Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Han havde ventet, raset!
Han havde spejdet ned ad Via Porta Pinciano, var gået tilbage, frem igen, - set til den anden Side for at kunne indbilde sig, at når han så igen vendte sig om, måtte hun være lige ud for ham.
Han ventede en Time. Aftenens Skygger blev Længere og det lyse Skær over Byen stadig mørkere, og under denne Times Venten forandredes også hans Ansigt. Det fik en Skygge over sig, ikke ulig den grusomme og ubarmhjertige Skygge, som Aftenens Dunkelhed kan kaste over ensomme og sørgelige Steder.
Han havde aldrig været nogen godmodig Mand. I denne Ventetid stivnede hans Sind under et Had, der havde Dødens Ubøjelighed og Stumhed og Uforanderlighed i sig.
Hun kom ikke - hun kom altså ikke -
Skyggerne forlængede sig og gled sammen til Mørke. Hun kom ikke, og det var Tom Brown, som var Skyld deri.
Havde hun ikke været Kvinde, ikke været andet end Kvinde hin fjerne Aften? Vidste han ikke, at med sine Arme om hende, med sine hede Ord lydende i hendes Øre, var hun alt det, han forstod ved Kvinde, alt det, han ønskede og forlangte.
Han val ikke vant til Modstand. Hans Begær havde fra første Øjeblik krævet Beatrice med større Nødvendighed end nogen anden Kvinde, og hendes Modstand, hendes Luner, den Kamp, hun førte med sig selv imod ham og som han iagttog spændt og skinsyg, - alt havde hidset ham op.
De andre Mænds Kur, Tom Browns Kærlighed, - han ville sejre, han skulle sejre, både fordi han havde gjort sin egen erotiske Længsel efter hende ubehersket ophidset ved bestandig at forestille sig, hvorledes hun ville være, når Slørene faldt, og også fordi hans mandlige Forfængelighed ikke tålte det Nederlag, som hendes Undslippen ville være.
Hvert Minut bestemte han at gå, hvert Minut rasede han mere mod sig selv, fordi han blev.
Og mere og mere nervøs søgte han efter Grunde til at hun ikke kom. Der kunne være sket dette, - eller hint.
Samtidig vidste han godt, at der intet sker i sådanne Tilfælde. Havde hun brækket et Ben, ville hun have ladet sig køre hen til Mødet om det så skulle være på Vej til Hospitalet. Således var jo nu engang Kvinder.
Aftenens Skygger havde tegnet sig over hans Ansigt. De lå over hans Sind, da han endelig opgav at vente længere og langsomt gik hjemad til sit Hotel.
Han tænkte ikke meget mere på Beatrice. En af disse Forudfølelser, som alle kender, og som er lige så usvigeligt rigtige som de er uforklarlige, sagde ham, at Beatrice var tabt for ham. At deres Veje efter al Sandsynlighed flygtigt eller slet ikke oftere ville krydses.
Han havde tabt, han vidste det. Han følte egentlig ikke Vrede imod hende. Hun var på en underlig Måde gledet bort fra ham. Han vidste knap, om han længere brød sig om, at hun skulle komme. Han syntes, det var År og ikke Timer siden han havde skrevet til hende. Han, som endnu samme Aften havde været en eneste stormende Længsel, tænkte nu på hende med den samme Ligegyldighed, som en Mand, der opnår en længe attrået Kvinde og skuffes. Hun havde i den ellevte Time valgt og ikke valgt ham, og derfor var hun kastet bort, ud af hans Tilværelse, ud af hans Planer.
Men der var en anden. Den Mand, som havde sejret. Det var fuldkommen ligegyldigt, at han sikkert ikke havde sejret og aldrig ville sejre erotisk over hende. Han havde sejret, siden han havde kunnet vise sig stærkere end hendes Vilje.
Og han skulle ikke slippe. Var enhver anden Følelse i ham død, så levede i hvert Fald Viljen til Hævn. Den Mand, der stod bagved det hele, skulle ikke slippe.
Der var mange Skygger over Howards Ansigt hin Aften. I den dybeste stod med usynlige og uudslettelige Bogstaver Ordet „Død”.