vi os an? Hvem trorr alligevel på, at vi er så dydige og så fromme og så ærlige, som vi skaber os. Ingen. Vi ved, vi lyver, og så regner vi med, at den anden, han lyver også. Det er klart. Og det er også rigtigt.”
„Hedder De Boudon - ligesom Gaden?”
Den gamle lo, som om han godtede sig stolt over en Æresbevisning.
„Nej, jeg gør såmænd ikke. Nej. Men ser De, Folk synes jo, at Gaden og jeg, det er eet. Jeg er jo født i den Stue, hvor jeg endnu hver Aften lægger mig til at sove. Jeg er fem og tredsindstyve År, og jeg er omtrent det eneste Menneske, som aldrig har boet andre Steder. Alle Mennesker kender mig. Mange Udlændinge med. De kan spørge enhver Turistfører om Far Boudon, og han vil vise Dem mig. Jeg kender Gaden bedre end min egen Lomme, for den skifter dog somme Tider. Jeg kender hvert Menneske i den. Dersom jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at vi var lige gamle, den og jeg.”
„Så der kommer mange Udlændinge til Dem?” spurgte Beatrice, mest for at holde en Samtale, der morede hende, vedlige.
„Det kan De tro, allevegne fra. Og jeg ser på dem, og jeg kan kende, fra hvilket Land de er, bare ved at se, hvorledes de kommer ind i Butikken, uden at de behøver at lukke Munden op. Og ofte kommer der Udlændinge, som jeg har truffet for mange År siden i deres eget Land, og de siger til mig: „Goddag, Far Boudon, kan De se, jeg har ikke glemt mit Løfte til Dem. Og her er jeg, og hvordan står det så til?” ”
„Men hvordan kan De tale med dem - Far Boudon?”
Han så smilende op, som havde hun sagt ham en Kompliment, ved at nævne hans Navn.
„Jo, jo, det kan De tro, jeg kan. Jeg taler Engelsk næsten lige så godt som Fransk, og jeg kender et Hundrede Ord eller så i mere end ti Sprog. Det er så let for mig og desuden må jeg det jo for Forretningens Skyld. Og i Ægypten og Indien, der kan jo Alverden lidt Engelsk.”
„I Indien,” gentog Beatrice tankefuldt, „kender De mange derovre, personligt mener jeg?”
„Å mange, mange,” svarede den lille Mand livligt. „Det er henrivende Mennesker, helt anderledes end vi, mere henrivende. Flere er kommen til Paris og har opsøgt mig. En af dem, - han er, tror jeg nok, den klogeste Mand, jeg kender, - boede for to-tre År siden mange Måneder i Paris og kom ofte hos mig.”
„Hvad - hvad hed han?” stammede Beatrice. Noget i hende tvang hende til at spørge.
„Hans Navn er Ghata Sasin. Han er ofte i Europa. Jeg venter ham hertil om et År eller så. Ham må De se, dersom De er hos os til den Tid.”
„Ja, ham må jeg se," gentog Beatrice med en pludselig Følelse af, at Blodet løb bort fra hendes Hjerne og at en blå Tåge langsomt bølgede forbi hendes Øjne. „Han - han må være en mærkelig Mand,” vedblev hun og hendes Stemme lød, som talte hun i Søvne.
„En mærkelig Mand, en god Mand,” svarede den lille Antikvitetshandler med overbevisende Iver. „De vil sikkert lære ham at kende. Jeg ved, at han kan så mange Ting, der forekommer os ganske tåbelige og umulige, og så er det dog ganske dagligdags for ham. - Men jeg ser, at De er træt. De er ganske bleg. Tillad mig at lægge denne Pude bag Deres Ryg, - - - jo, jo, De må give mig Lov - og læn Dem så tilbage. Kvinder må passe på deres Sundhed. De må bestemt prøve på at sove. Jeg kan se på Dem, at De trænger meget til det.”
Beatrice gjorde ikke Modstand. Hun lod den gamle Herre stroppe Puden bag hendes Ryg og lænede sig tilbage i sit Hjørne med en Fornemmelse af en altovervældende Træthed.
Hvad var det dog der var sket med hende?
I samme Øjeblik, Far Boudon nævnede Ghata Sasins Navn, og den blå Tåge var kommen bølgende hen imod hende, havde hun fået en underlig Forestilling, et Syn, kunne det næsten kaldes.
Fra den blå Tåge var der dukket frem, uendelig fjernt syntes det, og utydeligt i Begyndelsen, senere rnere klart og langsomt nærmende sig, et Ansigt med et Par meget mørke, meget alvorlige Øjne.
Blikket havde været rettet imod hende, hun syntes, det holdt hende fast og drog hende imod sig gennem den bløde Tåge, og hun vidste ikke, om det havde varet i Timer eller i Sekunder.
Så trak det mørke, fremmedartede Ansigt sig tilbage, Tågen opløstes, hun sansede igen den gamle Antikvitetshandlers Stemme og følte det, som vågnede hun af en Besvimelse.
Hendes Bleghed måtte altså have været påfaldende, siden han omtalte den så ængsteligt, og hendes Træthed var virkelig nok.
Hun havde næppe fået lagt sig tilbage, inden hun sov.