Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Beatrice drømte!
Hun syntes, at hun stod alene på en udstrakt Eng og følte sig ulykkelig til Mode. Engen var så stor, at hun ingen Ende kunne se på den, og Skyerne drev mægtige og vilde afsted under en grå og tyngende Himmel.
Hun forstod, at hun skulle over den Eng for at nå, hun vidste ikke selv, hvilket Mål, og hun begyndte at gå, skønt hendes Fødder syntes at klæbe til det stridige Græs af Træthed.
Der var nøjagtig den samme Følelse af Forurettelse og Håbløshed over hende, som den Gang hun faldt i Søvn. Kun forstærket ved en Fornemmelse af Angst for noget, hun var nødt til at gå hen imod, skønt hun vidste, dette noget var ulykkeligt og måske brødefuldt.
Hun gik længe. Og pludselig begyndte de vilde, drivende Skyer over hendes Hoved at sænke sig ned foran hende og antage Form. De dannede Billeder. Hun måtte stirre på dem, skønt de gjorde hende angst, og hun vidste samtidig, at hun på en ubegribelig Måde var med i de Hændelser, som fremstilledes for hende, skønt hun samtidig var en interesseret og beængstet Tilskuer.
Hun så for sig en Sal, nøjagtig Magen til en, hun engang havde set i det udgravede Pompeji.
Gulvet var af små ternede Marmorfliser, i Baggrunden stod en Løjbænk dækket af Tæpper, hvor hun selv sad, og foran hende stod to Mænd, åbenbart parate til at fare løs på hinanden. Ansigterne var fortrukne, og den ene af Mændene førte stadig Hånden ned mod en Dolk, han havde i Bæltet.
Hun så sig selv, kun klædt i et tyndt og løsthængende Gevant, rejse sig og gå hen over Gulvet til de to Mænd. Omkring hendes Mund var der et ondt og nydende Smil. Hun rakte sine dejlige Arme med en lad Bevægelse op over Hovedet og gjorde nogle glidende Bevægelser.
„Jeg vil danse for jer, - se så, hvem der bagefter kan vinde mig.”
De to Mænd veg til Siderne, så hun kom til at stå midt imellem dem, og medens hendes Øjne søgte snart den ene af dem og snart den anden med dvælende og kærtegnende Blikke, begyndte hun sin Dans, således som Slavinder plejer at danse.
Vuggende og vigende, lænende sig bagover, så Brysterne løftede sig under det gennemsigtige Tøj, bøjede sig forover, så Hænderne berørte Gulvfliserne, med Hundrede forskellige, lade, blide og vellystige Bevægelser drejede hun sig imod dem og bort fra dem. Smilende med sin store, røde Munds grusomme Læber og med sine spottende og lokkende Øjnes Blik halvt skjult under de sorte Øjenvipper.
Beatrice iagttog den underlige Scene med en Følelse af Rædsel. Ikke for det, hun så, skønt også det, men langt mere for det, hun vidste med en hemmelighedsfuld og uforklarlig Viden måtte komme bagefter.
Kvinden, der var hende, dansede længe.
Så endelig, da de to Mænd, der under hele Dansen syntes at ville suge hende ind til sig med deres Legemes Begær, var bleven bragt til Ustyrlighed, standsede hun, gled langsomt baglæns bort fra dem, lokkende dem til sig med en lille kurrende Kalden, og lod sig falde ned på den brogetpolstrede Løjbænk.
De stod et Nu som troldbundne. Så var i næste Øjeblik den enes Hånd med et vildt Greb plantet i Rivalens Skulder, et Knivsblad tindrede gennem Luften og sad fast i levende Kød og Blod, men den Hånd, som havde ført Våbenet, faldt ned, da den døende Fjende i Krampe snærede sine Fingre om hans Strube.
Beatrice så Kvinden rejse sig fra Divanen, så hende gå med sin blide og smygende Gang over det tavlede Gulv, hvor Blodet banede sig frem i små Strømme. Hun lod Kanten af sin Klædning suge det op uden at ænse det, og mellem de halvlukkede Øjenlågs smalle Ridse gled hendes Blik smilende, tilfredsstillet og ubarmhjertigt hen over de døde Mænd.
Så vendte hun sig bort, løftede et Vægtæppe tilside og kaldte halvsagte en Mands Navn.
„Kom,” sagde hun med sin kærtegnende Stemme, „kom - nu er vi alene.”
Beatrice vågnede og fo'r op i Sengen. Hun måtte have skreget, for hun hørte Lyden af sin egen Stemme dø bort. Hun rystede og hendes Hjerte slog, så det næsten kvalte hende.
Hvad var dette? Hvornår havde hun været sådan? For det var hende. Det var ingen anden end hun selv, der engang havde været den dansende Kvinde.
Hun vidste det så sikkert, som hun vidste, at hun levede.
Medens hun stod på den trøstesløse Eng havde hun vidst, at dette var hende selv, men ikke mindre sikkert vidst, at hun så på sig selv. Det måtte være fra en anden Tilværelse. Det måtte være et Bud eller en Advarsel.
Kunne det da være sandt, at hun havde levet før?
Hun lagde sig tilbage og åndede ud for at falde til Ro.
Langsomt, uendelig blidt gled der som en stor Stilhed, en sødmefyldt og velgørende Fred ned over hende.
Der var en Hånd, som næsten umærkeligt kærtegnede hendes Hår. Hun var ikke alene, skønt hun vidste, at ingen levende var i hendes Nærhed. En eller anden Magt vågede beskyttende over hende. Hun var ikke længere forladt.
Så sov hun ind til en Søvn, der varede til sent ud på Morgenstunden, og som var fyldt med en vidunderlig Ro og Hvile. I sin Opvågnen havde hun en Følelse af Styrke, af Velvære og Mod til at tage fat. Hendes barnagtige Nervøsitet fra Af- [linje mangler i originalen *)] ud på Morgenstunden, og som var fyldt med en [linje mangler i originalen *)] var Erindringen om Drømmen ikke. Den optog hende og blev ved at leve i hendes Tanker.
*) Originalen mangler to linjer, som det ikke har været muligt at finde andetsteds. Bogen har kun været udgivet én gang tidligere i ét oplag, og indeholdt denne fejl.